Annonce

6. april 2015 - 13:16

Vil du købe mine underbukser?

Den anden dag stod jeg sammen med et par gode kammerater og snakken faldt endnu engang på, hvordan man kan komme til hurtige penge når man er på røven. I den forbindelse blev det nævnt at der er mennesker på nettet, der gerne ville købe folks brugte underbukser for rigtige penge. Vi brainstormede lidt og mon ikke et par af mine venner herefter weekenden har oprettet en profil på sellpantiesformoney.

Varegørelsen af vores relationer er omfattende. Kapitalens pengerelationer har det med, at snige sig ind i privaten. Ja, nu helt ned i vores underbukser. Jeg mener ikke, at det er et moralsk anliggende. Folk gør hvad de har lyst til eller er nød til. Men der tegner sig en tendens, der breder sig fra AirBnB over gråzoneprostitution til crowdfunding. På meget forskellig vis er der et hav af eksempler på, hvordan sociale relationer gøres til vare. Med andre ord; vores liv bliver til arbejde og kapital. Alt kan sælges. Og det er den måde vi er mennesker på.

 

Andelsboligmarkedet som frontløber

Det er en kendt sag, at andelsboligmarkedet er brudt sammen. Den oprindelig andels-ide om, at boliger ikke skulle værdisættes på markedet er gået i stykker efter, at det i starten af 00’erne blev muligt, at hæve andelskronen så priserne på andelsboliger i højere grad passede til privatboligmarkedet. Dette er efterhånden en gammel historie. Det interessante ved denne liberalisering var, at det var en neoliberalisme fra neden. En privatisering og markedsgørelse, der blev skabt af civilsamfundet. Det var andelsboligforeningerne rundt omkring i landet, der ødelagde boligmarkedet. Frivilligheden er selvfølgelig til at overse, når man presses til, at øge prisen på sin bolig, fordi det senere kan blive svært at flytte hvis ikke man ”fulgte med markedet”. Men formelt set ligner det en fritvalgsordning. Hvorom alting af, var det civilsamfundet, der hævede boligpriserne.

Kapitalen er den primært styrende sociale struktur i vores samfund. Derfor kom denne neoliberalisme fra neden ret naturligt. Kapitalen er netop social. Det er det styrende princip over alt i samfundet.

 

AirBnB som gentrificering

AirBnB er et lidt nyere eksempel på varegørelsen af vores sociale relation. Vi kunne kalde det en anden-bølge gentrificering på line med forældrekøb, afdragsfrie lån og skattestop. AirBnB gør det muligt for folk, der i realiteten ikke har råd til, at bo i deres lejlighed, at blive boende, fordi de kan leje den ud. Derfor kan man betragte AirBnB som øget efterspørgsel på boliger, der naturligt fører til prisstigninger. Med andre ord må vi forstå AirBnB som en ny bølge af gentrificering. Jeg mener ikke, at denne diskussion skal være en moralsk diskussion og folk har deres grunde til, at valoriserer deres private bolig. Måske er folk på røven, måske er huslejen steget, måske er kæresten skredet, eller også kan man slippe for at arbejde, ved at leje sin lejlighed ud og sove på sofaen hos en ven. Der kan være masser af gode grunde til, at leje sin lejlighed ud mod betaling. Strukturelt kan vi dog kun betragte tendensen i lyset af, at kapitalens sociale relationer trænger ind i selv de mest intime områder af vores liv.

Før i tiden kunne man altid sove på sofaen hvis man var i Berlin, Barcelona, Rom eller hvad ved jeg. Venskaber rundt om i verden gjorde det muligt, at rejse billigt fordi man kendte folk, der gav husly. I dag forekommer det mig at være anderledes. I dag betragtes det ikke som urimeligt, at venner lejer boliger ud til hinanden i stedet for at dele dem. Det betragtes som fair. Netop fordi folk er afhængige af de penge, der kan tjenes på, at leje lejligheden ud. Venner eller ej.

AirBnB er gentrificering af venskabet. En valorisering af den private bolig. Processen er ikke i ond hensigt, netop fordi samfundsmæssige nødvendigheder gør, at folk lader kapitalens valoriseringsmekanismer trange ind i venskaber og privatssfæren. Det er den måde man kan få et ordentligt sted at bo.

 

Crowdfunding som social kannibalisme

Renée Ridgway peger på, at crowdfunding er en anden sociale teknik, der umiddelbart ligner en anden type økonomi, der er båret af civilsamfundet på andre og mere menneskelige præmisser. Grundlæggende gør crowdfunding dog ikke andet end, at afhjælpe nedskæringer på det offentlige ved, at gøre civilsamfundet selvansvarligt for at rejse penge til sociale og kulturelle produkter, der ikke kan klarer sig på markedsvilkår. Crowdfunding har tilmed en kannibaliserende effekt på sociale netværk fordi, venskaber, kollegaer og familie bliver led i, at rejse penge til socio-kulturelle begivneheder eller produktion. Det viser sig nemlig, at 75 % af finansieringen i crowdfundede projekter kommer fra allerede eksisterende netværk. Networking ved cafeerne og hvor folk ellers mødes bliver dermed et led i fundraising. Derfor kommer de sociale netværk også langsomt til, at være steder hvor man ”skylder hinanden tjenester” i form af mere eller mindre formelle pengegaver.

 

Sugardating og gråzoneprostitution

I forbindelse med den såkaldte prostitutionsdebat er diskussionen om valorisering af intime dele af livet blevet livligt ført. Jeg har altid hadet diskussionen, fordi den blev et moralsk anliggende: Hvem ved hvad der er godt og skidt for sexarbejderne? Og er det moralsk anløbent at købe sex? Jeg har altid snakket uden om, når talen faldt på ”prostitutionsspørgsmålet”.

Det er mere interessant, at betragte alt lønarbejde som en del af kapitalens herredømme. Hvis det er udgangspunktet for diskussionen om sexarbejde og gråzoneprostitution, bliver kritikken nemlig en kritik af arbejdssamfundet som sådan. For hvorfor er det per definition farligere og mere forbudt, at købe sex hos en der sælger det, frem for at købe et nyt badeværelse hos en der sælger det? En handel under en kapitalistisk økonomi er jo netop formelt set fri og lige. Det er hemmeligheden ved varerelationen. Den er frivillig. Selv den mest underbetalte nepalesiske byggearbejder har sin formelle ret til at sige nej til arbejde. Men af forskellige årsager sker det ofte ikke. Således også med sexarbejdere. Det er derfor mere væsentligt, at anskue arbejde som sådan som en del af en særlig social anordning, hvor pengerelationen er uundgåelig. Du skal kunne værdisætte dit arbejde, ellers er det ikke værdigt. Ordet værdi har etymologisk fælles rod med værdigt. Med andre ord, arbejde findes kun som lønarbejde. Og kan du finde noget i dit levet liv, som der kan værdisættes, så kald det for arbejde og få penge for det. Det er ikke moralsk anløbent, men blot kapitalens sociale herredømme som vi kender det fra supermarkedet og arbejdspladsen. Tænk bare på livs lang læring og ”det hele menneske på arbejde”. Det er jo præcis hvad sugardating handler om. Folk der sugardater går på arbejde, bare uden alt det kedelige.

En tilbundsgående kritik af sexarbejde må derfor være en kritik af arbejdssamfundet som sådan og en kritik af kapitalen som en social relation. Ikke denne platte og moralistiske fordømmelse af sexarbejde som beskidt eller anløbent. Folk vælger, at tjene penge til dagen og vejen som de vil, nogen tjener dem på at leje deres leglighed ud, andre på at sælge sex. Det er præmisserne for hvordan det overhovedet er muligt, at leve sit liv på i et arbejds-og varesamfund, der skal kritiseres. Ikke enkelte menneskers handlinger.

 

Kritik af kapitalen uden moral

Den radikale kritik af den såkaldte deleøkonomi, hvad end der er tale om sugardating, crowdfunding, AirBnB eller salg af sine underbukser, er derfor at det netop stadig er en økonomi, der virker på kapitalens præmisser. Det er en valorisering af civilsamfundet og det private liv, der dog på ingen måde har undsluppet arbejdssamfundets og kapitalens sociale relationer. Bytte- eller deleøkonomien spiller så at sige på samme bræt som den almindelige kapitalistiske økonomi. Den har blot udvidet spillebrættet en smule og folk er i denne anledning blevet mere intime og spidsfindige med deres værdisætning af eget arbejde og ejendom. Reglerne og kategorierne er dog de samme, nemlig pengenes eksakte og fortryllende princip. Der ligger derfor ingen radikale forandringsperspektiver i denne udvidelse af de samfundsmæssige præmisser for at leve sammen. Hvordan folk træffer sine personlige valg i forhold til, at leve i en kapitalistisk økonomi interesserer mig ikke det mindste. Lad dem om det.

Annonce