Tilskuernes tid er forbi

Om at kede sig og komme til at se Eurovision. Om politik og oprør

Det var en stille dag på mit nye arbejde. Alle på institutionen sov eller var ude så jeg "kom til" at sidde og se optakten til det europæiske melodigranprix på DR1. Der slog mig allerede i optakten at showet ville blive meget kønspolitisk! Publikum havde allerede buet af Rusland hver gang de blev nævnt i semifinalen. Den Østrigske deltager Conchita Wurst var en dragartist. En kvinde med skæg. Altså en person der gør sit køn "forkert" ifølge Ruslands homofobiske magthavere. Trods studieværterne forsøgte at navigere udenom politik fik drags og homoer ret meget taletid i aftenens optaktsshow. En flok tyske bøsser i lyserøde jakkesæt råbte "WE WANT WURST" fra pladsen foran showet.

Det var som om selv de mest naive popanalytikere kunne se en sammenhæng mellem buh-råb over Rusland og det faktum, at Conchita nok ville få tæv med myndighedernes velsignelse hvis høn gik på gaden i Moskva. Det smukkeste ved aftenens show var næsten at se hvordan de fleste nationalflag var udskiftet med regnbueflag under sejrssangen til sidst. Der blev skrevet kønshistorie og Granprixshistorie i aften på den fede måde. Ruslands arrogante overgreb mod seksuelle mindretale har skabt en vrede der ikke kan skjules længere.

De to indslag der var mest forladte for politik i aftenens show var ironisk nok da Helle Thorning og Anders Fogh Rasmussen skulle interviewes på vej ind til showet. Trods de kommer fra hver deres politiske fløj var de begge helt enige om at Eurovision blot var en fest man ikke burde blande politik ind i. Så på en aften proppet med politik var politikerne de eneste der ikke snakkede politik.

Det fik mig til at tænke lidt over hvad politik i Danmark egentlig er.

Om Politik

I Danmark er politik efterhånden blevet til et tilskuerdemokrati hvor egentlig dialog er meningsløs eller blot udslettet. Uanset hvor groft politikerne lyver så kan systemet ikke ændres uden hjælp fra andre løgnagtige politikere med en åbenlys interesse i at bevare den politiske status quo.  Politik er i dag en pressedialog imellem politikere på borgen indrulleret i et parlamentarisk Game-of-thrones og trods ihærdig analyseren fra Mogensen og Kristiansen på TV2 News bevæger sig længere og længere udenfor befolkningens rækkevidde. Den politiske dialog føres ikke mellem os og politikerne men henover hovedet på os. I befolkningens øjne er "politiker" efterhånden synonym med "løgner".

Da nogle kammerater og jeg indkaldte til at man skulle fløjte under Helle Thornings tale i fælledparken var der to ting der overraskede mig. Det første var hvor meget jeg blev modarbejdet af tidligere politiske kammerater. Vi snakker venner jeg havde stået sammen med under Ungdomshuskampen i 2007, hvor Nørrebro stod i flammer, biler blev brændt af og butikker plyndret. Pludselig tog de afstand og fordømte at vi ville fløjte i fælledparken. Fælles for afstandstagerne var at de allesammen havde arbejdet parlamentarisk eller partipolitisk de sidste par år.

Det andet der overraskede mig var hvor meget opbakning vi til gengæld pludselig fik langt udenfor de venstreorienterede cirkler og aktivistghettoen. En afstemning på ekstrabladets Nationen endte med en overbevisende sejr til fløjtesympatisørerne. Jyder med højreorienterede sympatier støttede os økonomisk. Jeg sidder og samler beretninger sammen om vold under aktionen og får stribevis af beretninger fra sygeplejesker, lærere og pædagoger i alle aldre. 

Derfor kan jeg med sikkerhed sige at fløjteprotesten ikke bare var den yderste venstrefløj der lavede rav i den. Det var et oprør fra bunden af den politiske kommunikation imod toppen. Folk der ikke bare har mistillid til konkrete politikere men som føler sig overhørt af den måde realpolitik foregår på i Danmark finder det åbenbart mere meningsfuldt at fløjte end at respektere reglerne i det politiske game-of-thrones.

På dagen forsøgte noget presse at konfrontere os med en undersøgelse der viste at kun 19% af danskerne støttede vores aktion. Selvom journalisten prøvede at fremlægge det som en negativ meningsmåling for vores aktion blev jeg rigtig glad for tallet. Ikke blot fordi 19% er RIGTIG stor opbakning når det gælder radikale aktionsformer. Men fordi 100% af folketingspolitikerne tog afstand fra aktionen. Vi kunne altså nå ud til næsten en femtedel af landets befolkning som politikerne ikke kan nå. Trods afstandstagen fra et helt folketing, mobning i pressen og afstandstagen fra venstrefløjen bakkede 19% os op. Jeg tror revolutioner bliver afgjort af mindre!

Om at være tilskuer og oprører

Det Europæiske Melodigranprix og Første Maj i Fælledparken har dét til fælles er at de begge er arrangementer der er forsøges blottet for konflikt af de relle politiske magthavere. Eftersom der er konflikt i virkeligheden fremstår arrangementerne løgnagtige og blottet for politisk mening almindelige mennesker kan forstå. Derfor bliver oprør mere meningsfuldt end at følge regler og normer for hvordan man bør opføre sig i showets totalteater. Derfor er tilskuerne til de politiske prestige-shows også færdige med blot at være tilskuere der forholder os passivt. Vi ER showet og vi taler vores eget sprog. Et oprørets sprog. Det er simpelt, rent og kompromisløst og vil sikkert blive fordømt, kaldt barnligt og uciviliseret af den politiske elite. Et oprør tænker ikke i spin, pressestrategier, løgne eller facader. Vi ser undertrykkelse af homoseksuelle i Rusland og buer når deres dukkenationer giver dem mange points. Vi ser en fjende af arbejderne tale på arbejdernes kampdag og reagerer med fløjter, larm og protest. Det kan godt være det ikke er pænt, men det er meget mere meningsfyldt en de glansbilleder magthaverne prøver at male.

I 90'erne sagde man at den store historie var død. Men som punkbandet Kliché synger er "folket og kun folket drivkraften til skabelsen af verdenshistorien". Den store historie har aldrig været død. Men i 2010'erne skal folket vælge om de vil vil være tilskuere til verdens-historien eller om vi vil leve den.