Om molotowcocktails og kanonslag. Om man egentlig kan vinde over politiet ved at opsøge en konfrontation?
Til Reclaim The Streets lørdag den 8. august blev der kastet kanonslag og molotowcocktails mod politiet. De fleste af dem blev kastet langt fra politiet og tilsyneladende mest for effektens skyld. Men da politiet havde angrebet festen på Skt. Hans Torv og var ved at jage folk ned ad Guldbergsgade, skete der noget usædvanligt. En molotowcocktail landede lige foran de angribende betjente og stoppede de to delingers fremrykning.
Grunden til, at det er interessant, er, at det er en af de eneste gange, jeg har set en molotowcocktail have en taktisk effekt i en kamp mod politiet. De blev rent faktisk stoppet i deres jagt på aktivisterne.
I dette blogindlæg vil jeg skrive, hvorfor jeg personligt hader, når aktivister bruger våben som molotowcocktails og kanonslag. Derefter vil jeg skrive, hvorfor jeg mener, de er vanvittigt utaktiske våben at bruge imod politiet. Til sidst vil jeg skrive et godt råd til dem, der absolut vil alligevel.
Det kan godt lyde som om, at jeg laver en vejledning til gadekamp imod politiet. Det er IKKE min intention. Generelt mener jeg ikke, man skal forberede slagsmål med politiet. Politiet skal nok blive sat til at angribe os, så snart vi rent faktisk bliver en trussel for de interesser, der opretholder den ulige samfundsorden.
Vi må dog konstatere, at der en gang imellem er nogle aktivister, der dukker op forberedt til konfrontation med politiet. De har næppe tænkt sig at stoppe, bare fordi de møder politisk fordømmelse. Derfor kan vi lige så godt tage debatten om, hvordan det gøres bedst muligt med mindst mulig skade mod mennesker. Både så vi selv, politiet og tilfældige mennesker, der bare er i nærheden, ikke bliver skadet mere end højst nødvendigt af det.
Min personlige holdning
Personligt er jeg modstander af brugen af såvel kanonslag som molotowcocktails i en dansk gadekampskontekst.
Jeg hader det ryk, det giver i maven, når store kanonslag går af. Min krop er ikke gearet til at bevare roen, når der er støre eksplosioner i nærheden. Jeg skal bare væk fra dem, og jeg ved at rigtig mange andre aktivister har det på samme måde. Kanonslag skræmmer os selv og vores mindst kammerater lige så meget som de skræmmer politiet.
Molotowcocktails har jeg et lidt andet etisk problem med. Politiets hjelme er åbne under ansigtet. Altså er der intet til at beskytte deres ansigt mod flammer og varme, hvis en molotowcocktail skulle ramme rigtigt. Risikoen for varige mén er relativt lille, og en betjent skal være rigtig uheldig for at blive ramt på en sådan måde, men brandsår er stadig noget af de mest smertefulde og ubehagelige skader. Derfor kan jeg ikke etisk stå inde for, at de bliver kastet imod andre mennesker i en dansk kontekst. Derudover er de svære at kaste med, så der er ofte en risiko for at ramme uskyldige.
Det var min personlige mening om emnet. Nu bliver det mere taktisk analytisk.
Min taktiske vurdering af kanonslag
Hvis dit mål er rent faktisk er at skade politibetjente, er kanonslag ikke et særligt effektivt våben. Der er en grund til, at militærets håndgranater springer blot fire sekunder, efter splitten er trukket. Det er den tid, det tager dem at flyve gennem luften i et kast. Kanonslag springer, når lunten er løbet ud. Altså et tilfældigt tidspunkt, der er væsentlig længere end fire sekunder. Det vil sige, at politiet som regel har rigeligt med tid til at flytte sig.
Jeg ved ikke, hvor tæt man skal være på kanonslag, for at de rent faktisk kan gøre skade, fordi alle, jeg har set, flytter sig langt væk. Umiddelbart tror jeg, det er svært at komme slemt til skade. Eksplosioner er mest farlige, når de lukkes inde. Jeg tror derfor, man skal stille sig oven på et eller holde det i hånden, hvis man skal komme slemt til skade. Det er faktisk også sket et par gange. Under ungdomshuskampen var der to aktivister, der fik sprængt fingre af henholdsvis d. 16. december 2006 og under rydningen 1. marts 2007. Til gengæld har jeg aldrig set eller hørt om politifolk, der er kommet til skade af kanonslag. Altså lader det til, at nogle aktivister ynder at bruge et våben mod politiet, der i løbet af gadekampshistorien har gjort mere skade på dem selv end på fjenden.
Kanonslag er derfor i sig selv et ret dårligt og uforudsigeligt våben. Dermed ikke sagt, at de ikke har en effekt. Politiet bliver naturligvis utrygge, og det får deres delinger til at se bange og svage ud, når de danser rundt for at undgå kanonslag. Dog har jeg aldrig set politiet trække sig tilbage på grund af kanonslag alene. Kun enkelte gange, hvor der samtidig har været store mængder af andet kasteskyts involveret.
Min taktiske vurdering af molotowcocktails (moloer)
Molotowcocktails er et våben, politiet er langt mere bange for. I modsætning til kanonslag har de den effekt, at de laver et mindre benzinbål, der hvor de lander. Hvis politiet ser en molo komme flyvende, flytter de sig som regel med det samme.
Aktivister har dog meget mere grund til at frygte moloer end politiet, eftersom det meste af politiets udrustning er brandsikret. Moloer er ret svære at kaste præcist. Hvis man skal kaste en flaske effektivt, er det smartest at holde i flaskehalsen. Det kan man naturligvis ikke med en tændt molo, eftersom der er ild der. Dertil kommer, at man er nødt til at kaste en molo på en måde, der holder ilden langt væk fra hovedet, hvilket ikke er optimalt for hånd-øje-kordinationen og nedsætter præcisionen endnu mere. En molo er altså et upræcist våben, og den er faktisk også ustabil. Det sker ofte, at kluden falder ud og man i stedet bare hælder brændende benzin på sig selv eller omkring sig.
Altså er det de færreste aktivister, der har lyst til at være tæt på en, der kaster moloer. Endnu færre har lyst til at være tæt på politiet, hvis der er en chance for moloer i luften. Og man skal tæt på politiet, hvis man vil stoppe en anholdelse eller presse dem væk fra et område. Det vender vi tilbage til senere.
Der er en situation, hvor moloer kan opnå et taktisk formål over for politiet. Det er hvis politiet er i gang med et angreb eller en fremrykning. Bare synet af en aktivist med en tændt molo er nok til at stoppe dem, fordi de som sagt har så stor respekt (læs frygt) for våbnet. Da en molo kan tage tid at fiske op af tasken og tænde ordentligt, er det ikke altid nemt at bruge mod et politi, der rykker hurtigt frem. Jeg har dog set moloer stoppe politiets fremrykning en enkelt gang på Christiania i 2007 og så til ovennævnte Reclaim the Streets. Jeg forlader altid en en menneskemængde, hvis jeg konstaterer, at der er nogen med moloer, så i begge tilfælde trillede jeg rundt på cykel og kiggede på bag politiets linier. Derfor har jeg et ret godt indblik i, hvordan de reagerede.
Selvom jeg stadig er imod brugen af moloer af etiske hensyn, må jeg anerkende, at moloer kan være effektive, hvis de bliver brugt defensivt. Dog er der andre taktiske hensyn der taler imod, som jeg vil behandle i det følgende.
At bruge frygt som våben
Både moloer og kanonslag er våben, hvis primære effekt er at skabe en masse frygt. Ja, politiet bliver rigtig bange for dem, men det gør andre aktivister også. Begge våben skaber frygt på lang afstand. Et biprodukt af denne frygt er, at ingen andre aktivister tør komme tæt på politiet. Dette er selvsagt ærgerligt, fordi man skal tæt på, hvis man vil presse politiet tilbage eller befri en anholdt.
Men man kunne også stille et mere fundamentalt spørgsmål. Ønsker vi egentlig at vinde over politiet ved at gøre dem mere bange for os, end vi er for dem? Jeg vil helst vinde over dem, fordi vi er mange. Ikke fordi vi er velforberedte og har våben, der kan skræmme dem. En politibetjent, der er bange, er en betjent, som tager dårlige beslutninger. Hvis aktivisterne en dag bliver mange nok til at presse politiet op i en krog, vil jeg helst have, at politiet ved, de trække sig uden at komme slemt til skade. Hvis deres eneste kendskab til os er, at vi er maskerede og kaster moloer og kanonslag efter dem, kan det meget vel være, de forsøger at skyde sig ud af en knibe i stedet.
Hvordan man "vinder" en gadekamp
Gaderne kan vindes det sekund, mange nok holder op med at være bange for politiet. Man behøver ikke engang at bruge våben eller vold for at få politiet til at miste kontrollen. Man skal bare være lidt flere end dem og lade være med at gøre hvad de siger. Til PEGIDA-blokaderne i april og maj i år havde folk flere gange held til at lægge betydeligt pres på politiet, forhindre adskillige anholdelser og endda at stoppe marchen helt d. 27. april. Alt sammen uden vold eller nogen medbragte våben.
Det skete primært, fordi nok mennesker tænkte taktisk, brugte deres kroppe og var modige nok til at nægte at gøre, hvad politiet sagde. Ikke fordi nogen var specielt forberedte eller voldelige.
Dermed kommer vi til det, der ægrer mig mest ved offensiv brug af kanonslag og moloer. De våben skaber nemlig en elitær konfrontationsform, hvor kamp mod overmagten bliver for de få, der har forberedt sig. Ud over at ingen kan komme tæt nok på politiet til rent faktisk at fratage dem magten over gaderne, lærer det heller ikke nogen nye aktivister, hvorfor politiets magt skal udfordres. Hvis vi angriber politiet med voldsomme frygtskabende våben, er der ingen nye aktivister, der får erfaring nok med politiet til at få lyst til at deltage.
Hvis vi vil have en kultur med konfrontationer, vi kan vinde, bør vi fokusere på det, vi gerne vil lave om i verden frem for at gentage nærmest rituelle frygtskabende udfald mod politiet. Så ville vi også skabe historier, der gav folk grund til at deltage i konfrontationer med ordensmagten. Hvis vi BZ’atte et tomt hus på grund af ungdomsboligmangel eller løb en stor flok ind på Danske Banks hovedkontor og krævede, de betalte skat, ville det slet ikke være nødvendigt at smadre ruder for at få politiet til at dukke op og starte en væsentlig mere politisk konflikt. Samtidig ville nye aktivister hurtigt få lyst til at hjælpe med, næste gang vi vil tage gaderne tilbage.