Et forsvar for insurrektionisme

Om hvordan dumme mennesker godt kan have ret i noget en gang imellem.

Fortjener vi bedre?

Jeg har altid været stor fan af apokalyptisk science fiction. Idéen om at menneskeheden en eller anden dag bliver straffet for den hybris vi har begået tiltaler mig på en lidt uhyggelig måde. Jeg ser apokalyptisk science fiction som et kulturelt modsvar på alle de kortsynede og egoistiske handlinger menneskeheden dagligt er ansvarlig for.

Et eller andet sted virker det bare retfærdigt at vi en dag høster prisen for den kollektive hybris menneskeheden har begået. Hvordan vi være så onde ved hinanden? Hvordan kan der være så meget krig, fattigdom og håbløshed i verden? Hvordan kan vi dagligt udrydde utallige dyre- og plantearter og hele vor biosfære med klimaforandringerne? Kan man se på al den ødelæggelse, smerte og ondskab menneskeheden har begået uden at føle en vis retfærdighed ved tanken om at den vestlige kapitalistiske civilisation er dødsdømt?

Men er samfundet som vi kender det virkelig dødsdømt? Og er den slags relevant at tænke over for aktivister på den danske venstrefløj?

Antagelser

Insurrektionisme er en anarkistisk eller nihilistisk retning der bygger på antagelsen om, at den den vestlige kapitalistiske civilisation er på vej mod et voldeligt sammenbrud. Primære inspirationskilder er bogen “The Coming Insurrection” og film som END:CIV.

Et træk ved insurrektionismen er derudover at den inspirerer/opfordrer til aktionsformer hvor der ikke tages hensyn til den etablerede venstrefløj eller samfundet i almindelighed. Dette skyldes antagelsen om at vi allerede befinder os i samfundets sammenbrud og at en slags revolutioner situation er i gang. Derfor skal man “puste på flammerne for enhver krise” (Coming Insurrection s. 55). Alle aktioner er med andre ord berettiget så længe de destabiliserer samfundet.

Fremgangsmåde

For at diskutere hvorvidt insurrektionisme er relevant for danske aktivister er det nødvendigt at undersøge to delspørgsmål før vi kan gå til sagens kerne. For det første er det relevant at finde ud af om den vestlige kapitalistiske civilisation virkelig er på vej mod et voldeligt sammenbrud. Derfra kan vi så diskutere hvorvidt insurrektionistiske strategier er smarte eller ej.

Vi starter med at se på tre træk ved vores civilisation der efter min mening kan føre til et voldeligt sammenbrud.

Kapitalismens sammenbrud

Lad os indse det. Penge er bare papir. De små lapper med royalt eller nationalistisk tryk er kun noget værd fordi vi mennesker har aftalt det. Penge er lidt ligesom religion i den henseende at de kun virker fordi vi tror på dem. Men selve valutaens værdi er ikke det eneste ved kapitalismen der bygger på en blind tillid.

Lande som Danmark er ikke rige fordi vi har guldminer eller andre vitale ressourcer resten af verden har brug for. I Danmark og Vesten bygger vi primært vores rigdom på handel med ting der ikke har reel overlevelsesmæssig værdi. Mærketøj, aktier, musik, kunst og kultur er alt sammen eksempler på værdi der kun virker så længe mennesker tror på den.

Et andet træk ved vores økonomiske system er at det er afhængigt af evig vækst. Denne vækst kan selvfølgelig ikke blive ved for evigt og fører til bobler af immateriel værdi. At en økonomisk bobbel brister fører til kriser der igen svækker folks tillid til den imaginære værdi der opretholder vores økonomiske dominans over resten af verden.

Dette er selvsagt et utroligt ustabilt system. At finanskrisen fra 2008 stadig ruller stærkt og bruges af liberalister og andre politikere til at lovgive til fordel for mere frihandel er i virkeligheden som at hæve indsatsen i spil poker hvor vi har en dårlig hånd og kun kan blive ved med at spille ved at bluffe os selv. Medmindre vi skifter til et økonomisk system bygget på reel værdi i stedet for falsk imaginær værdi er vores økonomiske system i en evigt voksende fare for et voldeligt sammenbrud.

Det sikkerhedspolitiske sammenbrud

Verdens millitære og sikkerhedsmæssige budgetter stiger støt samtidig med at det relle trusselsbillede falder. Antallet af døde i krige, antallet af ofre for terror, mængden af kriminalitet i Vesten er overordnet set konstant faldende. Alligevel fortsætter vi med at pumpe flere penge og ressourcer i millitær, politi og sikkerhed generelt.

Der lader til at være en kollektiv psykisk brist der forhindrer vestlige samfundsformer i at tage rationelle beslutninger hvad sikkerhedspolitik angår. Et mønster af evigt eskalerende oprustninger af sikkerhed og stramninger af love der aldrig bliver de-eskaleret eller trukket tilbage igen.

I Danmark har vi set hvordan lømmelpakke, terrorlove, bandepakker og rockerlove vedtages som en reaktion på ekstraordinære trusselsbilleder. De fører alle til højere af straffe for forbrydelser, men fjernes aldrig igen. Heller ikke når den ønskede effekt er opnået.

Frygten for en ny trussel får vores samfund til at vedtage nye love, putte flere folk i fængsel, give flere penge til vores politi på bekostning af tiltag der rent faktisk virker. Der er tilsyneladende ingen ende på oprustningsvanvidet.

Det får mig til at konkludere at sikkerhedspolitisk oprustning før eller senere vil overstige de andre mekanismer vores samfund har til at rent faktisk formår at afhjælpe problemerne.

Millitær oprustning vil før eller senere overstige diplomatiets evne til at forhindre krig. Politi og strafmæssig oprustning vil før eller senere overstige samfundets evne til at forebygge kriminalitet. Eftersom fængsler skaber kriminalit, krig skaber terror og våben skaber vold vil det før eller senere føre til et voldeligt kollaps.

Selv verdens atomvåben, de mest irrationelle våben vor civilisation har fremdrevet, er ikke til at skaffe bort igen. En verden der opruster på kollektiv frygt og ikke kan nedruste igen vil altid være en verden i fare for et voldeligt sikkerhedspolitisk sammenbrud.

Det klimatiske sammenbrud

Gennem hele menneskehedens nedskrevne historie har vi haft en stigende fødevareproduktion. Der kan gøres et historisk argument for at vores civilisation startede da madproduktionen ved Nilen oversteg folks umiddelbare behov. Det gav overskud til skabelsen af kunst, kultur, religion og millitær ekspansion.

Samtidig kan der gøres et historisk argument for at fødevaremangel fører til vold og revolutioner. Stigende fødevarepriser har gået forud for revolutioner fra den Franske revolution til det arabiske forår i Tunesien og Egypten. Det tyder altså på at mennesker hellere vil dø kæmpende på deres ben end de vil sulte ihjel i stilhed.

Det største problem ved klimaforandringerne er altså ikke stigene vandstande eller isbjørne der drukner. Det største problem er at klimaforandringerne er ved at ødelægge milliarder af menneskers adgang til mad og drikke. Selv ved en stigning på under to grader vil store dele af verdens fødevareproduktion blive umulig.

Men to grader er ikke engang det mest sandsynlige scenarie hvis man skal tage et realistisk blik på den globale politiske scene. COP-topmøderne har for fjerde år i træk fejlet i at nå frem til forpligtende aftaler om CO2reduktioner. For hvert år der går bliver en stigning i på under to grader mindre og mindre sandsynlig.

Grunden til at videnskaben argumenterer for at vi skal holde den globale opvarmning under to grader er at klimaet indeholder en række selvforstærkende mekanismer. Disse betyder meget forsimplet at hvis vi rammer to grader får vi tre-fire graders opvarmning ekstra uden at vi selv behøver at udlede nogen drivhusgasser.

En stigning i den globale gennemsnitstemperatur på 5-6 grader betyder at vi vil mangle mad og drikkevand til flere milliarder. Dette vil være første gang i menneskehedens historie at en så stor del af verdens befolkning ikke vil kunne understøttes på basale nødvendigheder. Sammenhold dette med at der findes et skydevåben for hvert 7. menneske på planeten samtidig med at vi opruster millitært.

I en verden fyldt med atomvåben og skydevåben er det ikke smart at mangle mad til milliarder. Dette vil være en realitet medmindre global opvarmning stoppes af massive globale politiske tiltag indenfor de næste få år. Noget der slet ikke lader til at være politisk vilje bag. Vores civilisation mangler politisk vilje varetage sine egne langsigtede interesser og et voldeligt klimatisk sammenbrud synes uundgåeligt.

Opsummering - Det uundgåelige sammenbrud

Efter denne dystre opsummering mener jeg ikke man kan snakke om hvorvidt vores civilisation bryder sammen. Vores civilisation er ikke økonomisk, klimatisk eller sikkerhedspolitisk bæredygtig Jeg behøver ikke engang have ret i alt jeg har skrevet ovenstående. Hvis jeg blot rammer rigtigt på en af de tre ovenstående mekanismer er sammenbruddet garanteret.

Det betyder at jeg er enig med insurrektionisterne i hvorvidt vores samfund og den vestlige civilisation bryder sammen. Det gør den. Spørgsmålet ikke OM det sker men hvornår?

Men hvad skal vi som aktivister og venstrefløj egentlig bruge denne dystre systemdiagnose til? Skal vi gøre som insurrektionisterne og forsøge at accelerere sammenbruddet gennem målrettede destabiliserende aktioner? Skal vi sikre plads på landet til kommuner hvor vi lever selvforsynende og uafhængigt af den kapitalisme og undertrykkelse der dødsdømmer resten af samfundet?

Matrix komplekset

Sådanne idéer er farlige og strategisk usmarte. Ikke bare fordi de modarbejder resten af venstrefløjen og skaber afstandstagen i arbejderklassen. At gøre det rigtige er ikke altid det mest populære.

Det største problem ved den insurrektionistiske tankegang er at den fører til matrixkomplekset. Et begreb jeg vil forklare i det følgende.

I sci-fi klassikeren The Matrix fra 1999 har størstedelen af menneskeheden fået vores hjerner opkoblet til en gigantisk computersimulation skabt af intelligente maskiner der slavebinder os. Simulationen er så realistisk at de fleste mennesker ikke kan kende forskel på The Matrix og den virkelige verden.

En gruppe oprørere kæmper en desperat kamp for at befri folks hjerner og bekæmpe systemets agenter. De ved som de eneste at den verden størstedelen af menneskeheden lever i er en ondsindet undertrykkende illusion. Forholdet mellem oprørerne og resten af menneskeheden forklares bedst i denne geniale scene. 

Matrixkomplekset er et således socialpsykologisk begreb jeg har opfundet til at beskrive nogle gruppers forhold til mennesker i resten af samfundet. Matrixkomplekset kan således opstå hver gang en mindre gruppe mennesker indser en sandhed som størstedelen af menneskeheden eller samfundet ikke kan eller vil indse endnu. Mange politiske, religiøse eller marginaliserede grupper kan lide af et matrixkompleks.

For insurrektionisterne udspringer matrixkomplekset fra deres overbevisning om at samfundet er dødsdømt. Insurrektionisterne er de eneste der har set sandheden og resten af menneskeheden arbejdere arbejder bare videre som droner og slaver for døende system. For eksempel betegnes samfundet og dets medlemmer som sindsyge i filmen END:CIV.

Fordi insurrektionisterne er de eneste hvis hjerner er befriet fra The Matrix er handlinger resten af menneskeheden ikke forstår berettiget. Det er derfor kan granater mod politistationer og banker være berettiget i insurrektionisternes øjne. Resten af menneskeheden er alligevel sindsyge slaver for et døende system.

Sammenbrud som historiens endeligt?

Problemet for insurrektionisterne er ikke deres diagnose af den vestlige civilisation som jeg sådan set er enig i. Det er hvad de vælger at bruge denne viden til. De har brugt den til at skabe et stærkt matrixkompleks der retfærdiggører aktionsformer venstrefløjen, fagforeninger og resten af samfundet ikke kan forstå. Problemet er at insurrektionisterne ser civilisationens kommende sammenbrud som det der vil retfærdiggøre deres handlinger.

Jeg vil foreslå et alternativt blog på det kommende sammenbruds politiske potentiale. Ikke fordi det kan retfærdiggøre radikale aktionsformer nu. Men fordi det er vores handlinger før civilisationens sammenbrud der skal retfærdiggøre det samfund der kommer bagefter.

Historien kommer ikke til at slutte med den vestlige civilisations sammenbrud. Civilisationer, imperier og samfund er brudt sammen utallige gange gennem historien og vil gøre det igen i fremtiden. Selv hvis det går helt galt og klimaforandringer og atomkrig slår størstedelen af menneskeheden vil der stadig være overlevende. De overlevende vil kigge sig omkring og opbygge et nyt samfund på ruinerne af det gamle. Både de materielle ruiner, men også de ruiner af forfejlede politiske idealer.

I det perspektiv bør vi ikke bruge den sidste tid af den vestlige civilisations levetid på at lave små aktioner der fremmedgør os fra folk. Det er nu vi skal gøre vores idéer så populære som muligt. Forklare samfundets sygdomme vidt og bredt. Skabe alliancer og forståelse fra alle ender af samfundet. Kun på den måde kan vi øge chancerne for at det bliver vores idéer der dominerer fremtiden efter sammenbruddet.

Sammen mod fremtiden

Insurrektionismen har altså ret i deres diagnose af den vestlige civilisation, men tager fejl når det kommer til hvad deres konklusioner kan retfærdiggøre af handlinger. Det er ved at lave kloge og tydelige aktioner der forklarer vores idéer til en bedre verden at vi skal aggere. Det betyder ikke at vi skal være konfliktsky når kriserne eskalerer til konflikter. Det er også igennem dem at vi mobiliserer folk til vores idéer.

Historien slutter ikke med den vestlige civilisations sammenbrud. Historien om det samfund der kommer efter sammenbruddet er til gengæld kun lige begyndt. Lad os få det bedste ud af den!