Corydon – en ny tilhænger af konkurrencestaten
Forleden kom finansminister Bjarne Corydon på forsiden af Politiken (24.8.) med den melding, at konkurrencestaten er den nye velfærdsstat, og at konkurrencestaten er kommet for at blive. Det er næsten ordret formuleringer af professor Ove K. Pedersen (OKP), som er fadder til udtrykket konkurrencestaten (”Konkurrencestaten” 2011). Når det er værd at bemærke, skyldes det, at det er sjældent nu om dage at se politikere forholde sig mere dybtgående til teoretiske ideologiske spørgsmål.
Hvad er konkurrencestaten og hvorfor er det en vigtig politisk symbolsk melding Corydon kommer med?
Uklarhed om konkurrencestaten
I Ove Kaj Pedersens brug af begrebet konkurrencestat ligger lidt af en uklarhed, idet han på den ene side beskriver en bevægelse fra en idealtypisk velfærdsstat til en anden idealtypisk konkurrencestat, altså to klart forskellige statstyper. Samtidig taler han også om at velfærdsstaten med konkurrencestaten har fået et nyt ansigt, en forandring, der ikke behøver betyde en kvalitativ ændring.
Og det er den sidste fortolkning som Corydon knytter an til, når han i interviewet i Politiken siger, at konkurrencestaten er den moderne udgave af velfærdsstaten, og at konkurrencestaten er udtryk for en modernisering og styrkelse af velfærdsstaten. I konkurrencestaten fokuserer man i højere grad på den sociale service frem for på overførselsindkomsterne.
Forskellen mellem velfærdsstaten og konkurrencestaten
Det stærke og interessante ved OKP’s analyse er imidlertid de kvalitative ændringer i velfærdsstaten som bevægelsen mod en konkurrencestat betyder. I velfærdsstaten er medborger-rollen det centrale, hvor det i konkurrencestaten er det at være på arbejdsmarkedet, at være nyttig i samfundsøkonomien. Bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder en afdemokratisering, en centralisering og en teknokratisering med en klar klassedeling mellem dem inden for arbejdsmarkedet og dem udenfor.
Det forholder Corydon sig slet ikke til. Konkurrencestatens skyggesider bliver helt ignoreret eller overset, bl.a. at økonomismen bliver samfundets overordnede ideologi.
Jelveds klare afstandtagen fra konkurrencestaten
Corydons nye udmelding er særlig interessant, fordi kulturminister Marianne Jelved det sidste år i Dansk Folkeoplysnings Samråd netop med en række kulturpersoner og højskolefolk har diskuteret bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat bl.a. med Ove Kaj Pedersen som deltager.
Her tager Jelved klart afstand fra bevægelsen imod en konkurrencestat (Folkeoplysning 2.0). Hun har ”ingen uld i munden”. Se blot her: ”Udfordringen for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og dermed skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser.” Og hun slutter, at skolens mål er, ”at skabe demokratiske borgere og medborgere på alle niveauer med det fælles bedste for øje (der ikke blot har økonomisk nytte som mål). Det gælder både for den nationale borger, unionsborgeren og verdensborgeren.”
Der tegner sig altså på papiret nogle klare principielle ideologiske forskelle, en ideologisk sprække mellem to ministre, som sjældent ses.
Betyder det noget?
Betyder det så noget? Er disse tilkendegivelser ikke blot udtryk for at Marianne Jelved nu er blevet så gammel og agtet politiker i alle kredse, at hun (ligesom Mogens Lykketoft) kan tillade sig at komme med åbenhjertige og kontroversielle synspunkter i modsætning til de almindelige politikere?
Marianne Jelveds synspunkter er antagelig slet ikke dækkende for Det radikale Venstres synspunkter i folketinget. Magrethe Vestager er sikket mere enig med Corydon end med Jelved.
Og hvis man bragte de to ministre sammen til en debat om konkurrencestaten ville både Corydon og Jelved givetvis forsøge at glatte deres synspunkter ud, så man ikke får en principiel debat om velfærdsstatens forhold til konkurrencestaten.
Er en interessant dialog mulig?
Måske tager jeg fejl! Hvilken journalist og hvilket medie har evner til at skabe et rum for en mere dybtgående dialog, hvor de to tør åbne op for deres uenigheder?