Anarkismens selvmodsigelser

Om hvorfor jeg oprindeligt tilsluttede mig anarkismen og hvorfor jeg forlader den nu

Begyndelsen

Det lå aldrig rigtig i kortene at jeg skulle blive tilknyttet den yderste venstrefløj. Selvom mit hjem var forholdsvist progressivt, så var det ikke ligefrem rødglødende venstreorienteret. Mine forældre stemte næsten efter hvad man kunne forvente af deres erhverv: Min far var folkeskolelærer og stemte radikalt, min mor var sygeplejerske og stemte SF. Men det var samtidig et hjem hvor vi diskuterede en del samfund og politik, så jeg blev politisk interesseret tidligt og endte som aktiv i Radikal Ungdom i en alder af 14. Jeg ville muligvis have fortsat på det spor, hvis det ikke var fordi at jeg begyndte at lytte til Rage Against The Machine. Og nej, det var ikke musikken i sig selv som radikaliserede mig.  Det var mere eller mindre et tilfælde som var årsagen: Jeg sad en dag og så nogle af deres musikvideoer på youtube og endte med at klikke over på et interview, hvor frontfiguren Zack de la Rocha interviewede Noam Chomsky. Det blev min første reelle introduktion til venstrefløjens ideologier.

Noam Chomskys fremlægning af anarkismen som en radikal demokratisk og magtkritisk form for socialisme brød min tidligere opfattelse af hvad venstrefløjen var. Anarkismen præsenterede både et alternativ til leninismen, som havde ført til forskellige former for tyranni, og socialdemokratismen, som havde opgivet alle forhåbninger om at ændre kapitalismen grundlæggende. Med en finanskrise og en eskalerende klimakrise, så pegede alting på behovet for grundlæggende forandringer. Så jeg blev anarkist.

Vanskeligheder

Jeg begyndte i gymnasiet kort tid efter, hvor en del kom fra de mere velstående dele af Nordsjælland. Jeg husker en klassekammerat, der under valgkampen i 2011 bemærkede at ”hvis SF kommer i regering, så forlader min fars firma landet”. Jeg fik aldrig spurgt ham efterfølgende om det blev en realitet, men det beskriver meget godt hvor jeg var havnet. Det var dels en fordel at være i et miljø som ikke var særligt venstreorienteret, fordi jeg ofte var tvunget til at forsvare og begrunde mine synspunkter. Men anarkisme var i forvejen en svær ideologi at få andre til at forstå, så det miljø gjorde kun alting mere vanskeligt.

Det har altid været lidt af en opgave at forklare folk hvad anarkismen betød. Man skulle først igennem alle beskyldningerne om at man går ind for kaos og lovløshed. Derefter skal man starte fra bunden og forklare at man i virkeligheden ønsker at erstatte staten og kapitalismen med et basisdemokratisk rådssamfund, hvor folk har lokal medindflydelse på deres hverdag, og hvor rådene samarbejder ved at udsende delegationer til fælles føderationer, som koordinerer samfundets overordnede aktivitet. Efterhånden gik det op for mig at anarkismen bare var et begreb som stod i vejen. Jeg begyndte i højere grad at identificere mig selv som en basisdemokratisk socialist, der ønskede et samfund baseret på fælleseje og styret fra bunden. Det gjorde alting betydelig lettere.

Er anarkismen problemet?

Jeg resonerede, at når anarkismen så ofte blev misforstået, så skyldtes det mange års dæmonisering af begrebet. Men måske var det ikke det omgivende samfunds opfattelse af anarkismen som var problemet, måske var det anarkismen i sig selv som er utrolig forvirrende og selvmodsigende. Det er jeg efterhånden kommet frem til at den er, og derfor forlader jeg den også nu. Lad mig kort begrunde min påstand om at anarkismen er selvmodsigende(ja, nu kommer vi endelig til hvad min titel handler om). Min kritik af anarkismen tager udgangspunkt i Libertære Socialisters platform, som i mine øjne er den bedste introduktion til den anarkistiske ideologi på dansk lige nu(selvom den også repræsenterer andre socialistiske retninger). Så start med at læse den, hvis du vil forstå hvad jeg referer til. 

Anarkismen er rigtig god til at erklærer at den er imod en masse ting: Imod staten, imod kapitalismen, imod hierarkier, imod undertrykkelse, imod repræsentativt demokrati, muligvis imod autoritet(det kommer an på hvilken anarkist du spørger). Det vil altså sige at anarkismen erklærer sig imod de fleste af de institutioner og organisationer vi omgiver os med, hvilket ofte får folk til at forestille sig at fraværet af alle disse institutioner kun kan føre til ren kaos. Men så kommer den anarkistiske teori til undsætning, og påpeger at den har et bedre alternativ – selvstyring fra bunden og samarbejde gennem føderalisme. Og her begynder selvmodsigelserne at dukke op. For mange af de ting som anarkismen erklærer sig imod(stat, repræsentativt demokrati, autoritet) står reelt set ikke til at blive fjernet i et anarkistisk samfund, men genindført på en bedre og mere demokratisk måde.

Helt konkret

Lad os tage ønsket om at fjerne staten som et eksempel. Giver det mening at sige at man er imod staten, når man samtidig går ind for et system baseret på fælles institutioner(fx et føderalt rådssystem), som kan gennemføre kollektive beslutninger og regler? Det vil nok være ret anderledes fra den stat vi kender i dag, men ikke desto mindre en form for stat eller fælles regeringsførelse, som fastsætter regler og love og træffer beslutninger for samfundet som helhed.

Vi kan også undersøge ønsket om at fjerne det repræsentative demokrati og indføre selvstyre og direkte demokrati. Kigger vi på anarkismens såkaldt direkte demokratiske strukturer, så har de elementer af repræsentation. I Libertære Socialisters platform, under afsnit ”Direkte demokrati”, beskriver man i virkeligheden hvordan en form for repræsentation kunne fungere. Mandatholderne(repræsentanterne) skal underlægges skriftlige mandater, må ikke holde særlige privilegier, skal underlægges en rotationsordning og skal kunne tilbagekaldes. Det er altså stadigvæk en form for repræsentativt demokrati, om end der er langt flere muligheder for at føre demokratisk kontrol med repræsentanterne end der er under det nuværende system.

Et eksempel på hvordan sådan et system kan udfoldes i praksis, kan man finde hos Libertære Socialisters søsterorganisation i Sydafrika, Zabalaza Anarchist Communist Front. Under afsnittet ”Structure” fastslås det at man har en komite(office-bearers), som mødes en gang om måneden og træffer beslutninger mellem stormøderne. Det er ikke så anderledes end eksempelvis Enhedslistens struktur, hvor hovedbestyrelsen træffer beslutninger imellem årsmøderne. Den eneste forskel er at Zabalaza indeholder flere muligheder for at føre kontrol med de valgte repræsentanter

På trods af snakken om direkte demokrati, så ender man alligevel med at have en blanding af direkte demokrati(stormøder) og elementer af repræsentativt demokrati som kontrolleres af forskellige mekanismer.

De her eksempler bekræfter meget godt min oprindelige hypotese: Mange af de ting som anarkismen erklærer sig imod(stat, repræsentativt demokrati, autoritet) står reelt set ikke til at blive fjernet i et anarkistisk samfund, men genindført på en bedre og mere demokratisk måde.

Derfor når jeg også frem til at anarkismen er en ret selvmodsigende ideologi, som forvirrer mere end den gavner. Så jeg må sige tak og farvel for nu. Det giver langt mere mening at kalde mig selv for demokratisk socialist, libertær socialist eller tilhænger af socialisme fra bunden.

Se også linksamlingen »Anarkisme vs. Marxisme« på Modkraft Biblioteket.