Annonce

26. juni 2013 - 19:30

DIY, kapitalisme og grøntsager

Det har vakt debat, at Modkraft har fået en ny blogger, Allan Nielsen. Manden er tonet frem med en historie om, at han går efter at blive selvforsynende i sit eget lille vestsjællandske landbrug og at det er måden at bekæmpe kapitalismen, nemlig at gøre sig selvforsynende og uafhængig af lønarbejde.

På Facebook har flere rystet på hovedet. Under sine blogs er han blevet mødt med alt fra thumps up til beskyldninger om at være nasseprins, som ikke vil bidrage med skatter via lønarbejde og til at være kapitalist, da han råder over et kapitalapparat (jord).

Jeg synes, at debatten har været ærgerlig og tyndbenet. Bemeldte blogger mangler selv at grave spadestikket dybere og forklare, hvorfor et så idealistisk og individualistisk projekt kan udgøre en trussel mod en så mægtig og altgennemtrængende kapitalisme.

Hvordan alle dem, som ikke har muligheden for at flytte på landet skal kæmpe for socialisme, og ikke mindst, hvordan en atomiseret flyt-på-landet-bevægelse skal komme med svar på indretningen af et komplekst moderne samfund med socialistiske produktionsformer, fælleseje, distribution, politisk organisering osv. Tilbage står nogle sloganagtige statements om at frigøre sig fra kapitalismen baseret på individuelle valg.

Bevares, man kan ikke klandre folk for det, som de ikke skriver. Men jeg mener faktisk, at Allans blogs rejser nogle spændende diskussioner, som man måske kan blive klogere på. Hvorfor ligger der et opgør med kapitalismen gemt i hans projekt? Kan vi blive klogere på kapitalisme og for så vidt også venstrefløjens historie af hans skriverier. Mit svar er ja. Måske ikke på en måde, hvor Allan er enig. Men det må jo komme an på en prøve.

I denne blog vil jeg forsøge at rejse denne debat og grave spadestikket dybere i håb om, at vi alle bliver lidt klogere af debatten.  Nogle vil sikkert mene, at det er for tørt, andre at det ikke er tørt nok. Nogle at det er for langt, men hey, skal vi være klogere, så kan vi ikke nøjes med Twitter :-)

Allerførst, så mener jeg ikke, at der ligger et opgør i kapitalismen i hans model. Man kan vel beskrive det som et forsøg på at bryde individuelt ud af kapitalisme i stedet for at bryde kollektivt med kapitalisme. I mine øjne et dødfødt projekt, hvis målet er et socialistisk samfund.

Det helt store flertal af befolkningen er proletarer. En proletar er én, som kun har sin arbejdskraft at sælge og ernære sig ved. Og det gælder uanset om denne arbejdskraft er mere eller mindre uddannet, faglært, ufaglært eller akademiker. Offentligt eller privatansat. Lønarbejdet er et grundvilkår for at (over)leve. Og det gælder herhjemme såvel som globalt. Og den enorme befolkningsvækst de sidste to hundreder år under kapitalismen har gjort det umuligt for alle at realisere sin indre bonderøv uden, at samfundet bryder sammen. Men udover det praktiske, så handler det vel også om at forstå kapitalismen.

Hvorfor antikapitalisme?

Allan træder direkte ned i en af de ældste modsætninger på venstrefløjen. Kan man opbygge et idealistisk socialistisk samfund, som en ø i kapitalismen? Marx og hans folk sagde nej. De utopiske socialister sagde ja.

De utopiske socialister var en af de tidligste venstrefløjsretninger, som dels argumenterede moralsk. Udbytning og strenge livsvilkår var synd for arbejderne. Derfor appellerede de moralsk til magthavere og kapitalister for at sikre bedre forhold (lidt ligesom dele af Enhedslisten vil nogle nok mene).  Og dels prøvede de at opbygge små utopiske samfund, landsbyfællesskaber osv. uden udbytning, som øer i kapitalismen. Lidt ligesom Allan gør med sit landbrug på individuelt plan.

Modsat dette stod den videnskabelige socialisme – marxismen, som mente, at de objektive måder, som kapitalismen er indrettet på, er årsagen til ulighed, udbytning og alle kapitalismens andre fejl og mangler. Det er ikke (bare) grådighed og moral, som man kan appellere til.

For at forstå dette må man forstå, at kapitalismen er en måde at organisere produktionen og samfundet med det formål at frembringe profit og dermed vækst. Er der ikke konstant vækst, så er der ingen afkast af den private kapital/formue.

Så vil kapitalisten enten miste sine penge eller sætte dem i noget andet, som det sås op til finanskrisen med finansspekulation. Kapitalen akkumuleres – ophobes – hos dem med det største afkast, som så kan udkonkurrere konkurrenterne. Dermed tvinges kapitalisten til at handle som konkurrenten. En menneskelig kapitalisme umuliggøres!

Konkurrencen skærpes ubønhørligt og fører til større ulighed og koncentreret kapitalmagt hos stadig større firmaer. Det er dette profit- og vækstfokus som har enorme systemfejl.

Kapitalismen skaber rovdriften på natur, klima/miljø og på mennesker, idet den forudsætter væksten i profit enten ved at sælge mere og/eller ved at presse omkostningerne – fx med underbetalt arbejdskraft, udflagning af arbejdspladser til Kina, øget udvinding af råstoffer og manglende hensyn til miljøet. Forudsætningen for det hele er vækst og udbytning. At nogen kan blive rige på andres arbejdskraft.

Kapitalismen er også altgennemtrængende og koloniserer stadig flere livsområder og sociale forhold. I takt med, at konkurrencen øges, markedsgøres nye områder og underlægges jagten på profit. Det ses i form af menneskelige relationer som pleje eller i kulturen, hvor undergrundskulturer kommercialiseres på ingen tid. Det ses ved den enorme mentale magt, som kapitalismen har, hvor mennesker tillægges kunstige behov og reduceres til forbrugere uden fokus på faktiske behov eller bæredygtighed. På den måde tillægges mennesker også stereotype sociale roller, der alle passer ind i kapitalismens markedsføring og masseproduktion af konsumvarer. Alle har ret til et fedt køkken!

Det er systemfejlene, som gør, at vi som socialister er imod kapitalismen. Det er uligheden, fattigdommen, forureningen og den enorme magtkoncentration af kapitalmagt, ensretningen og varegørelsen af menneskelige relationer og alle de andre logiske følger af kapitalismen, som gør, at systemet skal afskaffes. Alt dette kan føres tilbage til en ting. Den private ejendomsret over produktionsmidlerne - kapitalen. Det er den, som skaber nødvendigheden af stadig vækst i profit, da kapitalen ellers går til grunde i konkurrencen. Det er dermed den, som bærer alle systemfejlene.

Et opgør med kapitalismen fordrer derfor et opgør med den private ejendomsret over produktionsmidlerne – både de faktiske, hvor varerne produceres, men også de indirekte som transportsektor, butikker, service, viden osv. der er genstand for kravet om vækst og profit.

Men hov, så er Allan da stået helt af, og kan man så bruge ham til noget, vil nogle sikkert spørge? Jo gu kan man så!

Squash og fremmedgørelse

For mig er Allan spot on på et punkt, men det kræver lige en kort tur i den teoretiske kapitalismemølle igen. I bærer sikkert over med mig.

Hele forudsætningen for ovenstående kapitalisme er, at varer produceres og opgøres i markedsværdi modsat brugsværdi. En vare har kun værdi, hvis den kan sælges og skabe profitten til at forrente kapital. Man ser ikke på brugsværdi, men markedsværdi, hvilket enhver småbørnsforælder som mig ved, når man tænker på alt det plastiklort, som laves til vores unger, som ikke kan bruges og går i stykker med det samme.

Eller alle de andre plastikdimser, elektronikdutter, apps og pis og lort, som dybest set ikke tjener et formål, men som folk render rundt efter i frygten for at gå glip af noget i den reklamedefinerede virkelighed, som vi lever i.

Og det hænger sammen med fremmedgørelse, hvor vi som mennesker kun ”lever”, når vi har fri. Hvor vi ikke er herre over eller ejer de ting, som vi laver på arbejdet. Det gør arbejdsgiveren. Vi bliver fremmedgjort for deres brugsværdi. De er varer, ikke noget som vi skal bruge eller har et forhold til. Dette er selvfølgeligt abstrakt og svært forståeligt, men på det jordnære plan er Allan et glimrende eksempel. Han finder en særegen glæde i egne squasher og griner af dem til 8 kr. i supermarkedet.

Jeg bor selv i almennyttig lejlighed i stuen med en frimærkestor have foran, hvor jeg dyrker grøntsager, salater, squash, krydderurter osv. Og jeg elsker det og går med ungerne og kigger på hver centimeter det vokser. Jeg går også til havs og samler muslinger og tang og i skoven og samler bær og svampe, eller som nu i hyldeblomstsæsonen laver saft med ungerne. Og det er fedt.

Her produceres/samles tingene pga. deres brugsværdi, hvad de er værd for os mennesker, for mig og ikke for en abstrakt markedsværdi. Her ophører fremmedgørelsen og jeg har pludseligt et forhold til produkterne, en glæde ved dem.

Bevares, andre kan have glæde ved andre ting og mine er ikke mere rigtige end andres. Men i dag har kapitalismen opdelt vores liv i arbejdsliv og fritid, hvor vi er frie i fritiden og langt henad vejen fremmedgjorte i arbejdslivet. Vi gør det af nødvendighed og kompromisset er, at vi får penge til at købe varer, som vi ikke har et særegent forhold til. Også selvom nogle af os er så heldige, at have et meningsfyldt arbejde.

Fremmedgørelsesproblematikker er langhårede og samtidigt enormt individuelle, hvem har hvilke job, hvad laver man og hvilken følelser har man til dem. Jeg har selv både arbejdet på møbelfabrik, hvor nogen havde en enorm faglig stolthed over den enkelte bordplade og var mere mester end mester selv, mens vi andre nok var ligeglade om det var bordplader eller kattegrus, som kom ud af maskinen. Og jeg har været jord- og betoner, hvor der var noget blivende og en glæde ved at gå på de fortove, som man selv havde lagt nede i midtbyen.

Og det gælder i øvrigt også det offentlige arbejdsmarked, hvor fremmedgørelsesproblematikker i dag vokser ind, selv i det allerhelligste som pleje og omsorg, som man kan læse om her.

Én ting er helt sikkert. Den måde arbejdslivet og kapitalismen er skruet sammen på, den betyder faktisk noget for vores følelser og den glæde vi har i tilværelsen. Hvorfor skal vi have en produktionsmåde, som producerer ud fra markedsværdi, som gør, at vi har en mindre glæde ved de ting, som vi laver, end hvis de var produceret ud fra brugsværdi? Hvis de var besluttet i fællesskab på demokratisk vis på arbejdspladsen og hvor vi alle kunne se os selv i produkterne. Eller i hvert fald i højere grad end i dag?

Det er vel det, som socialisme (også) handler om. Det handler vel om, at løfte Allans (og min) brugsværdiglæde op på samfundsplan og ud af fremmedgørelsen?

Og så handler det om magt.

DIY

Egentligt kunne bloggen stoppe her, men der er faktisk en sidste krølle at slå på dette emne. Nemlig gør det selv, Do it yourself, eller DIY, som det hedder på nymodens venstrefløjssprog. Og her tænkes ikke på trailerfolket.

DIY fortjener måske i virkeligheden sin helt egen blog, men DIY er alligevel et tema her. Især i det autonome miljø fylder DIY en del, som en modmagts- og frigørelsesstrategi. Lav dine egne fristeder, skrald din egen mad, lav dine egne folkekøkkener, løs dine egne konflikter osv.

For mig at se, så kan vi ikke revolutionere verden gennem DIY, vi kan ikke bryde med kapitalismen jf. ovenfor, ja vi kan ikke en gang bryde ud af den, selvom Allan gør forsøget. Men vi kan alligevel som vel er Allans egentlige (del)mål gøre os mindre afhængige, opnå en større brugsværdi og på sigt skabe en egentlig modmagt. Forklaring følger.

Min minimale køkkenhave eller Allans husmandsted rykker ikke en dyt ved samfundets magtstrukturer. Det er DIY på mikroplanet og giver vel kun os selv glæde,

Men det rykker først for alvor, hvis det kollektiviseres og bliver egentlig ideologibærende. I kapitalismens første årtier var det fattiggården eller arbejdet. Derfor blomstrede arbejderbevægelsen af DIY-initiativer. Man oprettede egne virksomheder, egne kulturinstitutioner og sports og fritidsforeninger. Man lavede socialsikring, og byggede huse til udtjente kollegaer eller enkehjem. Man havde begravelseshjælpen med Arbejdernes Ligkistemagasin.

Det gav styrke og det øgede klassebevidstheden og fællesskabet. Når udsatheden forsvinder, så kan man kæmpe sammen, men så kom velfærdsstaten. Selvom jeg er stor fan af velfærdsstaten på andre områder, så har den også overtaget arbejderbevægelsens egne organiseringer. Den overflødiggjorde dem med katastrofale konsekvenser for klassetilhørsforholdet og solidariteten.

Hvad betyder det? Jo, i dag er der rigtignok hjælp at hente og udsatheden er begrænset. Men den er også individualiseret. Nu er det den enkeltes kamp med og mod sagsbehandlere og det er politisk bestemt, hvor regeringer kan dreje på velfærden efter forgodtbefindende.

Det er ikke en solidaritet, som udspringer af kollektivet og bevægelsens egne institutioner. Det er individets kamp, hvad har jeg ret til, hvad kan jeg opnå, eller i værste fald, hvad kan jeg undgå af fornedrelse fra det offentlige system, i stedet for, hvad kan vi gøre i fællesskab.

Skal Allan og ligesindede virkelig udgøre en trussel mod kapitalismen, så skal der løftes fra mikro til kollektivt plan. Det er fint, at Allan argumenterer med, at han via selvforsyning vil gøre sig fri af lønarbejde og afhængigheden af penge, så han i det mindste ikke bidrager til kapitalismen ved at købe deres varer.

Men skal det virkeligt batte, så skal det løftes op i et helt andet niveau, så skal vi gøre det selv-SAMMEN! Så skal der laves kollektive byhaver og produktionsfælleskaber. Der skal laves Folkets Supermarkeder til fødevaredistribution, der skal laves byttebørser med genbrug og udveksling af tjenester. Jeg kan det for dig, hvad kan du for mig? Og måske endda egne valutaer, som Pumaen i Spanien.

Bevares en ting af gangen og det er sgu noget af en mundfuld at lægge på Allans blogunivers. Min pointe er blot, at Allan ikke har gang i en stille revolution, som han hævder. DIY kan ikke revolutionere kapitalismen. Men bliver det stort nok, så kan det måske give troen på, at vi kan selv – uden kapitalisme. Det giver det fællesskab, som forsvandt med velfærdsstaten.

I selvorganiseringen ligger erfaringspotentialet. I selvorganiseringen ligger magten til at turde noget andet. I selvorganiseringen ligger kimen til et alternativ. Og i selvorganiseringen ligger der hver eneste gang en lille flig af magt, som vi tager tilbage. Så langt har Allan ret.

Velkommen til Allan! Jeg har også en indre bonderøv. 

Annonce