9. januar 2017 - 11:18

Spørgsmålet om EU

Spørgsmålet om EU

Hvordan skal venstrefløjen forholde sig til EU? Det er spørgmålet i den aktuelle debat, som blev sparket i gang dels af Enhedslistens udmelding sidste år om en mulig afstemning om Danmarks forhold til EU i forlængelse af Brexit, og dels af Holger K. Nielsens indlæg i Information og Pernille Skippers svar. Det følgende er mine overvejelser om spørgsmålet.

Det er for det første vigtigt at understrege den sammenhæng, der eksisterer mellem den politik de Europæiske politiske og økonomiske eliter har ført gennem EU-institutionerne (sparekrav, austeritetspolitik, deregulering etc.) og så den voksende nationalisme i Europa. Nationalismen er et (af flere mulige) svar på denne politik. Begge dele skal igen ses i en større sammenhæng af årtiers vedvarende problemer for den økonomiske vækst i de vestlige kapitalistiske økonomier, udbredelsen af kapitalisme efter østblokkens sammenbrud efter 1989 og den efterfølgende globalisering af kapitalismen.

EU og den politik, der er blevet ført igennem EU, er en reaktion og svar fra de økonomiske og politiske eliters side på denne udvikling. Det er for det andet derfor vigtigt at påpege, at den sædvanlige opstilling mellem en ”global elite/kapital” og de enkelte nationalstater kan være noget misvisende. Dels mener jeg det er forkert, som dele af venstrefløjen i slut 90’erne og start 00’erne havde en tendens til mene, at en mere global kapitalisme har betydet en gradvis overflødiggørelse af nationalstaten. Tværtimod har vi aldrig haft så mange, så omfattende og så magtfulde nationalstater som i dag. Nationalstaten har spillet en vigtig rolle i hele kapitalismens historie, og med globaliseringen efter 1989 er denne rolle ikke blevet mindre men større.

Dels er det ikke bare en international elite, der gennem EU institutionerne påtvinger enkelstaterne en bestemt politik. Det er i høj de nationale eliter, der repræsenteres i og gennem EU fører denne politik. EU samarbejdet har rent faktisk styrket en række nationalstater og deres økonomier (særligt f.eks. den tyske). Derfor er der ingen modsætning mellem nationalisme og en pro-EU politik, og EU-tilhængerne baserer ligeså ofte deres argumentation på en nationalistisk retorik. Socialdemokraterne herhjemme er et godt eksempel. EU samarbejdet har for andre stater udgjort en mere eller mindre økonomisk nødvendighed, særligt for nogle af de nytilkomne og Sydeuropæiske lande. Men det er også de samme lande, der af økonomiske årsager er blevet presset til at føre en bestemt politik, der har fået mindst ud af samarbejdet (eksemplet er her Grækenland).

Derfor er det vigtigt, for det tredje, at pointere at konflikten ikke er mellem enkeltstater og en overnational elite (som nationalisterne i højrefløjspartierne påstår), men derimod mellem store dele af alle europæiske befolkninger og de økonomiske og politiske eliter, både internt i enkeltstater og på internationalt plan. De problemer i de vestlige kapitalistiske økonomier, samt det pres for en bestemt neoliberal politik, der ydes på de enkelte stater, kan besvares på forskellige måder. Hvor nationalismens svar er fremhævelsen af ”nationen” i modsætning til den ”globale elite”, bør venstrefløjens svar være et andet. Konflikten går derfor også mellem forskellige svar på sociale og økonomiske problemer skabt af kapitalismen, mellem dem, der vil opstille denne konflikt som et spørgsmål om international solidaritet, og dem, der vil fordreje den til et spørgsmål om nationalisme.

For venstrefløjen bliver spørgsmålet derfor ikke så meget, hvad "Danmark" som national økonomi og nationalstat kan gøre, men hvordan venstrefløjen kan mobilisere de europæiske befolkninger på en konfliktlinje, der ikke går mellem overnational/national men mellem klasser, for at sige det kort.

Endelig er det for det fjerde vigtigt at gøre sig klart, de rammer som EU institutionerne arbejder inden for. Udover at have været drivkraften i de økonomiske og politiske eliters neoliberale svar på en række problemer i de Europæiske kapitalistiske økonomier, sætter netop de kapitalistiske rammer en stærk begrænsning for, hvad der overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre via EU, forudsat at venstrefløjen på forhånd har formået grundlæggende at forandre EU (som i sig selv virker næsten umuligt).

EU er ikke nødvendigvis et "bedre" sted at bekæmpe den globaliserede kapitalisme (og kapitalismen er selvfølgelig ikke kun global men stadigvæk også national, den fungerer på flere niveauer). Uanset om venstrefløjen forsøger at gennemtvinge forbedringer i nationale eller transnationale institutioner som EU, vil man støde på økonomiske begrænsninger, som den kapitalistiske økonomi sætter. Hvis man vil udover disse begræsninger kræver det en grundlæggende ændring af rammerne for, hvordan økonomien fungerer, og det indebærer også andre politiske og sociale institutioner.

Hvordan var det f.eks. lige det gik med Rifondazione i Italien eller Syriza i Grækenland? Og SF herhjemme? Hvis ikke venstrefløjen bibeholder en grundlæggende kritik af de sociale og politiske institutioner, der kendetegner kapitalismen, herunder EU, og indser at magten til grundlæggende at forandre ligger i massemobilisering ude samfund og etableringen af nye og selvstændige sociale, økonomiske og politiske institutioner, vil man gang på gang støde ind i de samme begrænsninger og de samme problemer.

Derfor mener jeg også det er vigtigt at bibeholde en grundlæggende modstand mod EU institutionerne samtidig med at man kæmper for at gennemtvinge forbedringer. Jeg tror det er langt mere sandsynligt at institutionerne bryder sammen inden det bliver muligt først grundlæggende at ændre EU og dernæst at bruge disse institutioner til grundlæggende at ændre de rammer, kapitalismen sætter for de europæiske økonomier. Dette er dels på baggrund af den nationalistiske bølge, der skylder ind over Europa for tiden, og dels på baggrund af de store problemer, der kendetegner de Europæiske økonomier i dag (begge dele hænger selvfølgelig sammen, det sidste afføder det første). Men endnu mere vigtigt er den forrige pointe om, at selv hvis det mod alle odds lykkes for venstrefløjen at erobre og ændre EU, vil man stadigvæk støde på de samme økonomiske problemer og de snævre rammer og begrænsninger, som den globale kapitalistiske økonomi sætter for enhver politik. Selv i sådan en situation vil man skulle give et svar på, hvordan man ændrer disse rammer, og det ville også kræve grundlæggende andre sociale og politiske institutioner end dem, der har været definerende for kapitalismens udvikling, herunder EU.

Derfor er det i den nuværende situation vigtigt at venstrefløjen på forhånd har mobiliseret og bibeholdt i hvert fald en grundlæggende EU modstand og ikke overladt alternativet til den fremstormende nationalisme.