Fængselsanekdote

Jeg sidder i en bil på vej til Sønder Omme. Det er starten af Juli og jeg skal afsone resten af min fængselsstraf tilbage fra 2011. Det er egentlig fjollet overhovedet at skulle i fængsel for 23 dages skyld her næsten to år efter mine handlinger. Rets- og fængselssystemet er langsomt men desværre ikke langsomt nok. Hvis dommen derimod var faldet bare 2 måneder senere var flerårsaftalen for kriminalforsorgen blevet ratificeret og jeg havde kunnet afsone min reststraf på fodlænke.

Men jeg sidder altså med et bjerg af fantasybøger, specialelitteratur og DVD-sæsoner af Buffy The Vampire Slayer og bliver kørt til Sønder Omme af to gode venner.

Vi ankommer til centralvagten som alle fanger skal melde sig når de fængsles formelt. Jeg krammer mine venner farvel og går ind til den relativt unge kvindelige skrankebetjent. Det er et åbent fængsel så man skal kun kropsvisiteres hvis vagterne føler behov for det. Til gengæld skal selvfølgelig aflevere alle ikke-essentielle ejendele som man vil få udleveret senere.

Det er ulovligt at have sin egen mobiltelefon med i fængslet. Til gengæld hænger der en gammel samsung-telefon i en ledning på væggen på hver celle. Den kan man så kan putte sit eget sim-kort i så man beholder telefonnummer og abonnement. Det betyder at man kan kan holde telefonkontakten i live med venner og familie uden at skulle flokkes 25 fanger om en mønttelefon på gangen hvilket egentlig er fint nok.

Til gengæld betyder det at man skal aflevere sin egen mobiltelefon i centralvagten hvilket jeg selvfølgelig er forberedt på da jeg er fast besluttet på at være en 'god' fange og få fængslet overstået med et minimum af problemer. Skrankebetjenten begynder at notere produktionsnummer og modelnavn ned. ”Bare så vi har det i tilfælde af at noget går i stykker eller noget” siger hun. Jeg tænker en sidegevinst er, at de let kan tjekke om telefonen er stjålet hvis de vil.

Hun skriver mit navn og fangenummer ned på en seddel som bliver sat på en lille skuffe. Den putter hun så min mobiltelefon ned i og låser op til et skab fyldt med skuffer og hylder som hun skubber skuffen ind på.

Jeg kommer i tanke om mit dankort som ligger i min pung. Jeg skulle betale for broen på køreturen så jeg havde dankortet med. I fængslet kan man ikke bruge dankort til noget. Fængslets kiosk tager kun imod kontanter. Det eneste du kan opnå ved at tage et dankort med i fængslet er at få det stjålet.

”Undskyld” spørger jeg. ”Kan du ikke smide mit dankort ned til min telefon i skuffen?”.

Hun stopper og tænker lidt. ”Ej det er ikke meningen. Det har vi ingen regler for... Hvem skal så være ansvarlig hvis der sker noget med det?”

”Du mener hvis nogen bryder ind i den døgnbemandede centralvagt i et fængsel og dirker låsen på skabet op?” Argumenterer jeg ”Jeg tror det er en risiko jeg er villig til at løbe.”

Hun tænker lidt igen og beslutter sig så. ”Ej det kan vi altså ikke. Vi kan ikke tage ansvar for den slags.”

Jeg trækker på skuldrene og vil ikke forfølge emnet yderligere. Vil ikke være mere flabet end højest nødvendigt.

Lidt senere bliver jeg ført til min celle. Det er en dobbeltcelle da fængslet er overbelastet så det er samtidig her jeg møder min cellekammerat. Han er flink, stille, rolig, rar og vi bor rigtig fint sammen i løbet af min afsonings 23 dage. Han er ikke engang ryger som 95% af resten af befolkningen i fængslet. Tror ikke jeg kunne have haft en bedre cellekammerat blandt fængslets ca. 180 fanger. Vi bliver så gode venner at vi kan snakke ærligt om vores forbrydelser andre dumme ting vi har lavet gennem livet. Det er sådan jeg finder ud af, at han sidder inde dømt for dankortsvindel.