Splittelse i EL?

Det har vakt medieopsigt, at der sidste fredag var et lukket møde for ”alle dem, som er glade for Enhedslistens udvikling” og på lørdag er en stor konference med overskriften ”Hvor skal Enhedslisten hen?”.

Sidstnævnte er i medierne blevet udråbt til uro og splittelse, og det har været udsat for et heftigt spinangreb om, at der kun er tale om IS’ere og SAP’ere. Det passer ikke. Konferencen er bredt indbudt af fem københavnske afdelinger, og der er meget mere på tapetet end blot tendenskævlerier og uro fra the usual suspects.

I en blog her på Modkraft indikerer Pelle Dragsted, at arrangørerne bare vil tilbage til gamle dage som et 2 procents parti. Vås! Ingen vil tilbage eller smide medlemmer og vælgere overbord. Tvært imod har hele partiet andel i fremgangen og knoklet for den på gader og stræder – også de fem afdelinger, som indkalder.

Og for mig at se, så er der ingen splittelse eller knive på lur i skjorteærmerne. Men der er en udbredt uenighed om, hvordan vi forvalter fremgangen, og hvad den kan bruges til. Og ikke mindst om det går godt eller skidt. Og der er uenighed om, hvad det vil sige at være et socialistisk revolutionært og antikapitalistisk parti.

Sandheden set fra min side er, at det ikke går skidegodt for nu at sige det på jysk. Vi har ingen strategi eller fortælling, som det hedder på nudansk!

Vi gik til valg på at ville trække regeringen til venstre. Det er ikke lykkedes og vi har pt. ingen plan B!

Så kan vi enten være sure på regeringen, eller vi kan kigge på hinanden og sige, hvad gør vi så? Det er dette, som konferencen i mine øjne gerne skulle udmunde i.

Parlamentarisk har vi et princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring, og i mangel af strategi er dette efterhånden blevet selve strategien.

Vi jagter hovedløst rundt efter småforbedringer og forsøger at luge forringelser ud, selvom guderne skal vide, at vi alligevel har stemt for en del. Fx kom det for nyligt frem, at vi har været med til at skære 800 millioner på velfærden via Pinseforliget. Noget vi ikke engang i HB var orienteret om. Her handlede debatten til gengæld om forringelserne i samme forlig for seniorjobberne.

Vi har også med kommuneaftalen sidste år accepteret, at faktisk forbrug blev gjort til fremtidens ramme i kommuner, hvilket er hele årsagen til, at kommuner underbudgetterer og dermed sparer, da de er bange for at ramme loftet og blive pålagt sanktioner.

Og vi har lavet masser af politik, som set fra et antikapitalistisk synspunkt er omfordeling fra fællesskabet til kapitalen. Fx med investeringsvinduet, hvor kapitalen fik skattekroner til at investere i deres private maskiner gennem fraskrivningsreglerne, eller med akutjob og fleksjob, hvor arbejdsgiverne får bonus for oprettelse af jobs.

 Vi var også lige ved at være med til en historisk sænkelse af topskatten, men blev reddet af gongongen, da regeringen valgte Venstre i tolvte time. I ved, dengang Johanne følte sig ”pisset på”. Og nu er historien så, at vi til finansloven kræver oprettelse af flere private grønne jobs – lidt a la Søvndal, da han inviterede Novozymes direktør til SF’s landsmøde. Men hvorfor kræver vi ikke, at kommunerne selv må ansætte håndværkere til klimaforbedringer på skolerne i stedet?

Og vi indgik en finanslovsaftale, som var så ringe, at vi efter at have sagt ja gik hen og surmulede med vores eget pressemøde.

Alt dette kan diskuteres. Havde vi andre valg? Var tingene blevet endnu værre uden os? Hvad skulle vi ellers have gjort? Fair nok, jeg er fagforeningsmand. Jeg er vant til at være pragmatiker og indgå aftaler – også selvom man kun får småting. Alt dette kan vi selvfølgeligt diskutere, men det kræver en diskussion og ikke holde hånden for øjnene og sige huhej, hvor det går. Vi har jo fremgang.

Mit største problem er ikke, hvad vi har gjort, men måden vi har gjort det på, og ikke mindst alt det, som vi ikke har gjort.

Vi er fandens gode til at kravle op i træet og sige alt det, som vi ikke vil. Hvorefter vi surmulende alligevel gør det. Det var opskriften på finansloven sidste år, og det er allerede ved at gentage sig med finansloven i år, hvor notabiliteter i listen har travlt med at bedyre, at det ser svært ud, og vi kræver og kræver. Sandheden er bare, at vi nok skal indgå finanslovsaftale igen, og at den ikke bliver mere prangende end sidste år. Ellers må I kalde mig Mads.

Denne ikke-strategi er farlig. Enhver kan huske, hvad der skete med Villys historiske popularitet, og vi er allerede begyndt at dale i meningsmålingerne igen – simpelthen fordi vi lover mere end vi kan holde, vi puster os op og falder ned igen. Og jeg gad nok se, hvordan finanslovsaftalen skæres næste gang. Skal vi have vores eget pressemøde igen ud fra devisen, at første gang var det en tragedie – anden gang en farce?

Nuvel, som jeg siger, kan alt ovenfor diskuteres og til nød forsvares. Men det kan ikke forsvares, at vi for at kunne være hjemsted for hjemløse socialdemokrater helt undlader at sige alle de andre ting, som vi mener, hvilket er realiteten i dag.

Vi har i den grad forsømt at snakke socialisme og antikapitalisme. Vores rettesnor (kald det ansats til ny strategi) har været at fremsætte, hvad vi troede, at regeringen ville have sagt ja til før valget, eller endda indskrev i regeringsgrundlaget.

Vi stiller forslag (fair nok) om ekspansiv finanspolitik som kriseløsning, uden at sætte fokus på, at kapitalismen er årsagen, og at en ekspansiv finanspolitik allerhøjest er et plaster og ikke en kur. Ikke en gang internt forsøger vi at uddanne vores medlemmer til de ”svære” sammenhænge.

Kommunikationen til medlemmerne er vel en slags brugsblad med lidt om de gode tilbud (forslag i Folketinget), lidt bestyrelsesstof fra brugsforeningen (HB/årsmøde) og et par historier om de glade kunder med nye ansigter og gamle kendinge fra afdelingerne.

Vi har ellers en unik chance, nu vi faktisk er så store, nu hvor folk har lagt det beskyttende filter mod at lytte til os fra sig.

Det er nu vi skal turde pege på fremtiden og sige, at vi faktisk vil et helt andet samfund, at vi godt nok her og nu gerne vil bevare velfærden og skabe arbejdspladser, men vi vil også en helt masse andet.

Det er nu, at vi skal sige til miljøministeren, at det er da fint at sortere affaldet lidt bedre, men hvis vi vil forhindre den økologiske krise med klimaforandringer, råstofmangel og affaldsbjerge, så skal vi til at have en demokratisk planlægning og fælleseje af produktionen.

Så skal kapitalismen afskaffes, da den simpelthen er skruet sådan sammen, at de private ejere af produktionsmidlerne mister rub og stub i konkurrencen, hvis ikke de producerer nøjagtigt lige så profitorienteret som konkurrenterne og dermed er tvunget til at ”vækste”.

Jeg tror, at det er denne udfordring, som vi står overfor. Jeg oplever IKKE en generel utilfredshed med Folketingsgruppen, som gør det godt på mange måder, men jeg oplever, at vi som parti skal turde tage debatten om, hvorvidt vi skal gøre noget andet og mere – også sideløbende med Folketingsgruppens arbejde.

For mig må dette være hovedomdrejningspunktet for konferencen på lørdag. Vi har simpelthen brug for at politisk reality check. Hvad vil vi, og hvad kan vi? Og hvordan får vi det til demokratisk at fungere i et stort parti med ti tusind medlemmer? For det er den anden organisatoriske del af debatten på lørdag.

Skal kommunikationen til medlemmerne primært sigte på at orientere de passive eller være arbejdsredskab for de aktive? Skal vi have mindretalsbeskyttelse til kandidatvalgene, som vi historisk har haft med urafstemningen, som så kan tilsidesættes af (spinkelt) flertal på årsmødet? Hvordan skal det nye program skrues sammen? Er demokrati andet og mere end et kryds hvert fjerde år?

Jeg er overbevist om, at der vil være et hav af forskellige meninger til ovenstående og det er kun skide godt! Men det er hul i hovedet ikke at tage konsekvensen og debattere det i fælleskab i stedet for, at arrangørerne skal mistænkeliggøres for at være IS’ere og SAP’ere, som det er sket i medierne de sidste dage.

Derfor vil jeg gerne opfordre ALLE Ø-medlemmer til at komme og tage debatten – sammen! Det kan nemlig nogen gange være enormt befriende at tage en debat uden at der partout skal stemmes om et hav af ændringsforslag og hvor nogen ”skal vinde” en afstemning.

Det handler nemlig om fælleskab og partidemokrati.

Man kan tilmelde sig her: http://www.hvorskalenhedslistenhen.dk/