Lighed med nye mål og midler

Lighed er kommet på den politiske dagsorden

Et af de politiske emner, den brede politiske venstrefløj tilsyneladende har formået at sætte på dagordenen i de store medier, TV og de landdækkende aviser, er spørgsmålet om ligheden i samfundet – det bekymrende, at uligheden er steget igennem de seneste år, og at Danmark endda er et af de europæiske lande, hvor uligheden er steget mest.

Dette er især sket, fordi en række fremtrædende økonomer og samfundsforskere de senere år har kunnet påvise at lige samfund historisk og aktuelt klarer sig meget bedre end mere ulige samfund. Det gælder med hensyn til kriminalitet, uddannelse, sundhed, sammenhængskraft og trivsel.

Men når emnet er kommet op på den etablerede politiske dagsorden skyldes det ikke mindst, at selv konservative institutioner som OECD og IMF har været ude at advare imod for stor ulighed.

Ny enighed til venstre med en højrefløj i defensiven

Endelig har man fundet et spørgsmål, hvor opinionsdannere på venstrefløjen kan blive enige med opinionsdannere fra centrum venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre (TV Debatten i DR 2 den 27. marts). Og det interessante er, at de borgerlige politikere føler sig i defensiven. De bekender sig til det danske relativt lige samfund, som de ikke ønsker at ændre til eksempler på meget ulige samfund. De tilslutter sig fordelene ved et relativt lige samfund. Men forsøger selvfølgelig at bagatellisere den øgede ulighed, der er skabt. Ingen træder direkte frem og erklærer sig som tilhænger af øget ulighed, men indrømmer at de ikke har noget imod at uligheden bliver lidt større bare alle grupper får det lidt bedre.

Genoplivning af fortiden med traditionelle midler

Hvordan udnytter venstrefløjen denne tilsyneladende gode offensive position? De lader bare som om, det gælder at genetablere tidligere tiders mest ønskværdige lighed og giver det udseende af, at man blot skal bruge de traditionelle redskaber, højere beskatning, mere uddannelse og nye indsatser imod den sociale arv.

Det er også som om den nuværende lighedsdebat mangler en mere folkelig forankring. Der tales om gini-koefficienter (ulighedsmål) og meget overordnet om fordelene ved et relativt lige samfund.  Det fleste ved, at lighed kan defineres på mange måder (formel og reel lighed, lige muligheder og resultatlighed). Endelig kan man stille spørgsmålstegn ved lighedsidealet, hvis det ikke sættes i forhold til andre politiske værdier eller idealer.

Hidtil er lighedsidealet især blevet båret frem af liberale og socialistiske kræfter i forbindelse med demokratiets og industri- og velfærdssamfundets udvikling og fordeling af ressourcer.

Hos venstrefløjen mangler en klar erkendelse af, hvad målet med skabelse af øget lighed i fremtiden er.

Ligheden som element i den grønne omstilling

Målet kan ikke være at genskabe den tidligere velfærdsstat i stedet for den begyndende konkurrencestat. Målet må derimod være at sætte ligheden ind i et grønt omstillingsperspektiv, at gøre ligheden til et element i en bæredygtig udvikling, at se lighed som et element i en dynamisk ligevægtsøkonomi.

Det store problem i det kapitalistiske vækstsamfund i dag er den ubegrænsede ulighed, at man ikke har et ordentligt sikkerhedsnet i bunden, og at man har ubegrænsede muligheder for at berige sig i toppen. I vort samfund accepterer vi fattigdom i den ene ende og ubegrænset grådighed og fråseri i den anden ende.

I stedet for lidt vagt at tale om at skabe øget lighed, bør man i stedet meget mere konkret bestræbe sig på at begrænse uligheden. Vi skal nærme os en større lighed ved at sætte konkrete grænser for den ubegrænsede ulighed.

Det viser, at der mangler nye mål for ligheden (bæredygtighed), en ny problemformulering (at angribe uligheden) og nogle nye midler hertil.

Minimums- og maksimumsindkomst

For at skabe en ligevægtsøkonomi må der sættes grænser for uligheden ved både at sætte en nedre grænse for fattigdommen og en øvrige grænse for rigdommen, hvilket kan ske ved at lave så vel en grænse for en minimumsindkomst som en maksimumsindkomst.

Hvor stor skal forskellen mellem top og bund så være? Den amerikanske økologiske økonom Herma E. Daly foreslår ti gange.

Vækst og lighed

I det nuværende vækstsamfund bliver spørgsmålet om lighed ofte skjult, fordi mange stiller sig tilfreds med, at hvis bare bunden får det lidt bedre, gør det ikke noget at toppen får det noget bedre. Det har kunnet forene højre og venstre i det politiske spektrum. Efter finanskrisen er det blevet klart for mange flere, at de senere års vækst i mange lande ikke har givet bunden fremgang, men at den kun er sket for toppen.

Klar fordelingskonflikt mellem top og bund

I et dynamisk ligevægtssamfund, hvor der er grænser for vækst, og totalindkomsten er begrænset med grænser for en top- og bundindkomst, vil fordelingsspørgsmålet blive meget mere åbenlyst. Hvis man ønsker, at de rige bliver rigere, må de fattige blive fattigere og omvendt, hvis man ønsker, at de fattige skal blive rigere, må de rige blive fattigere.

Ny forening af frihed og lighed

Med en sådan ny fordelingsmekanisme får den traditionelle debat mellem højre og venstre om frihed og lighed også en ny dimension. Venstrefløjen har traditionelt lagt mest vægt på ligheden, mens højrefløjen især har hyldet friheden.

Med en garanteret minimumsindkomst bliver der skabt en ny form for universel lighed, der vil skabe en frihed for den enkelte i forhold til både markedet, staten, det civile samfund og familien. Det vil altså forene frihed og lighed på en ny måde.

En garanteret minimumsindkomst vil give lighedsdebatten en mere konkret folkelig forankring hos den enkelte borger, fordi den vil give øget frihed i bunden af samfundet og samtidig give den fattigdomsgrænse (se http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/06/07/093351.htm), som politikerne har vedtaget, kød og blod. Nu står den ikke blot som en symbolsk markering uden megen reel betydning, men definerer nu en bund i samfundet, en klar grænse for hvor stor ulighed samfundet vil acceptere.

 Anbefalet litteratur:

Herman E. Daly: Efter væksten. Den bæredygtige udviklings økonomi. Hovedland 1996. Specielt kap. 14. Et bibelsk princip og den bæredygtige økonomi.