Slip medarbejderne fri -

Endnu engang er der en historie i medierne om et eksempel på beskæftigelsessystemets manglende fleksibilitet

Ganske kort handler sagen om 19 årige Sebastian, der har infantil autisme, hvilket gør at han svarer til en 10 årige. Sebastian har i 4 år arbejdet nogle timer om ugen på McDonalds og det fungerer rigtig godt for begge parter. McDonalds vil da også gerne give ham et fleksjob, men lovgivningen kræver at medarbejderen i jobcenteret skal sende ham til afklaring inden han må få et fleksjob, for hvad nu hvis han pludseligt fik det bedre

Sebastians sag har som sædvanligt, med den type sager medført at en lang række politikere ude og kræve at borgmesteren, ministeren og alle mulige andre tager ansvar. Og med ansvar menes der i den type sager som oftest, at den relevante minister skal lave nogle nye regler for at forhindre lige præcist den enkeltsituation.

Det er desværre bare bagvendt, fordi hvis resultatet af en historie, som den om Sebastian er, at man endnu engang prøver at detailstyre de offentlige ansatte og kommunalbestyrelserne fra Christiansborg, så misser man totalt pointen. For Sebastians sag skyldes ikke manglende detailstyring eller lav faglighed i Jobcenteret, ej heller skyldes det, at kommunalbestyrelsen prøver at spare borgerne til døde.

Sebastians sag skyldes en overdreven detailstyring fra Christiansborg. Den skyldes, at de fleste folketingspolitikere har glemt, at folketinget skal sætte rammerne og ikke forsøge at sagsbehandle via lovgivning.

Sebastians sag rammer direkte tilbage på Folketinget, ligesom hver af de sager der har været, om tåbelig sagsbehandling på grund af for nidkær lovgivning, gør. Det er ikke sagsbehandleren eller kommunalpolitikeren der har bygget systemet der tvinger Sebastian i afklaring.

Næ det som sker i Sebastians sag, er at man har lavet så kompleks og detailregulerende lovgivning, at de færreste kan følge med - Og en af konsekvenserne af dette er, at medarbejderen, der sidder med sagen, stort set ingen frihed har til at skønne - Og jeg garanterer jer for, at i Sebastians sag havde medarbejderen nok skønnet anderledes end lovgivningen nu tvinger sagsbehandleren til. Jeg har selv arbejdet i Jobcenter København, Skelbækgade, som er den arbejdsplads hvor Sebastians sag er blevet behandlet. Dengang skulle vi på lovkursus stort set hver måned for at holde os opdaterede og som udgangspunkt blev vi bedt om at undlade at printe lovgivningen ud, fordi den ændrede sig for hurtigt. Det er kun blevet værre i dag.

Vi har brug for at gå den modsatte vej og turde stole på vores offentligt ansattes faglighed, stole på at de ved hvad de laver og at de, indenfor fornuftigt satte rammer, kan agere og med en fast og kærlig hånd få borgerne bedst muligt tilbage på arbejdsmarkedet.

Men det kræver en del af vores kære Folketing! For når man giver skønnet tilbage, får man bedre sagsbehandling og gladere medarbejdere, men man får også fejl. Det kræver så, at vores politikere, næste gang Ekstra Bladet ringer med en enkeltsag, i stedet for at kræve loven ændret, eller medarbejderne fyret siger:

”Lad os nu lige give loven mulighed for at virke. Vi har givet medarbejdere og ankeinstans mulighed for at lave fornuftige skøn, så mon ikke at ankeinstansen ændre afgørelsen”

Det kræver også, at vores kære Folketing indser, at man ikke skal detailregulere i lovgivning, men derimod give brede rammer og stole på at lokal kendskabet i kommunalbestyrelsen og fagligheden på den lokale borgernære arbejdsplads er i orden. At lokalpolitikere og offentligt ansatte faktisk vil gøre det godt for borgerne og ikke lade dem vansmægte uden bad, vådt eller tørt.

Fordi historien om Sebastian er eksemplet på, hvad der sker når overivrige folketingspolitikere glemmer, at de fleste beslutninger er smarte at træffe tæt på dem det handler om, og at man ikke vælger at arbejde i et jobcenter, hvis man ikke ønsker at gøre en positiv forskel for borgerne.