29. november 2016 - 11:10

Demonstrationer mod PEGIDA og Hizb ut-Tahrir er en politisk blindgyde

I bedste fald er det spild af tid og kræfter, der kunne bruges meget bedre i andre politiske og sociale indsatser mod højreradikalisme og nyfascisme (uanset om det er nyfascisme i de islamistiske eller de nationalistiske varianter), hvis venstreorienterede bruger deres ressourcer på demonstrationer mod grupper som PEGIDA og Hizb ut-Tahrir i Danmark.

Så kort kan det siges, hvis man spørger mig på baggrund af de sidste tre årtiers surt opsparede erfaringer med kampen mod den radikale højrefløj i Danmark, og det er min reaktion på begivenhederne på Nørrebro søndag den 6. november, hvor demonstranter, der tilsyneladende kom fra Antifascistisk Aktion, kastede nogle kanonslag mod en anden demonstration bestående af omkring 20 mennesker, der kom fra ”For frihed”, som er navneafløseren for PEGIDA -Danmark, mens de sidstnævnte demonstrerede mod Hizb ut-Tahrir, der holdt årsmøde i Korsgadehallen.

Erfaringer fra kampen mod Den Danske Forening

Men før vi bevæger os mod Hizb ut-Tahrir og PEGIDA og aktuelle kampe mod nyfascisme i sine forskellige varianter, så lad os lige kaste et blik 25 år tilbage i tiden.

Dengang omkring i 1990 var de nyfascistiske og nationalkonservative partier og bevægelser i Danmark af et temmelig beskedent omfang. Det nærmeste, man kom en parlamentarisk repræsentation for de her strømninger, var Fremskridtspartiet anført af Pia Kærsgaard, der befandt sig i en bitter strid med partistifteren Mogens Glistrup, og som ved valget i 1990 havde indkasseret et historisk dårligt valg med blot 6,4 procent af stemmerne.

Det betød ikke, at der ikke var problemer med højreorienteret og racistisk vold i Danmark. I 1985 havde der været voldsomme racistiske optøjer mod et flygtningecenter i Kalundborg, som i to dage var blevet angrebet af lokale racister med sten og brandbomber. En episode der kom efter en stribe andre overfald mod asylansøgere i Kalundborg det år. Angrebene i Kalundborg i 1985 blev således startskuddet til en egentlig racistisk højrebevægelse i Danmark.

Rundt omkring i Danmark var der racistiske gadebander, der rendte rundt i grønne jakker med sydstatsflag på ryggen og angreb borgere med anden hudfarve eller venstreorienterede. Der var en lang række eksempler på hærværk og brandattentater mod asylcentre, SF-politikeren Lubna Elahi blev overfaldet og slået ned af racister på åben gade i København, og i 1992 kom kulminationen med bombeattentatet mod Internationale Socialister i Søllerødgade, der kostede en ung IS’er livet.

I 1987 havde en blandet flok af højreorienterede dannet Den Danske Forening, der bl.a. omfattede Søren Krarup, Søren Espersen og flere andre, som siden fik en nøglerolle i opbygningen af Dansk Folkeparti. Det var en forening, som fremstillede Danmark som værende i en form for borgerkrig, og som i sin ideologi og retorik drog en parallel mellem sit eget virke og modstandsbevægelsen under krigen. Attentater mod asylcentre og overfald på flygtninge blev i foreningens blad Danskeren opfattet som ”folkelige aktioner” og ”national modstandskamp”. Venstreorienterede, flygtningevenlige politikere, journalister og humanitære foreninger var til gengæld af Den Danske Forening ofte omtalt som værnemagere, fremmedkollaboratører og landsforrædere.

Den Danske Forening inviterede i årene fra 1988 og frem til en række offentlige møder mod flygtninge og indvandrere rundt omkring i Danmark. Det var et beskedent antal mennesker, der rent faktisk deltog i disse, men de fik ikke desto mindre stor opmærksomhed, fordi der i forbindelse med møderne ofte var omfattende moddemonstrationer fra forskellige venstreorienterede og antiracistiske grupper.

Det sikrede en konstant offentlig opmærksomhed omkring Den Danske Forening, men de mange moddemonstrationer slørede for, at venstrefløjen faktisk gjorde meget lidt for at modvirke effekten af de politiske hovedindsatser, som foreningen faktisk med stor succes fik sat i søen.

Det ene var massive læserbrevskampagner, hvor Den Danske Forening udover Søren Krarups egen flittige produktion af indlæg i pressen, angiveligt havde pensionister til at bombardere aviserne med flygtningefjendtlige læserbreve indsendt i forskellige navne. Læserbrevskampagnerne var med til at tegne et billede i offentligheden af en massiv folkelig modvilje mod etniske minoriteter.

Den anden del var opbygningen af det landsdækkende netværk, der efter 1995 kom til at danne organisatorisk rygrad i Dansk Folkeparti, hvor Pia Kjærsgaard og de øvrige afhoppere fra Fremskridtspartiet manglede både organisation og sammenhængende ideologi for deres nydannede parti.

Mens den radikale venstrefløj fortsatte linjen fra protesterne mod Den Danske Forenings møder og ihærdigt aktionerede mod nyfascistiske smågrupper (der da også i årene frem til 1995/96 forsøgte at etablere en militant racistisk gadevoldsbevægelse), så blev der i Danmark opbygget, hvad der siden blev et af de stærkeste højrepopulistiske og nationalkonservative partier i Europa, alt imens den brede offentlige debat og store dagblade som Ekstra Bladet, BT, Berlingske og Jyllandsposten blev stadig mere muslimforskrækkede og xenofobiske. I dag har Danmark da også en kedelig Nordeuropæisk rekord i fremmedhad og modvilje mod muslimer og romaer.

Måske skulle den aktivistiske venstrefløj dengang hellere have brugt lidt færre kræfter på at stå foran Den Danske Forenings møder og lidt flere kræfter på indlæg i dagspressen og opbygning af netværk og positive aktiviteter i udkantsdanmark og i udsatte boligområder som modtræk mod højrefløjens racisme og fremmedfrygt.

PEGIDA og det danske højrelandskab anno 2016

PEGIDA-Danmark, der i dag kalder sig ”For frihed”, er en dansk aflægger af den højreekstreme tyske PEGIDA-bevægelse, som herhjemme blev dannet på Initiativ af bl.a. Nicolai Sennels. Igennem de seneste to år har de efter tysk forbillede forsøgt sig i København med regelmæssige demonstrationer mod muslimer.

Tilslutningen har været begrænset. Den største demonstration i januar 2015 kunne angiveligt samle op mod 200 mennesker, men for de flestes vedkommende har der tilsyneladende været under 100 deltagere. Ikke desto mindre har der været massive moddemonstrationer, og det har ikke gået stille for sig med røgbomber og kanonslag, når de danske PEGIDA demonstranter er tørnet sammen med venstreradikale moddemonstranter.

Men den danske PEGIDA-aflægger er altså en meget lille bevægelse, og tilslutningen til og gennemslagskraften for deres demonstrationer er endog meget beskeden. Den relativt store energi lagt i gadeaktioner mod den danske PEGIDA-aflægger forekommer derfor en anelse besynderlig al den stund, at Danmarks næststørste parti i Folketinget er Dansk Folkeparti, og at der i dag er yderligere tre nationalkonservative eller nyfascistiske partier til højre for Dansk Folkeparti, der forsøger på at komme i Folketinget.

Det ene parti Nye Borgerlige har samlet stillere nok, og har en realistisk mulighed også for at blive valgt, og de er såmænd allerede budt ind i varmen til hyggesolidaritetsarrangementer på ungdomspolitikernes stamværtshus Toga Vinstue. På spring står så også Danskernes Parti og det såkaldte ”Dansk Samling”, der forsøger at samle stillere nok.

Her følger Danmark det mønster vi kan se over hele Europa, hvor autoritære nationalkonservative eller direkte nyfascistiske partier er på fremmarch over en bred kam, og har regeringsmagten i lande som Polen og Ungarn, hvor de undergraver pressefriheden og domstolenes uafhængighed.

Nationalkonservative og andre højrenationalistiske debattører – ofte tilmed af politisk-religiøst tilsnit – optræder samtidig som fast tilknyttede debattører og bidragydere i flere af Danmarks største dagblade, i Radio24syv og sågar også i programmer i Danmarks Radio (udover deres egen voksende underskov af netbaserede medier). Og vi snakker vel at mærke helt ud til den virkelig bizarre del af det højrenationalistiske overdrev med konspirationsteoretikere, som f.eks. Iben Tranholm  fra Radio24syv der f.eks. i ramme alvor fantaserer om, at abortklinikker i virkeligheden er et dække for satanistiske menneskeofringer.

Samtidig har den nationalkonservative bevægelse i kraft af Tidehverv sågar en stærk position indenfor den danske folkekirke med deres solide rødder i den radikale modoplysnings opgør med ideerne om almene menneskerettigheder og universalisme.

Ser man på resten af det danske partilandskab, så er xenofobi og muslimforskrækkelse blevet en så dominerende tendens i gamle partier som Socialdemokratiet, SF, Venstre og De Konservative, at partierne gladelig øver vold på historiske frihedsrettigheder. Især borgerlige politikere taler regelmæssigt for at udfordre – ja bryde – såvel flygtningekonventionen som dele af den europæiske menneskerettighedskonvention

Igennem mere end 15 år har det således været en rød tråd i dansk politik at gøre det så surt og besværligt som overhovedet muligt for borgere i blandede ægteskaber at få børn og ægtefæller til landet. For slet ikke at tale om behandlingen af mennesker, der ifølge flygtningekonventionen har krav på beskyttelse, som skal sendes ned i dyb fattigdom alt imens det skal gøres så svært som muligt for dem også at få deres familier i beskyttelse.

I medierne er der en båndsløjfe af muslimforskrækkelse og xenofobi. Journalister og andre meningsdannere råber på den ene side angiveligt op om ytringsfrihed, samtidig med at de samme mennesker vil have forbud mod, at der vises 14 år gamle Cirkeline-film på DR. Forbrydelsen? At der i Cirkelines univers optræder små indvandrermus sammen med Ingolf og Frederik, og at animatoren Jannik Hastrup i rulleteksterne i forlængelse heraf udtrykker glæde over alle de indvandrere og flygtninge, som igennem tiderne har beriget det danske samfund.

Intet er for småt til, at det ikke kan udløse anti-muslimske udfald fra Christiansborgpolitikere. Selv menuerne i enkelte daginstitutioner påkalder sig regelmæssigt national opmærksomhed. Helt aktuelt taler politikere fra en bred vifte af partier f.eks. for, at ville indskrænke 150 års tradition i Danmark for friskoler og et folkeligt idræts- og friluftsliv, der sikrer udfoldelsesmuligheder for alle mænd og kvinder uanset køn og religiøs orientering.

Dette efterår har bystyret i Århus med socialdemokraterne i spidsen således forbudt svømmeundervisning for muslimske piger, selvom vi historisk ved, at mulighederne for et idræts- og friluftsliv målrettet piger og unge kvinder er en vej til empowerment og selvudfoldelse – ja frigørelse – for den enkelte. At dobbeltmoralen skriger til himlen understreges af, at bestyret f.eks. fortsat vil støtte de grønne pigespejdere, selv om det er en organisation der er erklæret religiøs (kristen) og baseret på en skarp kønsadskillelse (det er kun for piger og kun kvinder må være ledere).

Selv kvinders ret til selv at bestemme over deres egen krop skal indskrænkes af statslige påbud, hvis det står til debattører fra venstre mod højre, der vil have statslige forbud mod unge kvinders ret til eksempelvis at tage et stykke stof på håret.

I den situation virker det ubegribeligt, hvis unge venstreorienterede i ramme alvor tror, at fronten i kampen mod racisme, fremmedhad og nyfascisme står mod en perifer smågruppe, der på sin allerbedste dag måske kan samle 200 mennesker til en demonstration, eller at det bedste politiske middel i denne kamp er kanonslag og røgbomber.

Demonstrationer mod PEGIDA og Hizb ut-Tahrir på Nørrebro

I starten af november kunne man så igen opleve PEGIDA /For frihed i klinch med venstreradikale, da den højreradikale gruppe demonstrerede mod en anden højreradikal gruppe nemlig den islamistiske Hizb ut-Tahrir-bevægelse, der holdt årsmøde i korsgadehallen.  

Begivenhederne på Nørrebro fik efterfølgende Leif Donbæk og Casper Gronemann fra henholdsvis SF og Socialdemokratiet til at gå i medierne med en kraftig kritik af Enhedslisten, fordi partiet efter deres mening burde have benyttet lejligheden til at organisere demonstrationer mod Hizb ut-Tahrir.

Hizb ut-Tahrir er ifølge skribenterne Donbæk og Gronemann den største trussel mod demokratiet i Danmark. Intet mindre end den farligste højrestrømning i Danmark. En højreorienteret bevægelse, kan vi altså forstå, med større magt og gennemslagskraft end partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, ”Dansk Samling”, Danskernes Parti – for slet ikke at tale om hele underskoven af racistiske, anti-muslimske og fremmedfjendske grupper og netværk.

Selv om Hizb ut-Tahrir altså ifølge socialdemokraten og SF’eren er den største trussel mod demokratiet, så er protestdemonstrationer imidlertid ikke noget, som hverken SF eller Socialdemokratiet selv skal tage sig af, trods det forhold at SF og socialdemokraterne såmænd tilsammen har fem gange så mange medlemmer som Enhedslisten. De to debattører havde da tilsyneladende heller ikke selv fundet tid til at deltage i demonstrationerne den 6. november foran Korsgadehallen.

I mellemtiden har debatten så bredt sig til Modkraft med indlæg fra både en tidligere konstabel i Afghanistan Emil Arenholt Mosekjær og en lokal Nørrebroaktivist Lisbeth Bryhl.

Lad det være sagt med det samme, så der ikke er nogen tvivl: Militante islamistiske bevægelser repræsenterer – ligesom nationalkonservative og de autoritære højrepopulister – en moderne fascisme.

Der er ingen diskussion om, at organisationer som IS, Boko Haram, Al Shabaab, Al Qaeda osv. begår massive overgreb og undertiden deciderede forbrydelser mod menneskeheden, og de forsøger at omdanne lande i Afrika, Mellemøsten og Asien til teokratiske diktaturstater.

Der er heller ingen diskussion om, at eksempelvis en teokratisk islamistisk stat som Saudi Arabien ikke alene repræsenterer et af de værste diktaturer i verden, men at det også er her (og i andre stater omkring den Arabiske Golf), at man finder nogle af hovedsponsorerne for islamistisk terrorisme.

I NATO-landet Tyrkiet er det regerende islamistiske parti ligeledes ved at sætte retsstaten og fundamentale demokratiske rettigheder ud af kraft, og Tyrkiet har længe de facto støttet væbnede islamistiske grupper i den syriske borgerkrig. Ikke mindst som et led i deres krig mod venstreorienterede og demokratiske kurdere.

Men her det så netop også, at jeg undrer mig over, at det gang på gang så netop er en gruppe som Hizb ut-Tahrir, hvis samfundsmæssige betydning og gennemslagskraft mildest talt er beskeden, der sætter mediemaskinen i selvsving, og at det er organisationens årsmøde, som åbenbart bør være mål for demonstrationer og ikke eksempelvis den saudiske ambassade på Østerbro.

Så lad mig skære det helt ud i pap.

Ligesom jeg ikke har deltaget i nogle af demonstrationerne mod PEGIDA, deltog jeg heller ikke selv i forrige weekends demonstration mod Hizb ut-Tahrir – og jeg har heller ikke umiddelbart tænkt mig at deltage i demonstrationer af denne art i fremtiden, da jeg grundlæggende mener de styrker Hizb ut-Tahrir frem for at svække dem.

Modsat Casper Gronemann, Leif Donbæk & Co ønsker jeg nemlig ikke på denne måde at optræde som en nyttig idiot for en reaktionær politisk-religiøs sekt .

Hvad vil Hizb ut-Tahrir?

Hizb ut-Tahrirs mål er at forene alle muslimer i én samlet islamisk stat, et kalifat, der omfatter alle nuværende muslimske lande samt Spanien Sicilien og Balkanlandene, som tidligere var provinser under Osmannerne eller Abbasiderne.

Kalifatet er en blanding af et religiøst og politisk idealsamfund. Et totalitært uchronia med afsæt i et idealiseret billede af samfundet under kalifferne i slams tidlige historie. En kalif er som bekendt en blanding af en romersk-kejser og en pave - på en og samme tid den øverste verdslige og åndelige fyrste. Alt syndigt vil brændes væk og kun det rene står tilbage. Demokrati opfattes som uislamisk – og er selvsagt i direkte modsætning til det enevoldsregime som en kalif repræsenterer – og kalifatet skal ledes i overensstemmelse med Sharia.

Hizb ut-Tahrir har tilmed formuleret en grundlov for deres kalifat, der mest af alt fremtræder som det perfekte diktatur. Et tusindårsrige for det rettroende, mens frafaldne muslimer skal straffes ved døden. Kaliffen er valgt blandt de troende, men har i øvrigt uindskrænket magt, er ligesom en romersk kejser hærens øverstkommanderende og Jihad bliver i kalifatet en forpligtelse for alle, så militærtjeneste bliver obligatorisk for alle mænd over 15. Kun partier der baserer sig på islam er tilladte og arabisk er det eneste sprog i staten.  

Kvinders rolle er at være i hjemmet som mor og hustru. Kristne og andre ikke-muslimer skal betale en særlig skat, men må i øvrigt godt dyrke deres guder og gå klædt som de ønsker.

Men så er der også krav om at alle sundhedsydelser i kalifatet er gratis, at uddannelse er gratis, at alle borgere skal tilbydes et arbejde og så er det også en slags retsstat, hvor eksempelvis tortur er forbudt. Der er også lavpraktiske regler om at alle betalingsmidler i staten skal kunne indløses med sølv eller guld, og at copyright til bøger o.lign. er forbudt.

Det er jo let at se paralleller til både korporativisme, førerprincip (om end i en valgt udgave) og den oprindelige italienske fascismes fortællinger om retablering af en romersk storhedstid i Hizb ut-Tahrirs forestillinger om kalifatet. Men der er også en afgørende forskel. De er ikke voldelige. Kun en legitimt valgt kalif kan føre de troende i krig, og da alle de troende endnu ikke er samlet i Hizb ut-Tahrir og en sådan har kunnet manifestere sig, så har det lange udsigter.

I deres agitation slår de på at fremstå som et alternativ til både kapitalisme, socialisme og demokrati. Deres underlige arkaiske samfundsvision er således båret frem af en række budskaber, der umiddelbart kan have større appel. Omkring årtusindskiftet var det især kritik af Ruslands etniske udrensning af muslimer i Tjetjenien og Serbernes i Bosnien. Siden har det været de forskellige vestlige krige i Mellemøsten, især krigene i Irak og Afghanistan, og ikke mindst Israels besættelse og undertrykkelse af palæstinenserne. Samtidig kritiserer man kapitalismens sociale konsekvenser og den voksende økonomiske og sociale ulighed lokalt og globalt. Men deres midler i Danmark er fredelige og indtil videre er  Hizb ut-Tahrir ikke blevet knyttet til voldelige aktiviteter herhjemme.

At de ikke alene udtrykker sympati for væbnet kamp i Mellemøsten og Tjetjenien, men også har udtrykt forståelse for regulære terrorangreb andre steder, er ubestrideligt. Men deres ideologisk-teologiske grundlag er, at kun en legitim kalif, som er blanding mellem en pave og en romersk kejser, kan kalde til hellig krig, og en sådan skal først vælges blandt alle muslimer. Man kan ikke bare lige udråbe sig selv til det, og derfor anerkender de heller ikke Islamisk Stats kalifat.

End ikke PET, som ellers historisk ikke ligefrem har holdt sig tilbage for at se trusler om undergravende virksomhed, peger på, at Hizb ut-Tahrir skulle udgøre en terrortrussel. Tilbage i 2008 hed det ligefrem fra PET’s Center for Terroranalyse, at ”Den høje grad af social kontrol og Hizb-ut-Tahrirs afstandtagen fra vold kan muligvis betyde, at bevægelsen ligefrem kan absorbere radikale personer og hindre yderligere radikalisering i en voldelig retning …". Eller sagt med andre ord: Hizb ut-Tahrir er islamister, men de er ikke militante eller voldelige.

Hizb ut-Tahrir har da – tilsyneladende – heller ikke fungeret som direkte bindeled til rekruttering til eksempelvis Islamisk Stat og lignende i Syrien, hvis man ellers ser på 11 af de danske statsborgere, som indtil videre er døde i kamp som frivillige for forskellige jihadistgrupper i Syrien, modsat eksempelvis Grimhøjmoskeen og den salafistiske smågruppe ”Kaldet til islam, hvis inderkreds ifølge en opgørelse fra 2014 blot består af 10-15 personer.

Et liv i Hizb Ut-Tahrir

I sommers offentliggjorde Zetland et længere interview med et tidligere medlem af inderkernen af det danske Hizb ut-Tahrir. Artiklen giver efter min mening et virkelig godt og tankevækkende indblik i interne forhold i gruppen, hvorfor unge tilslutter sig den, og ikke mindst hvordan nogle af dem forlader Hizb ut-Tahrir igen.

’S’ – som han bare hedder i artiklen – kom som mange andre medlemmer af Hizb ut-Tahrir ikke fra et særligt religiøst hjem. Hans forældre var kommet til som migrantarbejdere fra Pakistan, de bad ikke, kvinderne i familien gik ikke med tørklæde. Der var heller ikke særlige sociale problemer i hans opvækst, han havde aldrig begået kriminalitet, faderen havde en lille videobutik og moderen havde i en periode arbejdet som pædagog, men han følte sig ikke ligeværdig som borger i det danske samfund. Han havde fornemmelsen af hele tiden at skulle forsvare sig som muslim, havde oplevet enkelte racistiske tilråb og havde generelt en følelse af at blive set ned på. Det var med de erfaringer i ryggen, at han i år 2000 gik ind til sit første møde i Hizb Ut-Tahrir. Efter hans eget udsagn til Zetland, var det især budskabet om lighed og retfærdighed, der ramte ham. ”Hizb ut-Tahrir talte om etnisk udrensning i Bosnien og Tjetjenien, og om at muslimer har brug for en stat, der kan beskytte dem. De talte om, at 10 procent af befolkningen ikke skal eje 90 procent af værdierne, og om korrupte muslimske regimer, der torturerer deres borgere”, som det beskrives i artiklen.

I Hizb ut-Tahrir oplevede den 16 årige unge mand pludselig at kunne se sig selv en del af et stort fællesskab. At der ikke findes racer eller nationaliteter, og at alle muslimer i virkeligheden var en fælles overlegen nation. Han fik en oplevelse af identitet og oprejsning.

’S’ blev herefter langsomt sluset ind i bevægelsen. Meget af tiden gik med studiekredse, hvor man nærstuderede grundlæggerens bøger og lærte passende koranvers udenad, og samtidig skulle man afskære sig mere fra det omgivende samfund. ’S’ var således skuffet over, at hans forældre ikke var religiøse nok. At træde ind i Hizb ut-Tahrir repræsenterer således ofte et form for brud med familien. Mange af de unge i bevægelsen er konvertitter og kommer ligesom ’S’ fra hjem, der ikke er særlig religiøse, eller måske ligefrem kristne eller sekulære. Nogle bliver ligefrem smidt ud hjemmefra efter de er gået ind i bevægelsen, fordi forældrene ikke gider høre på deres prædikener.

Hizb ut-Tahrir beskrives som en ekstremt topstyret organisation, hvor ledelsen kun omfatter omkring fem mænd, der ifølge ’S’ træffer alle strategiske beslutninger. Under ledelsen befinder sig næste trin, de lokale ledelser og de fuldgyldige medlemmer, der ifølge ’S’ tæller op til 80 personer, heraf 15-30 dedikerede, der driver aktiviteterne. Disciplinen internt i bevægelsen er stram og uenighed bliver ikke tolereret. Der er ikke nogen fri meningsudveksling, ledelsen dikterer budskaberne, som så forsvares af tilhængerne og kun de mest loyale og overbeviste lukkes ind i ledelsen.

’S’ var ikke god til at rekruttere, men han var god til at fordybe sig i bøgerne og effektiv til at fastholde tilhængere, som kom i tvivl. Derfor fik ledelsen øjnene op for ham, og han blev lukket ind i inderkernen. Da først han var inde her, begyndte han at få et blik for, hvor korrupt bevægelsen tilsyneladende også er indadtil. Medlemmerne betaler mindst 5% af deres nettoindkomst til bevægelsens drift, og den primære funktion for de lokale afdelinger i Vesten, som eksempelvis den danske, er at sende penge til den internationale ledelse. Når de var i kontakt med emiren, den internationale leder, var et af de første spørgsmål altid, hvor mange penge de havde indsamlet.

Det endte med at ’S’ kom i tvivl. Dét, han blev præsenteret for i Hizb Ut-Tahrir, hang ikke sammen. Han begyndte også selv både at læse klassisk islamisk teologi på arabisk og bøger af vestlige tænkere, og et afgørende vendepunkt for ham blev paradoksalt nok, da Dansk Folkeparti endnu engang ville forbyde organisationen, og den liberale jurist Jacob Mchangama forsvarede bevægelsens ytringsfrihed. Det gjorde et stort indtryk på den unge mand.

’S’ forlod derefter bevægelsen. Han var gift med en kvinde, der også var fra Hizb ut-Tahrir, og hele hans netværk bestod efterhånden af mennesker tilknyttet bevægelsen, noget der tydeligvis gør det endnu sværere at forlade bevægelsen, og da han var ude blev der indledt en voldsom kampagne mod ham. Han var udstødt og tidligere bekendte nægtede ligefrem at hilse på ham på gaden, og som han siger i artiklen:

“I virkeligheden er de [medlemmer af Hizb Ut-Tahrir] rædselsslagne for at tale med en, der kunne sige noget, der gør dem i tvivl. Det er jo euforisk at være komplet overbevist om, at du er bedre end andre. At du er en engel. I denne tid, hvor alle er usikre på alt, folk ved ikke, om de tror på Gud, og der er identitetskrise, er det fantastisk at tro på noget, at have et rum, hvor du kan udtrykke de tanker igen og igen og genforstærke dem og ikke blive modsagt. Den følelse vil de ikke have taget fra sig. Derfor nægter de al form for interaktion.”

En ny-religiøs sekt

Når man læser beskrivelsen af den unge mands vej til og tilværelsen inden for rammerne af Hizb Ut-Tahrir er det vanskeligt ikke at få associationer til de beskrivelser afhoppere har givet af forholdene inden for ny-religiøse sekter som Scientology eller Moon-bevægelsen.

  • (Lyt eksempelvis til den tidligere ledende danske Scientolog Robert Dam, der fortæller om sine 19 år i Scientology: Robert og Thetanerne )

Det handler om unge mennesker, der søger efter fællesskab, identitet og bekræftelse, og som finder det i en stramt styret bevægelse, hvor tiden går med at lære grundlæggerens tanker udenad, rekruttere nye medlemmer, og ikke mindst hele tiden på forskellig vis at finansiere bevægelsen og den øverste ledelse. Der er ikke plads til tvivl og uenigheder. Der er et indbygget system af isolationisme. Medlemmerne bryder forbindelserne til gamle venner, deres egne familier og omgås efterhånden kun andre mennesker fra sekten, alt imens der skabes en "os" og "dem"-tankemåde, der forstærker følelsen af at være speciel og særlig udvalgt for at fastholde medlemmerne.

Sektmedlemmer placeres med andre ord i en slags mental belejringstilstand, og det er med til at forstærke deres tilhørsforhold til sekten – og gør det endnu vanskeligere at bryde med den. Det er så også forklaringen på, hvorfor lige netop demonstrationer meget sjældent er et effektivt middel i kampen mod ny-religiøse sekter. Hvis en bred gruppe af modstandere fra højre mod venstre stiller sig op med bannere og ballade, så bekræfter det blot sektens tilhængere i, at de ikke alene som gruppe, men også som individer er truet af en fjendtlig omverden (der ses som én stor grød). Det forstærker deres isolation og følelse af tilknytning til sektens grundlag, og deres opfattelse af at de besidder en særlig sandhed, som omverdenen ikke vil have frem.

Det spekuleres der tydeligvis i fra lederkernen i Hizb Ut-Tahrir, og tilstedeværelsen af moddemonstrationer virker klart tænkt ind som en del af iscenesættelsen af deres møder. Flere af kernemedlemmerne i Hizb Ut-Tahrir er veluddannede, de har en glimrende forståelse af dét danske samfund, som de er vokset op i, og deres ageren handler på ingen måde om mangel på integration. Tværtimod.

Hizb ut-Tahrir har som mål at udstille de vestlige lande – herunder Danmark – som grundlæggende dobbeltmoralske, hvor politiske rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed osv., kun gælder for de (hvide) kristne og sekulære, mens muslimer er tildelt en rolle som andenklasses borgere.

De ved præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at få maksimal opmærksomhed fra omverdenen med et minimum af anstrengelser og uden at overtræde nogen love overhovedet. Det er tydeligvis det, der ligger til grund for deres bombastiske udmeldinger og symbolpolitiske markeringer, når eksempelvis deres medlemmer ikke vil have et juletræ i et almennyttigt boligområde, sælge øl i en perifer lokal idrætsforening eller kræver ret til at være iført Niqab til undervisningen på et VUC-kursus.

De ved udmærket godt, at medier og politikere hver gang vil miste enhver sans for proportioner og gå fuldstændig i anti-muslimsk selvsving, hvilket sikrer yderligere fokus på bevægelsen og dens budskaber og dermed potentiel tilgang af nye unge rekrutter

For Hizb ut-Tahrir er det således afgørende, at omverdenen tager dem meget alvorligt, og det er vand på deres mølle, hver gang en eller anden profileringslysten politiker kræver dem forbudt. Hver gang kan de sige: ’Se hvor hykleriske de er, ytringsfrihed er kun friheden til at tale racistisk om muslimer, se hvordan vi ikke har samme rettigheder som danskere, men se også hvor vigtige vi er, og hvor meget de er bange for vores budskaber, når de vil forbyde os’.

Et led i deres agitation er, at alle partier og bevægelser i det danske samfund er den samme grød, og hvis de kan pege på, at venstreorienterede socialister står side om side med højreorienterede, ultraliberalister, nationalkonservative, muslimhadere eller racister ved demonstrationer foran deres møder, så er det blot vand på deres mølle. Det understreger nemlig deres betydning overfor potentielle unge tilhængere – og giver tilmed muligheden for at hævde at venstrefløjen dybest set blot er fremmedfjendske muslimhadere ligesom højrefløjen, og at Hizb Ut-Tahrir derfor repræsenterer det eneste alternativ for unge muslimer, der har en opfattelse af at blive diskrimineret og set som mindreværdige i et dobbeltmoralsk samfund.  

Under 0,5 procent af muslimerne i Danmark

Hizb Ut-Tahrir er altså et temmelig usympatisk foretagende, men i den offentlige debat har man desværre tabt enhver proportionssans, når debatten kommer til at handle om Hizb ut-Tahrir, og hvis man ikke har et realistisk billede af omfang og gennemslagskraft af den gruppe, man er oppe imod, så kan man heller ikke effektivt modgå den.

Hizb ut-Tahrir har, ifølge de opgørelser som jeg senest har set, en kernegruppe på maksimalt 400 medlemmer (inkl. medlemmerne i studiekredsene) og så en gruppe løsere tilknyttede sympatisører. De demonstrationer og møder, hvor de har trukket allerflest deltagere, har omfanget været maksimalt 1000 mennesker. For lige at få størrelsesforholdet på plads, så er der i Danmark anslået omkring 250.000 muslimer, og af disse er altså mindre end en halv procent (0,5 %) tilknyttet Hizb Ut-Tahrir som medlemmer eller mere eller mindre aktive sympatisører.  

Det svarer sådan omtrent til, hvor stor en andel Jehovas Vidners knap 15.000 medlemmer udgør af det samlede antal kristne i Danmark (kristne her omfattende alt fra almindelige folkekirkemedlemmer til katolikker, græsk-ortodokse, baptister, frikirker, Pinsemissionen  osv.).

Hizb Ut-Tahrir deler da også mange fælles træk med Jehovas Vidner. En lukket gruppe, styret af en lille magtfuld inderkreds, der præget af stærk social kontrol isolerer sig i sit eget parallelsamfund. De afviser demokrati, homoseksualitet, ligestilling osv. og drømmer i stedet om et kommende religiøst tusindårsrige på jord.

Nu ville så godt som alle medlemmer af Folkekirken opleve det som totalt meningsløst, hvis det blev forventet af politikere og meningsdannere, at de eller deres lokale sognepræst skulle tage offentligt afstand, hver gang medlemmer fra Jehovas Vidner udtalte noget besynderligt – endsige at de skulle tage opstilling med protestdemonstrationer, hver gang Jehovas Vidner afholder stævner. De fleste vil formodentlig end ikke anerkende Jehovas Vidner som kristne.

Det samme gælder for den danske venstrefløj, som mig bekendt ikke har arrangeret én eneste protestdemonstration mod Jehovas Vidner i de mere end 80 år bevægelsen har eksisteret i Danmark. Da bevægelsen for få år siden samlede mere end 13.000 vidner til sommerstævne på Brøndby Stadion var der således ikke en eneste demonstrant i miles omkreds, og ingen socialdemokratiske politikere og debattører følte i øvrigt dengang noget behov for at tage afstand fra at en homofobisk religiøs bevægelse, der vender sig mod kvinders ligestilling og udgør et anti-demokratisk parallelsamfund, samlede tusindvis af tilhængere i socialdemokraternes eget kerneland på Vestegnen.

En væsentlig forskel er selvfølgelig, at nok missionerer både Jehovas Vidner og Hizb ut-Tahrir, men Jehovas Vidner er et veletableret trossamfund, som langt de fleste medlemmer er født ind. Jehovas vidner har ikke nogle personmæssige overlap til eksempelvis kriminelle miljøer, er gennemført pacifistiske i alle tænkelige situationer, de har ingen politiske ambitioner overhovedet, og de forsøger på ingen måde at udfordre samfundsmæssige institutioner – det være sig uddannelsesinstitutioner eller boligforeninger. Børnene får ikke lov til at deltage i lejrskoler, børnefødselsdage eller juleklip i skolen, men de forsøger omvendt ikke at forhindre opsætningen af et juletræ i lokalområdet for andre.

Hvordan så imødegå Hizb ut-Tahrir?

Ligesom det gælder for PEGIDA /For frihed, så har Hizb ut-Tahrir ingen større samfundsmæssig betydning som politisk bevægelse i Danmark. Hizb ut-Tahrir har ikke indflydelse på nogen væsentlige samfundsmæssige institutioner, og når de lejlighedsvis kan få forvist et juletræ fra en almen boligforening, så skyldes det udelukkende, at kun meget få møder op til afdelingsmøderne i den almene boligsektor og endnu færre stiller op til de lokale bestyrelser.  

Men Hizb ut-Tahrir er ikke blot en politisk bevægelse, som PEGIDA/For frihed, det er samtidig – som jeg har argumenteret for – i høj grad en sekt. Selv om man ikke skal forfalde til hysteriske udfald og overvurdere hverken deres omfang eller betydning, så repræsenterer de i den forstand et problem i samfundet al den stund, at de er undertrykkende over deres tilhængere og kan være en belastning for deres umiddelbare omgivelser i lokalområdet.

Men ligeså lidt som demonstrationer og blokader var det optimale middel i kampen mod Den Danske Forening, ligeså lidt er det et rigtigt middel i kampen mod Hizb ut-Tahrir. Her skal der gribes til de erfaringer, vi som samfund trods alt har i forhold til andre ny-religiøse sekter kendetegnet ved social kontrol af medlemmerne.

Det største problem med Hizb ut-Tahrir er, som med andre ny-religiøse sekter, den interne sociale kontrol og undertrykkelse, der finder sted overfor de mennesker, som søger ind i dem. De unge mennesker, som af den ene eller den anden grund er havnet i en undertrykkende sekt, skal hjælpes ud – eksempelvis gennem offentligt støttede exitprogrammer - og tilgangen til sekten skal begrænses gennem oplysning og opbygning af positive alternativer, som kan rumme de mennesker, der tydeligvis af de ene eller den anden grund søger identitet og fællesskab.

Det handler f.eks. om informationsarbejde i lokalområder om de faktiske forhold, intern undertrykkelse, dobbeltmoral og korruption i Hizb ut-Tahrir. Som det tidligere medlem sagde meget præcist i artiklen i Zetland, så er ytringsfriheden faktisk et fremragende middel i indsatsen mod politisk-religiøse sekter.

Da der er en tydelig religiøs dimension også, så er det – alt andet lige – en fordel, hvis man i det arbejde kan lægge berøringsangsten og muslimsforskrækkelsen væk og involvere troende muslimske demokrater, der rent faktisk ved noget om islamisk teologi. Der kan tages kontakt til familier til unge, der i kontakt med Hizb ut-Tahrir, og de skal hjælpes i et respektfuldt samarbejde til at få deres sønner og døtre ud igen. Og der skal skabes positive fællesskaber for de unge i udsatte lokalområder på de unges præmisser, og hvor de mødes med respekt.

Der er med andre ord mange indsatser, der ville kunne gøre en forskel og dæmme op for Hizb ut-Tahrir og lignende politisk-religiøse sekter. Men det sidste venstreorienterede imidlertid skal gøre, hvis det ellers er målet at begrænse tilgangen til Hizb ut-Tahrir og hjælpe unge ud af bevægelsen, er at stille sig op på det modsatte fortov med bannere og råbe side om side med højrefløjspartier og muslimfjendtlige debattører og lokalpolitikere, for ikke at tale om ultraliberalister, nationalkonservative, nyfascister eller racister, med krav om forbud, forskelsbehandling og indskrænkning af grundlæggende politiske rettigheder.