Annonce

22. marts 2016 - 16:40

Historien tilgiver kun vores modstand

Om kampen for flygtninges rettigheder. Om civil ulydighed. Om at gøre det rigtige og gøre modstand.

Siden september har jeg været aktiv i flygtningebevægelsen Welcome to Denmark. Efter adskillige store demonstrationer, kæmpe underskriftsindsamlinger og uttallige appeller til politikernes menneskelighed og almindelige sunde fornuft mener jeg nu det er på tide at civil ulydighed får en central rolle i flygtningebevægelsen igen.

Det kan virke mærkeligt at jeg bruger ordet "igen". Det store flertal af danske flygtningevenner har aldrig været engageret i civil ulydighed, men det har flygtningene til gengæld selv. De handlinger der fik flygtningebevægelsen til at eksplodere tilbage i september var at større grupper flygtninge udøvede civil ulydighed. Grænsemyndigheder og politi forsøgte at samle dem og registrere dem efter dublinforordningens bestemmelser. Det nægtede flygtningene fysisk. De nægtede at forlade et tog, gik på motorveje og nægtede generelt at samarbejde med politiet.

Det er altså civil ulydighed fra flygtningene selv der er skyld i den store eksplosion af flygtningehjælp der voksede frem i danmark i september. Størstedelen af vores bevægelses eksisterer direkte på grund af brugen af civil ulydighed.

 

Flygtninge der kæmper vinder!

De flygtninge der nægtede at samarbejde er i øvrigt også de flygtninge der er kommet bedst igennem systemet. For det første slap størstedelen af dem der nægtede at samarbejde til Sverige hvor de trods alt bliver behandlet bedre end her. For det andet har jeg indset at flygtninge der udøver modstand klarer det bedre overalt i systemet. De afviste asylansøgere der kæmpede fysisk imod deres tvangsudvisninger i løbet af efteråret blev ikke udsendt. Forholdene i Haderslev teltlejr er hurtigt ved at blive bedre efter flygtninge for en måneds tid siden protesterede ved at nægte at lade sig indkvartere og lægge sig på vejen foran teltlejren.

Vores system er afhænigt af at flygtningene er gemt væk. At de ikke er synlige i medierne, at de ikke har en stemme i debatten og ikke kan fortælle deres historier. Når de kæmper imod overgrebene i systemet bliver det umuligt at undertrykke dem i stilhed og systemets kontrolmekanismer krakkelerer.

Det er selvfølgelig aldrig risikofrit at kæmpe og det kan ikke udrette mirakler. Afviste asylansøgere er stadig afviste. Men generelt tegner der sig et tydeligt billede. De flygtninge der selv yder modstand klarer sig bedre end dem der accepterer vilkårene. Måske fordi de ved de fortjener bedre end det politikerne forsøger at arrangere for dem.

 

Flygtningepolitiken tvinger os til at handle

Der er to meget interessante træk ved regeringens 34 asylstramninger som blev hastet igennem over vinteren. Det ene er hvordan de tilsidesætter den demokratiske proces. Stramningerne er blevet hastet igennem hurtigere end normale lovændringer. Så hurtigt at enhver demokratisk debat hurtigt blev meningsløs. Civilsamfundet som politikerne normalt tjener havde ingen chance for at nå at komme til orde eller undersøge loven før den blev vedtaget.

Grunden til at vi tror på demokratiet som en fornuftig styreform er fordi vi tror på at den demokratiske debat fører til at de mest fornuftige forslag bliver til landets førte politik. Asylstramningernes teltlejre er et godt eksempel på at det ikke er tilfældet mere. For det første viser de sig at være dyrere at opvarme om vinteren end det ville koste at købe, leje eller bygge nogle bygninger til flygtningene i stedet. For det andet påpeger Dansk Røde Kors at kapaciteten ikke er brugt op. At der altså ER pladser nok til at alle danske flygtninge kan få tag over hovedet. Demokratiet bliver meningsløst hvis behovet for symbolsk ond behandling af flygntingene bliver vigtigere end helt almindelig sund fornuft. Du kan ikke diskutere tyngdekraft med nogen der mener jorden er flad. Du kan ikke diskutere flygtningepolitik med nogen der går til irrationelle yderligheder for at behandle vores medmennesker dårligt.

Det andet interessante træk ved flygtningestramningerne er hvordan de primært er rettet imod at gøre flygtningenes protester usynlige for medier og de danskere der vil hjælpe dem. For det første står der nu tomme ”modtagecentre”nær danmarks grænser. I disse kan et større antal flygtninge frihedsberøves til den indledende behandling i det danske asylsystem. Titlen "modtagecenter" er ekstremt misvisende. I Welcome to Denmark kalder vi dem ”flygtningedetentioner” fordi den måde flygtninge skal behandles på i disse centre minder mere om den måde politiet behandler en anholdt på en politistation. Mobiltelefoner kan konfiskeres, pressen og sympatisører er forment adgang, flygtningene må ikke forlade dem igen og kan frihedsberøves på ubestemt tid selvom modtagecentrene kun er beregnet til kortvarig behandling.

Eksistensen af modtagecentrene og de juridiske rammer omkring dem kan ikke tolkes som andet et tiltag der skal forhindre at flygtninge igen gør som i september. I tilfælde af at større flygtningegrupper igen nægter at samarbejde skal politiet ikke længere give op og undlade at tvangsregistere dem. Tvært imod har politiet nu få kæmpe faciliteter hvor de kan håndtere større grupper flygtninge uden at pressen eller andre udenforstående kan følge med. Vi ved at politiet er meget bekymrede for hvordan hårdhændet behandling af flygtningene kan påvirke deres image. Dette problem løser ”modtagecentrene” ved at anbringe flygtninge et sted ingen kan se dem.

Det samme er tilfældet når staten i højere grad vil varetægtsfængsle afviste asylansøgere for at "motivere" dem til frivilligt at forlade landet. Bemærk at denne ”motivation” kun er nødvendig når flygtninge skal til lande Danmark ikke har udleveringsaftaler med. Det vil typisk være lande i krig eller lande uden fungerende regeringer. Når der er udleveringsaftaler kan man nemlig blot tvinge flygtningene afsted uden behov for deres samarbejde. I starten af oktober vurderede Kriminalforsorgen at Vridsløselille Statsfængsel er for nedslidt til at man kunne forsvare at have 200 danske kriminelle der. Men det er åbenbart ikke for nedslidt til at op til 1000 uskyldige flygtninge nu kan indkvarteres der imens de ”motiveres” til at forlade landet. De er fængslet på varetægtsvilkår hvilket er noget nær de hårdeste vilkår man kan være under i danske fængsler. De må ikke telefonere eller kommunikere med omverdenen og sidder ofte isoleret 23 timer i døgnet. Igen er flygtningene frarøvet deres mulighed for at protestere og fortælle deres historier. De er fjernet fra offentligheden og det bliver umuligt for os sympatisører og frivillige at komme ind at hjælpe dem.

 

Politisk prioriteret ondskab

Politikerne har tilsidesat den demokratiske proces og man behandler nu uskyldige mennesker langt værre end mange kriminelle. De politiske motiver er at Danmark skal være så uattraktivt som muligt for flygtninge at søge til. Det vil sige alle de menneskeliv der bliver ødelagt og alle de psyker der bliver gjort uoprettelig skade på er en del af et politisk prestigeprojekt i hvor dårligt dårlig man kan behandle mennesker.

Flygtningestrømmens størrelse er ikke problemet for vores samfund. Historisk har vi håndteret større flygtningestrømme før. Lande i det globale syd håndterer jævnligt langt større folkevandringer uden at de bryder sammen eller mister deres nationale identitet. Vi KAN også håndtere denne flygtningestrøm uden at designe et system der behandler mennesker så umenneskeligt som muligt. Vi SKAL som samfund være større end det vi byder vores medmennesker nu!

De internationale børne- og menneskerettighedskonventioner er til for at sikre fortidens forbrydelser mod menneskeheden ikke gentager sig. Regeringspolitikerne har åbent erklæret at de går efter at presse konventionerne til deres yderste. Der bliver ikke lagt skjul på at konventionerne er en ubelejlighed man gerne navigerede udenom og højrefløjen benytter enhver lejlighed til at kræve dem helt afskaffet.

Internationalt går det ikke meget bedre. I 2015 døde 3.770 flygtninge på Middelhavet og 2016 tegner allerede nu til at blive værre. I stedet for at garentere sikre flugtveje fra verdens brændpunkter presser de danske repræsentanter udelukkende på for at befæste EUs ydre grænser så meget som muligt. Den nyligt indgåede aftale med Tyrkiet er et åbenlyst forsøg på at få lande hvor menneskerettigheder betyder endnu mindre til at klare det beskidte arbejde med at holde de uønskede mennesker ude. En ansvarsfraskrivelse der kun kommer til at betyde endnu flere tabte menneskeliv på vej til EU i fremtiden.

 

Historien vil kun tilgive os hvis vi gør modstand!

Jeg mener det er ekstremt naivt at tro vi kan hjælpe flygntingene uden at gå i konflikt med politikere, myndigheder og det system af krænkelser de bliver mødt med i Danmark. Selvom det gør en kæmpe forskel at hjælpe flygtningene inden for systemets og lovens rammer er det ikke længere nok. Ingen frivilligt arrangerede aktiviteter i asylcentrene kan gøre det mindre pinefuldt at vente over 3 år på en familiesammenføring. Alle integrationsprojekter der forsøger at lære flygtninge at respektere det danske samfund, loven og demokratiet er ligegyldige når de indser de lever i et system der allerede behandler dem som kriminelle og i forvejen er designet til at være kalkuleret ondt imod dem. Alle de venskaber vi knytter til vores nye medborgere kan blive udslettet når de varetægtsfængsles uden at have begået noget kriminelt af ”motivationsfremmende” grunde.

I den politiske virkelighed vi lever i er det eneste menneskeligt ansvarligt at gøre modstand. Der skal kæmpes for flygtninges rettigheder på alle planer og alle fronter. Det er vigtigt lovligt og demokratisk at vise flygtningene vi ikke allesammne er som politikerne. Men vi er også nødt til at yde en mere direkte modstand. Politikerne respekterer hverken demokratisk debat, international lovgivning eller almindelig sund fornuft. Vi bliver nødt til direkte og aktivistisk at gøre umenneskelighedens politik så økonomisk omkostningsfuld, så praktisk besværlig og så politisk problematisk som muligt at føre ud i virkeligheden.

Der er udvisninger der skal stoppes, grænser der skal overskrides, både i fysiske, juridiske og mentale. Vi bliver som bevægelse nødt til at gøre mere end donationer, underskriftsindsamlinger og anmeldte demonstrationer.

Den 23. April har jeg tænkt mig at tage til Padborg for at deltage i en aktion kaldet ”Kryds Grænsen”. Sammen vil  vi krydse den dansk-tyske grænse i protest mod oprustningen og befæstningen af Danmarks og EUs grænser. En oprustning der koster uanede politi- og militærressourcer og tusindvis af menneskeliv i Middelhavet. Vi vil krydse grænsen uden at vise ID eller pas og vi vil gøre det uanset om myndighederne giver os tilladelse eller ej fordi vi er nået til et punkt hvor vi bliver nødt til direkte at modarbejde de love der koster menneskeliv.

Jeg ved ikke hvad det kan have af juridiske konsekvenser for mig at krydse grænsen. Som noget nyt har jeg faktisk ikke undersøgt det på forhånd. Jeg ved bare at jeg bliver medskyldig i en endnu større forbrydelse hvis jeg ikke gør noget.

Annonce