Annonce

25. august 2014 - 8:50

Sund fornuft!

I Enhedslistens nye udspil, "et mere lige Danmark", præsenteret på sommergruppemødet kan man læse følgende:

 ”Der er brug for at gøre forskellen mindre mellem de allerrigeste og mennesker med almindelige indkomster. Derfor skal almindelige lønmodtagere stilles bedre, og de mest velhavende og virksomhederne skal bidrage mere til fællesskabet.”

 samt:

 ”At øge ligheden er ikke kun mere retfærdigt. Det er også sund fornuft. For samfund med høj lighed er også de samfund som klarer sig bedst økonomisk.”

 Retorikken og det ”projekt”, der ligger bag en sådan retorik, er et godt eksempel på, hvad der (bl.a.) er galt med venstrefløjen i dag. Udspillet opererer med forestillinger om det danske ”fællesskab” og en god ”økonomi”, der kan klare sig ”bedst.” Den grundlæggende præmis er, at vi lever i ét stort fællesskab, som både ”velhavende”, ”virksomheder” og ”almindelige lønmodtagere” er en del af. Opgaven er at få dette ”fællesskab” til at fungere bedst muligt, herunder særlig økonomien. Enhedslistens overbevisning er så, at det gøres bedst ved øget lighed. Et mere lige samfund (dvs. ”fællesskab”) skaber en bedre økonomi, og dermed også i sidste ende et bedre samfund.

Udspillet bevæger sig dermed fuldstændigt inden for den herskende præmis om en velfungerende kapitalisme som forudsætning for et velfungerende, imaginært ”samfund”. Forestilling om et ”fællesskab”, som alle er medlem af, såvel de rige, som virksomhederne, lønmodtagere etc. er selvfølgelig en ren ideologisk forestilling (i den marxistiske forståelse af begrebet). Det er en forestilling, der dækker over den grundlæggende konflikt- og modsætningsfyldte sociale orden, hvor klassekampen er grundprincippet.

Der kan også nævnes andre eksempler på samme ideologiske perspektiv, der bevæger sig langt inden for de allerede etablerede rammer for forståelse. I en serie på sin blog i Politiken foretager Enhedslistens politiske rådgiver og folketingskandidat en såkaldt ”mythbusting”. Serien tager fat i, hvad Dragsted kalder tre borgerlige ”myter: 1) løgnen om den dårlige konkurrenceevne, 2) det kan ikke betale sig at arbejde, 3) det private betaler for det offentlige. Pointen i indlæggene er, at ”vi” som samfund og økonomi allerede har en god konkurrenceevne, at det faktisk allerede godt kan betale sig at arbejde samt at det offentlige ikke bare er betalt af det private, men selv bidrager positivt til økonomien. Argumentationen bevæger sig altså langt inden for systemets rammer, og underforstået er: Folkefællesskabet ’Danmark’ skal have en god konkurrence evne, det skal kunne betale sig at arbejde (selvom en for stor kløft skaber for meget ulighed, hvilket jo også er dårlig for fællesskabets ”økonomi”), og det offentlige skal spille en positiv rolle i ”økonomien” (dvs. kapitalismen). Argumentationen er altså et forsøg på at forklare, hvordan økonomien allerede fungerer og dermed også, hvordan økonomien fungerer bedst muligt (til fordel for ”Danmark”). Underforstået er kapitalisme og lønarbejde.

Et sidste eksempel er et andet debatindlæg i Politiken, hvor Michael Voss gennemgår, hvad en række begreber betyder for venstrefløjen. Argumentationen er gennemgående, at ”venstrefløjen” f.eks. ikke som sådan er imod skattelettelser men er imod, fordi der ikke er noget (videnskabeligt?) ”belæg” for, at det skaber flere arbejdspladser. Ligeledes er ”vi” ikke imod ”markedet”, men derimod ”blind markedsstyring”, effektivitet der fører til ”dårligere service” etc. Argumentationen bevæger sig her også inden for de allerede etablerede rammer, og kan kun forestille sig en anden eller ”bedre” version af nævnte begreber. Underforstået er hele vejen igennem, at vi alle er en del af ét stort fællesskab, et ’samfund’, hvor det handler om at sikre en god økonomi og dermed et godt samfund. Man er kun uenige om, hvordan økonomien styres bedst: gennem en større eller mindre rolle til staten, og hvordan denne rolle skal indrettes.

Gennemgående i retorikken for alle eksemplerne er altså forestillingen om et imaginært fællesskab, et samfund, som alle, såvel virksomheder, rige, kapitalejere og ”almindelige lønmodtagere” er en del af. Venstrefløjens opgave er at påvise, hvordan man får dette imaginære samfund til at fungere, hvordan man bedst styrer økonomien etc. Som allerede nævnt er det eksempler på ren ideologi. Forestillingen om sådan et slags folkefællesskab er trådt i stedet for analyser af den grundlæggende kløft, der går igennem den sociale orden og en retorik der påpeger klassekampen som grundlæggende præmis for politikken. I stedet for klassekamp og kritik af de grundlæggende kategorier og forhold i kapitalismen, er trådt en administrativ tænkning, hvor ’fællesskabets’ ve og vel skal sikres. Venstrefløjens problem er således at den har mistet klasseperspektivet og den grundlæggende kapitalismekritik. Venstrefløjen er blevet ’ansvarlig’.

Annonce