Mette Frederiksen – fremtidens politiker, der fører os tilbage til fortiden!

 At kalde udvidelsen af den gensidige forsørgelsespligt moderne er ren Orwellsk nysprog. Det er udtryk for et stort tilbageskridt. Det skader ligestillingen, styrker bureaukratiet og overvågningen.

 Afspejling af de moderne samlivs- og familieformer?

Da Mette Frederiksen i februar præsenterede sin kontanthjælpsreform, der blandt andet ville give samlevende gensidig forsørgelsespligt, begrundede hun dette skridt med, at det ”afspejler de moderne samlivs- og familiemønstre”. Regeringen udvider altså den forældede gensidige forsørgelsespligt, der i dag gælder for ægtefæller, førtids- og folkepensionister til nu også at gælde samlevende over 25 år.

Orwellsk nysprog

At kalde udvidelsen af den gensidige forsørgelsespligt for moderne og et fremskridt er rent Orwellsk nysprog, hvor fred betød krig og frihed tvang! Mette Frederiksens politik er åbenlyst umoderne og udtryk for et stort tilbageskridt!!!

Fra familie- til samfundsforsørgelse

Tidligere var det normale, at manden forsørgede kvinden. I dag er den moderne verden bygget på, at begge parter har en indtægt. Samfundet er i stigende grad blevet individualiseret på mange planer, hvorfor samfundet i dag består af individuelle indkomstmodtagere. Derfor har man set en bevægelse fra familieforsørgelse til samfundsforsørgelse.

7-8000 papirløst samlevende berørt

Hvad siger de nye bestemmelser mere konkret, og hvilke virkninger kan de få?

De giver en gensidig forsørgelsespligt for samlevende par, der er fyldt 25 år. Forsørgelsespligten gælder, så snart én i et par søger om enten kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Hvis samleveren har indkomst eller formue, skal det samlevende par begge leve af det – helt efter de nuværende regler for gifte.

Det anslås at komme til at berøre mellem 7-8000 papirløst samlevende, der får pligt til at forsørge hinanden.Mange vil være nødt til at gå hver til sit, hvoraf en del vil være familier med børn som bliver splittet ad. Gensidig forsørgelsespligt vil som minimum betyde, at en modtager af kontanthjælp, mister knap 3 000 kr. om måneden.

Hvad siger Grundloven?

Forslaget har da også mødt undren og modstand hos alle eksperter. Nogle har tvivlet på, om det er i overensstemmelse med Grundloven.

Formanden for socialcheferne i kommunerne, Ole Pass, var meget direkte i sin afvisning. Han mente ikke de nye regler var til at administrere – og advarede imod det bureaukrati, som man skulle til at opbygge. Og han gik så langt som at sige, at den gensidige forsørgelsespligt var en helt forældet tanke, ikke alene for samboende, men også for gifte.

Ikke overraskende har regeringen meddelt i et svar til Folketingets retsudvalg, at den nye bestemmelse ikke strider imod Grundlovens § 75 stk. 2. Den siger at, ” Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder”.

Grundlovens ”gummiparagraf”

Nogle tror, at Grundlovens ord er klare. I virkeligheden er de højst uklare og er historisk blevet fortolket meget forskellige. Det mærkelige er, at den paragraf i uændret formulering har overlevet samtlige grundlovsrevisioner til trods for, at den samfundsmæssige og politiske virkelighed er ændret fuldstændigt. Derfor har en af den danske velfærdsstats founding fathers, departementschef Erik Ib Schmidt engang kaldt paragraffen ”en gummiparagraf”, fordi der er sket gradvis indsnævring af de private forsørgelsesforpligtelser og der er kommet voksende offentlige forpligtelser. Engang betød, det at ”ernære sig og sine”, at man også havde forsøgelsesforpligtelser overfor sine forældre. Det betyder, at sproget ikke længere svarer til virkeligheden.

Er den offentlige børneomsorg grundlovsstridig?

Det gælder også i dag f.eks. med hensyn til børneomsorg. Retsligt er det socialretslige grundprincip stadig selvforsørgelse, og statens forsørgelsespligt er subsidiær. Den offentlige børneomsorg er i dag ikke en undtagelse i forhold til den private, men er blevet reglen. Derfor karakteriserer Kirsten Ketscher det nuværende system som grundlæggende modsætningsfyldt: I et samfund, hvor den offentlige omsorg efterhånden ikke mere er et supplement til den private forsørgelse, men konstituerende for eksistensen af et omsorgssystem, er den faktiske tilstand i modstrid med den forsørgelsesretlige hovedregel. Derfor kunne man med rette spørge, om det egentlig ikke er i strid med Grundloven at det store flertal i stor udstrækning lader deres børn forsørge af samfundet.

Hvad vi i dag har behov for er, som Ole Pass helt rigtig siger, at man helt ophæver den gensidige forsørgelsespligt. Det var man faktisk lige ved at få politisk flertal for under Nyrup-regeringen i 1990’erne.

En mærkelig alliance

Set i det historiske perspektiv er det altså helt grotesk og reaktionært af Mette Frederiksen at forsøge at rulle den historiske udvikling tilbage, at forsøge at erstatte den offentlige forsørgelse med mere familieforsørgelse. Det svarer til, hvad projektleder i Den liberale tænketank CEPOS, Henrik Gade Jensen har foreslået: ”Mere gensidig forsørgelsespligt frem for offentlige ydelser” (Social Politik nr. 3 2012). Et ejendommeligt sammenfald af holdninger!

Mette Frederiksen anses af mange socialdemokratier som en af fremtidens politikere, der giver et håb for Socialdemokratiets fremtid. Med dette forslag bomber regeringen os tilbage til fortiden. Det skader ligestillingen, styrker bureaukratiet og overvågningen.