Debatter i Enhedslisten har det med at skylle over i andre medier, og det gælder også den urafstemning om to forskellige kandidatlister, som medlemmer er i gang med i disse dage, og som allerede har været anledning til skriverier i bl.a. Dagbladet Information og ikke mindst på en stribe forskellige debatgrupper på facebook, men en åben og mere grundlæggende debat her på Modkraft ville nu nok være mere produktiv og fremadrettet.
Jeg giver derfor i denne uge ordet til Lasse P.N. Olsen fra Enhedslisten i Aalborg, som har lånt min blog som gæsteskribent med en række principielle betragtninger om det lille parti Internationale Socialister i forhold til Enhedslisten set i lyset af urafstemningen, hvilket forhåbentlig kan blive anledning til en god – og principiel (!) – debat her på Modkraft.
God læselyst
Knud Holt Nielsen
----
Af Lasse P.N. Olsen
Alle Enhedslistens medlemmer skal til urafstemning den 19-27. juni, hvor vi skal vælge mellem to forslag til fordeling af de 21 prioriterede folketingsvalgkredse, som årsmødet skulle fordele. Enhedslistens vedtægter indeholder nemlig nemlig en betydelig mindretalsbseskyttelse således, at hvis et forslag til kandidatliste ikke kan opnå mindst 2/3 flertal blandt de delegerede på årsmødet, så skal der være urafstemning i hele organisationen mellem de to lister, som opnåede størst opbakning på årsmødet.
Den ene liste (liste 1) manglede 7 stemmer i at opnå 2/3 flertal, og derfor har et mindretal benyttet muligheden for at sende spørgsmålet til urafstemning.
Flere har spurgt mig efter, hvad jeg tænker om de to lister, og det er der kommet denne lidt lange gennemgang ud af. De to forslag er identiske på de 19 ud af 21 pladser, men der er for mig at se én forskel på listerne, som er afgørende for, hvilken liste jeg stemmer for:
Den ene liste (liste 2) giver en valgkreds med relativt god valgchance til et medlem af Internationale Socialister (IS), den anden (liste 1) gør ikke.
IS er et lille-bitte parti, og årsmøde efter årsmøde har vist, at deres opbakning i Enhedslisten er forsvindende lille. Derfor er jeg lidt bange for, at jeg med dette indlæg kommer til at tale dem op til noget, de ikke er. Det er ikke hensigten.
Men jeg synes grundlæggende, at Enhedslistens medlemmer (og vælgere) har krav på at vide, hvad IS er for en størrelse, så en evt. beslutning om at opstille en IS'er til Folketinget tages på et så oplyst grundlag som muligt.
Jeg har bestræbt mig på at lade beskrivelsen af IS læne sig opad deres egne ord, og det er en ganske taknemmelig opgave, fordi IS i lighed med talrige af både nuværende og hedengangne smågrupper på venstrefløjen er storproducent af alenlange skrifter om deres politik og praksis, som bringer en del klarhed, hvis man abstraherer fra de mest svulstige og floskuløse proklamationer.
Det er dog langt fra alt, der er offentligt tilgængeligt, og jeg kan forestille mig, at man ved læsning af IS's interne medlemsblad "IS-bryderen" (det var i hvert fald titlen så sent som for et års tid siden, tidligere var det et trykt blad, mens det i vore dage er det mailbaseret) kan få et bedre indblik i partiets virke – men det er kun for medlemmer, så det har jeg ikke adgang til.
IS er organiseret ud fra princippet om ”demokratisk centralisme”, og den praksis er gældende i deres arbejde såvel uden for som i Enhedslisten. Dette organisationsprincip stammer fra det russiske kommunistparti udviklet under zarvældet.
Men ét er dengang - hvordan forstår IS demokratisk centralisme i dag? Det spørgsmål besvarer de selv:
”Men hvis man ikke ved afslutningen af en sådan diskussion, tager en beslutning som alle medlemmer følger - hvis der ikke er centralisme - så er der ikke tale om reelt demokrati. En diskussion der ender med at alle medlemmer bare gør hvad der passer dem - uanset om de tilhører flertallet eller mindretallet - er ikke demokratisk.”
”Et revolutionært partis mål derimod er at samle størst mulige dele af arbejderklassen i kampen mod kapitalismen. For at kunne gøre det, må alle medlemmer være overbeviste om partiets politik og de må alle handle samlet for at kunne lede arbejderklassens kampe.”
(Kilde: http://www.socialister.dk/detmenervi/socialisme/default.asp?chapter=8&page=5)
Alle medlemmer af IS er altså forpligtet til at følge IS's partlilinje og ”handle samlet” på baggrund af denne. Hvordan IS vælger at organisere sig internt, er deres egen sag. Men når IS arbejder som ”parti i partiet” i Enhedslisten, er det noget andet.
Hvis der opstår konflikt mellem Enhedslistens og IS's politik på et givent område, hvilken linje skal en IS'er i Folketinget så følge?
Dette spørgsmål kan jeg ikke besvare med sikkerhed, men vi kan måske få et fingerpeg, hvis vi kigger på, hvordan IS forholder sig til andre IS'ere med tillidsposters ageren i Enhedslisten.
I 2011 besluttede IS's landsledelse at udtrykke beklagelse over, at IS-medlem Hans Jørgen Vad ikke havde stemt imod Enhedslistens deltagelse i finansloven fore 2012 (han undlod at stemme). Landsledelsens beslutning blev senere bakket op af IS's landsmøde. (kilde: http://socialister.dk/landsmoede/2012/is_el_finanslov.php)
Jeg sad i Enhedslistens Hovedbestyrelse sammen med Hans Jørgen Vad, da Enhedslisten indgik sin første finanslovsaftale nogensinde, og eksemplet med finansloven for 2012 er særlig interessant, fordi ingen – hverken i HB eller i Enhedslisten – gav mig bekendt udtryk for andet, end at indgåelse af finansloven var i fuld overensstemmelse med den årsmødevedtagelse, som udstikker rammerne for Enhedslistens mulighed for at indgå en finanslovsaftale.
At IS er politisk uenig i indgåelsen af finanslovsaftalen (og den årsmødevedtagelse, den udspringer af) er fint nok, men at IS gør sig til dommer over HB-medlemmer, som agerer i henhold til en årsmødevedtagelse, er ikke fint nok. Det handler ganske enkelt om loyalitet, og som HB-medlem og folketingsmedlem skal det værre Enhedslistens beslutninger og politik, man arbejder ud fra – ikke IS's.
Og det er ikke kun i forhold til finanslovsaftaler, at IS's og Enhedslistens politik er i konflikt. Enhedslisten vender sig imod overgreb og drab på civile, uanset hvem der foretager dem, og uanset hvor de foregår. Menneskerettigheder er grundlæggende og ikke noget, man kan gå på kompromis med. IS, derimod, støtter ubetinget Hamas og Hizbollah ud fra en logik om, at ”din fjendes fjende er din ven”:
”Internationale Socialister/ISU står ubetinget på samme side som fx Hizbollah og Hamas, når de kæmper mod imperialistisk undertrykkelse.”
(Kilde: http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=28505)
Og ja, jeg har læst disclaimeren om, at deres ubetingede støtte ikke er ukritisk, men den type semi-forbehold tror jeg ærligt talt, at ofrene for selvmordsbomber på caféer eller for missiler i boligområder er temmelig ligeglade med. Og det virker temmelig naivt at tro, at der i patriarkalsk funderede, homofobiske og politisk reaktionære grupper som Hizbollah og Hamas findes kræfter, som ”...kæmper mod kvindeundertrykkelse, homofobi eller andre konservative ideer.”
Artikler om sådanne kræfter glimrer da også ved deres fravær i de numre af IS's egen avis, som jeg har kigget igennem.
De politiske uenigheder mellem IS og Enhedslisten er mange, men jeg vil lade det blive ved disse to eksempler. Min hensigt med dette indlæg er ikke at skabe debat om det rigtige eller forkerte i Enhedslistens og IS's politiske linjer, men blot at illustrere at der er konflikt imellem dem – og at man ikke kan arbejde fuldt loyalt for begge linjer.
Det erkender IS også selv. I et forslag vedtagelse fra deres landsmøde i 2012, som faldt pga. stemmelighed, man kan læse, at:
”Den udvikling Enhedslisten har gennemgået på det seneste, med ja til Libyenkrigen og ja til finansloven, har gjort det tydeligere at det er nødvendigt at opbygge en selvstændig revolutionær organisation. Dels for enkeltpersoner i Enhedslisten, og dels fordi vores to projekter adskiller sig mere og mere fra hinanden.”
(Kilde: http://socialister.dk/landsmoede/2012/hvorhen_el.php)
Det rejser så spørgsmålet om, hvad IS egentlig vil i Enhedslisten, når de er så uenige med Enhedslisten på centrale områder, at de to partiers projekter adskiller sig mere og mere fra hinanden. Dette spørgsmål besvares i samme forslag til udtalelse:
”Vores primære mulighed i Enhedslisten er at vinde enkeltpersoner for et aktivistisk og revolutionært perspektiv.”
Og senere samme sted hedder det sig:
”De IS-medlemmer, som arbejder aktivt i Enhedslisten er ansvarlige over for IS som helhed og skal formulere sig omkring deres arbejde.”
”Enhedsliste-arbejdet i København kan ikke overlades til enkeltpersoners indsats.”
I en egentlig vedtagelse af lidt nyere dato, nemlig fra IS's landsmøde i 2014, forklarer IS endnu mere konkret, hvorfor de arbejder i Enhedslisten, som de ellers samme sted karakteriserer som et venstrereformistisk parti med et ”ensidigt fokus på parlamentarisk arbejde”:
”IS er i Enhedslisten, fordi Enhedslisten er den store port til venstrefløjen.”
(Kilde: http://www.socialister.dk/landsmoede/2014/is_og_enhl.php)
Men det handler om mere end om blot at gå gennem ”den store port til venstrefløjen” for at hverve enkeltpersoner til IS. Når IS'ere stiller op til tillidsposter i Enhedslisten, sker det ”...som led i en kollektiv prioritering.”
IS erklærer åbent i samme landsmødevedtagelse fra februar i år, at de ønsker at modarbejde Enhedslistens medlemmers fælles beslutninger:
”Vi vil derfor arbejde for, at der bliver formet en mere afklaret venstrefløj, som kan udstikke en alternativ linje til den officielle linje i Enhedslisten.”
Her springer det i øjnene, at den demokratiforståelse, som man har i internt i IS, overhovedet ikke er gældende i forhold til IS's ageren i Enhedslisten.
For IS gælder det som nævnt, at ”en diskussion der ender med at alle medlemmer bare gør hvad der passer dem - uanset om de tilhører flertallet eller mindretallet – ikke [er] demokratisk”, mens det for IS i Enhedslisten gælder om at udstikke en alternativ linje til ”den officielle” og demokratisk vedtagne.
Enhedslisten har ikke demokratisk centralisme (hvilket jeg er godt tilfreds med), men det springer i øjnene, at IS'ere forlanger én type adfærd af sig selv og hinanden i forhold til IS's fælles beslutninger, og de forventer en modsat type adfærd af sig selv og hinanden i forhold til Enhedslistens fælles beslutninger.
Det siger noget om, hvor loyaliteten vejer tungest.
Denne gennemgang bringer mig så frem til følgende spørgsmål, for diskussionen kan for mig at se koges ned til et spørgsmål om loyalitet:
Hvordan kan et medlem af IS repræsentere Enhedslisten loyalt i Folketinget, når ...
- IS har demokratisk centralisme og som konsekvens heraf forpligter deres medlemmer på at arbejde for IS's partilinje, uanset om de er enige i denne eller ej, og som vedtager udtalelser om enkeltmedlemmers ageren i Enhedslisten?
- IS er uenig med Enhedslisten på flere områder i en sådan grad, at IS med et ledelsesmedlems egne ord har et politisk projekt, som adskiller sig mere og mere fra Enhedslistens?
- IS åbent erkender, at de vil udstikke en alternativ politisk linje end den, Enhedslistens medlemmer beslutter?
- IS er i Enhedslisten, fordi det er den store port til venstrefløjen med det formål at hverve medlemmer til sig selv og ad den vej opbygge en organisering uden for Enhedslisten?
Mit bedste bud på et svar er, at det ikke er muligt at arbejde loyalt for Enhedslisten, hvis man samtidig arbejder loyalt for IS. Det er den afgørende årsag til, at jeg ved urafstemningen stemmer på Liste 1 og vil opfordre alle andre enhedslistemedlemmer til at gøre det samme.