Den ”reaktionære” og den ”progressive” politiske retoriks grundmønstre

Et folketingsvalg er en god anledning til et nærmere studium af i hvilket omfang, man kan finde nogle af den politiske retoriks grundmønstre.

Hvad er politisk retorik?

 I den politiske retorik er det en kunst at organisere forståelsesrammer og argumenter, så opinionen og vælgerne føler det naturligt at komme frem til den konklusion, som afsenderen af det politiske budskab ønsker. Den dårlige retorik har karakter af propaganda, hvor man manipulerer med tilhørerne, foretager fejlslutninger og tilslører sandheden, mens den gode retorik bygger på saglig argumentation og er et middel til oplysning og erkendelse.

Den amerikanske samfundsforsker Albert O. Hirschman (1991 og 1993) har været optaget af at afdække nogle helt generelle grundtræk i den politiske kommunikations mønstre i demokratiets epoke de sidste 200 år.

Hvad er ”reaktionær” og ”progressiv” retorik?

Her har konservative eller rettere sagt reaktionære benyttet sig af nogle grundlæggende argumentationsmønstre over for de liberale eller progressive reformtilhængere. Når man er reaktionær, ønsker man at bevare det bestående og har behov for argumenter imod at ændre tingenes tilstand. I den politiske kamp har man behov for en ”reaktionær retorik”. Når man er progressiv, ønsker man omvendt forandring, og har tilsvarende behov for argumenter for ændring af den bestående tilstand, en ”progressiv diskurs”.

Faser i demokratiets udvikling

Hirschman skelner mellem tre faser i demokratiets udvikling. I den første fase blev det civile demokrati etableret ved den franske revolution og anerkendelsen af menneskerettighederne. Den progressive dagsorden var skabelse af lighed for loven. I den anden fase blev det politiske demokrati skabt ved den almindelige stemmerets indførelse. Den progressive dagsorden var skabelsen af lige og almindelig valgret. I den tredje fase blev det sociale medborgerskab etableret med velfærdsstaternes udbredelse. Den progressive dagsorden var sikring af social velfærd med pensioner, sundhedsvæsen og frie uddannelser.

Hirschman viser, at man hos reaktionære politikere og filosoffer i de tre perioder finder nogle generelle argumentationsstrukturer imod at ændre verden, imod demokratiet og en udvidelse af demokratiet. Hvad der interesserer ham er at finde ”en reaktionær diskurs”, nogle grundargumenter hos reaktionære, som ikke er forbundet med personlige træk og den specielle kontekst, men ligger i selve argumentationsformen.

Den ”reaktionære” retoriks idealtyper

Hver gang demokratiet er blevet foreslået udvidet igennem nye reformer, er det ifølge Hirschman blevet mødt med tre idealtyper af modargumenter:

1. Et modargument om en pervers forvrængning. En påstand om, at de foreslåede reformer er forfejlede, fordi de fører til det modsatte eller noget helt andet end det reformtilhængerne tror og prædiker. Et historisk eksempel: Den engelske filosof Edmund Burke (1729-1797) mente, at den franske revolution ville få de modsatte effekter af, hvad demokraterne forventede.

 2. Et modargument om, at reformer er nyttesløse, fordi de vil være overfladiske og ikke ændre noget væsentligt. Et historisk eksempel: I debatten om den almindelige valgret forudså den italienske samfundsforsker Vilfredo Pareto (1848-1923), at stemmeretten ikke ville få nogen effekt.

 3. Et modargument om at reformer vil være farlige, fordi de vil ødelægge noget væsentligt ved det bestående system. Et historisk eksempel: I debatten om velfærdsstaten efter 2. Verdenskrig mente den østrigske økonom Friedrich Hayek (1899-1992), at friheden og demokratiet var i fare, hvis man fik en velfærdsstat.

Den danske valgkamp

 I den igangværende valgkamps sidste fase vil man givetvis kunne finde den reaktionære retoriks grundmønstre benyttet, specielt i forhold til de partier, som vil foreslå større og mere dybtgående ændringer.

Det gælder f.eks. det nye parti Alternativets tanker om ændring af banksystemet, der fratager de private banker pengeskabelsen og lægger den over i nationalbanken, ideen om en ubetinget basisydelse til erstatning for kontanthjælpen eller planen om at gøre dansk landbrug økologisk inden 2040.

”Reaktionære” argumenter imod borgerløn i 1990’erne

Jeg har undersøgt, hvilken ”reaktionær retorik” man benyttede imod borgerlønsideen, da den mest heftigt blev diskuteret i begyndelsen af 1990’erne. Først forsøgte man at feje forslaget lidt hen - at en reform er nyttesløs - ved f.eks. at antyde, at vi allerede havde en form for borgerløn, og at det ikke ville standse den sociale udstødning. Dernæst forsøgte man at sige, at det ville føre til det modsatte af hvad reformtilhængerne tror, ”få kvinderne tilbage til kødgryderne”, blive brugt som nedskæringsinstrument eller forstærke polariseringen i samfundet. Endelig brugte man så fareargumentet. Man fremførte, at borgerløn ville føre til økonomisk sammenbrud, og ødelægge den moralske kerne i samfundet.

”Progressiv retorik”

Hirschman gør imidlertid også opmærksom på, at der findes nogle grundlæggende progressive argumentationsmønstre.

Hvor de reaktionære advarer imod at handle, at skabe noget nyt, at ændre tingenes tilstand ved at foreslå reformer, advarer de progressive imod faren ved ikke at handle, ved ikke at ændre tingenes tilstand.

1.   Synergiargumentet: En type progressiv retorik er, at en reform vil sætte en synergieffekt i gang, forstået på den måde, at en reform ikke kun vil løse et enkelt problem, men bevirke at et helt problemkompleks vil blive løst.

 2. Nødvendighedsargumentet: En anden argumentionstype for en reform er, at reformen er udtryk for et naturligt fremskridt eller udtryk for udviklingens nødvendighed.

3. Fareargumentet: Endelig vil man hos progressive reformtilhængere kunne finde et argumentationsmønster om, at enten laver man reformer eller også vil systemet bryde sammen eller komme i en helt uacceptabel tilstand.

Det viser, at de progressive med deres argumentationsform vil forsøge at fremkalde en positiv holdning til reformer ved at påstå, at reformer vil sætte en positiv cirkel i gang og løse en masse problemer eller henvise til, at reformer er udtryk for en nødvendighed, fordi det er udtryk for fremskridtets retning eller er nødvendigt for at undgå nogle ulykker.

Det er værd at understrege, at der i både ”reaktionære” og ”progressive” argumentationsmønstre kan ligge en mere eller mindre skjult manipulation, hvis det ikke klargøres, at hverken tilhængere eller modstandere af reformer naturligvis kan udtale sig sikkert om fremtidige udviklingsmønstre.

Litteratur:

Albert O. Hirschman, (1991) The Rhetoric of Reaction. Perversity, Futility, Jeopardy. Cambridge: The Belknap Press of Harvard University Press. https://archivocienciassociales.files.wordpress.com/2012/11/a-o-hirschma... og http://en.wikipedia.org/wiki/The_Rhetoric_of_Reaction

Albert O. Hirschman, (1993) The Rhetoric of Reform. The American Prospect no.14 (Summer) http://prospect.org/article/rhetoric-reform

Erik Christensen, (2000) Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé. Højbjerg: Hovedland.  s. 85-87 og s. 451-457. http://erikchristensen.net/wp-content/uploads/2013/11/Borgerloen.Fort%C3...