Om at mobilisere til politiske events.
Dette er en opdateret udgave af en mobiliseringsguide jeg skrev til Occupy bevægelsen i 2011. Dengang var der masser af facebook events for møder, demonstrationer og aktioner i Occupy regi. I Danmark anno 2014 har vi et lignende højt antal af mobiliseringer til hvad jeg vælger at kalde ”velfærdsprotester”.
Denne mobiliseringsguide henvender sig således til alle der arrangerer eller organiserer begivenheder relateret til studiekamp, faglig kamp, arbejdsløse, marginaliserede og socialt udsatte.
Eftersom mobilisering langt hen ad vejen er et håndværk kan guiden dog bruges af alle der mobiliserer til politiske begivenheder uanset form og farve.
Et event er i denne guide enhver offentlig begivenhed der er arrangeret med et politisk formål. Det kan altså være demonstrationer, happenings, møder, debatter, oplæg, filmfremvisninger eller aktioner. Fælles er at de er offentlige og man som arrangør gerne vil have at mange folk kommer og deltager.
Der er for tiden mangen indkaldelser til forskellige velfærdsprotester. Mange folk er utilfredse over det de troede var en rød regerings førte politik. Mange af dem har ikke prøvet at lave politiske mobiliseringer før så mange frustrationer kanaliseres ud på facebook hvor der florerer talrige events. I praksis er der dog langt fra en god idé på facebook til en mobilisering der gør en forskel. Da mobiliseringer på mange måder er et håndværk der skal læres tilbyder denne guide en skabelon eller en opskrift på en god mobilisering.
Derfor er det første du bør gøre efter du har fået en god idé til et event er at gennemgå guiden her og så gå i gang med at mobilisere til din event på den bedst mulige måde. Der er mange måder at mobilisere på. Facebook synes oftest nemmest, men hvis man trykker plakater eller layouter løbesedler viser man en seriøsitet og organisering. Samtidig når man ud til andre end dem sidder på facebook hele dagen og alligevel har svært ved at komme ud af døren.
Det nemme svar er overalt! Man kan i teorien ikke mobilisere for meget. Jo fler der ser dine opslag jo større er chancen for at flere vil dukke op til dit event. Dog er der lige et par overvejelser, der er gode at tage med, inden du begynder at spamme facebookvægge, biblioteker og husmure med dine opslag.
For det første bør du både tænke over hvem din målgruppe er. Hvis du mobiliserer til en støttekoncert med fede bands får du f.eks. mere ud af at sætte postkort op på caféer og udnytte de virale medier (facebook og sms-kæder). Arrangerer du derimod et debatmøde eller underskriftsindsamling får du nok mere ud af at skrive læserbreve, kronikker og indrykke opslag i lokalaviser og på biblioteker. Tænk over hvem du vil nå ud til. Hvor gamle er de? Hvor bor de? Osv. Dette er vigtigt at have i baghovedet for de følgende afsnit.
Det er en god idé på forhånd at skrive en lille tekst om hvad man laver og hvorfor man gør det. Både fordi et grundlag forener arrangørerne politisk og det kan fungere som en drejebog som alle aktivisterne bag eventet frit kan arbejde indenfor. Hvis man ikke kan forfatte en konkret tekst er en liste af korte paroler (en parole er et politisk argument eller krav på max en sætning). Det vigtige ved et grundlag er, at det forklarer klart og tydeligt hvorfor man agerer politisk.
Når grundlaget er på plads kan dem der skal lave plakater eller oprette facebook event frit bruge formuleringer fra grundlaget som det passer dem.
Det er smart at delegere ansvarsopgaver så nogen er ansvarlig for facebook, mens andre trykker plakater, løbesedler eller laver sms-kæder. Det er i den situation fordelagtigt at give forskellige arbejdsgrupper frihed at tilpasse længden, fjerne ting og redigere sprogligt da den slags altid bør tilpasses det medie man mobiliserer igennem. En tekst der er god på en løbeseddel er ikke nødvendigvis god på en plakat. Med maksimal designfrihed sikres det at man kan bruge de forskellige kommunikationskanaler optimalt.
I de følgende afsnit vil jeg gennemgå hvordan man optimalt mobiliserer i de forskellige medier.
Plakater kan være en effektiv måde at blive repræsenteret i byrummet på. Med en effektiv plakatopsætning kan man være sikker på at en stor del af befolkningen i en by eller et lokalområde bliver opmærksomme på din aktivitet. Det er ikke altid plakater i sig selv der gør udslaget for hvor vidt folk møder op eller ej, men værdien af en synlighed i byrummet må ikke undervurderes. For det første virker plakater subtilt og underbevidst nøjagtig som reklamer. Du fodrer dermed befolkningen med revolutionære tanker helt uden at de selv opdager det. Derudover giver du tilfældige folk på gaden en god mulighed for at delgtage. Plakater er især vigtige ved demonstrationer eller koncerter hvor man vil nå ud til unge og andre der er engageret i bylivet.
5.1 Økonomi
Til gengæld kan plakater være dyre at få trykt og det kræver arbejde at sætte dem op. Kommercielt koster plakater som regel mellem 1-2 kroner pr styk alt afhængigt af antal, størrelse og farver. Det kan som regel lade sig gøre at presse prisen en del ned hvis man allierer sig med et venstreorienterede trykkerier eller kender nogen der arbejder på et trykkeri.
Sort-hvid plakater kræver ikke andet end koden til en kopimaskine på ens skole eller arbejde, men ser til gengæld altid ret hjemmelavet ud. Det er ikke altid en dårlig ting, men afhænger igen af hvem man prøver at nå. Græsrødder og undergrundskulturelle strømninger har det som regel fint med hjemmelavede plakater. Mobiliseringer i NGO- eller fagforeningsregi gavner generelt af mere professionelt layoutede tryksager.
5.2 Design
Uanset hvorvidt din plakat er hjemmelavet eller layoutet skal den være visuelt tillokkende. Intet er mere kedeligt end et fotokopieret print af en lang politisk tekst. Grafik, korte tekster eller paroler er altid bedre serveret med visuelt tillokkende design. Der er masser af kreative mennesker blandt de frivillige i bevægelserne rundt omkring. Få nogle af dem til at designe noget lækkert.
Deruodver bør teksten og overskriften holdes simpelt. Plakaterne skal få opmærksomheden. Ikke udrede hele din politiske analyse af verdenssituationen. Praktiske oplysninger (tid og sted) skal selvfølgelig inkluderes, men kan med fordel stå med småt. Husk at henvise til et sted folk kan få mere at vide såsom en hjemmeside eller noget lignende. Plakater er det første indtryk folk får af dit event. Hold det simpelt!
5.3 Opsætning
Når plakaterne er trykt skal de sættes op i byen. Det gøres ved at blande noget tapetklister fra den lokale malerbutik og derefter klistre plakaterne op på gader og stræder. Det bedste er at organisere en aften hvor alle mødes og blander klistret og ruller plakaterne sammen og derefter fordeler sig ud på forskellige bydele og trafikknudepunkter. På den måde sikrer man sig at de bliver set alle steder. Derudover er plakatopsætning en hyggelig social aktivitet hvor nye aktivister kan lære af mere erfarne.
Desværre er det kun lovligt at sætte plakater op på de dertil indrettede plakatstandere der som regel er ret fyldte af koncertarrangementer og reklamer.
Til gengæld er det relativt risikofrit at sætte plakater op andre steder så længe man tænker sig lidt om. Politiet prioriterer sjældent ulovlig plakatopsætning hvis man sørger for at det er steder det ikke generer nogen. Flaskecontainere, skraldespande, byggepladsafskærmning og andre ubenyttede offentlige overflader er gode mål. Biler, huse og folks personlige ejendom er dårlige mål (og langt mere ulovligt da det kan ses som hærværk). Hvis man er lidt modig kan man klistre dem op på reklamestandere og dermed både sprede sit eget budskab samtidig med ødelægger kapitalistisk hjernevask.
5.4 Plakatmafiaen
I København findes en gruppe kaldet Plakatmafiaen der professionelt tager sig betalt for at sætte plakater op på samtlige byggestilladser. De har dermed næsten besat de fleste gode og lette plakatsteder i København. Derudover er de kendt for at rive plakater ned hvis man klistrer deres plakater over. Derfor er det en god idé at holde sig gode venner med dem da de ellers hurtigt kan fjerne eller overklistre alt man har sat op. Lad derfor være med at klistre andres plakater over medmindre det er for arrangementer der har allerede er afviklet.
Hvis man har flere penge end man har villige aktivister kan man også betale dem for at sætte sine plakater op professionelt. Jeg har aldrig selv prøvet at købe mafiaens tjenester så jeg ved ikke hvordan man kontakter dem.
Løbesedler (også kaldet flyers) er som regel billigere at trykke end plakater og kan bruges til at fortælle dit budskab til alle der gider at læse dem.
6.1 Produktion
Løbesedler kan have mere tekst end plakater, men det er stadig rigtig vigtigt at holde sig kort, klar og tydelig. Når man deler en løbeseddel ud til folk har de sjældent oceaner af tid til at læse dem. Et godt loft er tre afsnit på max 3-5 linier.
Ligesom med plakaterne er grafik, design og kunst kæmpe plusser på løbesedler. Jo bedre noget ser ud jo mere sandsynligt er det at din flyer fange folks opmærksomhed. En plakat kopieret ned til A5 størrelse er som regel bedre end et kedeligt ark med tekst. En god idé er at udnytte forsiden til grafik og bagsiden til tekst.
6.2 Uddeling
Den klassiske forestilling om politisk arbejde at folk står et offentligt sted og deler løbesedlerne ud til alle der går forbi. Det kan også være meget godt. Sørg for at være venlig, åben og villig til at forklare din sag. Øv dig på en god sætning du fanger folks opmærksomhed med og husk at få øjenkontakt med dem du gerne vil give sedler. At dele løbesedler ud er en slags opsøgende arbejde hvor din adfærd og personlighed kan nå folk i langt højere grad end det stykke papir du giver dem.
Det kan tit bedre betale sig at lægge en lille stak på udvalgte steder og lade folk selv samle dem op. Sørg derfor for at ramme caféer, udannelsessteder, politiske tilholdsteder og lokale biblioteker. Hvis folk selv samler noget op er der større chance for at de tager et budskab til sig end hvis man forsøger at tvinge dem.
Stort set alle offentlige politiske events bør have et tilhørende facebook event. Medmindre du udelukkende laver en intern mobilisering og er sikker på at nå hele din målgruppe kan du ligeså godt lave det da det er reletivt næmt og hurtigt.
7.1 Den første sætning betyder alt!
De fleste bliver inviteret til mange facebook events hver uge og bruger ret kort tid til at beslutte om de vil tilmelde sig et konkret event. Derfor er det ekstremt vigtigt at den første sætning de ser på eventet er den perfekte sætning der overbeviser dem om at de skal komme eller læse mere.
Den første sætning skal derfor være præcis og beskrive eventen. Aller helst med en parole eller politisk sætning. Det varierer selvfølgelig alt efter hvad man indkalder til. Debatmøder kan starte med det mest spændende spørgsmål man vil diskutere, hvor en demonstration bør skrive den vigtigste parole først.
Det er dumt bare at skrive "International demonstration 13 .Marts" i overskriften da det ikke forklarer nogen hvorfor der demonstreres. Det skal være let at vide hvad tingene handler om og hurtigt og nemt at få oplysninger om hvad man går ind til. En model for et facebook event kan derfor se sådan ud.
7.2 Skabelon for et facebook event
Titel: (skal være en sætning der indeholder hvad eventen er og hvorfor det sker) Eksempel: "Debatmøde: Hvem gavner kontanthjælpsreformen." eller "Demonstration mod det TPP-Aftalen!"
Beskrivelse:Kort og præcis beskrivelse af hvad eventen er. Eksempel:
"Spændende debat om kontanthjælpsreformen. Mød de politikere der står bag reformen og nogle mennesker der bliver ramt af dens konsekvenser. Gratis kaffe og kage."
Praktiske oplysninger:Her skriver man tid og sted og andre vigtige oplysninger. Er der tale om en aktion eller en demonstration er det blandt andet her man skriver hvilket niveau af konflikt med ordensmagten man forventer eller hvordan folk bør opføre sig.
Arrangør:Det er altid god stil at underskrive sig. Uanset om man er gruppe, et udvalg eller en enkeltperson bliver folk mere trygge ved et projekt når de kan se hvem der arrangerer det. Der må også gerne være kontaktoplysninger.
7.3 Korthedens værdi
Det første og vigtige afsnit bør holdes under 5 linier alt inklusive. Folk der surfer facebook er mest zappere der ikke tager stilling til komplicerede sager. For at fange interessen er det derfor super vigtigt at være tydelig og præcis og koge det væsentligste ned til det første afsnit.
Det er udmærket at lave et uddybende afsnit længere nede på sin facebook event, hvor man uddyber hvad man laver og hvorfor i større detaljer. Det er også godt i forhold til at forklare bedre hvorfor der skal handles. Det nemme er her, at bruge det grundlag man allerede har aftalt. Det er også godt at lave links til hjemmesider eller gruppen bag eventen nederst.
7.4 Nurse dit event
Facebook er et interaktivt medie, hvor alle kan skrive og alle gør det. Hvis du endda er så heldig at pressen linker til dit event kan antallet af kommentarer hurtigt blive uoverskueligt. Her er det ekstremt vigtigt at man hurtigt svarer på spørgsmål, sletter grove indlæg med trolde eller indlæg med personangreb. Der skal være plads til god debat og konstruktive forslag og vigtigst af alt skal folk føle de bliver lyttet til når de kommenterer på dit events væg. Hav derfor altid en designeret facebook nurser der sørger for at tonen er god og svarer på folks spørgsmål og trykker 'like' på gode forslag eller sjove kommentarer. Den gode stemning på din væg sikrer at folk tænker positivt om dit event.
Derudover kan facebook væggen med fordel bruges til at efterlyse udstyr eller frivillige til forskellige ting. Mangler du lige noget til din demonstration eller din støttefest er der altid en chance for at en på eventet har hvad du skal bruge. Inddrag folk i arbejdet!
7.5 Facebook og virkeligheden
Antallet af tilmeldte på en facebook event stemmer sjældent overens med antallet af folk der rent faktisk dukker op til eventen. Ofte kan du højest regne med halvdelen af de tilmeldte. Facebook er for mange en meningstilkendegivelse mere end en social forpligtigelse. Mange tilmeldte betyder at mange synes det er en god idé. Pas derfor på med at blive skuffet på dagen, men tag antallet af tilmeldte som det positive signal folk sender.
8: SMS-kæder
En anden form for viral spredning af din event er kædesms'er. Det er korte beskeder der kan sendes videre af modtageren. En god sms-kæde kan betyde at rigtig mange bliver oplyst om en vigtig aktion hurtigt. SMS-kæder er dog ikke så brugte som facebook men kan dog stadig være relevante. Især hvis det skal gå stærkt. Er dit budskab vigtigt nok kan din SMS blive sendt videre. SMS-kæder er mest relevante hvis der skal handles hurtigt på en situation. Hvis en ond politiker eller en topchef for et ondt firma spontant har besluttet at besøge din by kan mange alarmeres hurtigt med en SMS-kæde.
Jeg ved godt jeg har sagt det gennem hele guiden, men når man skriver kædesms'er er det vigtigere end nogensinde; Gør dem korte og tydelige! Det gælder om at koge det vigtigste ved din event ned til en lille bitte sms-besked, og samtidig gøre den spændende nok til at folk gider at læse den og sende videre. Det er ikke let. Derfor er det en god idé at sende den frem og tilbage mellem to arrangører der så kan hakke den lidt til og tjekke fejl og mangler, før man sender den ud i verden.
Hvorvidt en kædesms bliver sendt videre af dine venner afhænger typisk af hvor kort og tydelig beskeden er samt hvor god en idé der kommunikeres i beskeden. Generelt gælder det for virale mobiliseringer at de kun virker hvis sagen er simpel, sjov eller bygger på en virkelig god idé. Derfor skal du ikke blive skuffet hvis folk ikke sender dine ting videre men blot gå tilbage og arbejd videre med dit grundkoncept.
6: Afsluttende bemærkninger
Dette var en gennemgang af de vigtigste kommunikationsmidler og -kanaler når det handler om at mobilisere til events.
Jeg har sagt rigtig mange gange at man skal formulere sig klart, kort og tydeligt. Det betyder ikke at al kommunikation skal foregå sådan. Nogle sager er mere komplicerede og det er fedt når man rigtig får udforsket dem i dybden. Heldigvis er der også debatmøder, foredrag, blogindlæg, kronikker, dokumentarfilm, dybere samtaler efter møder osv. osv. Det er vigtigt at tænke tingene igennem og analysere i dybden også.
Vi lever desværre i et overinformationssamfund hvor kun de korteste, stærkeste og mest tydelige budskaber undgår at drukne i larmen. Derfor er det vigtigt at være klar, præcis, skarp og provokerende når man vil mobilisere til politiske events. Først når folk er mobiliseret og inkluderet kan det virkelige arbejde for en bedre verden begynde.
Så kom i gang! Spred dit budskab. Mobilisér til dine events og få spredt kampen ud i landet. Husk - du ikke kan mobilisere for meget.
Skrevet af Erik Storrud den Januar 2012
Version 2.0 Januar 2014.
Anti-copyright
Man er selvfølgelig velkommen til at trykke guiden eller videredistribuere den i enhver tænkelig form. Der er sikkert også mange stave og formuleringsfejl der trænger til et kærligt blik. Så giv den endelig gas hvis du vil lave noget bedre og dele teksten videre!