Perspektiver efter KV-13: Forsat mobilisering fra kanten

I et tidligere indlæg har jeg argumenteret for at Enhedslistens gennembrud ved  kommunalvalget skal bruges til styrke kampen mod velfærdsforringelser, udliciteringer, social dumping og det kommunaløkonomiske jerngreb. Parallelt hermed er opgaven at konkretisere vores bud på en generobret demokratisk og socialt innovativ offentlig sektor, hvor NPM-regimets [New Public Management] bureaukrati og styringsformer er smidt på historiens mødding. 

En sådan kamp kræver på samme tid mobilisering nedefra og udefra og at den parlamentariske repræsentation bruges indefra til at udfordre og forandre ”NPM-regimets” forskellige bestanddele. Som Foucault en gang har sagt ligger djævelen ofte i detaljen. Når f.ex kommunale topchefers bonusløn afhænger af hvor meget rengøring de kan få udliciteret så skal det graves frem til offentligheden og gøres til en politisk sag. Hele gråzonen af udviklingskontrakter og chefbonuslønninger fra den praktiske NPM toolbox skal ud af DJØFmaskinrummet og frem i lyset, og bruges som eksempler på den skjulte, men effektive magtudøvelse, der skal laves om. På landsplan er der behov for at Enhedslisten og venligtsindede prioriterer et samlet arbejde med politikudvikling for et samlet alternativ til NPM.

Et andet område, hvor jeg synes Enhedslisten både på Christiansborg og kommunalt har kørt rigtig godt gennem valgkampen (og udstillet at Corydonsfløjen er ude af trit med store dele af socialdemokratiske kommunale bagland) er hele feltet med social dumping, sociale klausuler og kædeansvar.  Her er det vigtigt efter valgkampen at mobilisere konkret, når mange  kommune forsat vil hælde penge i tvivlsomme firmaer, der ikke er overenskomstdækkede. Her skal arbejdet på rådhusene forbindes direkte med fagbevægelsens kamp udenfor rådhusene for at det parlamentariske gennembrud kan giver reelle resultater på dette område.

En af nyskabelserne i denne valgkamp var Stemmer på Kanten, som har været vært for utallige værtshus møder, hvor de betalte en omgang eller 2 til deltagerne (en effektiv motivationsfaktor). Enhedslisten kan godt lære af dette koncept, som oftest er en slags lyttemøder, hvor der fortælles historier fra kanten, som er gode til at gøre samfundskritikken konkret. Ikke mindst i forhold til DF segmentet er det hamrende effektivt at møde folk i øjenhøjde.

Et eksempel fra et Stemmer på Kanten-møde under valgkampen i Sydhavnen:

En folkepensionist og hans søn fortæller at da konen kom på plejehjem skulle hun udover en høj husleje betale for vinduespusning, fodpleje, mad mv. Det betød, at hendes rådighedsbeløbet blev nærmest nul, dvs ekstrem fattigdom i den sidste livsfase. Jeg aftalte med sønnen og manden at få deres budget og bringe det op i BR. Et andet eksempel er at fredelige kontanthjælpsmodtagere bliver nægtet at få e-mailadressen på deres sagsbehandler. Desuden utallige historier om at udsatte både kastes rundt mellem forskellige offentlige systemer, der ikke koordinerer indbyrdes og sendes omkring ”Andre aktører”.  Denne magtudøvelse gennem fragmentering er både dyr og ineffektiv, men en effektiv måde for NPM regimet og dets chefer at fastholde deres.

Perspektivet efter kommunalvalget må være at udvikle og organisere en form for social justice/velfærdsfront, hvor både fagforeninger, brugere og progressive NGOere formulerer krav og giver stemme til mennesker på kanten, der er i klemme i systemet. Konkret kunne dette lokalt f.eks understøttes af, at Enhedslisten og venner organiserede en Borgernes Stemme en eftermiddag hver måned, hvor der dels kunne opsamles konkret kritik af urimeligheder fra borgere og deres pårørende på kanten, men også kritik fra medarbejdere i velfærdsinstitutionerne.

Stemmerne fra kanten skal mobiliseres – også efter valgdagen !