En frigørende skole for børn og unge

Som jeg skrev om i første del af denne blog, så er det reaktionære dagsordener, som dominerer den aktuelle skolepolitiske debat. De to dominerende positioner i debatten kan sammenfattes som enten ”nødvendighedens pædagogik” eller ”restaurativ pædagogik”.

Nødvendighedens pædagogik er det skolemæssige modsvar til den ”nødvendighedens politik”, der i en årrække har været den underliggende begrundelse for de forskellige velfærdsreformer. Børnene og de unge ses som potentialet, der skal sikre Danmark i den globale konkurrence. Det fordrer, at børnene og de unge bliver så omstillingsparate, disciplinerede og dygtige, at de til stadighed vil kunne imødekomme erhvervslivets og produktionslivets skiftende krav. Denne mobilisering til konkurrencestaten har været et bærende ræsonnement bag skolereformen og de øvrige uddannelsesreformer i de senere år.

Den restaurative pædagogik derimod sigter på at retablere traditionen og værdier fra før skolen blev endegyldigt omformet af reformpædagogikken. Denne tænkning har fået lov til at dominere i kritikken af skolereformen, men reelt benytter de restaurative reformmodstandere kritik af konkurrencestaten og skolereformen som som en løftestang for en bredere konservativ kritik også mod en lang række de progressive pædagogiske nybrud, som skolen har oplevet siden starten af 1970’erne. Den restaurative pædagogik tager udgangspunkt i barnets tilpasning til et forestillet nationalt kulturelt fællesskab og er præget af en pædagogisk-filosofisk fortælling om en særlig dansk exceptionalisme, når det drejer sig om grundskolen, med begreber som folket, historien, kristendommen som væsentlige omdrejningspunkter

• Læs 1. del af denne blog: Reaktionære dagsordener dominerer skoledebatten

Med andre ord. Den progressive kritiske stemme mangler i debatten om skolen. Venstrefløjen – eksempelvis i form af Enhedslisten – har mange glimrende dag til dag forslag til en bedre skole. Det kan være ting som mere forberedelsestid til lærerne, der er en uomgængelig forudsætning for både en mere varieret og udfordrende undervisning såvel som for et bedre forældresamarbejde. Lavere klassekvotienter, der giver mulighed for en mere differentieret undervisning og en bedre indsats i forhold til undervisningsmiljø og trivsel i klasserne, bedre efteruddannelse af lærere når de skal håndtere nye opgaver (det kan f,eks. være både it-didaktik, specialpædagogik, trivsel), øget brug af målrettede turboforløb til at løfte elever der er svage til læsning eller matematik, og et forsvar for den gratis skole mod snigende brugerbetaling i form af påkrævet computerudstyr o. lign.

Men vi mangler den helt overordnede progressive fortælling om, hvad skolen egentlig skal gøre godt for, og hvad problemerne grundlæggende er i skolen, som vi kender den i dag.

Skolen skal tilpasses børnene

Midlerne og de langsigtede mål kan være forskellige og med et forskelligt sigte i den anden ende, men både ”nødvendighedens pædagogik” og ”den restaurative pædagogik” tager grundlæggende udgangspunkt i, at det er børnene, der skal tilpasses skolen. En progressiv pædagogik må derimod tage sit udgangspunkt i at skolen skal tilpasses børnene og de unge.

Venstrefløjen skal fastholde og udvikle de oprindelige reformpædagogiske idealer. Grundskolen skal således sætte børn og børns behov i centrum. Skolen skal være til for børnenes skyld, den skal ikke være til for lærernes, erhvervslivets eller statsmagtens skyld!

Skolen skal være et middel til frigørelse og myndiggørelse af børn og unge. Skolen skal være demokratisk og fremme kritisk tænkning og frigørelse såvel som opkvalificering for den enkelte elev. Og derved udvikle myndige borgere og være med til at demokratisere hele samfundet.

Hvis børn ikke får nok ud af skolen, så er det således grundlæggende respektløst overfor dem. Vi har undervisningspligt i Danmark, og børnene går i skolen, fordi nogle andre siger de skal. Det mindste man kan stille som modkrav er, at de så selvfølgelig også får noget positivt ud af det.

Selvom et flertal af danske børn er glade for at gå i skole, så er der i dag mindst 10 procent af eleverne, der mobbes i skolen og endnu flere, der mistrives. Det er simpelthen ikke i orden. Det er også derfor, at venstrefløjen skal forsvare et frit skolevalg, hvor forældre kan vælge andre offentlige skoler end den lokale distriktsskole (hvis der ellers er plads på dem), og vende sig mod kvotetænkning, hvor børn fra etniske minoriteter skal tvangsbusses på tværs af kommunernes skoler.

Der har i årrække været en tendens blandt debattører som Lars Olsen, Jan Andreassen, Lise Engholm, m.fl. til at mene, at børn har sådan en slags borgerpligt til at gå i lige præcis den bestemte offentlige skole, som myndighederne måtte ønske at anvise, uanset om børnene så mistrives her, eller om deres søskende, familie og venner går på andre skoler. Det er udtryk for en børnefjendsk systemtænkning, hvor børn skal agere som små sociale ingeniører, mens deres trivsel og behov er underordnet en kommunitaristisk ideologisk vision om ”national sammenhængskraft”.

Frigørende pædagogik

Børn har grundlæggende ret til en skolegang, hvor de lærer noget, hvor de trives, og hvor de er stærkere, bedre i stand til at agere i (og forandre) samfundet og har større selvværd, når de forlader den, end når de træder ind i den. Uanset hvilken baggrund de så må have, og uanset hvilke handicap de end må bære rundt på.

Det kunne passende kaldes for ”frigørende pædagogik”. Hvis det skal sammenfattes i et nyt bud på en progressiv formålsparagraf for grundskolen, så kunne en sådan f.eks. være:

”Skolen er en afgørende del af indsatsen for at skabe et bedre samfund. For den enkelte skal skolen være en vej til myndiggørelse og frigørelse, og for samfundet som helhed er det et afgørende middel til demokratisering af hele samfundet ved at skabe kritisk tænkende og selvbestemte borgere, der til stadighed kan sætte spørgsmål ved det eksisterende samfund med dets traditioner, normer og klassedeling, og deres egen placering i det.” (Mit personlige forslag til en venstreorienteret formålsparagraf for skolen).

Målet: Reel almen dannelse

Hvordan kan skolen så i praksis blive en vej til myndiggørelse og frigørelse for den enkelte, og hvad vil det egentlig sige, at blive en kritisk tænkende og selvbestemt borger?

Helt grundlæggende indebærer det et opgør med både det ensidige fokus på målbare kompetencer, hvor barnet reduceres til en ressource, der skal mobiliseres til virksomhederne i den nationale konkurrenceevnes navn, såvel som et opgør med den traditionelle forståelse af ”almen dannelse” som noget, der primært handler om overlevering af nationale fortællinger, normer eller tradition i fag som historie, religion og dansk.

En reel almen dannelse i skolen, der ruster alle børn og unge til kunne tage vare på sig selv og andre, og kunne agere i samfundet, omfatter således (mindst) 7 forskellige men ligestillede indholdsdimensioner for alle:

1. Naturvidenskabelig dannelse: at få forståelse af naturlovene, verden omkring os og samspillet mellem mennesker og miljø
2. Historisk, kulturel og samfundsmæssig dannelse: at forstå sig selv og samfundet som et resultat af samfundsmæssige kampe, konflikter og konstante forandringer, der til stadighed pågår
3. Sprogmæssig dannelse: at kunne kommunikere på 3 eller flere sprog
4. Håndværksmæssig dannelse: at kunne betjene værktøj, bruge hænderne praktisk og arbejde med forskellige slags materialer
5. Sundhedsmæssig og kropslig dannelse: at kunne røre sig, bruge kroppen, have forståelse for almen sygepleje, madlavning, hygiejne osv.
6. Æstetisk dannelse: at kunne bruge sine sanser, selv kunne udfolde sig kreativt og have forståelse for alle kunstarter
7. Demokratisk dannelse: at fra den tidligste barndom have lært at gebærde sig (deltager)demokratisk, træffe beslutninger og handle sammen med andre i demokratiske fællesskaber og institutioner

De basale kundskaber som skrivning, læsning, regning, tegning osv. er helt uomgåelige midler til at kunne opnå dette. De er ikke blot mål i sig selv, men hvis ikke børnene faktisk bibringes disse basale kundskaber, så har skolen grundlæggende svigtet og børnene har spildt deres tid.

Sådan ser skolen desværre ikke ud i dag. Alt for ofte er det kun de første tre dimensioner, der er i fokus. Den kropslige dannelse finder snarere sted inden for rammerne af det frivillige idræts- og friluftsliv, og den æstetiske dannelse finder man inden for rammerne af de fritidspædagogiske institutioner, musikskolerne og billedskolerne. Altså lige præcis i den fritid, som efter reformen er afløst af urimeligt lange skoledage.

Myten om ”folkets mødested”

Vi har i Danmark en populær socialdemokratisk fortælling om, at vi har en ganske særlig folkeskole, der er hele ”folkets” mødested (eller i hvert fald var det i en eller anden nær, men ikke nærmere tidsbestemt fortid). Stedet hvor bankdirektørens søn møder kassemedarbejderens datter i fredelig harmoni og sameksistens.

Men det er grundlæggende en myte! Sandheden er jo, at folkeskolen i bedste fald afspejler det nærmiljø, den er en del af, og sådan har det altid været. Børn i Gentofte møder andre børn fra Gentofte. Børn i Hirtshals møder andre børn fra Hirtshals. Børn i skolerne i forstædernes parcelhuskvarterer møder overvejende andre børn fra parcelhusdanmark, mens børn i betonbyggerier til overflod møder andre børn fra betonbyggerierne.

Selvfølgelig har der historisk været grænseområder, først og fremmest i de store byer, hvor befolkningen har været mere socialt broget og den lokale skole derfor mere opblandet. Men så opblandet har det danske samfund altså heller ikke været.

Folkeskolen afspejler som sådan den sociale virkelighed, den fysisk er indplaceret i. Jo mere opdelt i sociale enklaver boligsektoren er, jo mere opdelt vil skolen nødvendigvis være. Boligsektoren har altid været skæv i Danmark, og den er såmænd blot blevet endnu mere igennem de sidste 40 år i takt med at parcelhusene i forstæderne og de større byers opland poppede op som paddehatte. Ikke mindst igennem det seneste årti, hvor de sociale skel er øget markant i det danske samfund.

Danskere mødes ikke høj som lav i den samme skole, og nationen har på tværs af klasser og etnisk baggrund ikke mange fælles erfaringer eller fælles oplevelser fra de forskellige folkeskoler, de har været igennem.

En social sorteringsmaskine

Problemet med skolen er således – set ud fra et venstreorienteret perspektiv – at den tværtimod først og fremmest fungerer som samfundets primære sociale sorteringsmaskine. Det er igennem skolen, at børn af lavtlønnede ender med lavtlønsjobs. For nu at sige det meget firkantet.  

Det er ikke ligefrem en revolutionerende nyhed, det er påvist igennem et hav af studier igennem årene. Man kan nævne så forskellige forskere som Paul Willis, Pierre Bourdieu, Basil Bernstein, m.fl.

Skolen reproducerer den herskende sociale orden og er stærkt ekskluderende for mange børn. Den diskriminerer i sin praksis i vid udstrækning på baggrund af klasse, køn, etnicitet, religion, kultur, men også i forhold til børn, der bare ikke er som alle andre børn pga. handicap, diagnoser etc. Det er en sortering, som foregår bag om ryggen på lærere, forældre og elever gennem sprog og (de anerkendte) adfærdsnormer. Det man i 1970’erne også kaldte for ”den skjulte læreplan”.

Sociologen Pierre Bourdieu bruger begrebet ’symbolsk vold’ når han skal beskrive uddannelsessystemets reproduktion af den herskende sociale orden. Symbolsk vold er de magtmekanismer, der har til formål at opretholde de eksisterende magt- og dominansstrukturer. Men det er en magtudøvelse, der ikke anerkendes som ”vold” og hermed skjules forskellige dominansforhold.

Bourdieu påviser, hvordan der i uddannelsessystemet i dag foregår en systematisk diskriminering af børn og unge, men at det ikke genkendes som diskriminering, men tværtimod accepteres som legitimt og naturligt af alle parter. Det skyldes den symbolske karakter af magtudøvelsen. Uddannelsessystemet hævder at have indført et meritokrati, hvor individuelle færdigheder og begavelse er afgørende for succes, men i virkeligheden dækker dette over en grundlæggende mekanisme og funktion i uddannelsessystemet, at den kulturelle kapital nedarves og på den måde frasorter de ”uegnede” og sikrer de ”retmæssige arvinger” de dominerende magtpositioner i samfundet. På denne måde bliver uddannelsessystemet det centrale redskab for magtudøvelse, hvorigennem de dominerende klasser sikrer opretholdelsen af klassestrukturen, med dens sociale uligheder og magtpositioner.

I praksis er skolen i dag, for nu igen at sige det meget firkantet, således funderet på nogle idealer med rødder i den (hvide) veluddannede middelklasse om, hvad der er det ’rigtige’ liv, hvad der er de rigtige familienormer, og hvordan man er elev på ’den rigtige måde’. Idealet er de pæne familier i parcelhusene, og ikke dem der fx lever i to-tre værelser i boligblokken.

I vore dage er det især børn fra minoriteter og den lavtlønnede underklasse, som i skolen oplever at deres, sprog, liv, værdier og normer regnes som ’forkerte’, men historisk har det i lige så høj grad været børnene af den traditionelle faglærte og ufaglærte arbejderklasse. Det er således sigende, at 47 procent (!) af eleverne i 8. klasse på Lolland i 2015 pludselig blev vurderet ”ikke-uddannelsesparate”.

Af samme årsager er der alt for mange børn, der mistrives i folkeskolen i Danmark, selv om flertallet af børn – alt andet lige – er glade for at gå i skole. Vores fængsler og vores sociale system er således fyldt med mennesker, der har en rigtig dårlig skolegang bag sig præget af ubehagelige oplevelser af skoleledere, skolelærere, andre elever og hele den skolepraksis de har oplevet

At håndtere uligheden

Kort sagt. Historisk har skolen fungeret som samfundets primære sociale sorteringsmaskine og har formet og tilpasset børn til den herskende samfundsorden og det herskende samfundshierarki.

Udfordringen for en progressiv venstrefløj er altså at få skolen til at fungere modsat sin nuværende funktionsmåde for at udvikle en grundskole, der i stedet er et redskab for frigørelse og myndiggørelse.

Skolen kan ikke i sig selv skabe lighed i et samfund, der er baseret på økonomisk, social, boligmæssig og kulturel ulighed. Et opgør med den ulighed kræver mere grundlæggende samfundsmæssige forandringer.

Men skolen kan og skal indrettes så konsekvenserne af den samfundsmæssige ulighed modvirkes, og der sikres mere lige uddannelsesmuligheder for alle. Og skolen kan ruste samfundets borgere til ikke blot at kunne håndtere den eksisterende virkelighed enkeltvis, men også til i fællesskab at forandre samfundet grundlæggende.

Det kræver nogle ændringer, hvis skolen skal være en reel mulighed for alle børn i samfundet. Undervisningen skal i stedet tage udgangspunkt i børnenes egen sociale virkelighed, og af at Danmark er et samfund præget af både interessemodsætninger og forskellige normer og værdier. Det gavner ikke, hvis den virkelighed, som eleverne præsenteres for i skolen, ikke hænger sammen med, hvor eleverne (og deres forældre) faktisk selv er, så kanontænkningen skal f.eks. ud af skolen.

Fundamentalt for skolen skal derfor stå anerkendelse, forståelse og respekt for alle menneskers værdighed – børn, unge og voksne. Medarbejdere i skolen skal have et selvkritisk blik for egne blinde vinkler, når de møder eleverne – uanset om det handler om klasse, køn, kultur, etnicitet osv.

Forældre skal som udgangspunkt ses som nogle ligeværdige partnere og ikke som nogen, der på en eller anden er ’forkerte’ og som derfor skal ’genopdrages’ til at være forældre på ’den rigtige skolemåde’. Et reelt forældresamarbejde kræver transparens om, hvad der foregår inde i skolen og den slags kræver – alt andet lige – også målinger. Ikke nationale målinger med henblik på en national rangordning, men lokale målinger om elevers trivsel og læring som forældrene har adgang til og som kan være et udgangspunkt for løbende dialog mellem lærere, pædagoger og forældre om børnenes udvikling.

Lokal forankring

En lokal folkeskole bør være en integreret del af det lokalsamfund, som den ligger i. Den gamle tanke om skolen som et lokalt kulturcenter skal revitalieres, så den lokale skole er et sted lokalsamfundet kan bruge og være, og som er et omdrejningspunkt og ramme for det lokale sociale og kulturelle liv.

Derfor skal lokale skoler forsvares i de mindre samfund, hvor kommuner i stor stil siden kommunalreformen har nedlagt folkeskoler for i stedet at centralisere dem i større enheder. Indtil Bertel Haarder ændrede loven i 1980’erne, var der mulighed for at borgerne i et skoledistrikt kunne kræve en lokal folkeafstemning når politikerne ville lukke en folkeskole. Hvis 60 procent af borgerne sagde nej, så skulle skolen bevares. Så længe den mulighed ikke er genindført, så bør venstrefløjen i stedet støtte forældre aktivt, når de opretter lokale friskoler i protest mod skolelukninger.

Det er en nødløsning, men en lokal friskole, der fungerer som omdrejningspunkt for et levende lokalsamfund er uendeligt bedre for både børnene og de voksne end et døende lokalsamfund og en stor central skole, hvor små børn dømmes til daglige lange busture i rutebiler, der kører stadig sjældnere som følge af den fortsatte rundbarbering af den kollektive trafik med ringere muligheder for et aktivt børneliv med kammerater og selvvalgte fritidsaktiviteter.

Mangfoldighed

Der skal ske et opgør med ”enhedstænkningen”. Ideen om at der er én bestemt måde at indrette og organisere skoler på, som passer til alle børn. Der findes heller ikke bestemte magiske pædagogiske metoder, som kan løfte alle børn. Projektarbejde er godt for nogle, traditionel klasserumsundervisning er godt for andre osv.

Skolerne skal med andre ord tilpasses de forskelligartede elever, der nu engang er der, i stedet for at eleverne skal tilpasses skolerne. Der bliver nødt til at være tillid til læreres og pædagogers faglige dømmekraft og de skal omvendt sikres adgang til den nødvendige viden og efteruddannelse til at kunne agere i forhold til forskellige grupper af børn og skiftende opgaver.

Det kræver nok et brud med de idealiserede forestillinger om den nuværende enhedsfolkeskole til fordel for meget mere forskelligartede skoler. Det der er brug for er en meget større mangfoldighed i metoder, pædagogikker, organisering og indretning. 

Skoler skal have forskellige særpræg, formet af de mennesker, der befolker og bruger institutionerne: Elever, forældre, lærere, pædagoger osv. Nogle skoler vil have lange skoledage – måske endda være heldagsskoler, andre vil have korte skoledage. Nogle vil have en meget struktureret pædagogik funderet omkring timelektioner, andre vil have en mere løs erfaringspædagogik funderet omkring projektarbejde osv. Der kan være fag på en skole, som ikke findes på en anden. Nogle vil have klasser baseret på elever på samme alder, andre vil måske samle eleverne på tværs af aldersgrupper.

Men det er ikke bare større mangfoldighed mellem skoler, men også indenfor skolerne. Der er brug for en medarbejdergruppe som er bredt sammensat både hvad f.eks. angår køn, klassemæssig baggrund, etnicitet, som børnene kan spejle sig i, og der er brug for mange forskellige fagligheder.

De tider er forbi for længe siden, hvor skolen var et enerådigt domæne for seminarieuddannede lærere, og det er ikke en tid, som vi skal ønske os tilbage til. Tværtimod er det et gode, at der er mange forskellige fagligheder til stede. De er både ligeværdige og nødvendige for at kunne drive skole til gavn for børnene og de unge.

I dag kan det allerede være både lærere, pædagoger, socialarbejdere, sundhedsplejersker, teknisk personale, integrationsvejledere, skolepsykologer, køkkenmedarbejdere, rengøringspersonale osv. Men man trækker ikke optimalt på de forskellige personers fagligheder i dag. Pædagoger, der er uddannet til at arbejde med børn og unges trivsel og sociale relationer sættes f.eks. til at drive lektiecafeer, mens lærere modsat skal være ansvarlige for indsatser i forhold til trivsel og mobning og samtaler om problemer i hjemmet alt imens skolepsykologer, integrationsvejledere og socialarbejdere måske har en rolle som nogen, der flagrer ind og ud fra en eller anden central instans som brandslukkere.

I fremtiden skal der være et meget tættere lokalt samarbejde på tværs af fagligheder og der bør være endnu flere forskellige faggrupper, som indgår som ligeværdige medspillere i den enkelte skole. Det kunne f.eks. være håndværkeruddannede, uddannede musikere og billedkunstnere i de praktiske og æstetiske fag.

Demokrati

Det sidste og afgørende omdrejningspunkt for udvikling af en progressiv frigørende skole er demokrati. Det er det vigtigste nøgleord, når vi taler om skolens rammer, dagligdag og formål.

Den enkelte skole skal baseres på (deltager)demokratiske strukturer omfattende ikke alene elever, forældre og medarbejderne på skolen, men også det omgivende nære lokalsamfund. Det er en nødvendig forudsætning for at kunne skabe en skole der er både mangfoldig og lokalt forankret, at dagligdagen og organiseringen formes og besluttes af de mennesker, der befolker og bruger institutionerne: Elever, lærere, pædagoger, skoleledere, forældre osv.

Det er et brud med i dag, hvor forældre og elever længe har haft begrænset indflydelse på skolens udvikling og organisering, og hvor lærernes og pædagogernes mulighedsrum nu også begrænses i kraft af den stadig stærkere statslige detailstyring helt ud i det enkelte klasserum, mens det nære lokalsamfund i skoledistriktet ikke har andre reelle indflydelsesmuligheder på hvordan den lokale skole kan udnyttes og udvikles end kommunalvalget hver fjerde år.

Demokrati er dermed noget, som skal praktiseres i skolen og ikke blot noget som skal prædikes for andre. Der skal være ligeværdighed i skolen og transparens om, hvad der foregår – overfor forældre og såvel som det omgivende lokalsamfund.

Børn og unge skal skal i skolen opleve demokrati som noget de deltager i. Det handler om, at der bliver lyttet til dem, men at de samtidig trænes i at lytte til andre og at handle i forening. At de har reel indflydelse på rammerne og de aktiviteter, som iværksættes, at deres ideer og ønsker bliver taget alvorligt, og at de i det hele taget mødes med respekt og anerkendelse uanset deres baggrund og ophav i en pluralistisk skole. Men også at de udfordres og at skolen er der for at åbne muligheder og døre til nye oplevelser og forståelser, som de måske aldrig ville have oplevet ellers.

For 60 år siden pegede C. C- Kragh-Müller, en af efterkrigstidens store reformpædagogiske skikkelser i Danmark, på at erfaringen med nazismen understregede ”… at nationernes skæbne også afgøres i børneværelser og skolestuer.” Hvis vi ville have et demokratisk samfund, så måtte vi også have et demokratisk uddannelsessystem. Den pointe er måske mere væsentlig i dag end nogensinde.