Annonce

14. marts 2014 - 12:52

Civil ulydighed. For nogle et vilkår – for andre et privilegium

Diskussionen om civil ulydighed som modstandsform drejer sig ofte, om den er legitim eller ej. Civil ulydighed er en politisk strategi, som kan bruges til at protestere mod statens love og magthavernes politik og på den måde åbenlyst bryde nogle regler for derved at vise fysisk eller mental ulydighed over for love, normer eller strukturer, man nægter at anerkende.

Civil ulydighed kan være en meget virkningsfuld måde at aktivere diskussionen af lovgivning og yderligere politisere politiske konflikter eller problematikker, som magthavere og myndigheder ikke vil diskutere eller anerkende størrelsen af.

Når man i dag vælger at rejse eller flygte fra sit hjemland og ud i verden, kan det ses som en form for ulydighed. Som migrant og asylansøger møder man ofte det danske samfund og retssystem på en måde, hvor man konstant skal legitimere sin tilstedeværelse i den nationalstat, hvis grænser man har overskredet.

Migrantens møde med lufthavnsvagter, rigspolitiet i Danmark eller kystvagter ved middelhavslandene er et eksempel på, at migrantens indtræden på ”nyt” eller ”fremmed” territorium i sig selv er et brud på regler og retningslinjer inden for en form for grænsetænkning, der er yderst ekskluderende.

Man kan være flygtning, der søger asyl. Man kan få tildelt asyl eller blive afvist. Konsekvensen af dette kan være utallige år på et asylcenter, hvor man ikke har adgang til uddannelse, arbejde eller et stimulerende socialt liv. Man kan migrere til Danmark for at arbejde eller studere. Her skal man oparbejde sig retten til en arbejdstilladelse, hvor nogle jobs og uddannelser med deres høje lønninger eller status er mere værdige og eftertragtede end andre.

Man kan også migrere til Danmark for at komme væk. For at prøve noget nyt. For at søge lykken, lighed, fred eller noget helt andet.

At nægte at anerkende nationalstatens grænser, er således en ulydig handling i sig selv. For mange er det ikke en umiddelbar menneskeret at flytte sig. Grænserne skal forstås som grænser. De er kontrolleret af nogen – af en nationalstat eller EU. De er ikke fælles. Grænserne er det ypperste symbol på at holde nogle inde og andre ude.

Biometri & Bevægelse

Det svenske REVA-projekt (Rättssäkert och effektivt verkställighetsarbete) kan ses som et billede på den nationalstatslige grænses konstante bevægelse. Det nationale REVA-projekt har givet det svenske politi flere ressourcer til at fange og tilbageholde udokumenterede migranter.

I Malmø betyder REVA blandt andet, at politiet sammen med skattemyndighederne foretager razziaer på Möllevångstorget og tilbageholder cyklister, som overtræder forskellige trafikregler, for at få en anledning til at se identitetspapirer.

I Stockholm er politiet, der er tilknyttet REVA, oftest i civil. De opholder sig ved metrostationernes ind- og udgange, og hævder selv, at de kun leder efter folk, der springer over spærrerne eller kører uden billet i metroen. Flere samfundsdebattører peger på, at REVA kan være i strid med Europakonventionen, da projektet forudsætter, at mennesker bliver kontrolleret uden en forudgående mistanke om en forbrydelse.[1]

REVA er et forsøg på at arbejde imod kroppenes frihed til bevægelse. Med biometriske teknologier og registrering rykker reguleringen af migration sig ind på feltet for den kropslige regulering.

Endnu et eksempel på dette er EU's fingeraftryksregister, EURO-DAC, der anvendes i gennemførelsen af Dublin-forordningen, der bestemmer, at en flygtning kun kan søge asyl i det første EU-land, han/hun registreres i.

Dublin-forordningen forudsætter en idé om en form for lighed mellem asylsystemerne i EU. En lighed som i praksis ikke eksisterer. Dette har konsekvenser for den migrant, som ikke når længere end f.eks. Grækenland, Malta, Ungarn eller Italien. Grækenlands asylsystem har reelt været brudt sammen i mange år.

I 2011 afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise mennesker til Grækenland. Dette skete efter talrige protester mod Dublin-udvisninger til Grækenland og et flerårigt søgsmål fra en afghansk flygtning mod den belgiske stat.[2]

Forestillingen om universelle menneskerettigheder kan i en migrations-kontekst synes meningsløs, da den enkeltes rettigheder indskrænkes og den stat, der kan beskytte den enkelte rettighedsbærer, i nogle tilfælde synes fraværende.

I det danske asylsystem er det en sagsbehandlers vurdering af den enkelte ‘asylansøgers’ troværdighed, der i sidste ende afgør, om personen forbliver uønsket eller anerkendes og får opholdstilladelse.

En troværdighedsvurdering kan ikke sættes på en matematisk, nøgtern formel, men afhænger af den konkrete situation - samspillet mellem mennesker, mellem repræsentanten for de danske udlændingemyndigheder, der foretager interviewet med den ansøgende flygtning samt den medvirkende tolk, der oversætter mellem parterne.

Alligevel forsøger udlændingemyndighederne i sin offentlige diskurs om asylsystemet at gøre netop det: Sætte processen på en formel, så den neutraliseres, gøres objektiv og bliver en ren, juridisk proces. Spørgsmålet om retfærdighed usynliggøres, annulleres eller bortviskes. Igen sker en reduktion af mennesker til kroppe, der søges reguleret.

Med brug af biometriske teknikker, et asylsystem centreret omkring spørgsmålet om den enkeltes troværdighed og den fleksible, mobile grænsekontrol, søges migrantens krop styret og reguleret af det nationalstatslige apparat.

Grænserne rykker sig derved ind i kroppens intimsfære.

Den ulydiges retssikkerhed

Den repression, der finder sted, hvor biometriske teknikker dominerer, og asylsystemets troværdighedskrav og grænsekontrollen rykker væk fra den ydre nationale fysiske grænse, kræver særlige modstandsformer.

Men hvordan bruger man civil ulydighed til at sige fra, til at gøre opmærksom på manglende borgerrettigheder, til at tilkæmpe sig bedre vilkår, til at forbedre og styrke basale menneskerettigheder?

Det kan føles svært – til tider umuligt.

I en situation, hvor man i forvejen ikke er en anerkendt og accepteret del af samfundet, befinder mennesker uden asyl, uden midlertidig eller opholdstilladelse, arbejdstilladelse, statsborgerskab sig i en skrøbelig situation.

Denne situation og tilstand er endnu skrøbeligere, når det gælder modstand over for repression og uretfærdighed. Når man som migrant føler sig uretfærdigt behandlet af Udlændingestyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Social- og Integrationsministeriet, Røde Kors’ medarbejdere, der driver de danske asylcentre eller politiet, kan det strukturelt være svært at sige fra og tage civil ulydighed som en politisk modstandsform til sig.

Når man i forvejen er uønsket og ikke regnes som en del af det fællesskab, og de idealer eller værdier, som det etablerede system mener, er normen, kan civil ulydighed som politisk modstandsform tolkes som en provokation eller en ”forkælet” protestform.

Denne forståelse ses, når modstandere af forbedrede forhold for migranter og især asylansøgere argumenterer for, at ”mennesker uden ret til at være i Danmark ikke skal have retten til at kæmpe for flere rettigheder.”

I kampen for bedre retlige og sociale forhold for asylansøgere i Danmark har civil ulydighed i form af protestaktioner, demonstrationer og manifestationer været en nødvendighed. Således var aktionen Luk lejren i oktober 2008 et udtryk for dette. Her forsøgte man med succes at klippe det hegn, der afskærmer Sandholm Lejrens beboere fra omverdenen. Omkring 1500 mennesker deltog i demonstrationen, hvor parolen var: Vi vil lukke lejre ved at åbne den.

Her opstår selvfølgelig et repræsentationsspørgsmål. Et af de spørgsmål man ofte stiller sig selv, når man laver aktioner og demonstrationer, der skal understøtte en sag eller kampagne: Kan de mennesker det omhandler være med?

Ofte er svaret desværre nej.

Dette er selvfølgelig også et udtryk for, at det kan være svært at overskue den retlige, politiske og mediemæssige virkelighed, som disse protester udspiller sig i. Men det er også i den grad et udtryk for, at der i asylprocessen er en udbredt mistillid til myndigheder.

Man skal derfor være opmærksom på den inklusion og eksklusion, der ligger i civil ulydighed som mulighed, når man benytter sig af de styrker en sådan modstandsform kan give. Civil ulydighed er i nogle kontekster en privilegeret metode, der kun kan bruges af mennesker med de rigtige papirer og dermed også de borgerrettigheder, der er nødvendige for at civil ulydighed i traditionel forstand ikke er en risiko, der kan ende i fængsling og/eller deportation.

Dette er ikke for at underkende den solidaritet, der ofte ses i sammenhæng med aktioner og demonstrationer mod udvisninger, for eksempel i Kastrup lufthavn. Dog er det nødvendigt at være sig bevidst om sin rolle i aktioner og demonstrationer, hvor de mennesker, hvis liv ofte afhænger af andres solidaritet og modstand, ikke selv kan deltage.

Heri ligger forskellen på en sund bevidsthed om privilegier og rettigheder, der udmønter sig i solidaritet over for naiv stedfortræderpolitik, der ofte har en problematisk tilgang til repræsentationen af etniske minoriteter.

Frygt og disciplin

Mistilliden og frygten for konsekvenserne af ulydighed og protest er udbredt på Danmarks asylcentre. Dette er især gældende for Sandholmlejren, der fungerer som modtage- og udrejsecenter for nyankomne asylansøgere og for asylansøgere, som har fået afslag og skal deporteres.

Udover Røde Kors, der driver centret, har Sandholm også en afdeling af Udlændingestyrelsen og Rigspolitiets Nationale Udlændinge Center. Derudover er der Ellebæk, et fængsel for frihedsberøvede asylansøgere, som ligger ved siden af Sandholm Lejren og har ved sin blotte eksistens en afskrækkende og disciplinerende effekt, der undertrykker lysten og viljen til berettiget modstand.

Frygten for at være ”for utilfreds” og angsten for at tilkæmpe sig noget bedre er også udbredt på asylcentre for uledsagede unge. Det vil sige unge mennesker, der flygter til Danmark uden deres forældre. Disse mennesker er i en yderligere skrøbelig situation, da de udover at mangle basale retssikkerhedsmæssige garantier også står uden deres forældre eller deres nærmeste familie.

De er derfor nødt til at stole på de Røde Kors medarbejdere, de møder dagligt samt de frivillige kræfter, hvis tilstedeværelse kan være af vilkårlig karakter.

Her er tillid en utrolig vigtig ting. I asylcentret i Kongelunden i København har det for eksempel været et problem at organisere klageforholdene, da frygten for Røde Kors og konsekvenserne af at gøre sig bemærket med sin utilfredshed nogle gange kan føles uoverskuelige.

I disse sammenhænge kan rygter om tvangsforflytning til andre asylcentre i landet, frygten for at blive fjernet fra sine venner efter et langt liv på et asylcenter, eller frygten for at få afvisning på asyl på grund af ulydighed være demotiverende og en kilde til frygt og angst, der gør, at man hellere tolerere de kummerlige forhold, man lever under.

Således kan kanyler i skraldespanden i køkkenet på et asylcenter for unge mennesker, beskidte køkkener og manglende faciliteter til tøjvask og madlavning virke uoverskuelige at klage over, hvis konsekvenserne ved at være opsætsig synes at være den enkeltes værste mareridt.

For selvom det ikke er ulydigt at klage, er frygten ret udbredt og mulighederne for modstand forsøges konstant nedbrudt af både offentlige og private aktører på asylområdet.

Der kan og må ikke være noget odiøst i at kræve, at unge såvel som ældre personer i det danske asylsystem skal styrkes i at kræve basale rettigheder. Frygten for at klage, når man i forvejen befinder sig i et system af usikkerhed, undertrykkelse og manglende retssikkerhed må og skal aldrig være normen.

En vigtig form for ulydighed er anvendelse af kroppen som modstandsform. Kroppen er din – også i den forstand, at du kan bruge den til at sende et budskab, som et redskab i en politisk kamp.

Kampen om kroppen

Når migranter alene eller organiseret forsøger at tage kontrol over kroppen, bruge kroppen som strategisk våben i modstanden mod asylsystemet skaber det uro i statsapparatet. Dette er f.eks. situationen, når sultestrejkende tager statens vold på sig - gennem afvisningen af føde.

Sultestrejker ses i en dansk politisk kontekst som værende uden for alle parlamentariske normer. Som en ustyrlig strategi, der fra politikernes side betegnes som uacceptabel og et forsøg på afpresning af det danske parlamentariske demokrati.

I foråret 2012 spredte sultestrejker sig blandt syriske flygtninge i Danmark, der var i en fastlåst position, placeret på asyllejre i Danmark og uden mulighed for at vende tilbage til Syrien, et land i borgerkrig. I løbet af maj måned 2012 sultestrejkede mere end 70 syriske flygtninge i asyllejre i Danmark. I slutningen af maj måned og frem til midten af juni begyndte også grupper af iranske flygtninge i Danmark at sultestrejke.

Enhedslisten meldte ud, at sultestrejke var en dårlig måde at protestere på. Dog ville partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, gerne mødes med gruppen af iranske flygtninge ved Sandholmlejren, hvis de stoppede deres sultestrejke. [3]

Parallelt med dette viste Enhedslisten i april 2012 officielt støtte til en gruppe sultestrejkende kurdere i tyrkiske fængsler, uden for Danmarks egne grænser.[4]

I foråret 2011 sendte Enhedslisten en officiel støtteerklæring til ‘We are 300’ - hvor en stor gruppe flygtninge sultestrejkede i protest mod asylforholdene i Grækenland. Set i det perspektiv, bliver billedet, at Enhedslisten mener, at sultestrejker er en legitim protestform uden for landets grænser, men ikke indenfor. Her er det illegitimt og bør standses.

Vi vil ikke forsøge at tale for sultestrejke som strategi, men i stedet fastholde et grundlæggende udgangspunkt om retten til at bestemme over egen krop: Kroppens autonomi. Herfra vil vi forsøge at pege på nogle spørgsmål:

Hvad er årsagen til statsapparatets intuitive uro, når sultestrejken som protestform aktualiseres? Er det sultestrejkens absolutte karakter, som står i modsætning til det parlamentariske demokratis ikke-absolutte karakter? Hvilken betydning har det, at sultestrejken som protestform kan ses som en måde at tage magten over egen krop, at anvende kroppen som modstand?

Venskabets ulydighed

Betegnelsen ‘afviste asylansøgere’ bruges i den offentlige diskurs om de mennesker, som ikke har fået tilkendt asyl og dermed flygtningestatus i det danske asylsystem, hvad enten det er i 1. instans hos Udlændingestyrelsen eller i 2. instans hos Flygtningenævnet. Det er mennesker som er i udvisningsposition. Mennesker, de danske myndigheder forsøger at få væk fra territoriet. Mennesker, der er uønskede.

Når møder sker og venskaber dannes mellem mennesker, der er uønskede på territoriet og mennesker, der er ønskede - som har opholdstilladelse - kan det ses som ulydighed.

Møderne mellem statens ønskede og uønskede besværliggøres strukturelt af asyllejr-systemet. Både ‘afviste asylansøgere’ og de, der stadig venter på afgørelsen fra udlændingemyndighederne, er placeret i asyllejre i Danmark.

Lejrene er placeret langt fra byerne. Langt fra dagligdagen og fra mennesker med opholdstilladelse. Asyllejrsystemet er et parallelt system.

Systemet opfordrer derfor ikke til møder mellem mennesker med opholdstilladelser og mennesker uden.  Men møderne finder sted, samarbejde sker, venskaber dannes og udveksling af ideer, holdninger og tanker foregår. Det sker gennem utallige migrationspolitiske initiativer - steder og netværk som Trampolinhuset, VisAvis, Asylret, Flygtninge under jorden, Luk Lejren,  Kirkeasyl, Stop Udvisningerne og mange andre politiske aktioner og netværk.

Møderne, samarbejderne, venskaberne fortsætter, og de skal fortsætte. Ikke kun fordi møderne mellem ønskede og uønskede er ulydigt i sig selv, men fordi det er her modstand udvikles.

Det er herfra kampen mod diskriminerende og undertrykkende statslige og privatlige migrations-/asylsystemer kan finde ståsted og genopfindes.

 

Artiklen er skrevet i samarbejde med Kirstine Nordentoft Mose og har tidligere været bragt i Det ny Clarté #22 8. årgang. Maj 2013 

 

Annonce