De største banker er for store. Derfor bør de opdeles! Desuden bør man dele bankerne op i forretnings- og investeringsbanker. Disse anbefalinger manglede man i Rangvid-kommissionen
Blame gaming
Med Rangvid-rapporten: ”Den finansielle krise i Danmark - årsager, konsekvenser og læring” (http://www.evm.dk/publikationer/2013/18-09-13-den-finansielle-krise-i-da...) er hele det politiske cirkus i den politiske offentlighed med ”blame gaming” startet: Vi må udpege de skyldige, finde de største skurke. Forargelsen vil næsten ingen ende tage. Ekstrabladets forside med billeder af de største skurke er symptomatisk. Forargelsen kan være en begyndende motor i en erkendelse, men hvis den tager overhånd spærre den for en dybere indsigt.
Rapporten er så til pas bred i sin analyse og peger på mange årsager til krisen, hvilket betyder at alle etablerede aktører kan vælge at udpegede skurke, der passer, dem bedst.
Eet kontroversielt forslag
Men rapporten kommer også med en række anbefalinger, hvor der ikke er meget nyt. Man har allerede gjort meget, hvorfor erhvervs- og vækstministeren var helt rolig, da han modtog rapporten. Et forslag var dog helt uspiseligt: Udvalget anbefalede, at udformningen af ejendomsbeskatningen ændres, så den følger boligpriserne og dermed giver et automatisk bidrag til stabilisering af boligpriserne. Det blev hurtigt fjernet fra den politiske dagsorden, og næsten ingen journalister prøvede at følge anbefalingen op.
En guldgrube af oplysninger
Som dokumentation af et stykke Danmarkshistorie er rapporten en guldgrube i beskrivelsen af finanskrisens mange tråde ud i samfundet, og den bør i vort uddannelsessystem danne grundlag for megen samfundslæreundervisning i, hvordan nogle af vores centrale institutioner fungerer og svigter i særlige situationer.
Forretnings- og investeringsbanker
På eet punkt er rapporten meget skuffende. Det gælder spørgsmålet, om det ikke vil være hensigtsmæssig at lave en klar opdeling af bankerne mellem det, man kalder forretningsbanker og investeringsbanker, hvor forretningsbanker beskæftiger sig med borgernes lønkonti og almindelige indlån og giver lån til bolig, bil og forbrug, mens investeringsbanker køber og sælger værdipapirer og hjælper virksomheder med at skaffe kapital ved at udstede aktier og obligationer samt organisere fusioner og opkøb af virksomheder.
Flertallet sparker spørgsmålet til hjørne og siger, at spørgsmålet diskuteres i EU og kan undersøges senere, mens et mindretal er mere positiv.
I EU har den finske budgetkommissær Erkki Liikanen stået i spidsen for en omfattende rapport om bankvæsenet i EU , hvor man foreslår en opdeling af bankerne i forretnings- og investeringsbanker.
Et skel mellem almindelig bankvirksomhed og finanssektoren
Formålet er at adskille den finansielle sektor fra den traditionelle bankvirksomhed, så man forhindrer at svingningerne i denne sektor forplanter sig til den almindelige sektor. Det vil kunne forhindre at almindelige menneskers indlån bliver brugt til finansielle spekulative ting, og forhindre at staten (skatteborgerne) kommer til at betale, når investeringsbanker er i vanskeligheder.
De to største problemer med den nuværende bankstruktur er for det første, at pengeskabelse af de elektroniske penge som er procyklisk, hvilket vil sige, at den er med til at forstærke højkonjunkturen, hvor bankerne er meget villige til at låne penge ud og fastholde en lavkonjunktur, hvor bankerne er tilbageholdne med at låne penge ud.
Den danske Bank er for stor!
For det andet har den danske bankstruktur et andet stort problem, fordi Den danske Bank fylder så meget i sektoren (50 %) sammen med de tre største banker (75 %). Det betyder, at staten i dag ikke kan tillade at en af disse banker går fallit. De er ”too big to fail”. En oplagt måde at komme ud af det problem ville være, at staten krævede en opdeling af de største banker.
Det er ærgerligt at Rangvid-rapporten ikke klart har lagt disse to strukturproblemer frem til en politisk diskussion. Det skyldes sikkert, at de store banker vil være stærke modstandere af at det bliver bragt op på den politiske dagsorden. Nu får mange andre forslag, der har karakter af mere overflade- og symptombehandling, lov til at fylde dagsordenen.
Regulering og konjunkturer
Alle taler positivt om en strammere regulering af banksektoren. Men så længe man ikke gør noget ved strukturen (den private pengeskabelse og opdelingen) har regulering nogle paradoksale effekter. Man strammer typisk op under en lavkonjunktur, hvor der i en vis forstand er mindst brug for det. Historisk set har man lempet reguleringen, når man har haft brug for at stramme den, og omvendt strammet den, når der i en vis forstand har været brug for at lempe den.
Ingen problematisering af den nuværende bankstruktur
Megen regulering kunne undgås ved funktionel opdeling i forretningsbanker og investeringsbanker. Internationalt taler mange om behovet for ”narrow banking” og ”full reserve banking”. Den debat har Rangvid - kommissionen behændigt undladt. Man stiller ikke spørgsmål ved den nuværende bankstruktur. Men som den tidligere engelske nationalbankdirktør Mervyn King har sagt (2010): ”Af alle de mange måder der er at organisere bankvæsnet på, er den værste, den vi har i dag”. (http://www.economist.com/node/17363435)
En opgave for venstrefløjen
Her kunne Enhedslisten og måske SF spille en central rolle for at få disse to spørgsmål sat på den politiske dagsorden – at få diskuteret om man ikke skal kræve en opdeling af de store danske banker for at begrænse monopolisering i sektoren – og samtidig få diskuteret spørgsmålet om en funktionel opdeling af bankerne i forretnings- og investeringsbanker.