Hystadernes forrygende onsdag.

For rigtig mange år siden var jeg vurderingsmand i Århus. Min makker og jeg vurderede alle husene i et distrikt i Hasle. Vi gjorde det manuelt, kiggede på huset, målte op fra kælder til kvist, lagde til for herlighedsværdier og trak fra for dårlig vedligeholdelse.

Vi ramte da forkert i forhold til markedsværdien, for vi kunne jo ikke ane, hvilken pris en køber ville betale. Det afhang af køberen, køberens pengepung, køberens begejstring for kvarteret og huset, køberens børneflok, køberens hastværk, hvilke andre huse der var til salg og 1.000 andre ting. Det helt afgørende for "markedsværdien" var ikke markedet, men den potentielle købers begejstring, når et hus blev udbudt til salg, og om man var heldig at ramme et tidspunkt hvor en liebhaver var på indkøb efter et bestemt hus.

Men vi gjorde det så godt som muligt, og husejerne gik jo også op i det med liv og sjæl. De fleste ville gerne have en lav vurdering, fordi huset er skatteobjekt. Andre ville gerne have en høj vurdering, fordi huset snart skulle sælges.

Vore fejl fortonede sig dog i et barmhjertighedens tågeslår, for de færreste huse stod foran at skulle sælges, og derfor hørte det til sjældenhederne, at vore vurderinger fik mulighed for at blive målt i forhold til det helt tilfældige marked.

Men fejl begik vi, ja. Dog ikke så mange som der er begået de seneste ti år.

Så lod man computerne overtage.

En hel onsdag er nu gået med disse fejl som tophistorie. Ingen har imidlertid nævnt den helt afgørende ændring, der fik virkning for en halv snes år siden: Man forlod den manuelle vurdering med vurderingsfolk, der kiggede på huset, og indførte en stort set maskinel vurdering, så man ikke kigger på det hus, som man vurderer, men lader computeren beregne ud fra statistikker over handler i det enkelte lokalområde.

Det kan ikke være så indviklet at begribe, at så måtte antallet af fejl naturligvis stige, men denne ændring var altså én af de ændringer, der skete i OVK-regimets tid. Heri ligger efter min mening den helt afgørende årsag til den historie, som medierne nu har svælget i en hel dag. Men det kan man altså ikke laste SKAT for.

Siden da er fejlene blevet flere og større, og fejlene skal altså forstås som afvigelsen mellem vurderingen og den faktisk salgspris for de huse, der bliver solgt. Men bortset fra de flere og større afvigelser er intet egentlig ændret. Nogle har betalt for meget og andre for lidt, men sådan har det altid været. Det eneste nye er antallet af borgere, der har betalt for lidt eller for meget.

Alligevel har der denne gang rejst sig et krav om, at man skal have pengene tilbage, hvis man har betalt for meget. Det kan der også godt argumenteres for, rent principielt, men spørgsmålet er, hvorfor man skal have penge tilbage nu og ikke tidligere, når den eneste ændring sådan set er, at der er blevet flere afvigelser? For den enkelte borger må det vel være temmelig ligegyldigt, om der er få eller mange, der har betalt for meget.

Kravet kommer naturligvis fra de partier, der i det hele taget har set sig så onde i sulet over bidrag til fælles forbrug, at de gladelig lænser statskassen for 37 mia. kr., hvis det kan genere Skattevæsenet.

Først og fremmest falder problemet naturligvis tilbage på OVK-regimet, ikke fordi skiftende skatteministre har ladet stå til, men fordi det var OVK-regimet, der ændrede systemet til et maskinelt system, hvor man ikke kigger på de huse, man vurderer. Det er et problem, der var påregneligt.

Hvad skal vi overhovedet med ejendomsvurderinger?

Tilbage står imidlertid, hvad man faktisk kan gøre ved det fremover, når man aldrig nogen sinde kan undgå afvigelser mellem vurdering og salgspris og aldrig har kunnet. Man kan gå tilbage til det gamle manuelle system, men afvigelserne vil fortsat forekomme. Færre vil så blive "snydt", men for dem der bliver "snydt" er det jo en beskeden trøst, at de er færre.

Det centrale spørgsmål er, hvad vi overhovedet skal med offentlige ejendomsvurderinger? Det umiddelbare svar er, at de skal bruges, fordi fast ejendom er skatteobjekt.

Hvilket fører til det næste spørgsmål, som er, hvorfor fast ejendom overhovedet er skatteobjekt? Og på det spørgsmål bliver jeg svar skyldig, for jeg kan ikke komme i tanke om andre svar end at sådan har det altid været.

På en måde udspringer det jo af det sympatiske princip, at de velbjærgede skal bidrage mest til den fælles husholdning, og man kan med rimelighed antage, at de velbjærgede som hovedregel ejer mest fast ejendom. Ligesom formueskatten, indtil den blev afskaffet af en af Poul Nyrups regeringer. I øvrigt under stor kritik fra venstrefløjen.

Efter min mening var det fornuftigt at afskaffe formueskatten, ligesom jeg også mener, at ejendomsskatten skal afskaffes. Hvis man gør dét, så kan man også afskaffe de offentlige ejendomsvurderinger, hvilket løser det problem, at de alligevel aldrig vil blive korrekte.

Det ædle princip om at de velbjærgede skal betale mest til den fælles husholdning kan sagtens opretholdes ved at beskatte dem hårdere, når de tjener pengene, og de skal beskattes så tilpas hårdt, at man kan nøjes med at beskatte dem én gang – i stedet for at beskatte de samme penge år efter år, når de har forvandlet sig fra indkomst til formue eller fast ejendom.

Skatter af formue eller fast ejendom har først og fremmest psykologisk betydning, især for venstrefløjen, men det samme kan opnås på bedre måder, og så indeholder de to skatter oven i købet den uretfærdighed, at to mennesker med nøjagtig samme indtægt behandles forskelligt, alt efter om man spinker og sparer og skaber sig formue eller hus – eller om man bruger rub og stub med det samme.

Men først og fremmest så vil en afskaffelse af ejendomsskatten åbne en ladeport for også at afskaffe det rentefradrag, der er et tilskud til en bestemt udgift, som man påtager sig, men som principielt ikke er anderledes end min udgift til frisøren, som jeg også selv har påtaget mig, og som den fælles kasse naturligvis ikke subsidierer.

Skat af samfundsskabte værdistigninger er mere relevant.

Langt bedre end ejendomsskatten vil det være at beskatte den samfundsskabte værdistigning af fast ejendom, fordi den udgør en faktisk indtægt for ejeren, og fordi den er uden baggrund i produktionen.

Rentefradrag og ubeskattede værdistigninger skævvrider ejendomsmarkedet og skaber til stadighed de bobler, som igen og igen udløser de samfundskriser, som de mindre velbjærgede betaler for med arbejdsløshed og sociale forringelser.

Rentefradrag og ubeskattede værdistigninger er et langt mere alvorligt problem for samfundsøkonomien end al snakken om, hvor mange der er på overførselsindkomst og hvordan man øger arbejdsudbuddet, som ellers har stjålet debatten i umindelige tider.

Derfor taler alt for, at venstrefløjen benytter det igangværende hysteri til at komme på banen og spille ud med et helt anderledes alternativ end hystadernes forrygende onsdag – og i stedet foreslår helt at afskaffe den offentlige ejendomsvurdering og ejendomsskatten - og samtidig bereder vejen for afskaffelse af rentefradraget og indførelse af en reel beskatning af samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom.