En splittet socialdemokrats bekendelser og opgør med økonomismen

Den socialdemokratiske historie om ret og pligt

Professor Jørn Henrik Petersen (JHP) fra Syddansk Universitet (SDU) har skrevet en vigtig bog: ”Pligt og ret – Ret og pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv” – både for ham selv – og for alle interesserede i den danske velfærdsstats historie, fordi den giver et meget værdifuldt indblik i Socialdemokratiets idemæssige udvikling de sidste 15 til 20 år set i et langt historisk perspektiv.

Den konkluderer, at den klassiske socialdemokratiske velfærdsstat indeholder selvdestruktive kræfter og er under afvikling (s. 189), og bogen er blevet ledsaget af et voldsomt opgør med økonomismen som den dominerende samfundsmæssige ideologi fra JHP’s side, specielt i store interviews i dagspressen (Politiken 15.2.2014, Information 6.2.2014 og tidligere i Berlingske Tidende 13.7.2013).

Den største del af bogen indeholder en meget detaljeret historisk gennemgang af, hvad Socialdemokratiet har ment med ret og pligt, siden denne parole første gang blev anvendt i 1871 i den danske afdeling af den internationale arbejderbevægelse frem til Mette Frederiksens brug af dette mantra i dag.

Derudover indeholder bogen JHP’s normative teori om velfærdsstaten og en opregning af en række iboende dilemmaer i velfærdsstaten.

Endelig gives en detaljeret redegørelse for Socialdemokratiets syn på modernisering (og udlicitering) af den offentlige sektor de sidste 30 år samt en diskussion af universalismebegrebet.

Historieforfalskning

Socialdemokratiet siger ofte i den politiske debat, at partiet altid har gået ind for ret og pligt. Derfor er det helt naturligt, at man i dag begrunder aktivering og nyttejobs med ret og pligt-begrundelsen. Betingelsen for at få en overførselsindkomst er, at man er villig til at deltage i aktivering eller udføre et nyttejob. Men der det rigtig?

JHP får vist med al mulig tydelighed, at det nuværende ret og pligt-mantra ”bliver markedsført på tvivlsomme principper” (s. 43). Det gamle slogan blev udformet i en situation, hvor overklassen havde rettigheder uden pligter, og arbejderklassen pligter uden rettigheder. Kampen stod mellem ”manden med rettigheder uden pligter og ”manden med pligter uden rettigheder”. Pligten og retten referer ikke til den samme. (s. 95). Og i Staunings tid i mellemkrigstiden opfattede man også ret og pligt anderledes end i dag. Den gang betød det, at man skulle stille krav til retsstaten om rettigheder – ikke som nådegave, men som en soleklar ret begrundet i en bunduretfærdig fordeling, og pligten blev forstået som en moralsk forpligtelse til at forsørge sig og sine ved sit arbejde. (s. 284).

Den nyere historie om ret og pligt

Det interessante er desuden, at sloganet næsten ikke bliver brugt af Socialdemokratiet efter 2. Verdenskrig. Herefter er det ironisk nok den konservative arbejdsminister Henning Dyremose, der første gang i 1989 bruger det som et retorisk slogan i arbejdsmarkedspolitikken (s. 281). Siden bliver det overtaget af Socialdemokratiet specielt efter at Nyrup bliver statsminister i 1993, som led i aktiveringspolitikkens disciplinering og styrkelse af arbejdsetikken. Mantraet ”noget for noget” som ofte bliver brugt sammen eller synonymt med ”ret og pligt” er et mere borgerligt begreb, og bliver ifølge JHP’s historiske studier førte gang brugt i en politisk retorisk sammenhæng i 1990 af den radikale Aase Olesen (s. 282).

Velfærdsstatens normative grundlag

JHP kalder den klassiske danske velfærdsstats værdimæssige grundlag post-kristent, halvt socialdemokratisk (s. 76) og knytter i den forbindelse an til teologen K.E. Løgstrups etiske fordring om at ”tage hånd om den anden” uanset samfundsmæssig status. Socialdemokratisk forstået kom det til at betyde ”kollektiv beslutningstagen, kollektiv ansvarlighed, kollektiv finansiering, kollektiv produktion og kollektiv udbud af sociale ydelser.” (s. 83). Konkret viste det sig bl.a. i en skattefinansiering af velfærdsstaten, hvor der ikke var en sammenhæng mellem den enkeltes skattebetaling og det, den enkelte fik, hvilket JHP kalder, at man får ”noget for ingenting”.

Men med et sådant normativt grundlag fik velfærdsstaten ifølge JHP indbygget et grundproblem eller modsætning/dilemma, nemlig mellem det ”velfærdsstatslige” og det ”økonomiske menneske”, det menneske der delvis sætter sine egen interesser til side for de nødlidende og fællesskabet og det menneske, der fordrer noget til gengæld for sin indsats.

Ændret holdning til ret og pligt

Det politisk interessante ved JHP’s bog er, at han ikke nøjes med at skrive en nyere velfærdshistorisk analyse, men at han også blotlægger sine egne holdninger og giver et indblik i, hvorledes de har ændret sig undervejs i hans velfærdshistoriske projekt.

Ved genoptryk af tre kronikker han skrev i 1996-97 (s. 27-44) indrømmer han, at han midt i 1990’erne kraftigt argumenterede for ”noget for noget” og ”ret og pligt” parolerne som nyttige redskaber i styrkelsen af velfærdsstatens legitimitet.

Hvorfor kan han så ikke længere med begejstring støtte brugen af dem i dag? Fordi han igennem sine historiske studier har fundet ud af, at de bliver skammeligt misbrugt, og fordi meget af den socialdemokratiske arbejdsmarkedsretorik i dag ligner det 19. århundredes fattigdomsretorik. I dag hedder det, at man vil belønne dem, der kan og vil, straffe dem, der kan, men ikke vil, mens de, der vil, men ikke kan, skal hjælpes. Det minder om det 19. århundredes skelnen mellem ”værdigt” og ”uværdigt” trængende.

En ejendommelig bog

Arne Hardis fra Weekendavisen rammer i en vis forstand plet i sin anmeldelse af bogen (21. febr. 2014), når han kalder det en ejendommelig bog, dels fordi JHP selv tidligere har plæderet for ret og pligt og samtidig i dag ikke vil afskrive arbejdspligten i velfærdsstaten.

Ser man imidlertid nærmere på - ikke bare tre kronikker - men på, hvad JHP mente i hans bog fra 1996: ”Vandringer i Velfærdsstaten. 11. bidrag om velfærdsstatens legitimitet.” bliver man endnu mere overrasket over, hvilke store ændringer, der er sket i JHP’s syn på velfærdsstaten.

Hvad skal have første prioritet – ” Noget for ingenting” – eller ”Noget for noget”?

I 1996 fremhævede JHP også velfærdsstatens grundlæggende modsætning mellem skattefinansieringen (kerneydelserne) og forsikringselementet i velfærdsstaten, men det er interessant at notere, at den gang var hans hovedbekymring, at man nedtonede forsikringselementet. Den gang fremhævede han, at det var skattefinansieringen (”noget for ingenting”), der var en af hovedårsagerne til velfærdsstatens manglende legitimitet, og at en styrkelse af bytte- og forsikringselementet (”noget for noget”)var væsentlig for at styrke legitimiteten.

Den gang talte han ikke varmt om den klassiske velfærdsstat, men kaldte det en ”teoretisk konstruktion” i modsætning til det naturlige markeds gensidighed, der blev set som mere ægte end den politiske statsborgerlige gensidighed.

I dag er han så blevet klar over, at problemet måske snarere er omvendt. Det er ikke så meget den klassiske velfærdsstats principper (”noget for ingenting”), der har virket nedbrydende på velfærdsstaten, men snarere den stadig stærkere styrkelse og brug af princippet ”noget for noget”.

Derfor tilslutter han sig i dag også den amerikanske sociolog Alvin Gouldners betragtning om at gensidighedsnormen (”noget for noget”) ikke er en tilstrækkelig moralsk forudsætning for samfundsmæssig stabilitet og sammenhæng. Den må gå hånd i hånd med en godgørenheds- eller kærlighedsnorm. (s. 80).

Derfor kan han i dag beklage fortrængningen af ”velfærdsmennesket” eller ”samfundsmennesket” i forhold til ”det økonomiske menneske”, hvor han i 1996 var bekymret for at ”det økonomiske menneskes” rationalitet blev fortrængt.

Kritik af Socialdemokratiet

I forbindelse med udgivelsen af hans nye bog, har han rettet voldsomme anklager mod Socialdemokratiet. Han ser dem på ”vild flugt” fra de gamle socialdemokratiske idealer, kalder deres politik ”socialdemokratisk fernis hældt ud over en stangborgerlig politik” og fornemmer et ”koldt og kynisk menneskesyn” bag skabelsen af den nye underklasse af kroniske arbejdsløse, som er skabt.

Selvkritik

Han fortæller, at han fra 1958 til 1972 var medlem af Socialdemokratiet, men at han stadig føler sig som socialdemokrat, hvorfor han har det svært ved at se på velfærdsstatens forfald og det økonomiske menneskes dominans (økonomismen). Han vedkender sig også sit medansvar for denne udvikling ved at have været medlem af både Socialkommissionen (1991-93) og Velfærdskommissionen (2003-2006).

Samtidig indrømmer han åbent og ærligt, at han ikke ved, hvad man skal gøre med velfærdsstaten udover at man skal holde fast i velfærdsstatens etiske dimension. ”Jeg er dybt splittet og balkaniseret i hovedet”, som han udtrykker det, men han tror stadig på velfærdsstatens ide.

Paradigmekrise

Det er ikke hver dag, man får så åbne indrømmelser og bekendelser fra fremtrædende forskere. Jørn Henrik Perseren befinder sig tydeligvis midt i en krise. Det kunne se ud som om han befandt sig midt i en paradigmekrise i sin analyse af velfærdsstaten. Når en videnskabsmand kommer i tvivl om sit paradigme forplanter det sig let til en personlig tvivl og usikkerhed.

JHP blotlægger meget ærligt de dilemmaer, han ser i sit gamle paradigme, hvor han formulerer hele 13 dilemmaer. For en udenforstående kan det forekomme lidt paradoksalt, at de fleste af disse dilemmaer formuleres som enten-eller valgmuligheder. Sådanne dilemmaer løses ofte ved en positiv overskridelse ved at formulerer problemet som et spørgsmål om både - og. JHP har endnu ikke fundet formlen for, hvorledes velfærdsmennesket og det økonomiske menneske kan leve sammen uden at det økonomiske menneske fuldstændigt kommer til at dominere samfundsmennesket.

Vigtig bog

Midt i denne krise, har Jørn Henrik Petersen formået at give os en bog, der er et ”must” for enhver, der helt detaljeret og tekstnært vil have dokumentation for, hvad Socialdemokratiet har ment og sagt omkring aktivering og udlicitering i de sidste 15 år.

Nyformulering af det socialdemokratiske paradigme?

Jørn Henriks Petersens personlige og videnskabelige krise afspejler socialdemokratiets krise, men partiet er slet ikke nået så langt i en selverkendelsesprocs som JHP. Der mangler en nyformulering af det socialdemokratiske paradigme, der kan gå op imod konkurrencestatens fremmarch. Hvis partiet ikke finder det, vil det antagelig lide en stille og langsom tilbagegang.

Bøger:

Jørn Henrik Petersen: Vandringer i Velfærdsstaten. 11. bidrag om velfærdsstatens legitimitet. Odense Universitetsforlag 1996.

Jørn Henrik Petersen: Pligt og ret – Ret og pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv. Syddansk Universitetsforlag 2014.