25. november 2013 - 20:24

”Hvorfor skal kurdiske film altid ende ulykkeligt?”

Frivillige filmfestivalmedarbejder Rosa orker ikke flere film, der viser kurdernes virkelighed med kamp og forfølgelse. Nu leder hun efter ”det dér nye filmsprog”.

Filmen "Before Snowfall" er en intens runaway-road-movie om kurdiske livsforhold, skabt af Hisham Zaman i 2013, pr-foto.

Blogindlæg 3, London Kurdish Film Festival 2013

Kirkuk, Sydkurdistan, juli 2003, startede min egen, helt personlige ”roadmovie” ud i kurdisk kultur og lige nu er jeg bare kørt ind på 8th London Kurdish Film Festival for et tjek-up.

Jo, kurdisk kultur lever, ligner sig selv – og dog – for som Rosa, en af de unge frivillige siger til mig onsdag, ”hvorfor skal kurdiske film altid ende ulykkeligt; jeg vil have happy endings”.

Rosa er selv ved at lave sin egen første film, og leder efter ”det dér nye sprog”, som ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i kurdernes uendelige kamp for menneskerettigheder, et folk i konstant identitetssøgen, på flugt, i kamp og med stædig tro og håb om, at sejren er lige om hjørnet.

Men er det ikke sådan realiteterne er, spørger jeg Rosa og henviser til tv-stationernes nyheder om gadekampe i Istanbul, Diyarbakir, seneste henrettelser  af kurdere i Iran, kampe i Rojava, det nordvestlige Syrien, hvor al-Quaida-rettede grupper netop har overtaget en af de kurdiske byer og holder en hel by i undtagelse.

”Jo, det er sandt, og jeg kender rigtig mange, der har været eller er ”i bjergene”, men hvis vi bliver ved med at vise alt det dårlige, det negative, hele tiden, så tror folk til sidst på, at der ikke eksisterer noget andet liv”, mener Rosa.

”Vi skal også se vejen ud og udvikle os, der er så mange andre måder at leve sit liv på”, tilføjer hun og ser lidt drømmende opad og ud mod den London-trafikerede gade bag glasdøren.

Så står vi der og drømmer lidt videre om, hvordan det skulle være, hvis kurdiske film ikke kun skulle handle om forladte landbyer, flugt, overlevelse og en daglig, ofte voldelig kamp for anerkendelse og identitet.

Runaway-road-movies med passiv kritisk vinkel

Dagene før har vi begge set to af filmfestivalens større features, ”Jin” og ”Before Snowfall”, intense runaway-road-movies i kurdisk livsforhold.

Dels om 17-årige Jin (= kvinde på kurdisk), der løber væk fra sine kammerater ”i bjergene” for at finde sig selv og måske sin frihed og går grueligt meget igennem. Og om Siyar, ældste søn i sin familie, der bliver nødt at rejse efter sin søster, der er flygtet fra et tvangsægteskab; derved kommer Siyar ud på sin egen dramatiske udviklingsrejse.

To på én gang unikke og genkendelige historier om kurdernes skæbne.

Filmdramaturgien er altid så helt særlig i kurdiske film, at jeg slet ikke kan regne ud, hvad der skal ske efter ellers tillærte vestlige tegn og greb, men uden at røbe slutningen på nogen af filmene, blev de anledningen til den snak Rosa og jeg begge blev så optaget af. 

I Jin bliver vi nærmest hypnotiseret ind i det her fuldstændig fantastiske og åndeløst smukke kurdiske bjerglandskab, naturens vidunder af bjørne, der spiser røde æbler og er kvindens ven, kronhjorten, græshoppen, skildpadden, salamanderen og vindens hvislen i høje træer under høje skyer og klar måne.

En 17-årig kurdisk pige, Jin, er på flugt gennem bjergene, der både rummer åndeløs skønhed og skæbnesvangre møder, fra featurefilmen "JIN", af filmskaber Reha Erdem, pr-foto.

Alt er idyl, indtil skudsalver, eksplosioner, tyrkiske fly og soldaterflokke skaber fare for lille Jin alene i bjergene. Finder hun mon friheden i at påtage sig mandearbejde og indsamle sten på marken for en lumpen arbejdsgiver, der straks får et så godt øje for Jin, at han gerne ”vil gøre noget særligt” for hende?

Igen og igen bliver Jin tvunget til at flygte ud i bjergene, forfulgt af samfundets normer og junglelove for en pige. Og selvom Jin på et tidspunkt hjælper både en såret tyrkisk soldat og et æsel, indhentes hun af sin kurdiske skæbne med denne altid dobbelttydelige kurdiske slutning.

Smuk og medrivende historie, som en etnisk dansk gennemsnits-teenager nok ikke lige havde set komme ….

Men et kurdisk publikum kender med garanti én eller de første tyve familiemedlemmer, venner eller bekendte, som enten har været i bjergene, er der nu, eller snart tager derop.

Min afdøde mand fortalte mig historier fra sin tid i bjergene, så jeg næsten selv har ligget dér inde i bjerghulen, da lækatten eller bjørnene kom forbi. For i næste øjeblik at blive ramt i en kugleregn og måske såret og bevidstløs, reddet af din makker.

Filmen er en slags MaryPoppins-KenLoach-blanding, eller som filmresuméet lyder i programteksten: ”en eksistentiel thriller med et strejf af magisk realisme”.

Det lyder jo vanvittigt, men er faktisk fascinerende smukt og fatalt på én gang. Realistisk og alligevel fortænkt, som Rosa fortæller mig, at det aldrig, aldrig kunne lade sig gøre for en ung pige, at blive voldtaget på en tyrkisk politistation, mens en gammel blind mand er til stede i samme celle, Al-Ham-Du-Lillah.

Den flere gange prisnominerede ”Jin”, skabt af filminstruktør Reha Erdem, efterlader sit publikum med det brændende spørgsmål: ”Er der mon overhovedet nogen vej til friheden for en ung forældreløs kurdisk kvinde?”.

Se en trailer for runaway-road-filmen "JIN", der fortæller om et de mange dilemmaer kurderne er midt i, i skikkelse af 17-årige JIN, der flygter fra sine egne og forsøger at finde sin frihed. Filmen er fra 2012 og er flere gange prisnomineret, af Reha Erdem, pr-foto.

Reha Erdem viser dilemmaet i den kurdiske frihedskamp som en slags Catch-22, uden løsningsforslag, nøjagtig som norsk/kurdiske instruktør Hisham Zaman også fortæller sin historie ”Before Snowfall”, om Siyar, der tvunget af sin kulturs  ældgamle regler, skal finde sin søster for at dræbe hende. Hun har forbrudt sig mod familiens ære ved at flygte fra et arrangeret ægteskab; hun flygter med sin selvvalgte kæreste i stedet.

Ingen kurdisk film uden sne og pisk

Abdullah Taher spiller rollen som Siyar, der er tvunget til at følge sin familie- og kulturs tradition om æresdrab, da hans søster flygter fra et arrangeret ægteskab, pr-foto fra filmen "Before Snowfall", af Hisham Zaman.

Allerede tidligt i filmen ser man Siyar få overrakt en orientalsk dolk ved en familieceremoni, så vi ved nok, hvad det betyder.

Der er SÅ mange historier i denne film, at jeg ind i mellem glemmer Siyars nedarvede hævntørst, som ellers er historiens motor. For sideløbende følger vi hans egen udvikling fra rejsens start, hvor han må flygte fra Irak indsvøbt i witawrap, nedlagt i en olietanker, transporteret til Istanbul, til han bliver forelsket, videre over Berlin for at ende op i høj sne i Norge.

Men før vi ser sneen falde, skal vi forstå, hvordan menneskesmuglere gebærder sig til et ”point of no return” for vores unge hovedperson. Vi glemmer tegnet, for fortællingen fører os videre til nye vilde historier om gadebørn og pasfalsknere, overfald, tyveri og svigt.

Inertien for mennesker i limbo og midlertidigt ophold på et hotel i Istanbul kryber ind under huden i detaljeret beskrivelse ligesom vi, helt efter dramaturg-teorien, begynder at tro på at denne kurdiske-runaway-road-movie selvfølgelig handler om forandringer.

Eller gør den nu også det?

For præcis som vi genkender forandringen og håbet for at retfærdigheden er i sigte, får vi et svidende svirp hen over munden.

Det var dén filmslutning, der fik Rosa til at udbryde: ”Jeg vil have happy endings!”

 

Efterskrift: Ud af festivalens 23 features, har jeg desværre kun nået at se 5, og 27 ud af 98 kort- og dokumentarfilm.

 

Læs også to tidligere blogindlæg fra 8th London Film Festival:

1) ”Hvad det kurdiske hjerte er fuldt af, flyder filmkunsten over med”

2) ” Banaz, offer for æresdrab: ”Jeg var hans sko, og han tog mig på, når som helst han lystede”

Der er flere blogindlæg om festivalen i vente, blandt andet interview med tysk/kurdisk filmskaber om håb for kurdisk filmkunst i fremtiden, videohilsen fra en af de kommende banebrydende kurdiske filminstruktører og ikke mindst relativeret kortfilm- og dokumentarbeskrivelser.

Kommentarer

Hør instruktør Deeyah Khan selv fortælle baggrunden for, hvordan hun lavede filmen Banaz- A Love Story, på BBC-radio-interview. Meget interessant!