Fagbevægelsens selvforskyldte elendighed – en replik til HK Handel

Der er noget mærkværdigt over, at danske fagforeningsfolk rejser til England og USA for at hente inspiration til at vende blodstyrtningen i fagbevægelsen. Fagforeningsfolk og aktivister valfarter på dannelsesrejser til udlandet for at se lyset og finde nye veje. Som om svaret på fagbevægelsens krise, problemer og udfordringer findes uden for fagbevægelsen. Man tror det er løgn, men en af verdens bedst organiserede fagbevægelser skal søge hjælp udenbys, fordi den har aflært sig sit eget DNA og tabt sigte af sin rolle, opgave og funktion.

I decembernummeret af Kritisk Debat har Per Tønnesen, HK Handel, et helt igennem sympatisk indlæg – Hvorfor snakker fagbevægelsen om bedre service? Man sidder opløftet tilbage over, at der dog trods alt er nogen i fagbevægelsen, som vil væk fra 20 års systematisk markedsgørelse. Vi står i en situation, hvor der er flere der melder sig ud af fagbevægelsen end ind, og det har tvunget dele af fagbevægelsen til at forholde sig til dens indre krise. Dele af fagbevægelsen har langt om længe forstået, at fagbevægelsens kerneopgave er, at organisere og ikke at servicere. Herunder HK Handel.

”Den organiserende fagforening” henter sin inspiration fra den amerikanske og engelske fagbevægelse. Men den ”Organiserende Fagforenings” model og dermed også Per Tønnesens indlæg, lider under at være blottet for enhver form for politisk og ideologisk dimension. Man leder forgæves efter grundlæggende analyser og strategier på de bagvedliggende politiske og ideologiske årsager til reorienteringen. Hvis svaret på fagbevægelsens krise er ”Den Organiserende Fagforening”, som den fremlægges af Per Tønnesen, så har den ingen fremtid. Uanset om den organiserende fagbevægelse er et kæmpe fremskridt set i forhold til den markedsgjorte serviceorienterede fagbevægelse, så er det bare utilstrækkeligt på alle leder og kanter.

Det alternative arbejdsmarked

Fagbevægelsens blodstyrtning, er allestedsnærværende. Den danske model er i store dele af det private arbejdsmarked ophørt med at eksistere. I transportsektoren, restaurations- og servicebranchen og store dele af byggebranchen er organiseringsprocenterne under 50%, og man har nået et tippepunkt. Et tippepunkt, der har konsekvenser dag ud og dag ind for titusindvis af danske lønmodtagere. Det er ikke kun i call-centre i fjernøsten, at lønmodtagere arbejder uden overenskomst, pension, ferie, pauser og ret til toiletbesøg. Det er ikke kun i tyskland og USA, der findes ”working poor”. Call-centre i København og Ålborg vidner om slavelignende forhold, der får Kina til at ligne et foregangsland for lønmodtagerrettigheder. Arbejdsmarkedets sigøjnere er ikke mere noget, der er i andre lande. Arbejdsmarkedets sigøjnere er ikke kun udsat for de mest primitive arbejdsforhold, de er også uorganiserede. De er på arbejdspladser, hvor arbejdsgiverne er ideologiske arbejdsgivere, der sætter en dyd i at holde fagforeninger udenfor fabriksporten.

Hele telekommunikationsindustrien vækker minder om den tidlige industrialisering i Europa og er billedet på fagbevægelsens globale krise og udfordring. Fagbevægelsen må genopdage internationalisme og droppe den nationalistiske selvtilstrækkelighed, som særligt præger LO og FTF. Hele det nye alternative arbejdsmarked bliver den samlede fagbevægelses store nationale og internationale udfordring i de kommende år. Disse problemer kan den organiserende fagbevægelsesmodel ikke løse.

Individualiseringen af lønmodtagerne

Årsagen til denne udvikling skal tilskrives nyliberalismen. Nyliberalismen har forandret alt de seneste 40 år. Den har haft økonomisk, ideologisk og politisk medvind. Den nyliberale globale revolution har forandret kapitalismen, den politiske økonomi, klassestrukturen, den offentlige sektor, fagbevægelsen, venstrefløjen, vores sprog og alle mellemmenneskelige relationer. Vi har været udsat for nyliberalismen så længe, at forstillingen om en anden verden næsten er glemt. Individualiseringen, er forårsaget af nyliberalismens markedsgørelse af alt fra kælder til kvist. Der er intet i samfundet, der ikke har været udsat for markedsgørelse: Kolonihaver, andelsboliger, fagforeninger, solidaritet og kærlighed. Den kollektivistiske tilgang til fagforeningsmedlemsskab eroderer og klassebevidstheden er blevet fragmenteret. At være medlem af en fagforening er ikke en naturlighed, og noget som går i arv ned gennem familier. LO har i flere undersøgelser (2005) dokumenteret den tiltagende individualisering af lønmodtagerne.

Så heller ikke i forhold til at overkomme individualiseringen af lønmodtagerne er den organiserende fagforeningsmodel tilstrækkelig.

Det europæiske perspektiv

En forudsætning for, at fagbevægelsen kan blive en samfundsforandrende kamporganisation kræver en forståelse af årsagerne til angrebet på velfærdsstaten og den danske model (klassesamarbejdet). En forståelse af, at der ikke findes nationale løsninger – kun internationale løsninger. Vi er nødt til at skabe en europæisk ret til at strejke, som en måde at føre kollektiv international kamp på i EU. Vi er nødt til at samarbejde og koordinere aktioner i alle de europæiske lande på samme tid, hvis vi skal modarbejde de nyliberalistiske politikker. Det er absurd, at EU's økonomiske nedskæringspolitik har et fælles koordineret udgangspunkt nemlig EU, men den europæiske fagbevægelse kæmper alene på den nationale scene.

Siden finanskrisen i 2008, har vi set den ene chokdoktrin efterfulgt den anden. Og selv om Danmark befinder sig i en langt bedre position end Grækenland, Spanien og Portugal, er vi ikke gået fri. Eller som Syrizas leder Alexis Tsipras sagde i 2012, "vi mener, at deres mål [redningsaktioner - o.a.] ikke er at løse gældskrisen men at skabe et nyt regelsæt i hele Europa, der er baseret på billig arbejdskraft, deregulering af arbejdsmarkedsforhold, lave offentlige udgifter og skattefritagelser for kapital".

Det har taget 150 år at nå til hvor vi er, men det har kun taget en finanskrise, et par chokdoktriner og en yderst beslutsom arbejdsgiverfront at nedrive en bygning, generationer har rejst. Overenskomstforliget mellem DI og CO-industri udstiller fagbevægelsens problem. Resultatet modsvarer ikke krisepolitikkens følger, og fagbevægelsen skal være glad for, at DI ikke ville slås, for overenskomsten afspejler styrkeforholdet mellem arbejde og kapital. Det er ikke et kønt syn. Fagbureaukratiet vil fremlægge overenskomstresultatet som et bevis på, at den danske model stadig lever og har det godt. Men vi kan fortælle alverdens positive fortællinger om, hvor godt vi gør det. Det fjerner ikke problemerne eller tilvejebringer løsningerne. Fagbevægelsens problemer er selvskabte problemer, og det er kun fagbevægelsen selv, der kan løse dem. Ellers kan vi forsøge os med den organiserende fagforeningsmodel herfra og til evighed.

Politik og ideologi tilbage til fagbevægelsen

Fagbevægelsen er i dag en fravalgsbevægelse. Vil vi igen være en tilvalgsbevægelse, kræver det en ny fagforeningskultur, hvor alle i organisationen har et fælles mål: Medlemsorganisering, medlemsempowerment og tilbageerobring af politisk og ideologisk styrke.

Friedrich Engels argumenterede for at klassekampen foregår på tre niveauer - det ideologiske, det politiske og det økonomiske. Medmindre udviklingen indenfor fagbevægelsen er forstået og analyseret indenfor denne kontekst, bliver det umuligt at komme til en fornuftig forståelse af, hvad der sker, og hvad der må gøres. Derfor må enhver debat om velfærdsstaten, fagbevægelsens udfordringer og klassekampssituationen i dag også forholde sig til den politiske og ideologiske dimension. Hvis du vil have folk til at tænke rødt, så må du tale rødt.

Ikke siden 70’erne har muligheden for at progressive ideer igen kan spille en central rolle i samfundet været større, men det er ikke givet, at det nødvendigvis bliver progressive ideer, der får overtaget.

Forandringen af fagbevægelsen starter med dig, uanset om du er menigt medlem, TR, AMR, afdelingsbestyrelsesmedlem, kongresdelegeret, hovedbestyrelsesmedlem eller ledende frikøbt tillidsrepræsentant. Det starter med, at du, sammen med dine kolleger kræver, at fagbevægelsen igen bliver en bevægelse i bevægelse for et bedre og mere retfærdigt samfund. En bevægelse væk fra fagchauvinisme, der begynder at se sig selv som langt mere end et fagpolitisk fællesskab. Fagbevægelsen må udvikle sig til en anti-nyliberalistisk bevægelse og genopdage sin kapitalismekritik fra kælder til kvist.

Uanset om du er medlem af det ene eller andet parti, eller om du er politisk hjemløs, uanset om du er mere eller mindre rød, så handler det om, at alle os, der ikke vil smide 150 års tilkæmpede rettigheder på den historiske mødding, står sammen og gør fagbevægelsen til alle medlemmers bevægelse. En bevægelse hvis opgave er at være den samfundsforandrende kraft. At forandre samfundet kræver politik og ideologi, og her kommer den organiserende fagforeningsmodel til kort.

Mange har påpeget faren for social uro i forlængelse af finanskrisen. Andre af os håber på og erkender nødvendigheden af socialt oprør. Forskellen på social uro og socialt oprør ligger i politisk organisering, retning, visioner og strategier. Vi har bevægelsen, vi har fællesskabets styrke, men vi mangler modet, viljen og visionen.

Om det vil lykkes, vil tiden vise. Jeg sidder i ledelsen i en fagforening, der er vokset støt kvalitativt og numerisk de sidste ti år til 11.000 medlemmer i dag. Vi skoler vores medlemmer, TR'er og AMR'er og har en antinyliberalistisk politik og strategi. Vi er en politisk og ideologisk fagforening, men vi sidder i samme båd, som resten af fagbevægelsen. Så længe FOA, 3F, HK og resten af LO-familien trækker vand ind, så hjælper det lige lidt, at vi sidder i den tørskoede ende. Vores resultater batter meget lidt i den store sammenhæng.

Det er en uskik i partipolitik at kommentere på andre partiers interne forhold, udvikling og krise. Der er en tendens til at den samme logik hersker i fagbevægelsen. Men det er en meget stor misforståelse, for en fagforenings og et forbunds utilstrækkelighed smitter af på alle andre. Den enes nederlag bliver til de andres nederlag. For kædeansvaret gælder i både negativ og positiv forstand. Derfor er hvert enkelt forbunds gøren og laden hele fagbevægelsens anliggende. Så mit råd til jer kollegaer er: Lad os se ud over egne snævre fagpolitiske interesser og se på, hvad der gavner alle lønmodtagere.

Hvis I ikke får vind i sejlene, stoppet hullerne i jeres ende – gerne med vores hjælp – så må vi opfordre til mytteri

Indlægget har først været bragt på www.kritiskdebat.dk som svar på dette indlæg

Hvorfor snakker fagbevægelsen om bedre service? Af Per Tønnesen