Annonce

5. november 2016 - 21:19

Er Enhedslisten “vores parti”?

To gode kammerater fra Enhedslisten, Helge Bo Jensen og Jonathan Simmel, har for et par uger siden på Modkraft skrevet “Et opråb til socialister udenfor Enhedslisten og til medlemmer der føler sig fristet til at blive partiløse.” (Enhedslisten – Vores parti!)

De indleder med en opremsning af gode ting, EL’s 9.000 medlemmer gør – både generelt og inden for de seneste uger. Intet af det er (mig bekendt) forkert. Det er blot meget ensidigt. Ja, så ensidigt, at det bliver forvrænget.

Så siger de, at der også er problemer – uden på nogen måde at blive konkrete (i modsætning til “de gode ting”).

Men problemerne kan løses, for “uanset hvordan man vender og drejer sagen, så har Enhedslistens stadigvæk et fortrinsvist intakt medlemsdemokrati.” (Det gentages oven i købet.) Og konklusionen er derfor:

“Dermed er forudsætningerne for at påvirke partiets retning tilstede i Enhedslisten, og dermed ryger alle socialisters undskyldninger for at melde sig ud uden at forsøge at tage denne politiske kamp internt først.”

Medlemsdemokrati?

Uheldigvis for troværdigheden af Helges og Jonathans billede af medlemsdemokratiet i EL kunne dr.dk blot en uge senere dokumentere det, de fleste godt vidste i forvejen: At én af de to skribenter var blevet presset af partiledelsen til ikke at indtage sin plads som vikar i folketinget. (Skipper får hård kritik fra baglandet efter revolutionær politikers exit og Enhedslistens top fik revolutionær suppleant til at droppe Folketinget)

Årsagen var vikarens meget blødt formulerede udtalelser om, at der kan opstå situationer, hvor flertallet må bruge våben for at forsvare sig – “men i dagens samfund vil det være en helt absurd tankegang”.

Sagen er på mange måder ganske grotesk:

  • Vikaren var opstillet af EL’s årsmøde (partiets højeste myndighed), som var velbekendt med vikarens holdninger ud fra tidligere udtalelser.
  • Vikaren havde fået stemmer nok ved det seneste folketingsvalg til at kunne bliver vikar.
  • Ingen fra hverken EL’s forretningsudvalg (FU) eller folketingsgruppe ville forklare EL’s knapt 300.000 vælgere, hvorfor deres valgte repræsentant var “blevet gået”. FU-repræsentanten gentager blot 4 gange, at FU’s handlemåde er blevet godkendt af et flertal i hovedbestyrelsen. Og den eneste fra folketingsgruppen, der vil sige noget, siger blot, at der ikke er nogen “grund til at tæske mere i det”.

(At den politiske ordfører, der skarpt fordømte vikarens udtalelser som værende i strid med “Enhedslistens grundlæggende værdier, vores politik og er uacceptabelt”, indtil fornylig i flere år har været medlem af samme EL-fraktion som vikaren, gør det blot endnu mere farceagtigt: Enten har hun i sine år som medlem ikke opdaget, at vikarens udtalelser er fraktionens holdning. Eller også er det ikke fraktionens holdning – længere??)

Kampen om “Enhedslistens sjæl” er tabt

Kære Helge og Jonathan, jeg tror I tager fejl, når I (indirekte) skriver, at de, der har meldt sig ud, har gjort det “uden at forsøge at tage denne politiske kamp internt først”. Det er ikke mit indtryk fra de 9 år, jeg var medlem af EL.

Men siden den lidt naive drøm om “rød blok” (som modsvar til Fogh-Løkke) fik ben at gå må i EL (ca. 2007) og især siden EL’s kanonvalg i 2011, har det i høj grad været en kamp op ad bakke.

De, der ønskede et EL, der først og fremmest skulle spille en parlamentarisk rolle, udnyttede valg-succesen til at ændre partiet i den retning.

Det politiske center i EL er i endnu højere grad end tidligere blevet folketingsgruppen – ikke hovedbestyrelsen. På årsmøderne har parlamentarikerne fået en større og større del af taletiden, mens de menige delegerede spises af med 1 minuts-indlæg. Osv. osv.

I mellemtiden er ethvert begreb om revolution gledet helt ud af ordbogen – eller snarere systematisk fjernet: Principprogrammet er blevet omskrevet til ukendelighed. Den aktuelle vikarsag er blot den seneste, hvor det fastslås, at EL også i fremtiden vil holde sig inden for den borgerlige parlamentarismes rammer (med mindre justeringer, naturligvis).

Ja, det er rigtigt, at venstrefløjen i EL en gang imellem har fået ændret nogle formuleringer. Og i enkelte, oftest ret perifere sager har “den parlamentaristiske fløj” også måttet indkassere et nederlag eller to.

Men hovedretningen er uantastet og bekræftet af hovedbestyrelsesflertal efter hovedbestyrelsesflertal, årsmødeflertal efter årsmødeflertal.

Jeg må, med al respekt, desværre konkludere, at I kæmper en tabt kamp: Enhedslisten er gennem de seneste år konsolideret som et venstre-reformistisk parti.

EL er stadig det eneste parlamentariske alternativ, som jeg i mangel af bedre opfordrer til at stemme på til folketingsvalg (og de fleste steder til kommunalvalg). Men det billede, I tegner af, hvad der er nødvendigt, det er EL langtfra:

“En kraft som kan opsamle disse kampe, koordinere dem og binde dem sammen, som kan lære af erfaringerne og sikre at presset fastholdes indtil der er vundet terræn.

På samme måde kræver det et politisk parti, som kan bruges til at sætte fokus på disse kampe. Som kan løfte bevægelsens krav og gå skridtet videre med en kritik af systemet bag.”

Er der plads til revolutionære i Enhedslisten?

At erkende nederlag i klassekampen er en disciplin, enhver socialist eller fagligt aktiv må lære sig, hvis man vil overleve som aktiv.

Men at erkende nederlag på nederlagprincipielle spørgsmål i éns primære politiske organisation må nødvendigvis føre til overvejelser om, hvorvidt man er i den rigtige organisation.

Klassekampens generelle tilstand er et vilkår, man må erkende, forstå og forsøge at finde handlemuligheder inden for. Det kan et lille mindretal af revolutionære ikke ændre grundlæggende. (Men et stort venstre-reformistisk parti kunne ændre en hel del, hvis man ville.)

Men det samme er ikke tilfældet med éns politiske parti. For det handler jo ikke kun om jer selv.

Jeg har en enorm respekt for de revolutionære, der (som jer) stadig kæmper i EL. Men er det en kamp, I vil opfordre unge revolutionære og anti-kapitalister til at kaste sig ind i?

Virkeligheden er jo, at måden, revolutionære overlever i EL på, er at finde en niche, hvor man stadig kan lave noget meningsfyldt. Det kan være, at man er i én af de relativt få gode EL-afdelinger med højt til loftet i diskussioner og aktiviteter. Eller i noget fagligt arbejde, eller lign.

Men hvis det ikke er en mulighed, så er det, at folk enten opgiver at være aktive eller drypvis melder sig ud.

Rummet for revolutionære i EL er væsentligt indskrænket over de senere år. Og det er i stigende grad en forudsætning for éns tilstedeværelse, at man accepterer, at den generelle retning er venstre-reformistisk.

Det er ikke et perspektiv, jeg synes, I skal tilbyde hverken unge eller ældre, der ønsker at slås for en anden verden – og mod angrebene i den nuværende kapitalistiske.

Nederlag på nederlag i éns politiske parti er ikke befordrende for det politiske engagement.

Er der et alternativ?

Der er i høj grad brug for et revolutionært politisk alternativ, der kan begynde at udfylde de opgaver, I ridser op: Opsamle og lære af kampene og forbinde dem med et revolutionært og anti-kapitalistisk perspektiv.

Vejen til at få det er ikke verdens nemmeste. Men det starter med, at revolutionære – uanset om man er i eller uden for EL – begynder at diskutere og handle sammen.

Det er emnet for et opfølgende indlæg.

Annonce