Om mediernes dækning af Grækenland og Thomas Lauritzens sensationalistiske vrøvl.
Den finansielle frækkert
Så er scenen sat, og det fortsætter nogenlunde således igennem hele artiklen: Yanis Varoufakis er "den frække spilteoretiker fra Texas", som ikke kan styre sig for at provokere og være en rebel. Undervejs mærker man journalistens grundholdning, der kort sagt siger at de uansvarlige grækere må se at blive voksne og kompromisvillige, så de kan stoppe alt deres umodne pjat og urealistiske valgløfter.
Grækernes dårlige karakter
Yanis Varoufakis rebelskhed bliver set som grunden til at forhandlingerne er brudt sammen. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det er den samme forklaring om at grækernes personlighedstræk er årsagen til deres problemer - men det er bekymrende at den forklaring når hele vejen op til spaltepladserne i landets største aviser. Jeg har udvalgt to guldkorn der rimelig godt illustrerer artiklens vinkel:
"Der er grænser for, hvor fræk man kan være, når man har lånt over 1.800 mia. kr. siden 2010 og står og skal bruge 50 mia.kr. for at undgå at gå statsbankerot i løbet af de næste par uger."
Aha. Grunden til at forhandlinger er ved at bryde sammen, skyldes at grækerne har været for frække! Hold da kæft, jeg troede ellers det skyldtes nogen grundlæggende uenigheder omkring hvilken politik, der skal til for at bekæmpe en økonomisk nedtur.
"Hvis man ikke får resultater, så hjælper det ikke noget at ligne finansverdenens svar på Bruce Willis"
Thomas Lauritzen holder sig ikke tilbage når det kommer til sammenligninger og personlige beskrivelser. Udover at Yanis Varoufakis vurderes som værende fræk og provokerende, så nævnes han også af journalisten som en sexet fyr med rockstjerneappel. Igen må jeg tage mig til hovedet over journalistens prioriteter - er det virkelig det mest væsentlige i sagen? Desto mere man skriver om nogens udseende(i politik), desto mindre reel substans har man at byde på. Og i dette tilfælde er der meget lidt substans, så alt det overfladiske(tøjstil, udseende, attitude) tager pladsen og bruges som forklaringsmodel. Hvordan er den journalist blevet Europaredaktør? Thomas Lauritzen, det er din opgave at skære ind til det væsentlige - ikke fylde os med alt det ligegyldige.
Hvad foregår der egentlig?
Nå, men her løber jeg ind i et problem: Jeg kan ikke rigtig gennemskue hvad der reelt set foregår i forbindelse med forhandlingerne, så jeg kan kun udpege og kritiserer de mest absurde dele af dækningen. Det er svært at skille skidt fra kanel i nyhedsstrømmen, da der eksisterer en meget klar bias i hvem medierne holder med. Det skyldes måske, at EU dækningen stammer fra en håndfuld EU journalister, som er påvirket af de omgivelser de befinder sig i. En del journalister, som søger til EU, er i forvejen EU begejstrede, og omgiver sig med mennesker, som arbejder for EU og generelt set er positivt indstillet overfor EU - og det smitter af. Kort sagt: Desto tættere man befinder sig på begivenhederne i Bruxelle, desto mere positiv er man overfor EU. Når skillelinjen bliver trukket mellem Grækenland og EU, så har journalisterne derfor en klar tendens til at vægte EU som mest troværdig. Andre nyhedsmedier videregiver så begivenhederne set gennem de farvede nyhedskilders briller.
Så her er min forklaring på hvad der er galt i dette tilfælde: Politikens artikel fremstår som et resultat af at deres nyhedskilder bliver filtreret igennem flere SYRIZA-kritiske medier, så kun en koncentreret sensationalistisk karikatur står tilbage.
