Annonce

19. maj 2014 - 8:44

Patentdomstolen - Lidt fakta til debatten

Der er blevet sagt meget om Patentdomstolen og jeg har selv været meget i tvivl om, hvad der er op og ned, derfor har jeg forsøgt mig med nedenstående

Hvad er det egentligt, vi skal stemme om?

Den 25. maj 2014 skal vi stemme om to ting: Vi skal vælge kandidater til Europaparlamentet, og vi skal stemme om Patentdomstolen. Jeg har selv været stærkt i tvivl om, hvad jeg ville stemme til den sidste af de to afstemninger og har derfor brugt ganske lang tid på at læse og lytte, for at prøve at kunne forstå debatten, samt skære igennem nogle af de mere eller mindre korrekte fortællinger om patentdomstolen, der florerer.

Jeg har skrevet nedenstående på baggrund af en række kilder. Jeg linker til dem, når det er muligt. Derudover baserer jeg meget af det faktuelle på slides og oplæg fra en offentlig høring på Københavns Universitet den 14. maj 2014 - jeg er blevet oplyst om, at slides vil blive offentliggjort snart.

Det blev meget langt, men burde sikkert have været længere mange steder, og jeg er helt med på, at jeg en del steder forsimpler for at skabe forståelse.

Dette er ment som en gennemgang af mange af de debatter jeg ser om patentdomstolen, men er med garanti ikke 100% dækkende, skriv derfor gerne i kommentarfeltet, med spørgsmål eller andet. Så vil jeg prøve at uddybe eller finde svar.

Patentdomstolen er ikke et nej til EU

Patentpakken er en mellemstatslig aftale lavet i mellem 25 lande, der alle er medlem af EU, men det er ikke en EU-traktat. Patentdomstolen bliver ikke en EU-institution, når den oprettes, men den accepterer EU-rettens forrang. Det betyder, at Patentdomstolen skal underordne sig domme fra EU-domstolen, der ændrer praksis, samt direktiver og forordninger (EU’s love), der fastsætter regler for patentområdet. 

Fuldstændigt ligesom at alle domstole i EU som altovervejende udgangspunkt skal acceptere EU-rettens forrang på de områder, hvor vi har overgivet kompetence til EU, og det har vi langt hen af vejen allerede gjort på patentområdet tilbage i 1990, men mere om det senere.

Det betyder, at Patentdomstolen er underlagt EU’s regler og domme fra EU-domstolen, ligesom Højesteret skal underordne sig, hvis Folketinget laver en lov om. 

Derfor har et dansk nej eller ja ikke nogen indflydelse på vores generelle forhold til EU, men er alene et spørgsmål om, hvordan et meget specifikt lovområde skal reguleres på europæisk plan. Det betyder således ikke noget for eksempelvis den danske børnecheck at stemme ja eller nej til Patentdomstolen. Det bliver meget simpelt sådan, at på alle de områder, hvor EU i dag har indflydelse, forsætter EU med at have indflydelse.

Hvorfor opretter man en Patentdomstol?

Først og fremmest er enhedspatentet ikke en ny tanke. Allerede i 1960’erne var der tanker fremme om et EU enhedspatent - altså tanken om, at man blot skulle søge patent i ét land i EU, for at det var dækkende for hele EU.

I 1973 lavede man i EU Den Europæiske Patentkonvention, og i 1990 ratificerede Danmark aftalen og blev derved en del af det Europæiske Patentsamarbejde, som håndhæves via den Europæiske Patentorganisation EPO. Via EPO kan man ansøge om patenter i de tilsluttede 38 lande fra en central organisation, men håndhævelsen af de rettigheder, der ligger i patenterne, håndteres ved de nationale domstole.

En af de store forskelle i forhold til den nye Patentaftale er, at hvis man i dag søger et patent i et land, der har ratificeret konventionen, så skal man vælge hvilke lande, man ønsker patent i - og det koster ekstra for hvert land, man vælger. Derudover skal man selv sørge for at få foretaget oversættelse til de relevante sprog for de lande, du ønsker patent i. Ønsker du patent i alle 28 EU-lande, vil det ifølge beregninger fra DI koste op mod kr. 267.000 for et patent. Prisen for et enhedspatent i de 25 lande, der har tilsluttet sig aftalen, forventes at komme til at ligge på mellem kr. 5.000 og kr.15.000, ligesom man heller ikke vil skulle levere oversættelser af sin patentansøgning.

Idéen med patentaftalen er derfor tredelt: Først og fremmest at sikre nemmere og billigere adgang til patenter i alle 25 lande på en gang. Dernæst at sikre at der er en ensartet håndhævelse af patenterne i alle 25 lande. Endelig at domstolen bliver retsudviklende.

Det sidste har jeg ikke drøftet endnu, men der er lagt op til, at domstolen får det der på jurasprog hedder en ”dynamisk fortolkningsstil”. Ganske kort og uden mange nuancer betyder dette, at domstolen i høj grad selv udvikler loven. Dette står langt hen af vejen i modsætning til ”den danske model”, hvor domstolene er meget forsigtige med at udvikle helt ny ret i strid med eksempelvis lovens ordlyd, og Højesteret er tæt på berøringsangste over for at tage politisk stilling. Vi kender dynamisk fortolkningsstil fra eksempelvis den Amerikanske Supreme Court, EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

Med Patentaftalen vil det altså betyde, at det i høj grad bliver op til dommerne ved domstolen via domspraksis at udvikle, hvad der skal være gældende ret på patentområdet i de 25 lande. Det kan sammenlignes med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der med udgangspunkt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) har udviklet, hvad der er gældende menneskerettigheder i de underlagte lande. Det har EMD gjort via domme og altså ikke via nye politiske aftaler i de lande, der har tilsluttet sig EMRK.

Der findes ganske meget dansk skepsis over for dynamisk fortolkning, både fra højrefløjen og venstrefløjen. Hovedgrunden til, at man vælger at lade domstolen udvikle praksis på området, er i dette tilfælde, at det er svært at fastsætte statiske regler på et områder, der udvikler sig så hurtigt som patenter, der alt andet lige må følge med den teknologiske udvikling. Derfor har man vurderet, at det skaber bedre regler at etablere rammerne via aftalen, men lade patentdommerne fylde disse ud via praksisafgørelser.

Dertil har det sikkert også spillet ind, at dynamisk fortolkningsstil er normal praksis ved EU-domstolen. Man har altså valgt at forsætte med det, som man kender i systemet.

Hvad er Patentdomstolen for en størrelse og hvordan adskiller den sig fra danske domstole?

Patentdomstolen bliver etableret med 3 niveauer:

Lokale afdelinger der skal deles mellem 1-4 medlemsstater, regionale afdelinger der skal dække mindst 2 medlemsstater, og de centrale afdelinger, der kommer til at ligge i Paris, München og London. Meningen er, at sagerne som oftest starter i den lokale eller regionale afdeling og derefter kan indbringes til appeldomstolen. Det er dog muligt at starte ved den centrale domstol ved nogle bestemte påstande og derefter gå til appeldomstolen.

Der bliver både mulighed for at sagsøge for patentbrud, patentugyldighed og endeligt også præventivt for at et patent ikke krænkes ved en bestemt adfærd – det sidste er ikke kendt i dansk retspraksis. Der vil være en række begrænsninger for at fremføre nye beviser i 2. instansbehandlingen, som vi ikke kender fra dansk retspraksis.

En endelig dom afsagt ved 2. instansbehandlingen vil have bindende retsvirkning i alle de lande, der er en del af samarbejdet og eksempelvis kunne danne grundlag som fundament ved en dansk fogedret. Det sidste er ret nyt for en international domstol

Dommerne ved alle domstolene udpeges ved den samme proces, og der vil blive to typer af dommere:

Juridiske dommere skal kunne udnævnes som dommere i en medlemsstat (i Danmark kræver det, at man er cand.jur), samt have dokumenteret erfaring med patentsager. Det sidste kan dog opnås ved en særlig uddannelse, der ikke er udviklet endnu. At man har tilføjet, at man kan uddanne sig til erfaringen, skyldes formodentligt, at der ikke er særligt mange egnede dommerkandidater, der må formodes at have stor erfaring med patentsager.

Tekniske dommere skal have en universitetsgrad og dokumenteret erfaring inden for et teknisk område, samt dokumenteret kendskab til relevant jura, både for så vidt angår retspleje, men også på de mere formueretslige områder.

Dommerne bliver udpeget af en ”Advisory Committee”, der indstiller kandidater, til en ”Administrative Commitee” som udnævner dommerne, og endelig godkendes dommerne af medlemsstaterne ved konsensus. Begge Commitees bliver udpeget af landene og bliver formodentligt besat med embedsmænd fra de i aftalen deltagende lande.

Dommerne bliver ligesom ved EU-domstolen udpeget for 6 år ad gangen med mulighed for genudpegning. Det står i modsætning til Danmark, hvor det følger af Grundlovens § 64, at en dommer kun kan afsættes ved lov og derved er sikret fuldstændig uafhængighed. Det er jeg personligt forholdsvis kritisk overfor, da det åbner op for politisk styring af domstolen.

Selve domstolene bliver sammensat på 3 forskellige måder:

1. instansdomstol der starter ved en lokal eller regional afdeling: 3 juridiske dommere (hvoraf mindst 1 er lokal) og evt. 1 sagkyndig dommer.

1. instansdomstol der starter ved den centrale afdeling: 2 juridiske dommere og 1 sagkyndig dommer.

Appeldomstol: 3 juridiske dommere fra hver deres land og 2 sagkyndige dommere.

Der har været en del debat om, hvorvidt det er forsvarligt at etablere en så specialiseret domstol. Den debat skal ses i forhold til, at vi i Danmark har tradition for at domstolene er besat med generalister, som behandler enhver juridisk sag, der bliver præsenteret for dem (undtaget Sø- og Handelsretten, der fungerer som en specialistdomstol) - dvs. alt fra mord til virksomhedssalg for nu at sige det lidt bastant.

Argumenterne imod er bl.a., at man er bange for, at domstolen vil blive for enerådig, og at den vil blive så fokuseret på patenter, at den glemmer alle de andre hensyn en domstol skal tage.

Argumenterne for er bl.a., at det er et så komplekst område med behov for en så stor teknisk specialviden at en ”almindelig” domstol simpelthen ikke vil kunne håndtere sagerne korrekt.

Hvad bliver konsekvensen, hvis vi ikke stemmer for?

Der har været meget debat om, hvad konsekvenserne bliver for Danmark, hvis vi stemmer nej. Som jeg ser det, er der især 3 områder, hvor det vil gøre en forskel for Danmark, om vi er med eller ej:

Patent flere steder: Hvis vi stemmer nej, vil danske virksomheder, der ønsker et patent i nogle af de 24 lande i patentsamarbejdet skulle søge via EPO (og betale for dette), ved siden af den danske ansøgning (og betale for dette). I tilfælde af misbrug eller anden tvist ude i et af de andre lande, vil det være ved Patentdomstolen, at sagerne afgøres. Ved tvist i Danmark vil det være ved en dansk domstol, at sagerne afgøres. Danske virksomheder, der ønsker at forsvare deres patenter, vil altså som udgangspunkt skulle forsvare disse ved 2 forskellige instanser.

Hvis udenlandske virksomheder ønsker at etablere arbejdspladser eller lignende i Danmark, vil det således også kræve, at de registrerer deres patenter i Danmark, og dette vil naturligvis give en ekstra udgift og ekstra besvær ift. at registrere sig i et land, der er med i Patentaftalen. Dette kan muligvis betyde, at nogle videns- og patentintensive virksomheder vil overveje at etablere sig i et land, der er tilsluttet Patentsamarbejdet i stedet for et land, der står udenfor.

Udviklingen af patentretten: Der er lagt op til, at Patentdomstolen skal være stærkt retsudviklende på patentområdet, og derfor vil et nej betyde, at der ikke vil være danske dommere med i denne udvikling, at vi ikke får mulighed for at deltage i udpegningen af dommere, samt at vi ikke kommer til at være med til at evaluere domstolen (hvilket ifølge aftalen skal ske efter 7 år eller 2000 sager).

Det har fra modstandersiden været fremme, at Danmark stadigvæk kommer til at være en del af EPO og derved stadigvæk er med til at definere patentreglerne. Dette er ikke helt korrekt, vi kommer stadigvæk til at være en del af EPO, men da der er lagt op til, at det i høj grad skal være domstolene og ikke EPO, der udvikler patentretten fremadrettet, så bliver vi ikke en del af udviklingen af patentretten. Altså med EPO som patentudstedende myndighed og Patentdomstolen som retsudviklende og retshåndhævende myndighed.

Hvad med softwarepatenter, eksplosion i antallet af patenter mv.

Softwarepatenter

Der har været rigtig meget debat om, hvorvidt Patentaftalen åbner op for softwarepatenter. Der er, som jeg ser det, ingen tvivl om, at der allerede i dag eksisterer store mængder indirekte softwarepatenter i EPO (og derved altså også i Danmark).

Patentaftalen ændrer ikke på indirekte patenter på software, men siger direkte, at der ikke kan indføres rene softwarepatenter. Det er i øvrigt samme retsstilling, som vi har i Danmark. Nej-sidens frygt for rene softwarepatenter bunder, som jeg ser det, primært i, at der på sigt ville kunne komme en retsudvikling i Patentdomstolen, der tillader softwarepatenter. Dette forudsætter dog, at ingen af EU-instanserne tager initiativ til at vedtage en forordning eller et direktiv, der forbyder dette. For som jeg nævnte ovenfor, så skal Patentdomstolen respektere EU-retten. Patentdomstolen har således kun mulighed for autonomi på et givent område, så længe EU’s demokratiske instanser tillader dette.

Med andre ord, det bliver ikke et domstolsvalg hvis vi får softwarepatenter, men et politisk valg.

Eksplosion i patenter: Der har i debatten været en del fremme om, at Danmark nu ville blive omfattet af en meget stor mængde EPO-patenter, skulle vi stemme ja. Frygten ligger i, at det lige nu kun er 5-10% af de patenter, der bliver registeret ved EPO, hvor virksomheden betaler for at de også skal være gældende i Danmark.

Det skyldes, som nævnt, at virksomhederne skal betale for hvert land de ønsker at have et patent i. Så hvis man ikke planlægger at drive forretning på et lille marked som det danske, så er der ingen grund til at smide penge efter at få et patent registeret i Danmark.

Jeg mangler dog fra nej-siden forklaring på, hvorfor det skulle ændre på hvilke patenter, der bliver brugt aktivt i Danmark. For hvis en multinational virksomhed med en omsætning, der tælles i 10-11 cifre, ikke prioriterer at bruge de (i den her sammenhæng) småpenge på at registrere deres patent i Danmark - hvorfor i alverden skulle de så lige pludselig ønske at bruge ganske mange flere ressourcer på at håndhæve dette patent, blot fordi det nu blev en del af et enhedspatent?

Det har også været fremme, at danske virksomheder vil få svært ved at skulle navigere rundt i de mange ekstra patenter. Til det er der vel blot at sige, at hvis danske virksomheder opfinder noget, de skal sælge uden for Danmarks grænser, så skal de alligevel forholde sig til det. Forskellen er bare, at så har de allerede brugt tid og penge på at udvikle det.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at Patentdomstolen har mange usikkerheder indbygget, og at der er meget, som ikke er fastlagt endnu. Ligeså er det åbenlyst, at patentdomstolen ligesom EU-domstolen har en fortolkningsstil, der er langt fra, hvad vi er vant til i Danmark. Med det sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at Patentdomstolen kommer til at være til fordel for Danmark.

Det bliver nemmere for virksomheder at søge om patenter. Det er især godt for vidensintensive lande som Danmark, og det skaber arbejdspladser, at vores virksomheder skal bruge færre penge på advokater i 25 lande og derved kan bruge flere penge på udvikling og produktion. Og vi er med fra starten og får mulighed for at præge retspraksis hen imod, hvad vi ønsker. Og sidst, men for mig måske vigtigst:

Det forpligter at være et af de rige og stærke lande i Europa. Jeg tror simpelthen ikke på, at Danmark skal lukke sig inde i en national osteklokke. Vi har så meget at bidrage med og vi behøver Europa, ligesom Europa behøver os.

Så i virkeligheden er det ret simpelt: Mener du grundlæggende, at det forpligtigende europæiske samarbejde er en god ide, så bør du stemme ja. Mener du grundlæggende, at Danmark skal træde ud af det forpligtigende europæiske samarbejde, så bør du stemme nej.

Annonce