De grå mænds stemme…

Jeg gik i 10. klasse i sin tid. Jeg havde brug for at stoppe op, prøve at gå i skole på en anden måde og blive lidt mere moden og få lidt mere selvtillid, inden jeg startede på gymnasiet. Det var det bedste skoleår, jeg havde. Det samme har hundredetusinder af andre unge danskere gjort. De har taget 10. klasse, mange på en efterskole, og de har fået muligheden for at udvikle andre sider af sig selv og finde ud af, hvad de egentlig gerne vil i livet. Det er et år, som er givet rigtigt godt ud, når det kommer til livskvalitet, og jeg håber meget, at mine egne børn – når den tid kommer – f.eks. vil tage på efterskole.

Kommunernes Landsforening (KL), Metal og Dansk Industri (DI) vil imidlertid nu forhindre de fleste unge i at kunne tage 10. klasse. De unge skal starte hurtigere på en ungdomsuddannelse – og bagefter selvsagt endnu hurtigere på en videregående uddannelse – og ifølge et fælles udspil fra dem skal muligheden for en 10. klasse kun være for de få og mere snævert rettes mod erhvervsuddannelserne. Tidligere har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd været ude med lignende udfald mod unge, der tillader sig at tage en 10. klasse i stedet for at haste igennem den snorlige vej gennem uddannelsessystemet, og krav om at 10. klasse blev begrænset til de såkaldt ’svage elever’.  Det interessante er i denne sammenhæng, at selvsamme erhvervsråd for blot 7 år siden pegede på, at 10. klasse tjente til at nedbryde negativ social arv, men rådet har øjensynligt siden foretaget et politisk kursskifte i synet på unge og deres rettigheder og muligheder for at kunne udvikle sig.

Det er desværre ikke bare et utroligt dumt og fantasiløst forslag, men det er udtryk for en bredere tendens i tiden. Børn og unge skal paces frem i uddannelsessystemet så hurtigt som muligt. Det eneste i tilværelsen, der tilskrives værdi, er øjensynligt så hurtigt som muligt at træde ind i produktionen og så ellers arbejde indtil man (næsten) dør. Unge må ikke stoppe op og tænke sig om, som mange af os ’voksne’ gjorde dengang vi selv var unge. Og dét det selvom de unge aldrig er startet hurtigere på de videregående uddannelser og har taget så få omveje på vejen dertil end i dag. I hvert sammenlignet med mine egne jævnaldrende i 40’erne.

Da jeg hørte om udspillet om at begrænse adgangen til 10. klasse, kom jeg til at tænke på Michael Endes børnebog ”Momo”. Det er et eventyr om, hvorfor mennesker får så travlt, at de glemmer at bruge tid på de virkeligt væsentlige ting i tilværelsen, selv om så mange bliver så ulykkelige af det. Det skyldes ”de grå mænd”. De grå mænd er i bogstaveligste forstand ’grå’. I grå jakkesæt, med grå biler, grå cigarer, grå bowlerhatte og grå attachemapper. De stjæler menneskenes tid og alting bliver stadig mere trist, sterilt og ensrettet. Indtil barnet Momo til sidst får stoppet dem.

Nu er det jo ikke sådan, at KL, Metal og Dansk Industri er ”grå mænd”, der ryger menneskenes tid i deres cigarer. Men i deres forslag hører jeg ikke desto mindre de grå mænds stemme fra eventyret.

Det er nemlig et goldt menneskesyn, der i disse år breder sig, når det handler om børn og unge, selvom det ofte ’markedsføres’ under et slet skjult figenblad af hensyn til såkaldt ’svage’ unge, der bruges som løftestang for en bredere disciplinering af de unge (i stedet for en målrettet individuel indsats, som nogle unge kan have for).  I sidste ende er det nemlig ikke bare børnene og de unge, der taber på den stadig voldsommere ’effektivisering’ af børnelivet og ungdomslivet. Det er os alle sammen, når vi skaber et samfund, hvor vi mister blikket for virkeligt væsentlige ting i tilværelsen.