Annonce

3. august 2015 - 14:52

Tilfældet Manu Sareen

Jeg ved ikke med jer, men da jeg læste interviewet med Manu Sareen, Radikal venstre eksminister i Politiken den 2.august havde jeg brug for en brækspand at kaste op i. Endnu en ekspolitiker, endnu et eksmagtmenneske der igen, igen går bodsgang og angrer sine politiske og idelogiske synder. Interviewet minder om et skriftemål i en katolsk kirke, hvor håbet er at udøve den konkrete syndbekendelse. Men det minder mere om rotten der forlader den synkende skude.

De politiske synder som Manu Sareen har begået er lang som et ondt år: Asylstramninger, manglende øremærket barsel til fædre og manglende minimumsnormeringer som det værste på hans vagt. Mens interviewet former sig som en lang udsigelse af sine gerninger som magtmenneske, så tegner det også et billede af en person som har tilsidesat alle politiske, ideologiske og personlige holdninger og værdier for at blive minister. Kynisme som det retteligt hedder.

Manu Sareen bliver mere og mere patetisk når han taler om ”den frygtelige politiske kultur” på borgen. For enhver der har mødt, set eller hørt på Manu Sareen som magtmenneske vil vide at han først og fremmest var kendetegnet af nedladenhed, arrogance og uærlighed som minister. Da Manu Sareen kun er en middelmådig retoriker, for at sige det mildt, blev hans forsvar altid nederdrægtige angreb på dem som ikke var enige med ham.

Når det kom til diskussionen om minimumsnormeringer så var Manu Sareens besked til det pædagogiske område, deres faglige organisationer og forældre, at de var visionsløse og ude af stand til at kunne argumentere fagligt, når talen faldt på minimumsnormeringer. Sagen er at Manu Sareen reproducerede og producerede til overflod den syge og frygtelige politiske kultur, som han nu undsiger. For Manu Sareen var et magtmenneske med hud og hår, bare uden politisk talent.

Men Manu Sareen har meget ondt af sig selv: Det er ”hårdt og opslidende” og det "hele er rimelig tough”. Og stramningerne på asylområdet er en plet på hans cv, som han på ingen måde er glad for. Hvis det hele ikke var så tragisk, så er det lårklaskende morsomt. Tænkt hvis Manu Sareen havde lige så ondt at de mennesker som hans politik har gjort skade på?

Manu Sareen er gjort af det stof der lyder navnet Politikerlede. Alle på det pædagogiske område var vilde i varmen, da han blev minister fordi han var pædagog. Men han skuffede fra første dag. Hans selvransagelse er intet værd. Tidligere magtmennesker, der gør sig kloge på hvad de skulle have gjort, er ikke megen respekt værd. Ingen nævnt ingen glemt. At Manu Sareen i dag mener det modsatte af hvad han mente som minister for få måneder siden, taler for sig selv.

Interviewet med Manu Sareen minder mig om et digt af den store danske arbejderdigter Oskar Hansen. Digtet hedder ”Rigtig placering”:

 Jeg har fulgt ham igennem adskillige år – ak ja. Tiderne ringer og årene går – Han steg opad og opad og nu er han stor, for han placerede´sig altid ved det rigtige bord.

Og han steg imod toppen så´n lidt efter lidt, og han vandrede fremad så´n skridt efter skridt. Jeg tror ikke på selveste sagen han tror, men han placered´sig altid ved det rigtige bord.

For mit vedkommende nåede Manu Sareen bunden både som politiker, minister og socialpædagog, da han vanen tro reproducerede en ekstrem dårlig tradition blandt landets socialministre, nemlig at afvise en undskyldning fra staten for vanrøgt af anbragte på drengehjemmet Godhavn.

På den måde er interviewet både ærligt og smukt. At Manu Sareen nok ikke selv kan se det, siger nok også en del om ham. Manu Sareen er en suveræn børnebogsforfatter, en god socialpædagog, men en gennemsnitlig, utroværdig og elendig politiker. Manu Sareen fejlede som magtmenneske, som politiker, som socialpædagog og som menneske i sit embede som minister. Manu Sareen er det perfekte billede på medløberi.

Måske bliver Manu Sareen optaget i håndbog i ghettodansk, som synonym for politikerlede. Som han siger i interviewet: ”Jeg følte mig også som en idiot, det gjorde jeg sgu da”  Du har ret, det var du også!

 

Annonce