Ja tak til overfladisk kapitalismekritik

Hvorfor man ikke behøver at nærstudere Marx for at være antikapitalist

Jeg læste i dag det her indlæg. Der står mange ting i det, som jeg har lyst til at diskutere. Eksempelvis påstår forfatterne bag artiklen at Enhedslisten er en flok socialdemokrater i forklædning:

”Enhedslisten har udviklet sig til et nyt socialdemokrati, fordi partiet har udskiftet en marxistisk forståelse af kapitalisme som en samfundsformation med en indigneret kritik af neoliberalismens uretfærdigheder”

 Jeg er ikke helt sikker på hvor de får den ide fra. Kampen går mod neoliberalisme og krisepolitikken, men det slutter selvfølgelig ikke der. Det er et skridt på vejen. Der er ikke nogen modsætning mellem at på den korte og mellemlange bane at kæmpe for et skift i den nuværende økonomiske politik, og på den lange bane kæmpe for et andet økonomisk system.

Nok om det. Jeg tror egentlig hellere at jeg vil bruge tid på indlæggets hovedpåstand: At vi skal droppe den ”overfladiske kapitalismekritik”, og se på de dybere bevægelseslove som Marx kortlagde. Hvad forstår forfatterne af indlægget som overfladisk kapitalismekritik? 

”I opgivelsen af de vigtigste elementer i Marx’ kritik af den politiske økonomi, blev alle de grundlæggende modsætninger skyllet ud med badevandet og den menneskelige indignation erstattede disse modsætninger”

og

”Denne forskydning fra underliggende årsager til overfladiske symptomer karakteriserer således også det principprogram Enhedslisten vedtog i 2014.”

Hvis jeg læser Enhedslisten principprogram, så er det ikke bare en omgang indignation over neoliberalismen uden en forståelse af de bagvedlæggende strukturelle årsager. Så hvad mangler det? Det mangler marxisme:

”venstrefløjen i al almindelighed har forladt den grundlæggende analyse af kapitalismen og åbent eller indirekte har erklæret værdiloven, merværdien og profitratens fald for forældet eller mere eller mindre uanvendelig som politisk-økonomisk kritik af den moderne kapitalisme.”

Vi kan altså se at ved ordet ”overfladisk kapitalismekritik” forstås to ting. Dels en moralsk kapitalismekritik, der bare er baseret på forargelse over neoliberalisme og grådighed. Den mener jeg som sagt ikke er til stede: Principprogrammet peger også på kapitalismen i sig selv som problemet.

Den anden er at man har rykket sig væk fra den marxistiske analyse, der blandt andet indeholdt ” værdiloven, merværdien og profitratens fald”. Hvis det er den sidste definition der er gældende, så kan jeg godt være tilhænger af overfladisk kapitalisme kritik.

Hvad er kapitalismekritik?

Lad os starte med begrebet ”kapitalismekritik”. Hvad handler kapitalismekritik egentlig om? Det handler om at påpege nogle strukturelle årsager til samfundsmæssige problemer. Eksempelvis: Ulighed har årsag i vores økonomiske system. Ønsker man grundlæggende at gøre op med det problem, kræver det grundlæggende forandringer i systemet. Men de strukturelle problemer behøver ikke være særligt komplicerede. Jeg vil faktisk påstå at de vigtigste problemer i kapitalismen også er de mest simple og åbenlyse.

Jeg kan nævne de to vigtigste problemer med kapitalismen i min optik.

Klassedannelse

Kapitalismen skaber ulighed og dermed klasser. Det kan kritiseres for at være uretfærdigt – de største indkomster skyldes arbejdsfri gevinster i form af ejerskab over kapital. Det er ikke rimeligt, da det ikke bygger på noget reelt bidrag til samfundet, men ejerskab.

Det kan også kritiseres for at være grundlæggende udemokratisk. Den økonomiske elite kan bruge deres enorme ressourcer til at påvirke den politiske proces gennem lobbyister, bidrag til partierne og i sidste ende truslen om kapitalflugt. Det giver dem magt, selvom de ikke er folkevalgte, og det er et demokratisk problem.

Økonomisk koordination

Markedet skaber også en lang række problemer. Jagten på profit tager eksempelvis ikke højde for miljøomkostninger, og det medfører klima- og miljøproblemer. Den indbyggede ustabilitet i markedet skaber også konjuktursvingninger og kriser. Derfor kan de økonomiske koordinationsmekanismer i kapitalismen kritiseres for at være ineffektive og uhensigtsmæssige.

Det er nogle relativt letforståelige kritikpunkter. Men de er også meget centrale. For hvis man vil forstå alt fra socialdemokraternes løftebrud til klimakrisen, så har de her strukturelle mekanismer en ret høj forklaringskraft. 

Simpel kapitalismekritk

Kapitalismekritik beskriver altså nogle strukturelle forhold i vores økonomiske system, som kan give en årsagsforklaring på mange af de samfundsmæssige problemer vi står over for i dag: Ulighed, klimaproblemer, politikerlede m.m.

Derfor er en såkaldt overfladisk kapitalismekritik også et rigtig godt udgangspunkt for et anti-kapitalistisk parti, da det er en letforståelig analyse, som kan forklarer meget, og som mange kan forene sig under.

Start med indignationen

Her til sidst vil jeg sige at jeg er enig med forfatterne i at vi ikke bare skal være indignerede over kapitalismens problemer. Men indignation er det første skridt på vejen, så vi skal også tale til den indignation. Vi skal selvfølgelig ikke begrænse os til bare at være indignerede – vi skal også kunne give svar. Det skal både være svar på den korte bane i forhold til hvordan vi kan begrænse problemerne lige nu, men også mere strukturelle svar i forhold til hvordan det økonomiske system skal ændres. Men jeg vil modsat forfatterne bag indlægget påstå at der ikke er noget belæg for at sige at Enhedslisten har opgivet ønsket om at ændre de strukturelle forhold, og jeg vil påstå at man ikke behøver lange marxistiske analyser for at se hvad der er galt med vores økonomiske system.