Lad os gradbøje vold

Del 1. Om vold og antifascisme

“He who fights with monsters should look to it that he himself does not become a monster... when you gaze long into the abyss the abyss also gazes into you”

-Friedrich Nietzsche

Som debat- og samfundskultur har vi et problem, der går udover os allesammen. Vi lever i et samfund hvor man ikke kan diskutere eller analysere vold. I stedet for at være beskrivende for handlinger, konflikter eller adfærd er fænomenet ”vold” helt umuligt at belyse sagligt i en debat prævet af taburiseringer, blind afstandstagen eller undvigende forsvar. Alle politiske aktører gør en dyd ud af at voldstemple politiske fjender imens man selv aldrig er voldelig.  I den politiske debat, både på venstre- og højrefløjen, kan vold bedst defineres som ”det de andre gør”.

Personligt er der to grunde til at jeg ikke kan forstå vor kulturs fejlforståede forhold til vold som en utilnærmelig ondskab.

Alle er tilhængere af vold

For det første er de fleste mennesker i praksis tilhængere af vold under de rette omstændigheder. Når vold sker som selvforsvar, i krig mod ’det onde’ eller som juridisk legitim magtanvendelse er de fleste enige om at volden er berettiget.  Det vil sige vold er i orden når omstændighederne er de rigtige. Resten er politiske studehandler og forhandlinger om hvornår det så er tilfældet. De fleste der siger de er ’imod vold’ er derfor grove hyklere medmindre de også er imod alle tilfælde af krig, politi og selvforsvar.

For det andet er jeg flere gange i mit liv stødt på ting der er langt værre end vold. At blive varetægtsfængslet i 2011 var for eksempel en af de hårdeste oplevelser i mit liv, og jeg vil til enhver tid hellere have brækket min arm på en ambolt, end jeg vil varetægtsfængsles igen.

Disclaimer

Vold er aldrig rart. Vold er sjældent den optimale løsning på samfunds-konflikter. Men den er en del af vores samfund og en del af mange aktivistiske bevægelser verden over. Volden forsvinder ikke bare fordi vi prøver at bilde os selv ind, at det kun er ’de andre’ der gør det.

Vold er kompliceret og kan gradbøjes. En knytnæve er ikke det samme som et knivstik. Hvis vi skal blive klogere bliver vi nød til at kunne diskutere og analysere volden i stedet for at reducere dens kompleksitet. Alle positioner i debatten kan have gavn af at blive klogere på de voldelige handlinger og den adfærd der forsvares eller tages afstand fra.

Lad os derfor starte med at definere hvad vold er, hvorefter vi kan diskutere, hvordan den skal gradbøjes.

Definitioner

Jeg vælger at definere al vold som mellemmenneskelige handlinger der virker ved fysisk skadegørelse eller smerte. En voldstrussel er mellemmenneskelige handlinger der virker ved umiddelbar frygt for førnævnte smerte eller fysiske skadegørelse. Min definition er brugbar fordi den er universel og tydelig. Vold er altså vold uanset om det sker i selvforsvar eller er subjektivt legitimt. Det betyder også at alle kan deltage i diskussionen om vold. Uanset om de er politisk enige i den.

Hvilken vold er relevant at diskutere?

For os aktivister på venstrefløjen kan man indele den vold der skal diskuteres og analyseres i to relevante kategorier. Den ene voldskategori er den vold som finder sted mellem politi og aktivister eller demonstranter. Den anden relevante voldskategori er den der til tider finder sted imellem fascistiske og antifascistiske grupper og individer. I et senere indlæg vil jeg beskrive og vold i relation til politiet, men i dette indlæg forholder jeg mig primært til volden mellem antifascister og fascister.

Antifascistisk vold

Som antifascistisk aktivist støder man typisk på tre former for adfærd der relateres til vold. Disse vil blive beskrevet, analyseret og gradbøjet i følgende afsnit. Når jeg skriver at aktivismen ”relateres til vold” er det fordi den første omhander en form for aktivisme, der reelt ikke er voldelig, selvom den ofte beskyldes for det af antifascismens modstandere.

Antifascistisk ikke-vold: Alerta konceptet

Antifascistisk Aktion (AFA) udgav 1. maj 2013 aktionskonceptet Alerta. Det foreskriver blandt andet at man undgår tilsigtet personskade (vold) og undgår at søge konfrontationer med politiet. Den adfærd der foreskrives i Alerta konceptet har efter min vurdering været antifascistisk praksis ved større aktioner i al den tid jeg har været aktiv antifascist. Man har altid planlagt blokader af nazimarcher eller fascistiske møder med en ambition om at tilstræbe, at de forløber uden vold og rigtig mange antifascistiske masseaktioner er også forløbet uden voldshandlinger. Undtagelserne vender jeg tilbage til i senere afsnit.

Alerta konceptet beskriver altså nogle retningslinier for adfærd man altid har tilstræbt, men aldrig har skrevet ned og meldt offentligt ud. Det tror jeg har været kæmpe problem og jeg husker selv i mine yngre dage, at jeg ofte var i tvivl om hvilken vold jeg skulle forvente. Alerta konceptet er derfor et godt eksempel på hvordan italesættelse af volden har hjulpet hele bevægelsen, da det beskriver hvornår vold ikke er ønskværdigt, effektivt eller passende. Eftersom Alerta konceptet primært beskriver hvornår vold og konfrontation skal undgås, kan det tolkes som et ikke-voldeligt politisk tiltag ved antifascistiske masseaktioner.

Alerta konceptet betyder, at de fleste nyere antifascistiske masseaktioner er erklæret ikke-voldelige. Der findes en strategisk anerkendelse af, at man ikke vinder ved at lave vold eller overfalde så mange fascister som muligt. Man vinder ved at være til stede, ved at være i vejen og være forstyrrende.

Man kan diskutere hvorvidt blokader og forstyrrelser muligvis virker ved en trussel om vold. Man kan også diskutere hvorvidt der eksisterer en voldsparathed indenfor masseaktioner der kan føre til overdrevet selvforsvar. Men lad os først rydde misforståelsen og mytedannelsen af vejen og slå fast, at intentionen bag de langt de fleste større antifascisitske masseaktioner som udgangspunkt er ikke-voldelig, og at de ofte forløber uden at nogen anvender vold.

Den fascistiske vold

Der findes former for mere voldelig antifascistisk praksis end den foreskrevet i Alerta konceptet, men den giver ikke mening at diskutere før den fascistiske vold er beskrevet. Den fascistiske vold har i dette årtusinde været præget af at være tilfældig og ubehagelig. I både Århus og for nylig i Sydhavnen bliver folk overfaldet spontant på gaden, hvis de er kendte venstreorienterede eller har et venstreorienteret (læs: punket) udseende. Disse overfald lader ikke til at være planlagt, men finder typisk sted når folk løber ind i grupper fascister på det forkerte sted eller tidspunkt. Man bliver altså overfaldet, fordi man er venstreorienteret på det forkerte sted eller tidspunkt. Den fascistiske vold virker for dens ofre som en trussel mod deres ret til at eksistere i byrummet.

Jeg vender tilbage til de psykiske konsekvenser af den fascistiske vold senere. De hænger nemlig sammen med de mere reelle former for antifascistisk vold, som jeg vil beskrive først.

Antifascistisk selvforsvar – at jage fascister væk

Undertiden bevæger fascister sig for tæt på antifascistiske arrangementer, hvilket stort set altid ender med at de bliver jaget væk. Nogle gange laver mindre grupper fascister, hvad der bedst kan beskrives som kamikazeangreb, idét de angriber få mod mange. Andre gange opsøger kendte fascister antifascistiske demonstrationer for at provokere eller starte slagsmål på en mere værtshusagtig måde, hvor man diskuterer og skubber hinanden først. I begge situationer er styrkeforholdet oftest ti mod en i antifascistisk favør, og antifascister er sjældent motiveret til at tage værtshusopfordringer op og slås en mod en. Derfor er udfaldet oftest til at forudsige. Fascister jages konsekvent væk fra antifascistiske arrangementer enten med vold eller med trussler om vold.

Min definition af vold skelner som sagt ikke mellem vold som angreb eller vold som selvforsvar. Derfor kan denne antifascistiske tradition klassificeres som enten direkte voldelig eller som en trussel om vold. I gennemgangen antifascistiske adfærd der relateres til vold, er denne praksis altså reelt voldelig. Men denne vold kan gradbøjes og har derfor også grænser. Selvom jeg efterhånden har set fascister blive jaget væk mange gange, har jeg kun en enkelt gang observeret en fascist der kom så meget til skade, at han ikke selv kunne gå fra stedet og måtte hentes af en ambulance. Der var i dette tale om en bevæbnet kamikazenazist, der slog først.

At fascister meget sjældent kommer alvorligt til skade, selvom de relativt ofte udsættes for vold af et overvældende antal antifascister, vidner altså om en vis tilbageholdenhed i voldsanvendelsen. Jeg tror primært alvorlige skader undgås, fordi der ikke bruges farlige våben, og fordi volden stoppes så snart fascisterne ikke er en trussel mere. Altså når de ligger ned eller løber væk. Jeg vender tilbage til hvordan alvorlige skader undgås sidst i indlægget.

Selvom den antifascistiske praksis med at jage fascister væk er voldelig, og sikkert også ulovlig i mange tilfælde, mener jeg der findes etiske, historiske og politiske argumenter, der gør at den er en indgroet tradition ved alle større antifascistiske markeringer.

Etisk vælger fascisterne selv at opsøge antifascistiske demonstrationer. En demonstration kan høres fra lang afstand og den er let at undgå. Det er altså ikke et tilfælde, at fascisterne opsøger dem. Enten er deres intention direkte voldelig, som i tilfældet med kamikazeangreb, eller også vil de provokere. Uanset hvad vil de ødelægge de antifascistiske demonstrationer. Det er altså et aktivt valg de tager, og det er kun naturligt, at det har konsekvenser.

Historisk viser erfaringer fra både Sverige og Danmark, at det ikke er ufarligt at lade fascister komme tæt på demonstrationer. 8. marts blev fire svenske feminister knivstukket efter en demonstration i Malmø. Dette og andre eksempler viser, at lader man fascisterne være, vil de før eller senere angribe og ødelægge alle politiske markeringer der ikke passer ind i deres verdensbillede.

Politisk behøver man blot at kaste et hurtigt blik på den fascistiske vold jeg beskrev ovenstående. At angribe venstreorienterede fordi de er venstreorienterede og går på gaden er alt andet lige værre end at jage fascister væk der aktivt opsøger konflikt hos deres politiske modstandere. Når fascisternes vold virker ved at gøre det utrygt at være til som venstreorienteret, virker den antifascistiske vold ved at gøre det trygt at være til antifascistiske demonstrationer. Dette gør det meget meningsfuldt at jage fascisterne væk. Antifascisme er i disse situationer altid selvforsvar.

Overfald som antifascistisk strategi

På samme måde som man i diskusionen af antifascistisk vold bør anerkende, at AFAs Alérta koncept er ikke-voldeligt, må man også anerkende, at der i visse perioder og visse landes antifascistiske bevægelser har fundet vold sted, der må betegnes som voldelige overfald, og som man ikke kan beskrive som selvforsvar. Disse kan deles op i spontane overfald og overfald som bevidst strategi. Spontane overfald er typisk en reaktion på en fascistisk tilstedeværelse nær større koncentrationer af antifascister. Dette skete f.eks. på Nørrebro under et debatmøde i Korsgadehallen i 2012, hvor kendte fascister dukkede op.

De organiserede overfald er kendetegnet ved at være planlagte eller forventede. Dermed er det en strategisk måde at ødelægge fascistiske møder eller arrangementer på. Disse har dog ikke fundet sted i Danmark i mange år.

Både de spontane og planlagte antifascistiske overfald lader til at have grænser der ikke overskrides. Disse er vigtige at få med, når ambitionen er at gradbøje volden. Da de spontane overfald er reaktioner på tilstædeværelsen grupper af organiserede fascister for tæt på større koncentrationer af antifascister betyder det også at fascister ikke overfaldes enkeltvis på gaden som det ofte er tilfældet med fascistisk vold. I Danmark opsøger man heller aldrig fascister på deres bopæle, medmindre de bliver brugt politisk som f.eks. naziborgen i greve er blevet det.

Jeg tror de spontane overfald kan være svære at forhindre eftersom de er en spontan reaktion på fascistisk tilstedeværelse. Eftersom de er spontane vil gode informationer og vurderinger altid være begrænsede og det kan derfor være svært at vurdere hvor vidt man er i gang med et overfald eller selvforsvar som beskrevet i forgående afsnit. Politisk mener jeg dog altid man bør modarbejde at antifascistisk vold bliver lige så tilfældig og ubehagelig som fascistisk. Volden bør aldrig ske fordi fascisterne er til, men som reaktion på at de politisk og konkret en trussel.

Hvad angår de mere organiserede voldelige antifascistiske overfald er jeg rigtig glad for at de ikke er set i  Danmark i mange år. Eftersom vold er ubehageligt og Alerta konceptet er et godt alternativ mener jeg ikke organiserede overfald på fascister i Danmark kan forsvares. Den slags kan kun retfærdiggøres hvis man er mere i defensiven end den antifascistiske bevægelse i Danmark er p.t.

Det synspunkt handler ikke om vold mod fascister kan forsvares ideologisk eller om hvorvidt fascisterne ’fortjener det’. Hvis man kigger på den fascistiske ideologi bliver det tydeligt at den uundgåeligt ender med forbrydelser mod menneskeheden der for enhver pris må undgås. Med det argument kan alle offensive handlinger forsvares, hvilket kan føre til den slutning at vold altid er berettiget. En holdning der ikke gradbøjer volden og dermed ikke fører til gode argumenter i en nuanceret debat. En holdning om at vold altid er berettiget er lige så indskrænket og urealistisk som holdningen om at vold aldrig er berettiget.

Når antifascister bør afholde sig fra organiserede overfald som politisk strategi er det ikke blot fordi det er ulovligt, farligt og baseret på dårlige argumenter. Primært mener jeg organiserede overfald bør undgås fordi vi har fortjent bedre for os selv. Dette bringer mig videre til en vigtig slagside ved antifascistisk vold. De psykiske konsekvenser ved at være tæt på enhver form for vold i længere tid.

Voldsparathedens psykiske konsekvenser

Samtlige eksempler på voldsanvendelse jeg har beskrevet ovenfor indebærer alle, at de mennesker der er tæt på den må sætte deres krop og psyke i en tilstand af voldsparathed. Uanset om volden er legitim, fornuftig, nødvendig eller selvforsvar indebærer en fysisk og psykisk parathed til vold.

Overordnet viser der sig dog nogle bekymrende ting når man kigger på mennesker der ofte står i situationer hvor de skal være parat til vold. Voldsparatheden smitter nemlig af på resten af livet og man vil opleve, at voldelige løsninger popper op i flere og flere situationer jo mere man lever med den. At man er parat til vold i situationer hvor den ikke hører hjemme. Hvis du er klar til at bruge vold overfor dine fjender vil din krop også være klar til at begå vold mod dine venner. Eller som Nietsche siger det; Når du stirrer ind i afgrunden stirrer afgrunden også ind i dig.

Ligesom vold kan voldsparathed også gradbøjes og forskellige mennesker vil reagere forskelligt i forskellige tilstande. Det findes derfor ikke nogen præcis fastlagt tolerancetærskel hvor fornuftige mennesker bliver forvandlet til monstre der ikke kan kan skelne ven fra fjende. De usunde symptomer på voldsparathed skyldes meget dybtliggende instinktive overlevelsesmekanismer. Derfor er reaktionerne ikke er under bevidsthedens fulde kontrol.

Folk der har levet med permanente nazitrusler i Århus har kendt til fænomenet i mange år og den er også begyndt at vise sig så småt i København. Voldsparathedens skadelige konsekvenser viser sig typisk i andre sociale sammenhænge end der, hvor den er nødvendig. Det kan være når man er til fest, diskuterer med en ven eller partner, eller når man tager vagttjanser i fristeder. Konsekvenserne er meget virkelige og skaber usundhed og utryghed i de sociale sammenhænge, der ellers skal give tryghed og energi til at fortsætte den politiske kamp.

Hvordan modarbejder man voldsparathed?

Voldsparathedens slagsider påvirker alle forskelligt og derfor er det også forskelligt hvad folk har brug for hvis den skal modvirkes. Der er dog nogle almindelige tips der kan hjælpe alle der har været ofte i situationer hvor de skal være parat til vold.

-          Tag pauser fra de situationer hvor du skal være parat til vold. Lad være med at tage til demoer eller stå vagt ved arrangementer hvis du har gjort det meget i en periode.  Hvis du lever med en trussel om nazivold i dit lokalmiljø f.eks. i Sydhavnen eller i Århus så husk at tage på ferie en gang imellem.

-          Lad være med at forvente vold hele tiden. Det er svært hvis trusslen er reel, men husk at i antifascistiske sammenhænge du som regel er sammen med mange andre der nok skal holde øje for dig. Sikkerheden ved antifascistiske arrangementer i København er stort set altid i top og du ikke behøver være klar til kamp hele tiden. Din krop skal nok blive hurtigt klar hvis der bliver brug for det så slap af indtil da.

-          Isoler voldsepisoderne. Husk at slappe af når situationen er overstået. Debrief, evaluer og snak om det med dine venner efter enhver situation hvor du har været klar til kamp. Læg afstand mellem den del af dig der er parat til vold og den del der ikke er. Undgå at tage voldsparatheden med dig i resten af dit liv.

-          Få hjælp. I København findes Gadeterapeuterne [link] der gratis hjælper aktivister. Jeg anbefaler alle der hyppigt har været tæt på situationer med vold eller voldsparathed at ringe og tag en snak med dem. De er selv tidligere aktivister så de stikker dig ikke og de ved hvad de snakker om.

Overordnet gælder det om at huske, at selvom parathed til vold kan være nødvændig for at ’overleve’ sammenstød med fascister, kan det være lige så nødvendigt at lægge den fra sig hvis du skal overleve en hverdag uden fascisme.

Udover at mere og grovere vold overfor fascister fører til mere vold og trusler internt i de antifascistiske bevægelser kan voldsparathed også kædes sammen med reelle psykiske problemer som stress og Posttraumatisk Stress Syndrom (PTSD). En trediedel af alle PTSD diagnosticerede ender med kroniske sindslidelser. Det er altså alvor at passe på sin psyke, hvis man gentagne gange er tæt på vold og farlige situationer.

Hvis du endelig skal...

Følgende afsnit er IKKE en opfordring til at begå vold som andet end lovligt selvforsvar overfor fascisterne.

Følgende afsnit er skrevet i erkendelse af at antifascister historisk har begået vold imod fascister og det sandsynligvis vil forekomme igen. Eftersom vold er så taburiseret og unuanceret i debatten håber jeg på at starte en mere reflekteret diskussion om hvordan den skal bruges HVIS den endelig skal bruges. Jeg tror at hvis følgende afsnit bliver læst og forstået bredt, vil det forhindre flere fysiske og psykiske skader end blind afstandtagen nogensinde vil kunne gøre.

Følgende er baseret på egne observationer, sund fornuft samt samtaler med folk der har været tættere på volden end jeg har. Jeg er heldigvis ikke ekspert på området. Medicinsk eller militært uddannede mennesker kan sikkert byde ind med flere detaljer og bedre nuanceringer end jeg. Det har ikke været rart at skrive om og researche til og hvis du har en god fantasi er det sikkert heller ikke rart at læse om.

Flasker

Flaskekast kan være effektivt til at holde fascister på afstand hvis de angriber demonstrationer (se afsnittet om at jage fascister væk). Det bedste at kaste med rystede uåbnede ¼ liters sodavandsflasker. Deres vægt tillader gode kast og fordi der er masser af Co2 i dem splintrer de i små stykker ved kontakt. På den måde reduceres chancen for at nogen skærer sig dybt. Denne sandsynlighed er en større ved tomme ølflasker da de er af tykkere glas og derfor går i større stykker. Bliver en fascist ramt af en sodavandsflaske i hovedet får han sodavand og små glaskår udover sig hvilket er en tilstand det er svært at være en trussel i. Ingen glasobjekter er ufarlige at blive ramt af, men fyldte sodavandsflasker synes øge chancen for at gøre et mål ukampdygtigt samtidig med at sandsynligheden reduceres for alvorlige skader.

Slagvåben

Hold dig fra jernrør! De ligger indenfor den grove voldsparagraf og straffes væsentlig hårdere end slag med kæppe og andre improviserede slagvåben hvis du bliver taget. Jernrør er ligeledes sværere og tungere våben at håndtere end kæppe hvorfor de er sværere at ramme med og har en kortere rækkevidde. Det er altså et mere sikkert våben der holder fascisterne på større afstand. Den vigtigste grund til at holde sig til milde slagvåben, er at de fleste kæppe brækker før knogler brækker. Hvis dit mål er at gøre en person ukampdygtig, vil et slag i hovedet med en kæp være næsten lige så effektivt som et slag med et jernrør. Men du løber til gengæld langt mindre risiko for at lave kraniebrud eller livsfarlige hovedskader. Det er ikke værd at blive morder eller få længere fængselsstraffe for en fascist.

Slag og spark

Menneskekroppen er bygget til at håndtere ret meget skade. Grunden til at hovedet sidder på en fleksibel hals er f.eks. at det kan give efter i alle retninger hvilket minimerer skader ved sammenstød. Dette betyder også at sandsynligheden for alvorlige personsskader stiger drastisk når nogen ligger ned i dét kroppen ikke længere kan give efter i alle retninger. Det er derfor vigtigt at man stopper med slag, spark og anden vold når målet ligger ned. En endnu vigtigere grund er at en fascist ikke er en trussel længere når han ligger ned. Volden er altså unødvendig og uetisk når den anvendes mod forsvarsløse. Hvis folk omkring dig ikke stopper så råb at de skal stoppe. Jeg har hørt at udbrud som ”Han har fået nok” taler godt ind i en voldspsykologi og kan nogengange stoppe folk selvom de er ophidsede og vrede.

Tænk udenom volden

Afslutningsvis vil jeg gentage at vold selvom den kan gradbøjes aldrig er rar. Derfor bør den aldrig bruges hvis der findes alternativer der kan opnå det samme.

Engang konstaterede jeg at en lille gruppe fascister blev jaget væk med vold i en situation der kunne forsvares som selvforsvar i tilbage i afsnittet om at jage fascisterne væk. Det særlige ved netop denne voldsanvendelse var at det skete langs en søbred. Jeg kan huske, at jeg bagefter undrede mig over, hvorfor man ikke bare skubbede fascisterne i søen i stedet for at tæve dem til de løb? At få tæv af et overvældende antal antifascister passer sikkert fint ind i fascisternes verdensbillede og voldskultur. Hvis de i stedet var smidt i vandet kunne man have givet dem mere demoraliserende og ydmygende nederlag end nogen vold kunne opnå. Men det bedste er efter min mening at alternativer til vold som regel givet de deltagende antifascister bedre og sjovere oplevelser. Enhver chance for at vinde uden brug af vold bør derfor udnyttes.

Sidste ord

Jeg startede med at skrive at vold kan gradbøjes. Det betyder også et den kan fortolkes subjektivt og nuanceres. Det er meget muligt jeg tager fejl i nogle af mine betragtninger, analyser eller kategoriseringer. Enhver situation hvor der bruges vold er altid psykologisk, socialt og analytisk kompliceret nok til at fylde en hel specialeafhandling. Byd derfor endelig ind med betragtninger der kan gøre os klogere og italesætte volden som den er.

Jeg håber indlægget kan være med til at starte en voksen og fornuftig diskussion om brugen af vold i antifascistiske sammenhænge. En diskussion uden den kategoriske afstandstagen eller det indædte forsvar der eller præger debatten. Vold er rigtig mange ting så lad os starte med at tale om den som den virkelig er.

Tak til alle der har hjulpet med inputs til dette indlæg! I ved hvem i er og at jeg elsker jer! Tak til alle der fremover vil diskutere vold på en fornuftig måde!