Da jeg som purung 14-årig aktivist klistrede Ø-klistermærker på alle valgplakaterne i mit nabolag ramte mine aktiviteter lokalavisen med overskriften ”Politikere med Ø-navne bliver overklistret”. Jeg blev overrasket over, at det rent faktisk var ulovligt. Men hvorfor skulle jeg overhovedet overholde en lovgivning, som jeg ikke havde haft indflydelse på?
Børn har brug for pædagogik ikke straf
De borgerlige partier har foreslået at sænke den kriminelle lavalder til 12 år. Der skal ifølge dem oprettes en ungdomsdomstol og en tilhørende ungdomskriminalforsorg der behandler sager omhandlende børn helt ned til 12-års alderen, med mulighed for at overføre alvorlige sager til det system der behandler voksnes kriminalitet.
En ungdomsdomstol for 12-årige vil ikke nedbringe kriminaliteten – tværtimod. Børn der af forskellige årsager er trådt ved siden af eller rent faktisk endt i kriminalitet vil blive mødt af et koldt og usympatisk system, der er baseret på et princip om at ’straf skal følge brøde’. Altså et system som mest af alt minder om det, der bliver praktiseret af børnene selv i skolegården, og som pædagoger, lærere og forældre forsøger at gøre op med gennem god pædagogik.
Det er selvfølgelig i sig selv problematisk at indrette et retssystem for 12-årige, der så grundlæggende er ude af trit med den pædagogik, de møder til dagligt. Men mest af alt er det et forslag, der vil gøre op med vores måde at gå til børns problemer på. Frem for at fokusere på forsoning og pædagogiske metoder, vil børnene møde hårde konsekvenser, der hærder dem.
Folkeskolelærere bekæmper ikke gengældelse i skolegården, fordi de er venstredrejede hippier, eller ude af takt med virkeligheden. De gør det fordi gengældelse (med Ghandi’s ord) gør verden blind, og fordi ingen lærer noget i den næste matematiktime, hvis der har været slåskamp i frikvarteret. Når det drejer sig om børn, skal vi stole på den pædagogik, som lærerne og pædagogerne er eksperter i.
Vejen går gennem uddannelse
Hvis børn der er gået galt tidligt i livet skal ind i det stærke fællesskab, som igen og igen har vist sig at være det mest effektive middel mod ungdomskriminalitet, så går vejen ikke gennem fængslet men gennem uddannelse. Det skal aldrig blive muligt at placere børn i et retssystem, hvor de ikke føler samfundets oprigtige ønske om at hjælpe dem på ret køl. Dørene til uddannelserne skal åbnes og gøres langt mere tilgængelige end de er i dag. Men også på adgangen til uddannelse vil de borgerlige begrænse unges muligheder for at udvikle sig. Det nyligt vedtagne karakterkrav til erhvervsuddannelserne og det forventede karakterkrav til de gymnasiale uddannelser er eksempler på dette.
Det er i folkeskolen danske børn får et fællesskab og en samfundsfølelse, der holder dem ude af kriminaliteten, og det nytter ikke at fjerne problematiske børn fra det miljø. Tværtimod bør vi arbejde for, at de børn der træder ved siden af bliver i skolen, med en dagligdag der inkluderer venner, viden og socialt sammenhold.
For at folkeskolen kan være et effektivt værktøj til at bekæmpe ungdomskriminalitet må vi også forsat kæmpe for lighed i uddannelsen. Det nytter ikke at samfundets økonomiske elite samles i rigmandsghetto‘er nord for København og ekskluderer sig fra resten af samfundet. Lige så lidt nytter det, at koncentrere de familier der er spændt hårdest for i udkanterne. Vi skal have en folkeskole, der er mangfoldig, og giver alle børn gode venner, de kan støtte sig til. Vi skal have en folkeskole, der giver samfundsfølelse og demokratisk engagement. Kun på den måde kan vi skabe et samfund, hvor den sociale arv ikke er afgørende for børns livsforløb.
Demokratiser de unge - straf skal følges af valgret
Vi skal ikke kassere unge mennesker, fordi de ikke er vokset op i et hjem med store bogreoler og dannelsesrejser. I stedet skal vi forholde os til, at flere og flere børn vokser op i fattigdom, og med kriminalitet i baggården.
I stedet for at straffe børn og unge, bør vi styrke det demokratiske ejerskab. I dag får børn ansvar over for loven længe før de får mulighed for at påvirke den. Det er direkte udemokratisk at kunne blive dømt efter en lovgivning, som man ikke har haft demokratisk indflydelse på.
Hvis man kan straffes efter gældende lovgivning, skal man også have valgret. Det må være et grundlæggende princip i et demokratisk samfund.
Personligt mener jeg, at den kriminelle lavalder, valgretsalderen og myndighedsalderen skal være 16 år. Men uanset hvad den kriminelle lavalder er, så må demokratisk indflydelse, og dermed valgret, følge med – også selvom den kriminelle lavealder er 12 år.
Som samfund kræver vi at alle børn tager den obligatoriske grunduddannelse – grundskolen. Her bliver de dannet såvel demokratisk som socialt. Lad os give børnene plads til at blive uddannet før vi gør den kriminelle og lad os give dem indflydelse på vores fælles lovgivning når de kommer ud på den anden side.
Straf er aldrig vejen frem, hverken for voksne, unge eller børn. Et samfunds første og største interesse i forbindelse med kriminalitet må altid være at hjælpe folk med at bryde de sociale eller økonomiske bånd, der driver dem ud i kriminalitet. Det mål opnår vi som samfund ikke gennem straf. I det samfund jeg ønsker bekæmpes kriminalitet ved at fremme lige muligheder og god pædagogik, ikke med straf.
Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.