Hvorfor frygter Venstre borgerløn?

Borgerløn ad bagvejen

For få dage siden blev det slået stort op i Berlinske Tidende (18.6.2013), at Venstre frygtede, at regeringen var på vej til at indføre en form for borgerløn ad bagvejen, fordi regeringen ville sikre en ydelse på kontanthjælpsniveau til de syge danskere, der ikke er berettiget til at få forlænget deres sygedagpenge. Uha- da! At redde flere tusinde, der ellers ville stå uden offentlig forsørgelse vejer ikke så tungt for Venstre. Nej udsigten til at få en borgerlønslignende ordning vejer tungere. Det ville være farligt. Det kunne blive kimen til ændring af hele systemet.

Alle slår syv kors for sig!

Derfor forsøger man at skræmme og advare regeringen. Fordi den selvfølgelig vil ”slå syv kors for sig” og sige, at man skam ikke går ind for borgerløn. Det gjorde Mette Frederiksen da også. Læg mærke til, at det gælder alle partier i folketinget. Hvis et parti vil lægge afstand til en modstander på arbejdsmarkeds- og socialområdet skal man bare beskylde dem for at gå ind for borgerløn, hvorefter partiet går i defensiven og bekender, at de skam heller ikke går ind for borgerløn. Så er de sat på plads, og man har opnået at få en overskrift i medierne!

Skræmmetaktisk skjuler fortiden

Men med kendskab til Venstres historie og ideologi kan man måske godt forstå, at Venstre mere reelt frygter borgerløn eller basisindkomst. Måske hænger det sammen med, at man frygter sin egen fortid og modsigelserne i sin egen ideologi. Med den offensive skræmmetaktik forsøger man at skjule, at fremtrædende Venstrefolk tidligere har været tilhænger af ideen, og at den harmonerer med centrale dele i Venstres politiske ideologi.

Tre tidligere Venstre-ministre som borgerløns-tilhængere

For borgerløn/basisindkomst er en grundlæggende liberal ide, som fremtrædende Venstre-politiker tidligere har været tilhængere af. I slutningen af 1970erne foreslog tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (”Kampen om boligen”, 1977) et skatte- og tilskudssystem i form af en negativ indkomstskat med en garanteret minimumsindkomst. Det var bl.a. inspireret af de amerikanske tanker om negativ indkomstskat. Samtidig gjorde Bertel Haarder sig til talsmand for, at boligtilskuddet med tiden blev afløst af »et persontilskud, medborgerløn, tryghedsydelse eller hvad man nu vil kalde det« (”Danskerne år 2002”, 1977). Senere har Venstres Eva Kjær Hansen i 1992 i Vestkysten i forbindelse med, hvordan vi får mere tid til familien og hinanden, forslået, at folk der ikke ønsker at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skal kunne vælge borgerløn. Op til Venstres landsmøde i september 1995 var der en debat i partiet om borgerløn. LOF (Liberalt Oplysningsforbund) havde kørt en oplysningskampagne om ”Det arbejdsfrie menneske”, og grupper heromkring ønskede at Venstre skulle gå ind for borgerløn. Partiledelsen ønskede imidlertid, at man i principprogrammet gik imod borgerlønstanken. Partiledelsen sejrede, og der kom i principprogrammet til at stå, at ”Venstre er imod en borgerløn, hvor den enkelte får en ret til en ydelse fra staten uden et modsvarende krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.” Og denne modstand er gentaget i partiets seneste principprogram.

Liberale principper og borgerløn

Hvis man ser på Venstres principprogram indeholder det centrale ideologiske elementer, der først rigtig vil kunne realiseres med indførelsen af en garanteret basisindkomst. For det første tales der om "mennesket frem for systemet", mens vi i praksis har indrettet arbejdsmarkedssystemet som nogle systemer, der går forud for mennesket. For det andet hyldes i principprogrammet retssikkerhed og gennemskuelighed i lovgivningen, men i praksis hersker der retsusikkerhed og uoverskuelighed mange steder i arbejdsmarkeds- og socialsystemet. En liberal grundtanke er, at staten (det offentlige) så vidt mulig skal være neutral i forhold til borgernes mulighed for at vælge erhverv og livsform. I praksis fremmer vort velfærdssamfund én normal lønarbejdslivsform. Endelig fremhæves valgfriheden, som et centralt element i den moderne liberalisme. Men her er det bemærkelsesværdigt, at denne valgfrihed netop kun i meget begrænset grad eksisterer på arbejdsmarkeds- og socialområdet.

Alt i alt kan der fremdrages væsentlige liberale argumenter for at gå i retning af borgerløn. Med en sådan ville bureaukratiet kunne skæres kraftigt ned og der vil blive skabt valgfrihed og retssikkerhed. Det vil altid kunne betale sig at arbejde, og alle ville få ret til at tilrettelægge deres livsform som de vil, således at der blev flere iværksættere.

 I stedet for at målrette overførselsindkomsterne til de svage, kunne man tværtimod rationalisere dem og gøre dem mere universelle. I stedet for at sænke overførselsindkomsterne for at det kan betale sig at arbejde, kunne man fjerne modregningsreglerne. I stedet for øget kontrol kunne man give øget valgfrihed. Alt det ville være gode politisk liberale foranstaltninger.

Borgerløn er også en socialistisk ide

Nu kunne læsere af denne blog tro, at jeg mener, at borgerløn kun er en liberal ide. Det er den langtfra. Borgerløns-tanken har også socialistiske elementer. For det første vil en basisindkomst betyde en delvis afvaregørelse af arbejdskraften. Det vil mindske tvangen til lønarbejde. Det bliver et individuelt frit valg at gå ind og ud af arbejdsmarkedet. Det vil altså styrke arbejdernes forhandlingsposition overfor kapitalen.  For det andet vil det styrke mulighederne for udvikling af det civile samfund og udvikling af en ny social økonomi med selvforvaltning.

Fordi borgerløn/basisindkomst ikke entydigt kan knyttes til en bestemt ideologi skulle man umiddelbart tror at det ville være lettere at indgå et kompromis om en sådan ordning. Alle ville kunne sige at de har fået nogle væsentlige værdier gennemført.

Hvem tør kæmpe for borgerløn med åben pande?

Tænk hvis der i Folketinget var et parti der, næste gang nogen forsøgte at skræmme de andre partier ”rundt i manegen” med at det gik ind for borgerløn/basisindkomst, åbent stod frem og forsvarede ideen og gik til modangreb imod de Venstre-folk eller socialdemokrater, der brugte denne skræmmetaktik og begyndte at drille dem med at borgerløn/basisindkomst i virkeligheden indeholder gode liberale og/eller socialistiske værdier. Det ville kunne igangsætte en væsentlig politisk idedebat om fremtidens danske velfærdsstat. Nu drejer debatten mellem alle folketingspartierne sig kun om størrelsen og varigheden af ydelserne.