Politisk aktivisme er et håndværk, hvor man skal kunne bruge hovedet …

Det er vist de færreste, der ikke har bemærket, at en blandet gruppe af overvejende yngre venstreradikale har taget initiativ til en fløjteaktion den 1. maj, hvor de vil overdøve Helle Thorning-Schmidt når hun taler fra fagbevægelsens scene i Fælledparken.

Aktivisternes angivelige ambition er, at samle meget bredt blandt dem, der er utilfredse med regeringens politik indenfor en lang række områder: ” Lærerlockout, salg af DONG og Nets, nedskæringer på SU'en, løndumping, dagpengeforringelser, ydmygende kontanthjælpsreformer og skattelettelser til de rigeste”, som de selv skriver på aktionens Facebookside.

I skrivende stund aner (her søndag den 27. april) aner jeg selvsagt ikke, hvordan den aktion kommer til at forløbe, når den endelig ruller af stablen om et par dage, og man skal jo altid passe på med at lege spåmand. Men indtil videre har fløjteaktivisternes initiativ haft den stik modsatte effekt af det, de angiveligt tilstræber og tjent mere til at svække modstanderne mod den siddende regerings nyliberale politik.

Hvor debatten for ikke særlig lang tid siden handlede om den brede utilfredshed med regeringen, så har fløjteaktivisterne igennem deres forbløffende kluntede og uigennemtænkte indsats på forbløffende kort tid formået at ’re-frame’ hele sagen, så det nu ikke længere er Socialdemokratiets løftebrud og Thornings modsætninger med eget bagland, der står i centrum. I stedet handler alting omkring 1. maj nu om aktivisternes eget forhold til demokrati og ytringsfrihed. Det er vist et eksempel på politisk aktivisme, der mest af alt tåler sammenligning med Jesper Olsens indsats i kampen mod Spanien ved VM i 1986.

Socialdemokrater i fagbevægelsen har ligefrem fået et bekvemt afsæt til nu at gøre 1. maj til en støttebegivenhed for Helle Thornings abstrakte ’ytringsfrihed’ og mobilisere til fordel for denne uden at de længere på nogen måde skal forholde sig til, at statsministeren eksempelvis systematisk har forringet levevilkårene for deres egne arbejdsløse eller nedslidte medlemmer. I skrivende stund har tilslutningen til støttegruppen for Helle Thorning i fælledparken 1. maj da også for længst overhalet tilslutningen til fløjteaktionen på Facebook.

Med mindre man lever isoleret i sin egen lille politiske guldfiskebowle, var det nemt at forudse, at medierne ville køre benhårdt på ytringsfrihedsvinklen lige fra det øjeblik aktionen blev lanceret som "Overdøv Helle Thorning 1. maj" og hvor aktionsformen fra starten tydeligvis var væsentligere for initiativtagerne end hvad der bedst kunne fremme de angivelige politiske mål (der nu også fremtræder som en lidt svævende smørebrødsseddel).

Havde man i stedet helt fra starten (!) lagt op til en bred vifte af forskellige fredelige protestformer og en samlet overskrift, der rettede sig direkte mod regeringens svageste punkter - ”Råb Helle op – hun vender det døve øre til befolkningen” eller ”nej til løgne og løftebrud” (eller hvad man nu ellers kunne forestille sig) - frem for blot hendes mulighed for at komme til orde, så havde resultatet sikkert fortsat været mere eller mindre kakofonisk støj og masser af buhråb i Fælledparken, men det havde ikke på forhånd tildelt statsministeren en aldeles ufortjent offerrolle og det havde ikke betydet at hele diskussionen forventeligt ville handle om fløjter eller ej, små venstreradikale subkulturer og statsministerens ytringsfrihed frem for de ødelæggende sociale konsekvenser af regeringens politik.

Set fra en ren håndværksmæssig betragtning er der simpelthen tale om et ringe stykke aktivistarbejde, som nu har taget modstanden mod regeringens talrige svinestreger som gidsler. Og det er der ingen undskyldning for.

Kend dit terræn og forstå konteksten

Aktioner er, når det handler om at skabe bredere mobiliseringer, blot et middel til at et mål - eksempelvis om at skabe nogle politiske forandringer. Bestemte aktionsformer er ikke et mål i sig.

Hvis aktionsformen på forhånd kommer til fuldstændigt at overskygge målet, det politiske sigte, så er aktionen forfejlet. Og det nytter ikke at give andre skylden for egne fiaskoer, selv om det er et populært greb blandt venstreorienterede smågrupper (så slipper man også for besværlig kritisk selvrefleksion), for oftest er det simpelthen et resultat af, at man ikke selv har gjort sit eget forarbejde ordentligt

Hvis man som politisk aktivist vil lave succesfulde politiske aktioner og kampagner, der mobiliserer bredt, så skal man derfor have et godt kendskab til det terræn man vil bevæge sig i og den kontekst man befinder sig indenfor. Det terræn man som politisk aktivist agerer indenfor i Danmark består ikke at bjerge eller jungler, og handler ikke blot om geografi men også om forståelse af det mediemæssige og sociale landskab og de institutioner og aktører (med deres egne med deres egne indbyggede logikker), som er ens potentielle med- og modspillere i processen. Man skal kunne formå at forstå og udnytte det terræn man nu engang befinder sig inden for til sin egen fordel. Humor, fantasi og uforudsigelighed er blandt de vigtigste redskaber i den aktivistiske værktøjskasse.

Man skal reflektere over, hvad man vil opnå, hvem man vil henvende sig til, hvilken kontekst man indgår i, hvordan man får flere til at slutte op og hvordan man på forhånd kan lukke af for de modangreb, som ens modstandere vil komme med. Det er på den baggrund, at man vælger bestemte aktionsformer.

Forældreoprør i børnehaven

Jeg kunne godt tænke mig, at komme med et helt konkret eksempel fra et par år siden. Inden for et helt andet område.

I efteråret 2007 havde man et meget omfattende forældreoprør mod nedskæringer på daginstitutionsområdet i København. Det kulminerede med aktioner på mere end 375 daginstitutioner, hvorefter politikerne på Rådhuset simpelthen smed håndklædet i ringen og totalt opgave de fleste af deres nedskæringer.

Det var en lille gruppe forældre på tværs af forskellige bydele og daginstitutioner, der løb aktiviteterne i gang, koordinerede dem fra start og til slut og som lagde den overordnede linje for slagets gang.

Udgangspunktet var ellers ret dårligt da nyheden kom ud, om at Københavns Kommune planlagde besparelser på byens børn på op imod en kvart milliard kroner. Københavns Forældre Organisation (KFO) var i krise. Der var ikke rigtig nogen aktivitet og de fleste bestyrelsesmedlemmer var på vej ud af foreningen. Der var i den grad brug for ny energi. Men det lykkedes ikke desto mindre i al hast at indkalde til et åbent møde for forældre i de Københavnske daginstitutioner om nedskæringsplanerne.

Der mødte en mindre mængde forældre op. Der var inviteret repræsentanter for de pædagogiske fagforeninger og den kommunale forvaltning, som kunne svare på spørgsmål om nedskæringsplanerne. Forældrene stillede spørgsmål og sagde hvad de mente om kommunens spareplaner. Herefter blev pædagogerne og forvaltningen sendt hjem, og der var en åben drøftelse kun blandt de fremmødte forældre bagefter.

Ved mødets afslutning blev der nedsat en lille koordinationsgruppe på en 15 stykker fra forskellige daginstitutioner, der ville indgå i det videre arbejde. Den fik mandat til at handle på KFOs vegne og adgang til foreningens hjemmeside. Og så rullede det ellers derfra.

Der blev udpeget et par talsmænd, og da alle var forholdsvis almindelige københavnske småbørnsforældre, var det ikke svært at finde nogle, der kunne tale med autencitet og børn på armen. Der blev også diskuteret kommunikation og pressestrategi og hvordan man skulle håndtere de forventelige angreb om at være forkælede curlingforældre o.lign.

Der blev afholdt et par efterfølgende store mobiliseringsmøder, hvor alle forældre kunne møde op og diskutere med politikere og de pædagogiske fagforeninger (de blev så smidt hjem, så forældrene fortsat kunne diskutere indbyrdes, om hvad der kunne gøres). Der lavet nogle mindre forældredemonstrationer, buldret i pressen, sms kæder blev organiseret og der blev skrevet på livet løs til bestyrelserne i de Københavnske daginstitutioner. Og til sidst blev der så opfordret til to aktionsdage i alle de københavnske daginstitutioner som kulminationen på aktiviteterne.

Børneforældrenes politiske atombombe

Når det handler om velfærdskampe inden for daginstitutionsområdet er ulovlige strejker stort set virkningsløse. Kommunerne tjener tværtimod penge på pædagogstrejker, der oftest kun rammer forældrene.

Det var heller ikke første gang, der havde været protester blandt forældrene i daginstitutioner, men de foregående gange var man trods ret store mobiliseringer endt med rene nederlag og undertiden også splittede forældregrupper på de enkelte institutioner, hvor nogle typisk følte, at de var blevet taget som gidsler af andre forældre, mens andre forældre følte at nogle af deres medforældre ikke havde været tilstrækkeligt solidariske.

Den mest slagkraftige aktionsform, der har udviklet sig siden 1998, er forældreblokader af daginstitutioner. (På kommunikationsforum i sin tid udnævnt til ”børneforældrenes politiske atombombe” – Kommunikationsforums analytiker troede dog fejlagtigt, at det var de pædagogiske fagforeninger, som styrede slaget i 2007 og ikke en lille gruppe forholdsvis almindelige forældre).

Forældreblokader er den aktionsform, som politikerne er mest bange for, men samtidig er det også for mange en kontroversiel aktionsform, der for mange ’almindelige’ forældre opleves som direkte militant og derfor kan give enorm ballade på de enkelte institutioner, hvis der ikke er næsten 100 procents opbakning, og den åbner for et frontalt modangreb fra politikere og meningsdannere i pressen om at selvbestaltede venstreekstremister, der ikke har arbejde at passe, nu chikanerer stakkels ’almindelige’ lønmodtagerforældre, som ikke kan få deres børn passet.

Det kunne med andre ord nemt være endt med at blive blevet til en debat for og imod forældreblokader, for og imod en bestemt aktionsform, frem for en debat omkring forholdene i daginstitutionerne og mobilisering mod politikernes nedskæringsplaner .

Koordinationsgruppen var fuldt ud klar over, at hvis forældre – også forældre som ellers sympatiserede med sagen og var vrede – følte at de blev påtvunget en bestemt aktionsform, så ville der ikke blive så omfattende protester og der kunne opstå splittelse og ikke samling på de enkelte institutioner.

Aktionsformen kunne simpelthen overskygge sagen, hvilket kun ville gavne politikerne. Samtidig vidste man også udmærket, at hvis bare man kunne få forældrene på de enkelte institutioner til at mødes, og der blandt disse var en opfattelse af, at der var en bred pallette af mulige protestformer, så ville man ikke alene få protesterne bredt mere ud, men de fleste forældre ville såmænd også ende med at blokere deres daginstitutioner. Når blot aktionsformen var et resultat af deres eget valg på den enkelte institution.

Koordinationsgruppen opfordrede derfor blot til aktivitet lokalt og udsendte et aktionskatalog med op imod 28 forskellige velbeskrevne forslag til protestaktiviteter, man kunne rulle ud på den enkelte daginstitution i løbet af to fælles aktionsdage. Det var en rigtig fin ’to-do liste’, hvoraf nogle forslag var endog meget flippede og fantasifulde, og som strakte sig fra det særdeles fredsommelige som ’forældrekaffe mod nedskæringer’ til det mere hårdtslående ’forældreblokader af institutioner.

Da modangrebene i pressen ganske forventeligt satte ind med vinklen ’I tager almindelige forældre som gidsler’, så kunne koordinationsgruppen svare meget nøgternt og fuldt ud med rette, at man jo fuldt og helt lagde det op til forældrene på de enkelte institutioner at beslutte, hvordan de ville reagere, og at man jo derfor havde udsendt et aktionskatalog med en stribe forskellige forslag til lokale aktiviteter.

Forældrene på de enkelte institutioner følte de havde et valg mellem en bred vifte af mulige aktiviteter, og følte ikke at de blev påduttet noget (ekstremt), som de ikke selv havde valgt. Og flertallet af institutionerne valgte (big surprise) at blokere.

Og kommunalpolitikerne? Ja de lagde sig stort set fladt på maven og opgav de fleste af nedskæringerne i de kommunale budgetforhandlinger, da aktionerne efterfølgende eksploderede på de københavnske daginstitutioner.

Aktivisme er et håndværk, hvor man skal bruge hovedet

En væsentlig lære af forældreoprøret i 2007 er, at hvis man fra start opstiller et handlerum med flere forskellige muligheder for protest indenfor den samme kampagne, aktion – you name it – i stedet for at låse sig fast på et enkelt udtryk eller en enkelt aktionsform, der risikerer at overskygge protestens politske sigte, så når man længere ud, får flere til at slutte op og gør det sværere for modstanderne, at marginalisere eller isolere protesten.

For mig at se er de samme overvejelser nødvendige at gøre sig forud for hver eneste gang, man vælger at kaste sig ud større protestaktioner, hvis målet ellers er at skabe bred mobilisering.

Man skal tænke grundigt over, hvordan man ’framer’ den protestaktion, man sætter i værks – og man skal overveje hvilken ’mod-framing’ man vil blive udsat for. Man skal kunne tale med autencitet og vælge sine talsmænd herudfra.  Hvis man eksempelvis vil aktionere midt under fagbevægelsens 1. maj, så er det f.eks. nok ikke lige de kommende embedsmænd fra statskundskab, man skal sætte i front som talsmænd i første omgang. Gør som japanerne og iagttag modstanderne og forsøg på at forstå, hvordan potentielle med- og modstandere i den konkrete sammenhæng vil tænke og dermed forudsige, hvordan de muligvis vil reagere.

Og mere end noget skal man skal reflektere over det terræn, man vil bevæge sig ind i (det være sig geografisk, mediemæssigt, socialt, kulturelt eller for sags skyld symbolsk) og man skal forstå den kontekst man indgår i.

Politisk aktivisme og bevægelsesarbejde er i den virkelige verden nemlig først og fremmest et håndværk, der kræver at man også formår at bruge indersiden af hovedet.