Annonce

3. december 2013 - 23:24

Det eneste der kommer er mere møg fra højre

Hvad nu hvis begrebet socialdemokrat var en beskyttet titel? Hvad nu hvis begrebet socialdemokrat faktisk betød noget og var indholdsudfyldt med betydninger som reformer for øget lighed, velfærd for alle, rettigheder og i det mindste farven rød? I det tilfælde ville jeg spare sammen til et sagsanlæg mod internetkrigere som Mattias Tesfaye, Jesper Petersen og Peter Hummelgaard. For Socialdemokraterne har mistet potensen, og de vil have assistance af Enhedslisten.

Jeg er ikke socialdemokrat. Det ved jeg fordi jeg forbinder socialdemokratisme med en række politiske mål og strategier, som jeg ikke ser megen mening med. Men spørgsmålet er hvad fanden det vil sige, at være Socialdemokrat. Og derfor også om jeg fortsat ikke er det.

Gennem de seneste par år har Danmark gennemlevet et meget mærkværdigt socialdemokrati. Jeg nævner i flæng: Øget ulighed, skattelettelser til de rige betalt af de fattige, nedskæringer i velfærden over en bred karm og idealet om staten som en konkurrencestat. Hvis man kan være socialdemokrat og stå inde for den slags, så kan jeg vel også være socialdemokrat. Ikke fordi jeg er enig i den aktuelle politiske administration af Danmarks husholdning, men fordi titlen socialdemokrat er helt og aldeles indholdstom.

Dem der har magten

Spørgsmålet er om ikke begrebet socialdemokrat er helt tømt for mening. Man kan ikke være sikker på noget, når nogen siger til en, at de er socialdemokrater. Det eneste man kan være sikker på er måske, at en socialdemokrat gerne vil administrere statskassen og ministerposterne. Der er ikke mere tilbage.

Hvis socialdemokrat blot betyder ’dem der har magten i Danmark’, giver begrebet langt mere mening. Fogh var også socialdemokrat. Han øgede fx de offentlige udgifter. Og så var det ham, der sad for bordenden. Lars Løkke var også socialdemokrat. Han var folkets statsminister (indtil han blev opdaget), ligesom Stauning. Løkke kan vandre stiv rundt nede i Nyhavn, ligesom Stauning kunne vandre gennem byen blandt godtfolk.

Med andre ord; skal man finde en socialdemokrat skal man kigge efter i ministerbilerne eller på dem der indædt forsvarer dem, der sidder i dem… altså bilerne.

Socialdemokratisme er nostalgi

Nogen vil måske hævde, at socialdemokraterne har en lang og stolt tradition helt tilbage fra arbejderbevægelsen. ”Det var os, der byggede velfærdsstaten, som du, min fine ven, har levet godt af”. Men det er netop blot en tradition. Det er ren og skær nostalgi. En historie om nogen, der engang byggede et samfund, som i dag gør at vi kan komme gratis i skole eller ikke skal have penge op af lommen hvis vi skvatter til fodbold. En historie der flittigt bliver brugt, når nye nedskæringer på velfærden eller endnu en omfordeling fra fattig til rig skal gennemføres.

For et par år siden lavede socialdemokratiet en promotion-video for Helle Thorning-Schmidt, der er et godt eksempel på denne tunge nostalgia.

 


Den grusomme optimisme

De tre partitro internetkrigere Jesper Petersen, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard har i den seneste uges tid brugt enddog meget tid i medier og på nettet på at forsvare socialdemokratiet. Ikke mindst ved at stikke og drille lillesøsteren i Enhedslisten. Det er en forbavsende stor optimisme disse kendte partitro skikkelser lægger for dagen. De tror virkelig på socialdemokratiet. Det må man give dem. Hvis man spurgte de tre gæve gutter om hvorfor de er socialdemokrater vil jeg gerne vædde med, at man ville få en lang smøre om arbejderbevægelsen, fagforbundene, Stauning, pinsepakke, folkepensionens indførelse, den lille mands parti, anti-elitisme, forbedringer for almindelige mennesker, foreningsdanmark, kræv din ret og gør din pligt, det brede Danmark, håndbajere, håndværksfag, men også orden i økonomien, opstigning fra socialt armod, min far var det ene og det andet. Og hvis man er heldig noget om Louis Pio og nogle strejker.

Men vigtigst af alt, ville de forsikre en om, at hvis vi står sammen skal det nok gå fremad. Denne optimisme på socialdemokratismen er det aller mest grusomme. Ikke for os andre, vi kan nok se, at det ikke går. Men for de tre partitro. De tror så meget på socialdemokratiet, at de ikke kan se, at det aldrig kommer til at gå. De kan ikke se det kæmpestore nederlag, for bar succeser. Optimismen dækker simpelthen for realiteterne. Realiteterne som er, at socialdemokratiet er en tom skal. En skal af nostalgisk forhistorie om svundne tider, der aldrig kommer tilbage.

Det socialdemokratiske projekt lever kun i drømme om at vende hjem til de store industriarbejdspladser, som ikke er her længere. Sorgen over tabet er for stor til, at de kan bære den. Hvis de virkelig kiggede efter, ville de kunne se det. Socialdemokratisme betyder ikke noget længere. Men de nægter. De kæmper og diskuterer, med engagement og hjerte. De sætter hele deres politiske liv på spil for denne svundne drøm.

Men hvad gør man når hele ens forestillingsverden er opløst i nostalgiske historier om noget der var engang? Man forskyder skylden og tabet til de andre. Man projicerer sine egne manglende egenskaber og forestillinger over i nogle andre, så man slipper for det ubærlige selvopgør. Alle de tabte drømme, alle de mistede arbejdspladser, alt det slid og slæb. Man giver nogle andre skylden, for det er for ubærligt, selv at tage den på sig. Det er for voldsomt.

Enhedslisten, forløsningen der aldrig kom

Enhedslisten får skylden for alt det Tesfaye, Petersen og Hummelgaard inderligt gerne selv vil have, men som de ikke magter. Enhedslisten er dem der skulle ”have sparket bolden i mål”, ”bidt til bolle”, ”slået til” eller ”kendt deres besøgstid”. Alle disse aktiviteter er noget socialdemokratiet ikke selv magter. Socialdemokraterne ligger som kastrerede og kan ikke selv. De skal have hjælp. Som en fed gammel mand, der bliver fornærmet over kvinden der ikke vil ha ham. Hun er en bitch, siger socialdemokraterne. Alle kan se, at det er dem selv, der ikke kan få den op at stå. De ligger tilbage med slap diller og må nøjes med et hand-job af Lars Løkke. Men det er en kort fornøjelse, og kort efter begynder hadet at blusse op igen. Det var Enhedslistens skyld. Det er Enhedslisten, der har ”overspillet deres kort”. De ”kendte ikke deres besøgstid”. Men alle kan se de sørgelige realiteter.

Den socialdemokratiske bevægelse er død. Stendød. I dag er kun en taburetklæbende, ministerbilselskende, nostalgisk forblændet indholdstom kasse af floskler tilbage. Dem der mener, at samfundet skal bevæges mod venstre kan ikke gemme sig under magten eller fralægge sig skylden. De kan ikke i strategiens navn stemme for ulighedsskabende tiltag. Socialdemokratiet er ikke kun et parti, der sænker farten på den neoliberalistiske kaoskurs. I denne valgperiode har de accelereret den. Alt andet er selvforblændelse.

Ta’ nu konsekvensen. Socialdemokratiet er et reaktionært parti og der kommer ikke sociale forbedringer fra noget der var engang. Drop det. I ved det jo godt selv!

Annonce