Fløjter og fejltrin

Obs: Dette blogindlæg er ikke længere udtryk for mine holdninger. Generelt set fik vi skabt et stort mediespektakel uden at ændre noget, så jeg betragter aktionen for at være en fejltagelse. Jeg lader blogindlægget stå i sin oprindelige version for dem som er interesseret. 

Første maj stormen har lagt sig. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at skrive dette blogindlæg kort efter 1. maj, men jeg valgte at give det en pause og samle tankerne i et par uger. Det er blevet til dette indlæg. Jeg var medarrangør og kortvarig talsperson for aktionen, så jeg vil gerne udlægge nogle af de oprindelige tanker bag aktionen, hvad der gik godt og hvad der kunne forbedres. Jeg udtaler mig ikke for alle folkene bag, men kun på vegne af mig selv.

Udgangspunktet

Den 9. april smed vi et facebook event op, der hed ”OVERDØV HELLE: Fløjter, fest og farver i Fælledparken”. Det gjorde vi af et par forskellige grunde. Først og fremmest, så var der ingen udsigt til nogen mobilisering omkring Helle Thornings tale den 1. maj. Sidste år var der vokset en protest ud af lærerkonflikten, men i år var det ikke tilfældet. Frustrationen over regeringens løftebrud var der jo stadigvæk, så vi tænkte at protesterne var på sin rette plads, selvom de ikke havde samme odds med sig. Derfor blev der lagt et facebook event op. Det havde delvist til formål at komme nogle af de forudsigelige fordømmelser i forkøbet, og dels at skabe en masse presseopmærksomhed. For hvis man kunne få opmærksomhed om aktionen før den blev gennemført, så kunne man sprede ordet og skabe mobilisering gennem medierne. Vores protest skal også ses i lyset af at vi ikke havde nogen resurser, massemobilisering eller organisationer at trække på.

Under hele forløbet sad toppen af Enhedslisten på sidelinjen og kritiserede uden selv at tage initiativ til en bedre protest under Helle Thornings tale. Der gik et godt stykke tid fra vores facebook event blev smidt op, til at medierne opdagede vores protest. Hvis man mente at vores aktion var helt forfejlet, kunne man selv have taget initiativ til noget bedre. I SUF valgte man fx at gøre noget selv og medbringe en masse skilte med sure smiley’er.

Hvis man tager tingene i betragtning, mener jeg at aktionen gik godt. Den var ikke lige så folkelig som sidste år, på grund af den førnævnte manglende massemobilisering. Men selvom den ikke havde samme folkelighed, så vil jeg heller ikke påstå at den kun bestod af venstreradikale. En undersøgelse har vist, at 17% af danskerne bakker op om vores aktion. Vi er altså nået bredere ud end bare en flok venstreradikale. Lidt provokerende sat op, så har vores aktion formået at samle større opbakning end Enhedslisten nogensinde har været i stand til. Det er relativt imponerende, hvis man tager i betragtning at vi får opbakning fra 0% af den lovgivende forsamling og at vi er blevet fordømt i næsten alle aviser, fra Information til Ekstrabladet.

Målet er synlig konflikt

Min vurdering af, at aktionen var en succes, bygger på en præmis om at synlig konflikt er en god ting. Det skyldes blandt andet at synlig konflikt skaber opmærksomhed. Konflikt er et vigtigt nyhedskriterium og kan ofte gøre det nemt for folk at forholde sig til en politisk sag. Når vores aktion får opbakning af 17% af den danske befolkning, så er det fordi vi kommunikere en meget simpel konflikt ud. Malingsaktionen mod Anders Fogh gik verden rundt, fordi konflikten og budskabet var utroligt nemt at forstå. Derfor er ulydighedsaktioner ikke et angreb på ytringsfriheden, men kan være en udvidelse af ytringsfriheden til dem som ikke har et talerør gennem de etablerede kanaler. Når folk kritiserer os for at lave en aktion, som sætter for meget fokus på vores metoder, så glemmer de, at de kontroversielle metoder er grunden til at vi overhovedet fik taletid.

Udover at sætte fokus på et emne, så er synlig konflikt også i stand til at sætte magthaverne i et dårligt lys. En synlig konflikt mellem borger og magthaver, kan vise at magthaveren er presset og har folkestemningen imod sig. Det er ret centralt for en politiker ikke at være i folkelig modvind, da deres autoritet ligger i at være repræsentanter for befolkningen.  Derfor forsøger regeringen også at undgå synlige konflikter. I 00’erne begik VKO-regeringens ministre den fejltagelse, at de fx mødte op til en uddannelsesdemonstration og skældte ud på demonstranterne. De var med til at fremme en synlig konflikt, og det gav bagslag. I dag prøver regeringen at gøre det fuldstændig modsatte. De forsøger at tysse den synlige konflikt ned og gøre alt hvad de kan for at fremstå upåvirkede. Det oplevede jeg meget klart til en mindre protestaktion uden for et pressemøde. Til mødet ville Kvalitetsudvalget fremlægge deres rapport, som foreslår at kun 1/3 af alle universitetsstuderende skal tage en kandidat. Vi var et par studerende som var mødt op udenfor mødet med skilte og bannere. Da ministeren for uddannelse, Sofie Carsten Nielsen, ankom, gjorde hun noget rimelig utraditionelt. Hun udbrød ”Ej hvor fedt!”, sagde at vi havde lavet en rigtig sej protest og tog en selfie med vores banner. Jeg havde ingen ide om hvordan jeg skulle reagere, så det var et relativt smart træk fra hendes side. Det viser hvordan regeringens ministre har en meget klar strategi til håndtering af protester: Nedton den synlige konflikt.

Det er det vores opgave at gøre konflikten synlig igen. Derfor betragter jeg også 1. maj protesterne i år og sidste år som en succes, da den viste en konflikt som regeringen ikke kunne neutralisere.    

'Hvorfor bruger i ikke bare argumenter?'

Der er nogen som har magt inden for de etablerede rammer, og der er nogen som ikke har. Det er klart at dem som har magten inden for status quo, kalder dem som bryder med status quo for ’udemokratiske’ og ’barnlige’.  Det er et diskursivt magtmiddel, og sådan har det stort set altid forholdt sig. Men kravet om, at folk skal arbejde inden for de etablerede regler, tager ikke for højde for at grupper, som befinder sig i den dårlige ende af en ulige magtsituation, kan være nødsaget til at bryde med de eksisterende rammer. Det gjorde arbejderbevægelsen fx. Strejker og blokader var, og er i nogle tilfælde stadigvæk i dag, ulovlige og et brud på de eksisterende regler. Men man befandt sig i en situation, hvor man ikke kunne få indflydelse gennem status quo. Derfor ville det også være absurd, at opfordre en gruppe strejkende arbejdere til at ”forsøge sig med argumenter” og ”indgå i dialog”. For det argument overser netop, at der ikke er basis for en ligeværdig dialog, da magten er ulige fordelt.

Hvad gik galt?

Når man laver en aktion, som får så meget dækning, som 1. maj aktionen fik, så kan små fejl få store konsekvenser. Ting man overså i starten kan pludselig blive meget tydelige, når de dækkes af alle landets medier. Derfor må jeg også indrømme, at jeg ville gøre det anderledes, hvis jeg vidste, hvad jeg vidste i dag.

Jeg vil gerne starte med at påpege, at meget af kritikken rettet mod os fra resten af venstrefløjen omhandlede den forkerte problemstilling. Debatten blev meget hurtigt en principiel debat, om hvorvidt man kunne tillade sig denne aktionsform eller ej. Men Enhedslisten har fx tidligere udtalt støtte til lærernes 1. maj protester sidste år eller kasserollerevolutionen på Island. Jeg tror derfor heller ikke at uenigheden skyldes aktionens indhold, men aktionens form. Det er en taktisk uenighed, om det blev gjort på den rigtige måde – ikke om man overhovedet kan tillade sig at fløjte under Helle Thornings taler.

Taktik er situationsbestemt, og det er en ny og ukendt situation vi lige nu befinder os i. Det kan derfor være svært at kende de rigtige taktiske valg, da der er mange ukendte faktorer. Jeg er derfor heller ikke sikker på hvilken måde der er den bedste at gøre tingene på. Umiddelbart kan jeg dog se et par punkter hvor vores aktion havde problemer, som andre også har påpeget.

Først og fremmest så er det nemmere at kategorisere os, som et par rebelske unge fra venstrefløjen, når vi ikke har nogen fagforeninger eller lignende i ryggen. Men vi valgte altså at lave en aktion alligevel, velvidende at vores etos ville stå svagt i medierne.

Hvis jeg kunne ændre noget, så ville det ikke være selve aktionen, men indkaldelsen. Jeg ville specifikt have kaldt den noget andet, og lavet en mere bred opfordring til at folk kunne vise deres utilfredshed på forskellige måder, uden på nogen måde udelukke muligheden for at deltagerne kan vælge at fløjte. Det er lidt en balancegang, for hvis vores aktion havde været for pæn og ordentlig, så ville den ikke have fået omtale, men hvis den er for radikal, så mister vi for meget sympati og bliver for isolerede. Jeg tror vi endte lidt for meget ovre i den sidste ende. Kort sagt havde den for snævre og radikale indkaldelse tre problemer:

Vi blev nemme at isolere

Når vi kaldte aktionen for ”Overdøv Helle”, så gjorde vi det meget nemt for vores modstandere at anklage os for angreb på ytringsfriheden og på den måde isolere os. Det satte fokus forkert. Fokus burde være på de mange mennesker, som er blevet ramt af regeringens politik, og som gerne vil udtrykke deres vrede. Det fokus burde indkaldelsen i højere grad have afspejlet.

Vi fremprovokerede en modreaktion

Fordi vores aktion var trukket så skarpt op, så skabte forargelsen over vores ”angreb på ytringsfriheden” også en modreaktion. Både fra mediernes side, men også fra socialdemokraterne og deres partisoldater, som fik mobiliseret et mod-event med dobbelt så mange tilmeldte som os.

Vi skabte intern splittelse

Da vores aktion allerede fra starten havde snævret aktionsformen ind til at handle om at fløjte, opstod der store uenigheder om hvilken aktionsform der var den bedste. Skulle man vende ryggen til, synge eller udvandre? Hvis vores indkaldelse havde favnet bredere, kunne denne splittelse i vist omfang nok være undgået. Så havde det måske heller ikke været den principielle kan-man-tillade-sig-at-fløjte-af-helle-debat, som havde domineret diskussionen internt på venstrefløjen.

Når det så er sagt, så tror jeg stadigvæk at vi ville være blevet kaldt for udemokratiske og jeg tror stadigvæk at vi var blevet splittet internt. Men det ville måske være sket i et mindre omfang.

Husk hvad der er vigtigt

Det store mediecirkus kan hurtig ændrer fokus og få os til at tro at 1. maj protesterne er vigtigere end alle de andre ting der foregår. Protesterne er i stand til at skabe opmærksomhed omkring frustrationen over regeringens politik, men det reelle arbejde, som kan opbygge en reel opposition til regeringens politik, er langt mere tidskrævende og tiltrækker langt mindre opmærksomhed. Husk at de vigtigste ting, ikke nødvendigvis er dem som får mest opmærksomhed.

Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket om »fløjte«-debatten 2014.