Annonce

19. marts 2014 - 16:53

Venstrefløjens velfærdsnationalisme er en tabersag

Enhedslistens modsvar på den såkaldte velfærdsturisme, er tilsyneladende, at den danske model kun er for de danske. Et forkert svar på alvorlige problemer, som baner vejen for en ny bølge af nationalisme i dansk og europæisk politik

På forsiden af dagens Politiken ser vi for eksempel Enhedslisten foreslå strammere regler for EU-borgeres adgang til dagpenge.  I dag kræver a-kasserne, at personer uden dansk pas betaler kontingent i tre måneder for at opnå ret til dagpenge. Derudover skal de sammenlagt have arbejdet et år i et EU-land. Det danske dagpengesystem er forholdsvist unikt i en europæisk kontekst, og derfor sidestiller EU-retten  arbejdstimer i hjemlandet med arbejde i Danmark, når det skal opregnes, hvorvidt en arbejdstager kvalificerer sig til dagpenge. Modsat Enhedslisten går EU´s jurister nemlig mere op i lønmodtageres rettigheder end i nationalstaternes grænser.

Enhedslisten vil ændre reglerne, så ikke danske arbejdsløse skal have indbetalt til en dansk a-kasse i et helt år for at opnå dagpengeret. Argumentet er, at der skal være ”lige vilkår”, så udenlandske lønmodtagere ikke kan valse ind i det danske velfærdssamfund og være bedre stillet end danskere. Problemet er dog, at man ved at hæve optjeningskravet netop presser folk til at tage arbejde, der ligger under dagpengesatsen. En af fordelene ved dagpenge er netop, at de fungerer som en uofficiel mindsteløn. Folk vil ikke tage arbejder for under 100 kr. i timen, fordi det er, hvad de får i dagpenge.

Derfor er det en kæmpe fejl, med nationalistisk tilsnit, at Enhedslisten vil hæve optjeningskravet. Hvor Enhedslisten har kæmpet for at sænke optjeningskravet for danske arbejdsløse, kæmper de nu for at hæve det for udenlandske arbejdsløse. Godt nok i harmoniseringens navn, men resultatet bliver det samme. Pres på europæiske lønninger i et febrilsk forsvar for danske lønninger. Men Danmark er – selvom Enhedslisten helst så det anderledes – en del af EU.

Ville det bedste værn imod social dumping i Danmark så ikke være, at udenlandske lønmodtagere organiserede sig i fagbevægelsen, så arbejdere i Danmark – uanset pas – kunne stå side om side i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår? Det skulle man tro, at Enhedslisten mente. I andre sammenhænge påberåber de sig i hvert fald status af at være ”bevægelsernes parti”. Men i stedet vil partiet altså indføre regler, som kraftigt svækker en udenlandsk arbejders incitament og adgang til at deltage i en solidarisk forsikringsordning, som a-kassen er. Enhedslistens forslag gør det helt umuligt for en udenlandsk lønmodtager at opnå en grundlæggende tryghed i de første 12 måneder på det danske arbejdsmarked. Hvis en person fra Polen fyres i løbet af de første 12 måneder, betyder Enhedslistens forslag, at vedkommende  ikke kan få dagpenge. Med sådan en regel vil staten selv skabe det proletariat, som den ellers kritiserer arbejdsgiverne for at stå bag.

Diskussionen handler ikke om, hvorvidt der er penge i statskassen til dagpengeudgifterne. Diskussionen handler om, at der er pres på lønninger og arbejdsforhold over alt i Europa. Styrkeforholdet mellem kapital og arbejde er globalt tippet til fordel for kapitalen. Dette kan ikke løses ved et nationalt forsvar mod løndumping.

 

Børnepengeracisme?

Enhedslisten gik ligeledes en forunderlig snørklet vej gennem børnepenge-sagen. Regeringen har på opfordring fra EU foreslået VKO´s optjeningsprincip afskaffet, sådan at EU-borgere, som betaler skat og arbejder i Danmark, også får en børnecheck til gengæld – ligesom alle danske statsborgere.

Enhedslisten var imod, da princippet blev vedtaget i 2010 på Pia Kjærsgaards initiativ. Alligevel ønsker Enhedslisten i dag ikke af afskaffe det.

Igen er argumentet social dumping. Men igen hænger det ikke sammen. Enhedslisten mener, at arbejdsgiverne bruger børnechecken til at presse lønnen ned for østeuropæere, som kommer til Danmark for at arbejde. Men siden hvornår har venstrefløjens svar været, at staten skal konkurrere med arbejdsgiverne om løn ved at skrue på velfærdsydelserne?

Skal en buschauffør så betale mere i skat, fordi det måske kan få Movia til at give hende en lønforhøjelse?

Ros for at gøre debatten til et spørgsmål om social dumping. Men den kamp vindes ikke ved at begrænse lønmodtagernes rettigheder - tværtimod. Enhedslisten ser skeptisk på, at ikke-danske statsborgere, der arbejder i Danmark, har brug for gummistøvler og ny flyverdragt til ungerne i udlandet. Det er et principielt problem, som går igen i hele slaget om den europæiske lønkonkurrence, hvor man hopper fra sag til sag. Det principielle spørgsmål om ligebehandling går igen næsten uanset, hvilket hjørne af velfærdsydelserne der måtte havne på forsiden af aviserne næste gang.

 

Betalingsring kun for østarbejdere

Jeg hørte i morges, at lavtlønnede ikke-danske statsborgere kan opnå en meget lavt trækprocent, hvis de bor i Polen og arbejder i Danmark. For ligesom hvis du bor i Aalborg og arbejder i København, så kan det udløse et stort befordringsfradrag at have langt på arbejde.

Og her er Enhedslisten på banen igen. Hos avisen.dk under den meget rammende overskrift  ”DF og EL: Minister må stoppe tag-selv-fradrag”.

Tankevækkende fordi den sort på hvidt viser, hvordan Enhedslistens allierede i denne sag er Dansk Folkeparti. Men før vi melder os ind i konkurrencen om Messerschmidts vælgere, bør man spørge sig selv: Kan det tænkes, at en udenlandsk lønmodtager ikke betaler særlig meget i skat, fordi de er så dårligt lønnede? Og er det virkelig så forargeligt at give støtte til benzinen for en person, som gerne vil hjem forbi sin familie i påsken efter at have knoklet to måneder i Danmark - med at renovere middelklassens håndværkerfradragsstøttede køkkener.

Diskussionen kan for så vidt blive ved i det uendelige, og i den proces står venstrefløjen til endnu engang tabe et historisk slagsmål. Lad os holde 90´erne ude af debatten men blot konstatere det tragikomiske i, at det denne gang er venstrefløjen selv, som beder om endnu et tiår med en grim udlændingepolitik, og som selv er på banen med forslag, der kan betegnes som en slags velfærdsydelsernes grænsebom.

Liberale tåber har tidligere foreslået, at man som ikke-dansker selv skal betale for sygehuse. Eller hvad med den her: ”Betalingsring for østarbejdere!”. Vi kan alle se, hvor det bærer hen. Småligheden går hånd i hånd med nationalismen. Folk der gerne vil ”forsvare arbejderne” må komme ud af busken og tage diskussionen på et principielt niveau i stedet for at hoppe fra sag til sag i et projekt, som dybest set kun gavner Dansk Folkeparti, og som svækker den internationale solidaritet, som venstrefløjen ellers gik ind for.

Der mangler offensive svar. Hvis smuk betyder det bedste perspektiv, vil jeg citere den måske mest begavede på området Jakob Mathiassen:

”Vi kan satse på et nationalt selvforsvar af vores løn- og arbejdsforhold, eller vi kan forsøge at samle hele verdens arbejdere i én bevægelse. Det sidste er det smukkeste, men også det sværeste.”

Det nationale forsvar har ingen gang på jorden!  Og gu´ fanden er solidaritet svært. Men siden hvornår har Enhedslisten ladet sig skræmme af smukke idéer?

 

Opgør med den danske model

Måske er det tid til at kigge indad? Den danske model er blevet lige lovlig dansk. Det kunne jo være, at den svineproducerende del af Tyskland (Danmark) ikke har verdens bedste arbejdsmarked, som alle ellers går rundt og tror. Hvad nu hvis den globale udvikling har løbet den danske model over ende? Danmark er et uendeligt lille land i Europa, og endnu mindre sammenlignet med hele verden. Det giver derfor ikke nødvendigvis mening at forsvare den danske model i al evighed. Forsvaret for den ”danske måde, at gøre tingene på” forhindrer, at der kan skabes organisatorisk pres mod kapitalen på et internationalt niveau.

Og hvis den danske model er så god, når det handler om tryghed, hvorfor så ikke gå efter at gøre den til en europæisk model eller global?

I de fleste lande syd for Danmark, arbejder fagbevægelserne på andre præmisser. Fx kæmper fagbevægelser rundt omkring i Europa for en mindsteløn. Måske er det tid til at lægge den danske model bag sig, så man i stedet kan organiserer sig på tværs af grænser?  Interessenterne på det danske arbejdsmarked skal måske til at indse, at der må harmoniseres med fagbevægelserne i andre dele af Europa og verden. Kampen for ordentlige arbejdsforhold kan ikke vindes alene, og kapitalen kender ingen grænser. Hvis der må ofres noget for at kunne forbinde sig med andre arbejderorganisationer, må det gøres nu.

Annonce