Krigsforbryderen vi ikke vil fange.

Med jævne mellemrum fortæller pressen historien om Søren Kam, som de tyske myndigheder nægter at udlevere til retsforfølgelse i Danmark. Senest for en uge siden. Noget tyder imidlertid på, at de danske myndigheder aldrig har ønsket at få ham udleveret.

Søren Kam er en ældre mand på snart 92 år. Han kæmpede på Østfronten, modtog Jernkorsets Ridderkors og blev SS-Obersturmführer. I Danmark deltog han i grundlæggelsen af Schalburgkorpset, men er mest kendt fordi han i 1943 deltog i likvideringen af redaktør Carl Henrik Clemmensen sammen med Jørgen Valdemar Bitsch og Flemming Helveg-Larsen. Sidstnævnte blev dømt for mordet og henrettet i 1946 som den første efter straffelovstillægget, der blev indført efter Besættelsen. Søren Kam forblev imidlertid i Tyskland og blev tysk statsborger i 1956. Han ernærede sig herefter i mange år som sodavandsfabrikant.

I den periode midt i 1980erne, hvor jeg var medlem af Folketinget og var retspolitisk ordfører for Venstresocialisterne, blev to af folketingsgruppens sekretærer opmærksomme på, at der fortsat var et par håndfulde danskere, som var efterlyst efter straffelovstillægget. Søren Kam var den mest prominente af dem.

Vi spurgte Justitsministeriet, hvad man gjorde for at retsforfølge dem og fik som svar, at man fortsat ledte efter dem, men at man ikke anede, hvor de opholdt sig. Direkte forespurgt om Søren Kam gentog Justitsministeriet, at man søgte efter ham og at han da ville blive retsforfulgt, hvis man fandt ham.

Han stod i telefonbogen.

Den historie nægtede vi simpelt hen at tro på, så vi gik i gang med selv at finde Søren Kam, og i løbet af en formiddag lykkedes det to sekretærer i Venstresocialisternes folketingsgruppe at lokalisere Søren Kam, udelukkende ved hjælp af åbne kilder og uden at forlade Christiansborg. Blandt de åbne kilder var der noget så avanceret som en telefonbog, og så ringede vi såmænd bare til ham.

Først talte den ene af sekretærerne med Søren Kam, dernæst talte jeg selv med ham. Jeg husker ikke mindst samtalen på grund af Søren Kams ekstreme høflighed og tyske korrekthed. Han forsøgte først at forklare, at den historie nu var så gammel, og at den da måtte være glemt, men herefter var han egentlig ganske snakkesalig.

Nu er Søren Kam vel næppe det bedste sandhedsvidne, man kan få i denne sag, men en del af hans fortælling gjorde særligt indtryk. Han fortalte nemlig, at han gennem årene faktisk havde været i Danmark flere gange, blandt andet for at møde sin bror, Rasmus, der var byretsdommer i Aalborg. Han ville dog ikke fortælle, hvor de mødtes.

Søren Kam ønskede naturligvis ikke kontakt til de danske myndigheder under sine ophold i Danmark, men mere interessant var hans oplysning om, at uviljen mod kontakt var ganske gensidig. 

Det var derfor relativt risikofrit for Søren Kam at bevæge sig rundt i Danmark. Medmindre uheldet var ude, så Søren Kam og de danske myndigheder uforvarende kom i kontakt. For eksempel som følge af et trafikuheld eller ved en trafikkontrol. Så der var en aftale om, at Søren Kam på forhånd informerede om, hvornår han var i Danmark og hvilken rute han ville køre. Så var der ikke noget politi på dén rute på dét tidspunkt. Vi fik ikke oplyst, hvordan den information blev formidlet til de danske myndigheder.

Justitsministeriets illusionsmageri.

Sjovt nok modtog Justitsministeriet vores meddelelse om at vi havde hjulpet dem med at finde Søren Kam uden nogen som helst begejstring. End ikke et takkekort fik vi. Ministeriet fastholdt, at de ikke anede, hvor han befandt sig. Efterfølgende er Justitsministeriet dog holdt op med at udstille deres selvvalgte uvidenhed, og nu er de ikke i tvivl om, at han befinder sig i Tyskland. Det står mig uklart, hvornår denne erkendelse er opstået.

Venstresocialisterne svarede igen med at fremsætte forslag om afskaffelse af de særlige tillæg til straffeloven og retsplejeloven, der blev indført efter Besættelsen. De to love indeholdt nogle retssikkerhedsmæssigt betænkelige elementer som f.eks. dødsstraf og begrænsninger i tiltaltes retssikkerhed, og de var oprindeligt af daværende justitsminister Niels Busch-Jensen begrundet med, at der var et stærkt folkeligt ønske om en hård reaktion over for landssvigerne. Politikerne i Folketinget og i Landstinget var allerede fra starten fuldt ud opmærksomme på lovgivningens betænkelige elementer, men valgte at lade dem vige for det stærke folkelige ønske om hævn.

Hensigten med VS-forslaget var ikke, at Søren Kam eller andre skulle være straffri, for mord forældes jo aldrig efter den almindelige lovgivning, men vi mente, at tiden var inde til at dømme de resterende landssvigere efter de almindelige og noget mere civiliserede regler i straffeloven og retsplejeloven. Og navnlig da når Justitsministeriet alligevel ikke havde til hensigt at håndhæve de to gamle love. 

Men heller ikke dette forslag behagede Justitsministeriet. Regeringen og et flertal i Folketinget afviste det med henvisning til respekten for de modstandsfolk, der endnu var i live. En noget tvivlsom respekt, når lovene var en ren illusion, mente vi. Og 8 år senere blev de da også afskaffet.

I 2004 blev Søren Kam varetægtsfængslet in absentia af Retten i Lyngby. I 2006 bad Justitsministeriet de tyske myndigheder om at udlevere Søren Kam, men kravet blev afvist. Spørgsmålet er, hvad man hviskede de tyske myndigheder i øret, og hvad man har hvisket til dem i alle de mellemliggende år.

Svaret blæser i vinden.

Tilbage står i hvert fald som et åbent spørgsmål, hvorfor de danske myndigheder ikke blot valgte at lukke øjnene, men ifølge Søren Kam aktivt gjorde alt for at undgå at få fat på ham. Jeg kan som nævnt ikke vide, om Søren Kam overhovedet talte sandt, men Justitsministeriets besynderlige opførsel taler faktisk for, at det gjorde han.

Jeg kan ikke give andet svar, end at man måske har vurderet, at selv 40 år efter Besættelsen ville en retssag mod Søren Kam være ubekvem og ribbe op i følelser, der fortsat var meget stærke. De følelser fik vi i den grad at mærke, da vi i VS på den ene side modtog trusler fra nazi-sympatisører, som ikke ønskede at nogen krummede et hår på Søren Kams hoved, og på den anden side fra tidligere modstandsfolk, som truede med selv at rejse til Tyskland og likvidere ham, hvis vi fik held til at afskaffe straffelovstillægget. Nogen - jeg aner ikke hvem - fulgte efter mig i flere uger bagefter.

Men tilbage står altså også, at Søren Kam er krigsforbryderen, som vi ikke har lyst til at fange. Af disse grunde. Eller af helt andre grunde. Svaret blæser i vinden.