Folkepartiet og de Blå arbejdere

Højredrejning blandt privatansatte arbejdere er jo desværre ikke nogen nyhed, men har præget det seneste årtis politiske udvikling i Danmark. Dagbladet Politiken bragte således lørdag den 22. juni 2013 en artikel om at flertallet af arbejderne i den private sektor nu vil stemme på et af de borgerlige partier. Hele 69 procent af de faglærte arbejdere vil nu ifølge en megafon måling stemme på de borgerlige. Især Dansk Folkeparti har medvind blandt de privatansatte arbejdere, hvor hver fjerde nu hælder til Folkepartisterne.

I anledning af undersøgelsen interviewede Politiken så Jakob Mathiasen, der er betonarbejder og som for et par år siden skrev bogen Beton om livet på denne del af det danske arbejdsmarked (og i øvrigt – i hvert fald tidligere - var ganske aktiv på den Københavnske venstrefløj).

Jakob Mathiasen leverede da også noget af en bredside mod den danske venstrefløj. De privatansatte vender ryggen til venstrefløjen, fordi de venstreorienterede er utroværdige i forhold til globalisering, udflytning af arbejdspladser og i deres holdning til etniske minoriteter.

Jakob Mathiasen har på den ene side fat i nogle reelle problemstillinger.

Underbetaling af østeuropæiske sæsonarbejdere, der kommer til fungere som løntrykkere på byggepladser i Danmark, er eksempelvis alvorligt problem for bygningsarbejdere i Danmark.  I årevis har man ganske vist f.eks. oplevet hvordan håndværkere fra Jylland har underbudt Københavnske håndværkere, og går vi tilbage til tresserne, så underbød danske håndværkere de lokale bygningsarbejdere når der skulle bygges i Sverige. Men med EU's åbning mod øst er problemet unægteligt kommet op i en helt anden liga med massiv underbetaling i forhold til det genelle lønniveau i Danmark, som så længe vi befinder indenfor rammerne af den danske model uden lovpligtige minimumslønninger nok reelt kun kan løses gennem et langt sejt træk med organisering af migrantarbejderne og konflikter mod virksomheder, der underbyder overenskomsterne.

På samme vis er udflytning af arbejdspladser til lavtlønslande absolut et reelt problem for arbejdere i industrien, men som CSC konflikten eftertrykkeligt understregede, så er det et problem, som også i stigende grad også rammer den veluddannede del af arbejdsstyrken.

Så langt så godt.

Men så kommer det sædvanlige indvandrerkort også – og interviewet med Jakob Mathiasen bliver eksempel nummer 117 på hvordan diskussionen bliver forvredet allerede i udgangspunktet – og det bliver anekdoter og mere eller mindre løse påstande der står i centrum.

Jakob Mathiasen siger således til Politiken

»Den vigtigste årsag til højredrejningen blandt privatansatte arbejdere er, at venstrefløjen totalt mangler svar på de udfordringer, arbejdere står over for. Jeg forstår sgu godt de kollegaer, der stemmer på Dansk Folkeparti«, siger Jakob Mathiasen, der selv er venstreorienteret.

(…)

»For mange arbejdere bliver indvandringen til inkarnationen af globaliseringen. Jeg kender en faglært mor, hvis børn går i skole med 80 procent indvandrerbørn. Hun har fortalt mig, at forældrene til de danske børn, der er rejst fra skolen, stemte radikalt eller rødt. Jo længere man kommer ud på venstrefløjen, jo mere vil man åbne grænserne og tage imod indvandrere og flygtninge, men prisen betales af andre«.

Men man kan vel godt være åben over for det globale, selv om 80 procent af børnene i skolen ikke er indvandrere?

»Det er hykleri, når venstreorienterede, der går ind for åbne grænser, flygter fra skoler, der er fyldt med indvandrere på grund af de relativt åbne grænser i 80’erne. Jeg har oplevet det på Nørrebro, hvor de mange venstreorienterede levede i en lille ghetto og sendte deres egne børn i privatskoler. Man kan ikke sige, man går ind for det multietniske samfund, når man ikke selv vil leve i det«.

Hvordan reagerer arbejderne?

»De siger: De der venstreorienterede aner jo ikke, hvad de taler om, og meler kun deres egen kage.

(…)

Jakob Mathiasen mener, at akademiseringen af venstrefløjen er en forklaring på, at man ikke har haft føling med, hvad der rører sig blandt arbejdere.

»Akademikerne har ikke oplevet skyggesiderne af globaliseringen såsom udflytningen af arbejdspladser til lavtlønslande og integrationsproblemer, men det har mine kollegaer på byggepladserne. Når akademikerne så sætter sig i spidsen for venstrefløjen, giver det naturligvis problemer. Akademikere er ikke gode nok til at opdage, hvad der foregår andre steder i samfundet. Derfor skrider folk«.

Det er ikke for at hænge Jakob Mathiasen ud, for det er jo en hyppigt gentaget fortælling – eller retorisk figur om man vil - at når venstrefløjen er tolerant, så skyldes det, at de selv bare er en flok verdensfjerne og dobbeltmoralske akademikere, der lever uden kontakt med medborgere fra etniske minoriteter (i øvrigt en påstand der bemærkelsesværdigt ofte fremsættes af debattører, som selv er akademikere).

Venstrefløjens verdensfjerne dobbeltmoralske akademikere står så i modsætning til de mere eller mindre fremmedskeptiske – eller ligefrem fremmedfjendske - dele af befolkningen, der stemmer på Dansk Folkeparti, som så hævdes at komme fra arbejderklassen i tæt kontakt med det levede (arbejds)liv, som angiveligt netop er fremmedfjendske fordi de i modsætning til den verdensfjerne venstrefløj har personlige erfaringer med ’indvandringens skyggesider’ ved eksempelvis at bo i indvandrertætte kommuner med deres børn i daginstitutioner eller på skoler hvor der er mange indvandrere og efterkommere.

Der er bare lige det problem, at det simpelthen er noget værre mytemageri. Og det bliver ikke mere sandt, jo flere der gentager påstandene.

For hvor er det egentlig lige, at Dansk Folkeparti henter hovedparten af deres stemmer? Hvor er Folkepartisternes danske højborge?

Dansk Folkepartis højborge

Dansk Folkeparti ubestridt bedste valgresultat i 2011 var i Kalundborgkredsen, hvor partiet hentede over 19 procent af stemmerne. Langt over partiets landsresultat. (Se valgresultater fra samtlige valgkredse her)

Kalundborg har ganske givet en meget væsentlig placering i fremmedhadets historie i Danmark. Det var i Kalundborg i 1985 at hundredevis af lokale racister efter en byfest angreb et lokalt asylcenter, hvor der opholdt sig 60 iranske flygtninge. En episode der kom efter en stribe andre overfald mod asylansøgere i Kalundborg det år. Angrebene i Kalundborg i 1985 blev således startskuddet til en egentlig racistisk højrebevægelse i Danmark.

Men Kalundborg er faktisk ikke en by med særlig mange borgere fra etniske minoriteter – det man i statistikken betegner som indvandrere og ’efterkommere’ (besynderligt begreb om mennesker der er opvokset i Danmark) fra ikke-vestlige lande. Det var ikke tilfældet i 1980’erne og det er ikke tilfældet i dag.

Kun 3,5% af borgerne i Kalundborg Kommune er således indvandrere eller ’efterkommere’ fra ikke-vestlige lande. Det er kun halvdelen af andelen på landsplan.

I den modsatte ende af spektret finder vi Enhedslistens højborg i København. Danmarks vel nok rødeste kommune. Her er der massevis af indvandrere og ’efterkommere’ fra ikke-vestlige lande: 14,6 procent – langt over det dobbelte af landsgennemsnittet på 6,8 procent - tæller man også indvandrere fra vestlige lande med i statistikken er tallet 22 procent befolkningen i København. Ikke desto mindre får Dansk Folkeparti rigtigt ringe valg i København - og det er immervæk kun borgere der har fået statsborgerskab, der kan stemme til folketingsvalg. I Københavns storkreds hentede de beskedne 8,4 procent af stemmerne og ikke i en eneste Københavnsk valgkreds nåede Dansk Folkeparti op på landsgennemsnittet.

I det hele taget henter Dansk Folkeparti ikke særlig mange stemmer i de store byer. Både i Århus og Odense udgør indvandrere og ’efterkommere’ en markant højere andel af befolkningen end i Danmark som helhed – men ikke desto mindre får Dansk Folkeparti ikke særlig gode valg. I Ålborg er der så underrepræsentation af både etniske minoriteter og eller folkepartister blandt befolkningen.

(DFs gennemslagskraft i landets største byer – set i forhold til deres andel af borgere fra etniske minoriteter)

Men hvor henter Dansk Folkeparti så alle sine vælgere? Ser man på de kommuner i landet, hvor Dansk Folkeparti havde sine absolutte højborge ved valget i 2011, så er det udover Kalundborg kommuner som Læsø, Tårnby, Stevns, Slagelse, Odsherred, Faxe. Kommuner der groft sagt har to fælles træk: 1) De fleste ligger langt ude i provinsen, og 2) der bor få mennesker fra etniske minoriteter. Blandt Dansk Folkepartis absolutte top 10 ved folketingsvalget i 2011 finder man således kun én kommune, der har en markant andel af etniske minoriteter nemlig Brøndby, der placerer sig på en 10. plads.

(De 10 kommuner, hvor DF får sine absolut højeste stemmetal – set i forhold til deres andel af borgere fra etniske minoriteter)

Laver man en statistisk samkørsel mellem Dansk Folkepartis valgresultater og andelen af medborgere i samtlige kommuner i Danmark (se figuren nedenfor), så er der INGEN statistisk sammenhæng mellem andelen af borgere med etniske rødder i ’ikke-vestlige lande’ og så Dansk Folkepartis gennemslag ved valgene.

 (Tak til Kasper Bjerring Søby Jensen for den statistiske samkørsel af hhv. indvandrerandel og DF-stemmer i landets kommuner)

Det er ikke fordi Dansk Folkeparti ikke får udmærkede valg i kommuner på Vestegnen som Ishøj, Brøndby og Høje Taastrup, men partiet henter altså hovedparten del af sine stemmer ganske andre steder, i kommuner med en særdeles ’hvid’ befolkningssammensætning, hvor etniske minoriteter sjældnere ses i gadebilledet – og på ingen måde sætter deres præg på de lokale institutioner, skoler eller boligområder.

Nu er der nok ikke tvivl om, at Dansk Folkepartis appel - herunder til vælgere fra arbejderklassen – for en væsentlig del af vælgerne bunder i skepsis overfor medborgere fra etniske minoriteter (selv om det ikke nødvendigvis gælder for alle der sætter deres kryds ved Folkepartisterne).

Men det er, som det fremtræder klart af tallene, ikke nødvendigvis en modvilje, der bunder i personlige erfaringer med "integrationens skyggesider" eller med etniske minoriteter i det hele taget. Tværtimod fristes man til at sige. At modviljen bunder i alder og uddannelsesniveau - og grad af urbanisering - virker som mere oplagte forklaringer, når man ser på vælgertallene i forhold til befolkningssammensætningen.

Man kan med andre ord stramme op og lukke grænserne til man bliver blå i hovedet uden at det vil gøre synderligt indtryk på hovedparten af de vælgere – arbejdere som alle andre – der stemmer på Dansk Folkeparti – for det er forestillinger om etniske minoriteter snarere end konkrete (hverdags)erfaringer med dem, der er afsættet for deres fremmedskepsis.

De forestillinger kan så være mere eller mindre velunderbyggede og hente deres gødning i den dominerende politiske debat og mediernes mere eller mindre lødige dækning af integrationsmæssige, indvandringspolitiske og asylpolitiske forhold her i kongeriget. I hvilken udstrækning den giver et afbalanceret og dækkende billede af den reelle samfundsmæssige virkelig, når det drejer sig om etniske minoriteter, er selvsagt en anden diskussion.

Præcis ligesom der er en kløft imellem Dansk Folkepartis image som et parti med social samvittighed, der vil forbedre forhold for socialt dårligt stillede i samfundet, og så den politik de rent faktisk fører på Christiansborg og i kommunerne.

Pensionisternes Folkeparti

Dansk Folkeparti er som bekendt samtidig i allerhøjeste grad et pensionistparti – en gruppe som partiet da også har udfoldet en ihærdig indsats for at tilgodese ved alle finanslove, de har sat et fingeraftryk på.

Op til valget i 2011 var over 30% af partiets vælgere over 60 år og over 40% var helt ude af erhverv – pensionister, efterlønsmodtagere med videre.  Samtidig er det et parti, hvor en stor del af deres vælgere har en lav uddannelse (især centrum-venstre debattører af ’arbejderistisk’ tilsnit bruger som bekendt gerne uddannelsesniveau som det afgørende nye klasseskel med de universitetsuddannede som noget nær den absolutte hovedfjende).

Men eftersom det nu engang er sådan, at jo ældre borgere er i Danmark, jo lavere uddannelsesniveau er der typisk også tale om (endnu så sent som for 50 år siden forlod halvdelen af en ungdomsårgang immervæk skolen efter 7. klasse), ja så bliver et parti med mange gamle vælgere også et parti, der angiveligt er fyldt med lavt uddannede proletarer.

Men tager man de lidt mere nuancerede briller på, så er det imidlertid også temmelig misvisende. De over 60 årige har – trods deres angiveligt lavere uddannelsesniveau - som bekendt aldrig været rigere i Danmarkshistorien – og de sidder – alt andet lige - på langt større formuer end deres yngre medborgere. Først og fremmest i kraft af et absurd privat boligmarked, der har katapulteret dem til store arbejdsfri formuegevinster i hvad der nærmest minder om et nationalt pyramidespil.

Danskere over 60 år sidder i dag på mere end 75 procent af befolkningens samlede formue mod kun 60 procent i 1997. Dengang rådede de unge under 40 trods alt over knap 5 procent af den samlede formue. I dag slet intet, da de i det bærer rundt på en samlet gæld.

Det betyder selvsagt ikke, at der ikke findes pensionister der har endog meget lidt at rulle med, for heller ikke blandt de ældre er der selvsagt tale om en ligelig fordeling af goderne.

Den store andel af ældre i deres vælgerkorps kunne muligvis også forklare det fænomen, at Dansk Folkepartis vælgere har nogle besynderligt førmoderne synspunkter på en lang række andre områder, eksempelvis i synet på børn og unge hvor 42 procent af Dansk Folkepartis vælgere mener vold er ok som opdragelsesmiddel (mod 13 procent i befolkningen som helhed og beskedne 7 procent blandt indvandrere og efterkommere). Ældre borgere er imidlertid igen dem, der har de mest beskedne personlige erfaringer med deres medborgere fra etniske minoriteter.

Arbejderklassen i Danmark som en særlig ’hvid’ kategori?

Det ovenstående er så rent faktuelt i forhold til myter og påstande i indvandringsdebatten, den anden halvdel er mere principiel, for underliggende, ikke bare i Politikens samtale med Jakob men i det det hele taget i debatten om ’de blå arbejdere’, er der reelt taget et udgangspunkt om at arbejderklassen forstås som en 'hvid' kategori bestående af majoritetsdanskere. Der er arbejderne – det er én kategori – og så er der indvandrerne og deres efterkommere – og det så en helt anden kategori.

Paradoksalt må man sige i betragtning af at det efterhånden er 50 år siden, at arbejdsgiverne trak mængder af migrantarbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien til landet for at de skulle varetage en stribe af de hårdeste og dårligst betalte jobs i industrien, og det efterhånden er nogle af deres børnebørn, der stadig betegnes som såkaldte ’efterkommere’.

Mange unge fra etniske minoriteter starter da også på erhvervsuddannelserne (17 procent i 2012 og dermed lidt mindre end de 21 procent af de danske majoritetsunge, der træffer samme uddannelsesvalg – for 10 år siden var der omvendt flere minoritetsunge, som valgte erhvervsuddannelserne end majoritetsunge), men det er en mindre del af dem der starter på håndværkerfagene og indenfor bygge- og anlæg - og dem der gør, får så også langt oftere afslag på en praktikplads end danske unge.

Hvor det er mindre end 30 procent af de danske unge, der ikke kan få en praktikplads, så er det mere end 50 procent blandt unge fra etniske minoriteter der ikke kan få en praktikplads og dermed mulighed for at færdiggøre en erhvervsuddannelse. Det er både unge mænd og kvinder fra etniske minoriteter, der udelukkes fra praktikpladser – faktisk er der lidt flere unge kvinder fra etniske minoriteter, der står uden praktikplads. (Tal fra Fakta om integration: Nydanske unge på erhvervsuddannelserne, udgivet af Social- og Integrationsministeriet 2012).

Så længe erhvervsuddannelserne er bygget op som en kombination af først et grundforløb med skoleundervisning og siden en overbygning i form af en individuel uddannelsesaftale om praktik på en arbejdsplads, ja så længe vil arbejdsgiverdiskrimination indenfor uddannelsesområdet effektivt sikre, at en lang række faglærte arbejdsområder reelt er lukket land for etniske minoriteter. De unge ender derfor med at falde fra - for i stedet at indgå i den ufaglærte del af arbejdsstyrken og i rækkerne af arbejdsløse.

Der er således ingen tvivl om, at håndværkersjak i skurvogne stadig er overrepræsenteret af 'hvide' majoritetsarbejdere - forstærket af det forhold at de unge fra etniske minoriteter havner bagest i køen, hvis de skal have en praktikplads og derfor forhindres i at færdiggøre deres faglige uddannelser.

Kun 2 procent af landets borgere fra etniske minoriteter arbejder således indenfor Bygge og anlægsområdet, hvor der som bekendt stort set heller ikke er nogen kvinder. Kun 1 procent af landets kvinder arbejder indenfor Bygge og anlæg. (Kilde: Indvandrere i Danmark 2012, Udgivet af Danmarks Statistik, November 2012)

Men det er altså kun en begrænset del af det danske arbejdsmarked, vi taler om her. Bygge og anlæg omfatter i følge Danmarks Statistik omkring 5 procent af arbejdsstyrken, det er væsentligt færre end der f.eks. befinder sig indenfor industri, handel og transport – hvor man finder over 30 procent af arbejdsstyrken i Danmark (og så lader vi i øvrigt hele diskussionen om den offentlige sektor ligge i denne omgang).

Man skal f.eks. ikke kaste mange blikke rundt på landets virksomheder og institutioner, før man kan konstatere, at migranter fra lande udenfor Europa eller deres efterkommere er massivt overrepræsenteret blandt de mennesker, der går rundt og gør rent. Man skal heller ikke være trådt ind i mange supermarkeder i landets større byer, før man opdager at ekspedienterne oftest har minoritetsbaggrund. Indvandrere og deres efterkommere er massivt overrepræsenteret i en række af de dårligst lønnede ufaglærte jobs i Danmark kendetegnet ved nogle af de ringeste arbejdsvilkår.

Rengøringsbranchen, transportsektoren, hotel- og restaurationsområdet og føde- og tobaksindustrien er således kendetegnet ved en markant overrepræsentation af arbejdere fra etniske minoriteter i forhold til deres andel af befolkningen

Selv om man ikke finder voldsomt mange indvandrere eller kvinder iklædt ikoniske orange veste eller sikkerhedshjelme, så er det altså ikke det samme som dermed at tro at arbejderklassen dermed er en kategori udelukkende bestående af hvide mænd, der befinder sig på en byggeplads.

Arbejderklassen kan altså ikke reduceres til en særlig hvid (og mandlig) kategori, og når man ser på vælgertallene, så er det altså en meget lille andel af DF-arbejdervælgerne, der rent faktisk har børn på skoler, hvor der er store andele af børn fra etniske minoriteter - eller som bor i områder med en stor andel af etniske minoriteter. Der er tale om en myte, og ved ukritisk blot at repetere den er man reelt med til at understøtte højrefløjens diskurser i indvandrerdebatten.

Faktisk vil jeg vove den påstand, at vælgertallene kunne tyde på, at jo mindre vælgere ved om deres medborgere fra etniske minoriteter og jo mindre berøring de faktisk har med dem - jo mere negativt indstillet er de også nogle gange. Det underbygges i hvert fald af Dansk Folkepartis stærke appel til ældre vælgere i de mest 'hvide' dele af landet, som stort set aldrig selv møder medborgere med minoritetsbaggrund.