Fra to-stats-tænkning til en-stats-tænkning – på vej mod et paradigmeskift i den israelsk-palæstinensiske konflikt

Alt håb synes ude – ingen lys for enden af tunnelen

Gaza-krigen er en af verdenssamfundets store tragedier, hvor man synes at befinde sig i en meget mørk tunnel, hvor der ikke synes at være det mindste lys for enden af tunnelen. Øjeblikkeligt synes alt håb om fred slukket.
Måske er det samtidig netop sådanne tidspunkter, hvor der kan ske nyt. Alle forhåbninger og illusioner om en konfliktløsning indenfor den hidtidige løsningshorisont er fejet væk. I løbet af kort tid bliver mange tvunget til at tænke nyt. Derfor er det vigtig at diskutere en ny løsningshorisont, en ny dagsorden, der er mere holdbar på lang sigt.

Der må "tænkes ud af boksen"

Meget tyder på, at det, der endelig er brudt sammen med krigen i Gaza, er hele to-stats-løsningen som forståelsesramme for konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Nu må der "tænkes ud af boksen" som det så populært hedder, når man skal tænke helt nyt om et problem. Sådan siger den tidligere norske udenrigsminister Espen Barth Eide, som nu er direktør i Verdens Økonomiske Forum i Genève. Han mener at verdenssamfundet nu seriøst må diskutere en en-statsløsning. http://www.nrk.no/verden/vil-drofte-alternativer-i-midtosten-1.11884155
Det er helt nye spændende toner fra en tidligere fremtrædende vestlig politiker, der har været dybt involveret i forsøget på at få to-statsløsningen realiseret.

Spørgsmål til afklaring

Men hvad ligger der i hele to-statsløsningen, som jo også er alle danske politiske partiers forståelsesramme for konflikten? Og hvad menes der med en en-statsløsning? Den findes der meget lidt oplysning og forståelse for på dansk grund.

Hvad ligger der i to-stats-løsningen?

To-stats-løsningen på den israelske-palæstinensiske konflikt betyder kort fortalt, at der etableres to selvstændige stater, en jødisk i det nuværende Israel og en palæstinensisk på Vestbredden og i Gaza, de områder som blev besat efter krigen i 1967. Efter at PLO i 1988 accepterede ideen om en deling af landet har det internationale samfund med Oslo-processen 1993-2000, etableringen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 og senere de mislykkede forhandlinger i Camp David i 2000 og senest med John Kerrys fredsbestræbelser arbejdet for at få realiseret en to-statsløsning.

To-stats-løsningens skibbrud

Der kan gives mange forklaringer på at den mislykkede forhandlingsproces de sidste 20 år. I den sidste fase er det imidlertid blevet helt klart, at Israel med Netanyahu, med kravet om at palæstinenserne skulle anerkende Israel som en jødisk stat, reelt ikke længere er interesseret i en to-stats-løsning. Derudover viste forhandlingsforløbet at hverken USA eller EU havde viljen og evnen til at presse Israel til et kompromis.

To-stats-løsningens svagheder

To-statsløsningen har imidlertid altid lidt af en række grundlæggende svagheder i hele konceptet. Rent praktisk og geografisk har forestillingen om at man på grundlag af Vestbredden og Gaza kunne skabe en levedygtig palæstinensisk stat været svag og problematisk, og som årene er gået er den reelt blevet urealistisk.

En pseudo-stat

Vestbredden er i dag blevet fuldstændig fragmenteret og ødelagt af israelsk infrastruktur, bosættelser og etablering af sikkerhedsmure. Den statsdannelse man vil kunne skabe, vil reelt ikke blive en rigtig stat, men en stat uden suverænitet med egen hær og kontrol med egne grænser og luftrum. Det vil blive en stat, der vil være okkuperet af en multinational fredsbevarende styrke, kun et palæstinensisk autonomt område i et større Israel.

I forhold til hele den palæstinensiske befolkning vil det ikke løse de grundlæggende problemer. Det vil kun være en stat for de ca. 2,7 mio. palæstinensere på Vestbredden og Gaza, men ikke for de ca. 1,3 mio. palæstinensere, som nu lever i staten Israel. Desuden ville der med en sådan ordning ikke være skabt muligheder for tilbagevenden og kompensation for de ca. 4 mio. palæstinensiske flygtninge som hovedsagelig lever i de omkringliggende mellemøstlige lande.
Folkenes selvbestemmelse frem for stats-suverænitet

Men to-stats-løsningen indeholder ikke kun nogen helt uoverstigelige praktisk-politiske problemer. Selve konceptet synes også at være forkert. Man har taget sit udgangspunkt i 1967 situationen i spørgsmålet om to staters suverænitet, hvorfor man har diskuteret grænser, bosættelser, flygtninges status og mulighed for tilbagevenden, og en deling af Jerusalem.

Man burde i stedet have taget udgangspunkt i 1947 situationen i princippet om folkenes ligeret og selvbestemmelse. Dette princip betyder, at de legitime borgere indenfor et område har ret til selvbestemmelse.

Det kunne have dannet udgangspunkt for at alle borgere i det oprindelige Palæstina før FN's delingsplan i 1947 dvs. både palæstinenserne og de grupper af jøder, der på det tidspunkt boede på dette område, har ret til selvbestemmelse og oprettelse af en politisk statsdannelse.
Det grundlæggende problem ved to-stats-løsningen er, at man har beskæftiget sig med stats-suverænitetsproblemet før man har afklaret og opnået enighed om selvbestemmelsesproblemet. En holdbar fastlæggelse af statssuveræniteten må følge og respektere princippet om folkenes ligeret og selvbestemmelse.

FN's delingsplan 1947

I 1947 gav det anledning til, at et flertal i FN foreslog en deling af området i en jødisk stat (ca. 56 %) og en palæstinensisk stat (ca. 42 %), mens et mindretal støttede oprettelsen af en enkelt føderal stat. Det er interessant at notere, at flere fremtrædende jødiske tænkere som Martin Buber og Hannah Arendt arbejdede for en bi-national stat.

Det er denne mindretals-forestilling om en slags en-stats-løsning – selvfølgelig i en anden udformning – der igen kan vise sig at være den eneste holdbare løsning på lang sigt.

Forskellige tanker om en en-stats-løsning

Faktisk har tankerne om en en-stats-løsning også været foreslået af meget forskellige grupperinger siden 1947. PLO havde det faktisk på programmet indtil 1988, da man anerkendte Israel og indstillede sine terroraktioner. Desuden har man på den Israelske højrefløj haft tanker om stor-Israel, som kunne minde om en slags en-stats-løsning.

Men siden 1999 har der været en bred debat mellem både jødiske og palæstinensiske intellektuelle, aktivister og politikere om en en-stats-løsning, der skulle bygge på lige rettigheder for alle etniske, religiøse og nationale grupper i hele området, der i dag omfatter Israel og den påtænkte palæstinensiske stat (Vestbredden og Gaza). Det skulle være en sekulær stat, der sikrede fuldstændig lighed for loven, mindretalsbeskyttelse og individuelle frihedsrettigheder. En sådan stat kan tage mange forskellige former – en forenet stat, forskellige varianter af en føderation eller en israelsk-palæstinensisk konføderation.

En-stats-erklæringen i 2007

I 2007 førte det til det til en en-stats-erklæring fra en lang række palæstinensiske og israelske intellektuelle. http://electronicintifada.net/content/one-state-declaration/793.

Samtidig har disse mennesker holdt debatten i gang i en lang række medier både på palæstinensisk se http://electronicintifada.net/ og på jødisk side The Israeli Committee Against House Demolitions (ICAHD) http://www.icahd.org/

Løsning af det store palæstinensiske problem

Den store fordel ved en sådan løsning ville være at den ville kunne dæmpe de etniske og religiøse spændinger. Den ville løse det store palæstinensiske problem, ved at få samlet de to store grupper af palæstinensere, der i dag lever i Israel og på Vestbredden og Gaza. Den ville kunne stille jøder og palæstinensere lige som befolkningsgrupper ved at give både jøder og palæstinensere ret til at vende tilbage til den nye israelske-palæstinensiske stat.
Opgivelse af ideen om en jødisk stat

Forudsætningen for en sådan stat vil være at jøderne vil acceptere at de bliver et mindretal en i sådan demokratisk stat, at de opgiver forestillingen om at de skal bo en i en særlig jødisk stat.

Forestillingen om en særlig jødisk stat, som mange jøder kalder jødisk og demokratisk er meget problematisk og vil ikke kunne holde i fremtiden. For det første er det problematisk at definere en stat etnisk og religiøst. Det skaber et etnokrati, der giver en etnisk-religiøs gruppe særlige privilegier. Allerede i dag udgør palæstinenserne ca. 20 % af Israels befolkning. I 2030 vil det være 1/3 del. Hertil kommer at ca. 30 procent af den israelske befolk i dag kalder sig agnostikere. Er den israelske stat ikke en stat for dem? Man ville jo ikke kunne finde på at kalde USA en hvid eller en kristen stat.Mange vil sige, at jøderne i Israel aldrig vil opgave forestillingen om en særlig jødisk stat. Måske går der lang tid.

Valget mellem en apartheid-stat og en demokratisk israelsk-palæstinensisk stat

Men Israel står i de kommende år overfor et stadig mere klart valg. Enten vælger de at blive en mere og klar apartheid stat, både i forhold til deres egen palæstinensiske befolkning og palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza – eller også kommer der et regimeskift i Israel, hvor man på længere sigt arbejder på skabelsen af en eller anden form for enhedsstat med palæstinenserne med lige rettigheder for alle.

Sydafrika som skræmmebillede og forbillede

Sydafrikas historie kommer i de kommende år til på ondt og godt at vise Israel de valgmuligheder landet står overfor. Man kan fortsætte det hidtil lagte spor ved at fortsætte bosættelserne og skabe en række palæstinensiske Bantustan områder, blive en apartheid stat, hvorved man langsomt bliver mere og mere isoleret i verdenssamfundet – eller man indser, at det ikke kan lade sig gøre at fastholde ideen om skabelsen af en jødisk stat, hvorfor man giver sig ind på en ny vej – skabelsen af en ny demokratisk fællesstat.

Sydafrika foretog i løbet af få år et paradigmeskift fra en apartheid-stat til et nyt demokratisk majoritetsstyre. I slutningen af 1980'erne var det meget få der troede at et nyt majoritetstyre med lige valgret for sorte og hvide var realistisk. I løbet af få år vendte stemningen fuldstændigt. Noget lignende kunne ske i Israel.

Behov for internationalt og dansk paradigmeskift

Det internationale diplomati kunne hjælpe en sådan proces i gang ved at fremme debatten om mulighederne for en en-stats-løsning og direkte støtte de kræfter både på palæstinensisk og jødisk side, der arbejder i den retning.

I øjeblikket hænger alle danske partier fast i to-stats-tænkningen. Der er behov for at regeringen og venstrefløjen ændrer politik og sammen med solidaritetsbevægelserne starter med at oplyse om et nyt en-stats- paradigme.

Litteratur:

Ali Abunimah (2006), One Country - A Bold Proposal to End the Israeli-Palestinian Impasse. New York: Metropolitan Books
Ali Abunimah (2014) Battle for Justice in Palestine. Haymarket Books
What comes next? A forum on the end of the two-state paradigm - http://mondoweiss.net/forum-state-paradigm