Konkurrencestaten – videnskab og ideologi

Ove Kaj Pedersen (OKP) har skrevet en spændende og på mange måder skarpsindig analyse af den danske velfærdsstats ændringer fra 1990’erne til i dag: ”Konkurrencestaten”. Hans tese er, at bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder en afdemokratisering, en centralisering og en teknokratisering. Hvorledes skal man vurdere OKP´s analyse? Er han videnskabsmand og/eller ideolog? Samfundsvidenskab indeholder både beskrivelse, analyse og vurdering, som man aldrig klart kan adskille.  OKP optræder på een gang som den kølige, kyniske videnskabsmand, som ideologisk projektmager, som politisk-ideologisk kritiker af dem, som repræsenterer et alternativ, og forsøger samtidig behændigt at efterlyse alternativer til denne danske konsensusmaskine.

Et nyt begreb

Begrebet konkurrencestat høres ofte i den politiske debat i medierne. Det er især blevet kendt og brugt efter at den danske politilog Ove K. Pedersen (OKP) i 2011 udgav bogen: ”Konkurrencestaten”. Det er en spændende og på mange måder skarpsindig analyse af den danske velfærdsstats ændringer fra 1990’erne til i dag, hvor den mere og mere har fået karakter af at have skiftet karakter til en form for en konkurrencestat. I hvilke roller optræder OKP? Er han videnskabsmand og/eller ideolog?

Hvad er en konkurrencestat?

Konkurrencestaten opstod ifølge OKP efter Sovjets sammenbrud i 1991 og er forbundet med globaliseringen. Et afgørende moment er præsident Clintons formulering af en bestemt forståelse af konkurrence, hvor innovation og kompetence bliver centrale begreber i 1993 (”institutionel konkurrenceevne”). Det bliver indledningen til en periode, hvor politikerne bliver stadig mere fokuseret på en effektivisering af de nationale velfærdsstater.  Økonomismen bliver samfundets dominerende ideologi. Man vil mobilisere alle samfundets ressourcer i en stadig mere intens konkurrence mellem staterne. Derfor det nye begreb konkurrencestaten.

I velfærdsstaten var rettigheder og pligter universalistiske, og målet var at skabe lighed mellem landets borgere, hvorimod det i konkurrencestaten er at skabe den størst mulige effektivitet og udnytte den enkeltes arbejdsreserve.

Hvor den hidtidige velfærdsstat var en fordelingsstat, hvor man forsøgte at skabe fælleskab igennem lighed, forsøger konkurrencestaten at skabe fællesskab igennem arbejde. Det betød, at man i velfærdsstaten forsøgte at fjerne forskelle, hvor man i den nye konkurrencestat skaber rettigheder og pligter i et hierarki.  Det centrale er ikke medborgerskabet, men at være ”employable”, at være i arbejde, at være på arbejdsmarkedet. Den afgørende klassedeling går mellem dem, der er på arbejdsmarkedet og dem, der er udenfor.  Derfor indføres der i konkurrencestaten en form for arbejds- og uddannelsespligt med en kombination af pædagogisk motivering, økonomiske incitamenter, administrativ kontrol og sanktioner.

Hele denne bevægelse fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder en afdemokratisering, en centralisering og en teknokratisering. Med denne bevægelse følger imidlertid også en ændring i menneskesyn og syn på staten. Den moralske og demokratiske medborger som ideal bliver afløst af den økonomisk-opportunistiske forbruger.

Hvad siger politikerne?

De siger ingen ting. De ved sandsynligvis ikke hvad en konkurrencestat er og har ikke læst OKP’s bog. De taler fortsat om velfærdsstaten som en størrelse, der ikke har ændret sig. Den eneste politiker, som rent faktisk har tilkendegivet at have læst OKP’s bog er kulturminister Marianne Jelved. Det fortalte hun bl.a. i det første interview med hende, efter hun blev kulturminister.  Hun har rost bogen for at afdække de nye samfundstendenser, men har samtidig vendt sig imod den økonomisering af samfundet og politikken, som den beskriver. Hun har samtidig vedkendt sig et ansvar som politiker og minister for udviklingen. Det hun specielt vender sig imod er en markedsgørelse af hele folkeskolen, og hele det nye menneskesyn som konkurrencestatstænkningen er udtryk for. Men siden sin tiltræden har man ikke hørt mere til Marianne Jelveds principelle opgør med tidsånden. Måske er det umuligt for en minister at gøre det?

Hvad siger Ove K. Pedersen selv til sin analyse?

Samfundsvidenskab indeholder både beskrivelse, analyse og vurdering, som man aldrig klart kan adskille. Der ligger altid bestemte værdier til grund for beskrivelser og forklaringer, som man må klargøre og bevidstgøre. Det er en god videnskabelig norm.

Hvad gør OKP? Han forsøger at ”krybe uden om”, ”går i skjul” med hensyn til vurderinger og kommer så alligevel med klare normative udfald i forskellige retninger.

Som professor emeritus Peter Kemp meget rammende har sagt om OKP’s bog, (Politikens kronik 7.7. 2011) forsøger han at holde sine egne sympatier og antipatier i baggrunden og giver en nærmest kynisk diagnose af udviklingen. Direkte udtrykker han det på den måde ”jeg siger ikke at konkurrencestaten er skidt eller er godt – det er det, der sker”. Men samtidig udtrykker han også nogle bekymringer ved udviklingen omkring, hvorledes man skal legitimere den nye stat, og hvor solidariteten bliver af med den nye udvikling.

Hans holdning til konkurrencestaten kommer imidlertid også mere indirekte frem i hans kritik af venstrefløjen i dag. Venstrefløjen og specielt Enhedslisten og fagbevægelsen står for ham at se i dag som en reaktionær kraft i deres forsvar for velfærdsstaten. De fører kortsigtet marginalpolitik ved at forsvare overførselsindkomstmodtagerne (”der er ikke noget frigørende i at være afhængig af offentlige ydelser”). Venstrefløjen har misrøgtet sin analytiske kapacitet. Vi mangler ”analytisk pragmatisme” og ikke visioner er hans budskab. (Interview i FOPA(Forum for Politisk Analyse) 2013)

Og samtidig synes det som om OKP modsiger sig selv. Andetsteds siger han at den ”danske konsensusmaskine skal udfordres” (DJØF bladet maj 2013). I de sidste 50 år er der i Danmark blevet udviklet en stadig mere videnskabeliggjort økonomisk politik, som alle partier (undt. Enhedslisten) er enige om, og hvor regeringen har et totalt monopol. Vi har i Danmark ikke som i f.eks. Tyskland nogen store uafhængige tænketanke, der kan fremsætte alternativer til regeringens reformforslag. Her er det som om OKP efterlyser andre mere visionære forslag.

Ideologisk projektmager

I hvilke roller optræder OKP? Er han videnskabsmand og/eller ideolog?

Der er ingen tvivl om at han med sin bog har leveret spændende ny videnskabelig forskning, der indeholder en glimrende ideologianalyse af ændringen i de sidste årtiers velfærdsideologi. Det problematiske ved hans analyse er imidlertid hans uafklarede forhold til sit eget værdigrundlag.

Han siger selv at han vil undlade at være normativ, men være pragmatisk og ”basere sin vurdering på en accept af, at konkurrencestaten er kommet for at blive”. Han giver på engang udtryk, at han skam ikke selv har et vurderingsgrundlag, og samtidig giver han udtryk for at han accepterer eller tager det nye værdigrundlag som udgangspunkt.

 Det er f.eks. interessant at han på en gang udtrykker bekymring for, hvordan den nye stat skal kunne legitimere sig, og samtidig i sin analyse netop leverer en hel række forslag til nye legitimeringsmåder. Her optræder han klart som ideologisk projektmager for en ny fremvoksende ideologi omkring konkurrencestaten.

OKP synes, med sin bog og de talrige interview han har givet, at have fundet en behændig medieplaform, hvor han een gang kan optræde som den kølige, kyniske videnskabsmand, en anden gang optræde som direkte ideologisk projektmager, en tredje gang som klar politisk-ideologisk kritiker af dem, som befinder sig uden for konsensusmaskinen, og så behændigt efterlyse alternativer til denne danske konsensusmaskine.

Men Ove Kaj Pedersen formår ikke at optræde som en mere helhedsorienteret samfundsanalytiker og politisk filosof, der er i stand til at kombinere en samfundsbeskrivelse med en prognose og en vision for fremtiden, byggende på nogle klare værdier.

Hvad er alternativet?

OKP kan slet ikke se de kim til alternativer, der er indeholdt i de sociale bevægelser og politiske partier, der gør op med vækstsamfundet og konkurrencestaten og har skabelsen af et bæredygtigt samfund i en global sammenhæng som mål.

Dette projekt kræver imidlertid, at en gruppe af mindre lande (måske med tiden EU) går foran i en grøn omstilling og bryder med det globale konkurrenceræs (”Breakaway states”) (Roos Jackson, 2012), som er motoren bag velfærdsstaternes forvandling til konkurrencestater.

Det kan OKP slet ikke tro på, og ville kalde det vild fantasi eller drømmerier, men som Piet Hein, så klogt har sagt: ”Den vildeste fantasi er at tro, at ting ikke kan være anderledes end de er.”

Pedersen, Ove K. (2011) Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag.