De olympiske Hunger Games

Om Hunger Games filmene, science fiction og de olympiske lege.

Happy Hunger Games

For de uindviede introducerer kommer her en kort anmeldelse af de to Hunger Games film. Genren er science fiction og fortællingen foregår i en fremtid hvor landet Panem er opdelt mellem den velhavende Hovedstad (the Capitol) og de fattige Distrikter, hvor det meste landets industrielle og manuelle arbejde foregår, og sult er en del af dagens orden.

To generationer før filmens start begik Distrikterne oprør mod Hovedstaden og blev nedkæmpet brutalt. For at understrege deres ubetingede lydighed til Hovedstaden skal alle distrikter derfor afholde et lotteri, hvor en dreng og en pige mellem 12 og 18 bliver tilfældigt udvalgt til at deltage i de årlige Hunger Games. Disse lege afholdes i arena fyldt med våben, fælder og andre livsfarlige udfordringer.

Reglerne i The Hunger Games er ret simple. Den sidste deltager i live får lov at vende tilbage til sit distrikt og leve et liv i relativ luksus. Distriktet bliver belønnet med ekstra madrationer og andre fornødenheder indtil næste års hunger games hvor andre distrikter igen kan prøve lykken.

Formel anmeldelse

Første film lægger efter min mening for meget vægt på den personlige historie og bruger ikke så meget energi på at forklare verden eller baggrunden for legene osv. Det virker lidt tamt for en hardcore sci-fi-nørd som mig der typisk kræver en troværdig fantasiverden, hvis jeg skal kunne virkelighedsflygte ordentligt. Derudover skal fortællingens teenageappel trækkes i land gennem et trekantsdrama mellem hovedpersonen og hendes to næsten overmenneskeligt perfekte bejlere. Det er desværre noget man må finde sig i når man ser hollywoodfilm og populærkultur.

Til gengæld er volden ubehageligt realistisk og filmteknisk veludført. Se for eksempel scenen fra starten af selve legene (ADVARSEL - veludført filmvold):

To’eren er bedre end et’eren

Hvor første film handler lidt for meget hovedpersonens oplevelser i distriktet, hovedstaden og de barske lege, tager anden film (Catching Fire) til gengæld den positive drejning at lægge mere vægt på undertrykkelsen i distrikterne samt hvordan selve Hunger Games legene virker som kontrolmekanisme. Udover at være en historie om en piges svære valg i en fiktiv verden er Catching Fire en sideløbende historie om et totalitært regime der bliver gradvist desperat i forsøget på at få deres undertrykkelse gennem en sportsgren til at virke. Denne fortælling er særdeles veludført og karaktererne underholdende og troværdige. Catching Fire var for en rigtig fed filmoplevelse af en hollywood-produktion at være.

God science fiction

Men velfortalt science fiction er ikke bare gode historier fra en fjern fremtid. Det er historier der stiller spørgsmål til vores nutidige virkelighed. Det er for mig hvad der gør Catching Fire allerbedst. At det er science fiction der ændrer på et lille område af vores opfattelse. På grund af den film ser jeg ikke længere sport på helt samme måde længere. Den starter overvejelser der især er relevante nu hvor de olympiske lege er i fuld gang i Rusland.

De olympiske Hunger Games

Der er allerede skrevet en masse om den manglende accept af homoseksualitet og manglende menneskerettigheder generelt. I forhold til Hunger Games er det egentlig ikke så interessant, som hvad de olympiske lege egentlig har af systembevarende funktioner mere overordnet. De fleste discipliner (spydkast, løb eller bueskydning) kan efter min mening fortolkes som en udstilling af menneskers evner til at slå ihjel eller overleve ekstreme situationer. Allerede der er de olympiske lege en parodi på krig, vold og kamp for overlevelse.

For deltagerne konkret er olympiske sejre og fiaskoer også et spørgsmål om kulturel liv eller død. Vi følger kun sportsstjernerne på TV så længe de vinder. De dør i vores nationale bevidsthed så snart de ikke er slår de andre deltagere af podiet og dermed dræber dem. Der er mere på spil end bare hyggelige lege.

Sport som fiktive arrangerede krige

Kampen for kulturel overlevelse i de Olympiske Lege er naturligvis også en kamp på tværs af de nationale skæl ligesom Hunger Games er en kamp imellem de fattige distrikter. OL-deltagernes nationalitet er hele tiden i fokus og deres sejre og nederlag bliver hele landes sejre og nederlag. Hvis OL virkelig handlede om fred og venskabelige lege hvorfor er der så en konstant fokus på sportstjernernes nationaliteter?

Med Hunger Games in mente er svaret åbenlyst. De Olympiske Lege er en kontrolfunktion der sikrer at verdens befolkninger interesserer sig for kontrollérbare stjerners sejre og nederlag i sportslige kampe. Deres kamp for fiktiv overlevelse i de olympiske Hunger Games splitter nationale befolkninger op imod hinanden og afleder opmærksomheden fra den reelle kamp for at overlevelse, som er en fast del af mange menneskers daglige virkelighed.

Virkelighedens vindere og tabere

Det globale økonomiske system skaber så mange flere tabere end vindere, og som der står skrevet med grafitti i de fattige distrikter i Panem, er oddsene ALDRIG med dem. Derfor er der brug for nationale idoler der kan vinde på vegne af de mange der aldrig selv har en fair chance for at klare sig.

Javist Hunger Games er overdrevet. Sport og venlig konkurrence er selvfølgelig heller ikke et ubetinget onde der skal bekæmpes. Men når sport i sin reelle natur kan betragtes som en politisk kontrolmekanisme overfor virkelighedens økonomiske tabere, mener jeg ethvert argument om at sport ikke er politisk bør forstumme.

De eneste der påstår sport ikke er politisk er dem der har kridtet banen op så de altid vinder.