Whatabout Kenya?

Fredagens terrorangreb mod cafeer, en rockkoncert og en fodboldkamp i Paris begået af religiøse fascister fra IS har ført til en række forskelligartede reaktioner. De fleste har uden større forhold ubetinget fordømt den fascistiske terror.

Enhedslisten har peget på nødvendigheden af markant øget støtte til kurderne i Syrien og Irak, solidaritet med de mennesker der flygter fra borgerkrigen og IS-terroren i Syrien og senest indførelse af målrettede sanktioner imod de lande – Saudi Arabien og Qatar – hvorfra IS henter en væsentlig del af deres økonomisk støtte.

Modsat vil socialdemokraterne og de borgerlige partier fortsat ikke sige fra overfor - endsige reagere med sanktioner - over for de Golfstater, hvorfra IS har hentet økonomisk og logistisk støtte. De vil heller ikke yde støtte til de syriske kurdere i YPG, der fører an i kampen mod IS i Syrien, alt imens NATO-partneren Tyrkiet kaster bomber – ikke over IS men over kurderne. I stedet vil socialdemokraterne og de borgerlige blot gøre tilværelsen endnu sværere for de mennesker, der flygter til Danmark fra myrderierne i Syrien.

De sociale medier – Twitter, Facebook osv. - har igen fungeret som platform for virtuelle demonstrationer i solidaritet med de myrdede i Frankrig og fordømmelse af IS. Folk har lagt billeder op af Eiffeltårnet som fredstegn, fået franske flag over deres profilbilleder og mere i samme stil. Omkring 10.000 deltog yderligere i en mindehøjtidelighed søndag i København.

Det er ikke så underligt, hvis folk reagerer voldsomt på et terrorangreb i denne her målestok, der rammer en by som mange har besøgt eller har venner fra, som rammer deltagerne i en koncert med et band man måske ville have hørt i Amager Bio, og som rettes mod tilfældige mennesker på gaden i kvarterer der nærmest kan sammenlignes med Vesterbro, Nørrebro og Nordvest.

Kritik af solidaritetsmanifestationerne

Men der har også været en ganske anden reaktion blandt nogle, der har brugt mere energi på at kritisere solidaritetsmanifestationerne for ofrene i Frankrig. Det kan selvfølgelig være rimeligt nok, hvis man bare grundlæggende er irriteret over virtuelle solidaritetsmanifestationer, og synes det er en uforpligtende omgang præget af en art lemminge-effekt.

Jeg er så ikke enig, selv om jeg da synes det er en rimelig kritik at rejse. Jeg skal gerne indrømme, at jeg skiftede mit profilbillede i solidaritet med ofrene for fascistisk terror i Paris, præcis ligesom jeg for et par år siden havde sådan et norsk badge på mit profilbillede efter Breiviks fascistiske terroranslag i Norge. Jeg gik også ind til mindehøjtideligheden ved den franske ambassade, præcis ligesom jeg tidligere har lagt blomster ved den Svenske og Norske ambassade i solidatet med (andre) ofre for fascistisk vold. Selvfølgelig er det symbolske handlinger at demonstrere – uanset om det gøres fysisk eller virtuelt - men symbolske handlinger kan også have væsentlige positive politiske effekter.

Nogle har imidlertid ikke så meget kritiseret selve det, at folk ændrer profilbilleder o.lign., men rejst en kritik af, at folk nu viser al denne sympati med Frankrig og ofrene for den fascistiske terror i Paris overhovedet, for hvorfor har de ikke også lige omfavnet alle andre ofre for terror på kloden?

Et godt eksempel finder vi således her på Modkraft, hvor Peter Kenworthy under overskriften ”Efter Paris: Hvor er interessen for massakrer i Beirut, Kenya og Nigeria?” retorisk spørger: ”Mange har desuden lagt blomster foran den franske ambassade eller deltaget i mindehøjtideligheder for ofrene, ligesom Facebook er fuld af profilbilleder med det franske tricolore-flags farver. Men hvor var den solide mediedækning, blomsterne og Facebook-profilerne da 147 kenyanere blev dræbt af terrorister i april eller da 2.000 nigerianere blev dræbt i januar, i øvrigt på samme dag som angrebet på Charlie Hebdo?”

Kenya? Ja Peter Kenworthy er ikke den eneste, hverken i Danmark eller udlandet, der pludselig nævnte Kenya. I mit Facebook-feed optrådte pludselig spørgsmål om, hvorfor medierne – herunder ikke mindst de sociale af slagsen - ikke havde interesseret sig for terrorangrebet i bl.a. Kenya i sin tid, når de nu i disse dage skrev så meget om terroranslaget i Paris.

Terrorangrebet i Kenya 2. april

Den 2. april stormede medlemmer af den islamistiske terrorgruppe Al-Shabaab, der er en Østafrikansk aflægger af Al-Qaeda, Garissa University i Kenyas Nordøstlige provins. Bevæbnet med AK 47 stormgeværer dræbte de i alt 148 mennesker. De gik rundt og skød systematisk studerende ned, som de vurderede som kristne eller på anden måde ’ikke-muslimske’, f.eks. hvis de ikke evnede at recitere vers fra koranen.

En religiøs fascistisk terroraktion hvor studerende blev massakreret udelukkende på grund af deres tro – eller mangel på samme. På den måde mindede det meget om begivenhederne i Paris, hvor tilfældige koncertdeltagere og cafegæster systematisk blev mejet ned.

Et helt igennem modbydeligt fascistisk terrorangreb, men ét som altså ifølge Modkraft og andre ikke udløste nogen interesse på de sociale medier, og ikke var solidt dækket af medierne.

Hvordan var reaktionerne efter Al-Shabaabs terrorangreb?

De danske medier skriver meget sjældent om begivenheder i Kenya. Den mediemæssige dækning af udviklingen på det afrikanske kontinent er i det hele taget ganske usædvanligt beskeden, med mindre det drejer sig om Sydafrika eller stater i Nordafrika. Der er generelt en bias i mediebilledet. Så langt har Peter Kenworthy og andre en pointe.

Men da terroren ramte Kenya i april 2015, var der faktisk omfattende dækning af begivenhederne mens de fandt sted i alle de store internationale nyhedsmedier: BBC, Al Jazeera, CNN, the New York Times, USA Today og Washington Post (for bare at nævne nogle få).

På de sociale medier blev der lanceret en global twitterkampagne under hashtags som #147notjustanumber og #jesuiskenya. Billedet, der indleder denne artikel blev delt over 250.000 gange på Facebook alene via Young Paris (såmænd også af undertegnede blogskribent).

Der var efterfølgende lystændinger, blomsternedlæggelser og andre mindehøjtideligheder i byer rundt omkring i verden: New York, Paris og såmænd også i København, hvor der bl.a. var en manifestation på vor Frue Plads foran Københavns Universitet.

Og nej deltagerantallet i Danmark var på ingen måde lige så omfattende som efter fredagens terrorangreb i Paris, og det kan man med rette kritisere (der var så også mange flere, der deltog i mindehøjtideligheden på Østerbro efter attentaterne i København i februar 2015, end der var foran den franske ambassade i søndags eller foran den norske ambassade efter massakren på Utøya i 2011). Men derfra og så til at hævde, at de mange mindehøjtideligheder ikke fandt sted, der er der unægtelig et godt stykke.

Også i Danmark var der en omfattende dækning efter terrorangrebet i medierne – i forhold til den dækning der normalt er af Kenya endda en meget omfattende nyhedsdækning af begivenhederne - både på de elektroniske medier DR og TV2 og de store landsdækkende aviser.

Politiken, JP, Berlingske, Information, Kristeligt dagblad, Weekendavisen - og sågar Ekstra Bladet og BT - bragte over 50 artikler om Kenya efter terroranslaget. Selv Dagbladet Arbejderen dækkede efterfølgende mindehøjtideligheden på Vor Frue Plads for ofrene. Det eneste væsentlige danske nyhedsmedie som reagerede med tordnende tavshed og hverken skrev om terrorangrebet i Kenya eller de forskellige mindehøjtideligheder efterfølgende i København var … Modkraft (!).

Og det er så her, at jeg faktisk bliver godt gammeldags forarget. Hvis man rent faktisk interesserede sig for begivenhederne i Kenya april 2015 – eller bare følger med i mainstreammediernes nyhedsdækning – så vil man også vide alt det her. I stedet kan man nu opleve folk, som aldrig har interesseret sig et klap for Kenya, pludselig bruge det fascistiske massemord i april 2015 til en bekvem omgang "whataboutism" når andre mennesker reagerer på terrorangrebet i Paris.

Der er et ord for den slags, og det er ikke særlig pænt ...