Annonce
Folkets hus, lokalforankring og gråzoner
For få år siden var Folkets Hus i meget høj grad plaget af indbrud, dårlig forankring i lokalmiljøet og en general afmatning blandt aktivisterne, hvoraf de fleste var på vej videre, men alligevel følte et stort ansvar for huset. Det endte med at huset lukkede.
En ny gruppe aktivister tog faklen op og kæmpede for huset. Jeg fulgte det lidt på sidelinjen, da rigtig mange af mine venner gik ind i huset med liv og sjæl. Selv var jeg noget skeptisk - især var jeg nervøs for de nære relationer til ”drengene” i parken.
Dengang i 2012 var jeg i Weekendavisen (ikke online) med en kommentar:
Leif ser en anden film udspille sig i Den Sorte Firkant. »Har I set Robert de Niros A Bronx Tale? Her følger man en ung knægt vokse op med en lovlydig, hårdtarbejde buschauffør som far. Men han kan samtidig se, hvor succesrig den lokale mafioso er, og hvordan alle i kvarteret behandler ham med respekt, mens hans egen far knokler for håndører. Når civilsamfundet legitimerer gangsteren, er det de ærlige, hårdtarbejde forældre, der betaler prisen.«.
Her nogle år senere kan jeg se tilbage og sige, at min skepsis blev gjort til skamme. Brugerne og aktivisterne bevæger sig i en gråzone, hvor de dagligt forholder sig til problemer, der næppe lader sig løse gennem et kommunalpolitisk skema, der kan spytte et par hurtige løsninger ud. Men de fik det til at virke, de fik banket et populært, inddragende hus op. Sportsrummet var fuldt booket dagen lang til alt fra boksning til yoga, og der var hyggeligt i caféen og altid fyldt til festerne. En række lokale gjorde således et fantastisk stykke arbejde, og de kæmpede hver dag for at gøre en forskel. De var hverdagens helte, som måske ikke fjernede alle udfordringer med ét trylleslag, men de gjorde en positiv forskel for Nørrebro - helt uden at hige efter forsider på eb.dk
Desværre gentager historien sig. Huset er nu igen lukket, men ligesom sidste gang er en række lokale gået i gang med at lave en løsning. Ikke en perfekt løsning, ikke en løsning, hvor risikoen er nul – tværtimod. De har strikket en ganske kontroversiel løsning sammen.
Faktisk er der særligt to grupper, som virkelig har noget imod det her projekt: En masse jeg kender med tilknytning til det autonome miljø, og så Jens-Kristian Lütken (V) og Lilian Parker Kaule (LA) – begge med tilknytning til Københavns liberale miljø. Sjovt nok, så er det ofte min opfattelse, at mange i begge miljøer lever i en sort/hvid fantasiverden, hvor løsningerne altid passer ind i fine skemaer, eller er blevet beskrevet i tykke teoribøger, som man bare kan copy/paste fra.
Det er ikke sort og hvidt. Jeg er for eksempel stadigvæk nervøs for, om tilknytningen til pusherne tager overhånd og bliver styrende. Jeg er bange for forråelse af mennesker, jeg kender og elsker. Og jeg har ondt i sjælen over, at et medborgerhus ikke længere er frizone for piger, der prøver at stikke af fra social kontrol.
Herude i virkeligheden er løsningen i Folkets Hus ikke perfekt, men den er brugerdrevet, lokalforankret og støttet af Politiet og kommunen, hvilket alt i alt gør, at jeg tror på den har en seriøs chance for at overleve. At hverdagens helte igen kan skabe en succes i lokalområdet. Fordi nogle gange er det i processen, at den virkelige forskel skabes. Måske bliver målet aldrig nået, og det er måske heller ikke meningen.
Så held og lykke til huset – jeg hepper på jer og håber snart at kunne vende tilbage til bokseholdet om onsdagen.
Debat
Annonce
