KaPow Collectives sort-lilla blok til Copenhagen Pride 2014 affødte en del kritik på flere kanter. Tre aktivister fra KaPow Collective tager her bolden op og giver svar på tiltale over for den tendens til handlingslammelse, der ind i mellem præger den queer-radikale fløj.
Foto: Cecilie Bødker, udsendt fra Friktion Magasin
Af Signe Rieland, Nicoline Joy Haas og Kimmi Amilla Næve, aktivister i KaPow Collective
Nu har støvet fra lastbilerne atter lagt sig og glimmeret er vasket ud af håret. Det er knap to uger siden Copenhagen Pride 2014 løb af stablen, og det er på tide, at vi adresserer nogle af de problemstillinger, der har været oppe at vende angående KaPow Collectives sort-lilla blok ved paraden lørdag den 30. august.
Kritik er en central – og måske den mest centrale – del af queer-tænkning. Det er magtpåliggende inden for en queer-orienteret reflektion at belyse ethvert initiativ fra så mange vinkler som muligt for at forstå, hvilke problematiske logikker, der kan være på spil. Konstruktiv kritik er udviklende og en bydende nødvendighed. Og intet initiativ er fuldstændig uproblematisk på alle planer – heller ikke KaPows deltagelse i Priden.
Til gengæld oplever vi det som et problem, hvis kritik leder til handlingslammelse. Det er vigtigt, at vi i det queer-radikale miljø husker, at vi aldrig må hvile tungt på laurbærrene angående hvad det vil sige at være en “rigtig” queer eller anti-fascist. Ingen af os har patent på at definere, hvad der skal gives lov til at gøres inden for den lille queer-radikale andedam.
Vores sort-lilla blok til Priden mødte en del kritik fra flere kanter. En kritik, som vel at mærke kom inden sort-lilla blokdemo overhovedet fandt sted. Således blev initiativet omkring blokken afskrevet på forhånd, og det mener vi er for nemt, idet kritikken på den måde slipper for at skulle forholde sig reelle effekter, men udelukkende behøver at forholde sig til eget teoretiske spind.
Kritikken af KaPow Collectives deltagelse i Pride-paraden lyder blandt andet på, at det ikke er muligt at yde en modstand inden for den stærkt kapitaliserede og kommercielle parade. Men spørgsmålet er, om det nogensinde er muligt at træde uden for en kapitaliseret sfære? Og kan man kun kritisere det, man står uden for?
Problemet med det udsagn er, at det praktisk talt umuliggør handling og aktivisme. For selvfølgelig kan man ikke træde uden for det kapitalistiske samfund. Man er trods alt nødt til at have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i maven for overhovedet at kunne bedrive aktivisme. Men man kan godt, mener vi, råbe op indefra. Bevæge sig inden for samfundet som en parasit. Og at “parasitere” Priden var netop, hvad vi forsøgte at gøre.
Med vores deltagelse i Priden forsøgte vi at skabe et mulighedsrum for personer, der ikke føler sig hjemme i Pridens stærke, dog uudtalte narrativ om den købestærke hvide pæne bøsse. For os var det magtpåliggende at udøve modstand mod at blive gjort til den danske nations trofæ, som en del af en historisk lineær fortælling om den såkaldte seksuelle frigørelse og det “danske” frisind, der bruges til at styrke fremmedhadet. Med vores blok var bevidstheden om, at queerpersoners kamp ikke er en isoleret ø fra andre minoriteters kampe, central. Og vi gik i paraden ud fra devisen om, at det er muligt at bashe back – dansende.
Det er svært at diskutere, hvorvidt blokken lykkedes eller overhovedet har mulighed for at lykkes, hvis man ikke diskuterer succeskriterierne. For os var det et tegn på succes, at vi fik skabt opmærksomhed om vores kritik af Priden op til selve dagen for paraden, hvilket blandt andet kom til udtryk i debatten med Kimmi Amilla Næve fra KaPow og Pride-forpersonen Lars Henriksen på P1. Og vi opfattede det som en succes at se forvirringen og overraskelsen i folks ansigter, da de forventede glade homoer og så vrede queerfeminister med bannere påskrevet antikapitalistiske og kritiske paroler.
Og hvis bare én person blandt tilskuerne, eller blandt andre de blokke eller deltagere i paraden tænkte over sammenhængen mellem alle minoriteters kamp bare én gang, så føler vi, at al den tid og knofedt, vi har brugt, og alle de mennesker, der kæmpede med for at få blokken ført ud i livet, nytter.
Vi ser KaPow Collective som en platform, hvorfra vi forsøger videreudvikle queerkampen. Vi bygger så at sige tømmerflåden, mens vi allerede er ude på vandet i bedste DIY-stil. Selvfølgelig har vi ikke de endegyldige svar, men vi forsøger at udforske forskellige progressive strategier. Når kritikken af både KaPows blok til Priden og andre aktiviteter ikke opfordrer til andet end diskussion og protesterende passitivet, bliver det meget svært at udvikle den aktivistiske del af queerkampen.
I artiklen “Bare fest og ballade?”, der blev bragt på disse sider den 27. august, nævner forfatteren under psedonymet Nico en række antikapitalistiske strategier, vedkommende mener er effektfulde, såsom “blokader, forstyrrelse af møder, boykot eller materiel skade.” Og denne foreslår pirat- og queerfester som effektive politiske strategier.
Dette kan vi kun være enige i, men behøver det ene virkelig udelukke det andet? Bør forskelligartede politiske strategier ikke snarere ses som supplementer til hinanden, frem for hinandens modsætninger? Ved at insistere på, at eksempelvis piratfester eller materiel skade er mere gyldige politiske manifestationer end vores kritiske deltagelse i Priden, er man samtidig med til at udelukke den store gruppe af mennesker, der ikke ønsker at udøve kriminalitet eller civil ulydighed for at få deres politiske budskab igennem. Dette kan eksempelvis være borgere, der ikke har dansk statsborgerskab og dermed kan risikere at blive smidt ud af landet. Eller folk, der er angste for politiet eller ikke har det fornødne netværk til at kunne yde en sådan modstand.
At turde risikere kropslig skade eller en plettet straffeattest er også en form for privilegium, som ikke alle har. Vi har næsegrus beundring for dem, der dedikerer sig i den grad, men vi mener samtidig ikke, det er noget, man kan kræve af alle. Det kan kun bifaldes, at folk deltager i så mange politiske aktiviteter som muligt. Men vi mener, at man kun skal engagere sig i det omfang man har mulighed for og overskud til. Vi vil gerne slå et slag for en antielitær tilgang til politisk aktivisme, hvor folk må bidrage med hvad de kan og vil.
Med vores deltagelse i Priden, forsøgte vi også at skabe et lettilgængeligt politisk rum. Selvom vi kritiserer Priden, foragter vi den ikke, som det lader til at nogle ventreradikale gør. Og vi foragter heller ikke dem, der gerne vil gå eller danse med i den.
Sort-lilla blok har været inspireret af KaPow Collectives tidligere feministiske blok i selvsamme farver til Racismefri Bys anti-nazistiske demonstration den 10. maj 2014 og vores svenske medfeministers Rosa-svart blok til Regnbueparaden i Malmö den 9. august denne sommer. Vi føler en tæt forbundethed med feminister over Sundet. Og når feminister og andre politiske allierede i Malmö skades, som var tilfældet 8. marts, føler vi også, at det gør skade på vores bevægelse. Vi mener, at et overfald begået af nazister i Malmö er ligeså bekymrende, som hvis det havde foregået i Roskilde. Derfor mener vi ikke, at det er muligt at tage knivoverfaldet på feminister 8. marts i Malmö ud af ligningen i vores deltagelse i Copenhagen Pride. I vores forsøg på at udvikle den aktivistiske del af queerkampen, ser vi selvfølgelig på, hvad der sker på den anden side af Øresund. Vi skal ikke lukke øjnene for, hvad der sker på den anden side af Sundet, hverken når vores medallierede bliver overfaldet, eller i forbindelse med de strategier, der bruges, når de deltager i Regnbueparaden i Malmö. Vi tror ikke på grænser. Vi tror, at vi kan lære af hinanden og sammen udvikle queerkampen.
Vi må ikke lukke øjnene for den stærke alliance, der er mellem den ekstreme højrefløj både i Danmark og Sverige. Den antifacistiske kamp er international - og der er mange forskellige måder at kæmpe den på. Vi mener ikke, at vores antifascistiske blok til Copenhagen Pride udelukkede deltagelse i den antifascistiske demonstration mod Svenskernes Parti i Stockholm, hvilket blokken også er blevet bebrejdet. Tværtimod kan man sige, at det segment, der mødte op til vores blok, måske ikke havde mulighed for at rive en weekend ud af kalenderen eller bruge penge på at tage til Sverige eller ikke havde ressourcerne til at kunne magte truslen om at blive konfronteret med grov politivold, som var tilfældet til demostrationen mod Svenskernes Parti i Malmö ugen forinden. Desuden mener vi, at det er svært at foretage nogen former for aktivisme, hvis vi skal undgå andre protester/demonstrationer inden for en radius af 1000 kilometer.
I sektionen “Groft Sagt” på Berlingskes netavis, har den borgerlige debattør Edith Thingstrup skrevet om debatten herinde på Modkraft: “Fortsæt endelig diskussionen om, hvad de rettroende skal mene. Så gør I trods alt ingen skade imens.” Skal vi ikke lade det stå som en opfordring til at samle kræfterne og kæmpe udad, så vi kan gøre lidt mere skade på Thingstrups verdensforståelse? Det mener vi. Der skal kæmpes på mange fronter - og sammen står vi stærkere.