Stat, Nation, Klasse - Historien som voldsomme og modsætningsfulde forløb. Demokratiets omtvistelighed og skrøbelighed

I disse dage udkommer sidste bind af min trilogi om samfundsmæssig forandring og politisk udvikling i Europa. Det er et omfattende værk og mange har bedt mig om at give en overskuelig sammenfatning af fremstillingen og analyserne i de tre bind. Dette er ikke helt let, fordi hovedvægten i min fremstilling og analyse netop ligger på analyser af de forskellige konkrete forløb, de altid særegne ’skæringer’ af socio-økonomisk udvikling, stats- og nationsbygning samt international udvikling. Men hermed dog en angivelse af hovedargumentationslinjen i et værk hvis sigte er et frontalt opgør med tidens dominerende ideologi.

     Jeg har med fokus på den sociale-økonomiske udvikling, stats- og nationsbygningen og de internationale forhold skildret og analyseret ’udviklingens veje’ i Europa. Thi disse var netop forskellige og tillige voldsomme, turbulente og modsætningsfyldte i deres forskellige forløb. Det i dag så celebrerede demokrati var længe omtvistet, det var forskelligt fortolket og dets rødder i Europas samfundsmæssige og politiske udviklingshistorie langt svagere end man i dag ynder at fremstille det.

     Det nu foreliggende bind udgør det sidste og afsluttende bind III i mit værk om stats- og nationsbygning samt klasseudvikling i Europa med fællestitlen Stat, nation, klasse og undertitlen Socioøkonomisk udvikling, stats- og nationsbygning og udvikling af regimeformer og massepolitik i Central og Østeuropa samt Rusland.[i]

I bind I, Udviklingens veje frem mod moderne samfund og moderne politik, diskuterede jeg en række grundproblemer vedrørende den statslige og socioøkonomiske udvikling i disse regioner af Europa frem til moderniteten og forholdt mig løbende til de forskellige hovedteorier på feltet. Det videre sigte var gennem studiet af disse ekstreme cases at nå til en nærmere forståelse af dynamikken i samfundsmæssig modernisering og udvikling af regimeformer.

I bind II, Mellemkrigsårene og 2. verdenskrig. Kampen om hegemoni, samfundstyper og regimeformer, behandlede jeg omvæltningen af den sociale og politiske orden efter 1. verdenskrig, mellemkrigsårenes kamp mellem modstående modeller for samfundsmæssig rekonstruktion og udvikling samt periodens internationale politik og hele udviklingens udladning i 2. verdenskrig.

I bind III, Østens overvindelse, Vestens transformation og moderniseringens problematik, behandler jeg perioden efter 2. verdenskrig: den kolde krig, den videre udvikling i Sovjetunionen/Rusland, og Centraleuropas forvandling til en del af ‘Vesten’. I forlængelse heraf, samt af de forudgående to binds gennemgang af de lange linjer i udviklingen, behandler jeg endvidere moderniteten og Østens og Vestens forvandling set i relation til moderniseringens lange problem- og konfliktfyldte forløb. og rejser til sidst spørgsmålet om modstandens problematik i en verden præget af en efterhånden altdominerende kapitalisme, en overmægtig stat og de dominerende internationale magtforhold.

Den gennemgående problemstilling i hele værket har været spørgsmålet om social forandring: Hvorledes kan menneskene på én gang være indvævede i en given økonomisk social og politisk orden og så dog på den anden side ændre denne? Hvorledes er nærmere spillet mellem social handlen og sociale forhold? Hvorledes og hvorfor skiftede konfigurationerne af interesser, magt og udbytningsrelationer bestandigt? Hvilken rolle, om overhovedet nogen, spillede og spiller ideologierne i disse forløb?

Hvorfor og hvorledes udviklede der sig kapitalisme, stater og nationer samt forskellige typer af regimeformer? Hvorledes var udviklingen af massemobilisering, konfliktdimensioner, sociale klasser og eliter? Hvilke indbyrdes relationer var der mellem disse processer? Hvorfor har udviklingsforløbene været så forskellige i de forskellige regioner af Europa? Og er det rigtigt, at vi omvendt i nutiden er endt i blot én udviklingsvej og én endestation, en vej og en station som i det lange løb angiveligt skulle have været uundgåelig?

Herunder har jeg specielt stillet spørgsmålet om demokrati: Hvordan kan det være, at et gennem historien så forhadt begreb og politisk system i dag fremstår som et begreb og et system, som (næsten) alle i Europa, og i øvrigt også i store dele af den øvrige verden, tilslutter sig? Og heraf flød der videre spørgsmålene: Hvordan er det i det hele taget gået til, at man i Europa i den sidste ende af udviklingsforløbene i det 19. og det 20. århundrede fik udviklet forskellige regimeformer, autoritære, totalitære eller demokratiske? Hvorfor er vi i dag i Europa endt med den ene form, demokrati, som helt dominerende regimeform? Og er denne så sikret, som ofte antaget?

Det nemmeste svar på alle disse spørgsmål var og er evolutionismens svar. Evolutionismen, det vil sige forestillingen om ét historisk nødvendigt og fremadskridende forløb med en naturlig endestation, har været udbredt i samfundsvidenskaberne og historieskrivningen. Den var udbredt blandt klassikerne, den var almindelig i præ-1914-liberalismens forestillingsverden, den var gennemgående til stede i moderniseringsteorierne efter 2. verdenskrig, og den synes igen at være blevet et dominerende tankesæt efter den kolde krigs afslutning. Typisk optræder forestillingen i dag som en tese om én uafvendelig og uniform udvikling fra præindustrisamfund over industrisamfund til postindustrisamfund.

Den samme type evolutionisme, men med modsat politisk fortegn, en anden skematik og vægt på socioøkonomiske faktorer mere end teknologiske, var også dominerende i store dele af den marxistiske tradition, selv om Marx selv og teoretikere som for eksempel Rosa Luxemburg og Antonio Gramsci netop forsøgte at bryde med denne. Men i dag er evolutionismen unægtelig mest massivt repræsenteret i den samfundsvidenskabelige mainstream, for slet ikke at tale om den offentlige debat. Typisk har man herunder læst historien baglæns ud fra det facit, der forelå ved slutningen af det 20. århundrede. ‘Markedsøkonomi’ og ‘demokrati’ fremstår så som det uundgåelige slutresultat af den europæiske udvikling, og der postuleres videre en direkte kausalrelation mellem kapitalisme og demokrati.

Jeg har i mit værk argumenteret for en modstående opfattelse og anlagt en helt anden tilgang. Historien opfattes her som fortløbende kæder af aktør-struktur-relationer, der er forløbet ad forskellige spor i de forskellige regioner af Europa og uden forud givne naturlige mål eller endestationer. Alle ‘resultater’ og tilstande var altid foreløbige og foranderlige.

De var også tilfældige. Kapitalismens oprindelse var tilfældig, ikke forudbestemt. Nationalstaten var tilfældig. Demokratiet var tilfældigt. Det 20. århundredes diktaturer var tilfældige. Dette er ikke det samme som at sige, at disse fænomener var årsagsløse, uden forudsætninger i tidligere forløb og betingelser, men de var aldrig forudbestemte, og de var produkter af menneskelig virksomhed, altid foreløbige resultater af sociale aktørers handlinger under givne betingelser.

Der er i min anlagte grundopfattelse og tilgang en række fokuspunkter, nemlig struktur-aktør-dynamikken, kampene om det samfundsskabte merprodukt, mangfoldighedens og foranderlighedens grundfaktum, de forskellige historiske spors betydning, handlingens formidable dynamik i det 20. århundredes udvikling, den aldrig afsluttede historie og endelig – ved siden af de ubestridelige fremskridt – udviklingens grusomhed og den usikre fremtid. Og i vores nutid den altgennemtrængende kapitalisme i alliance med en overmægtig stat i en verdensorden holdt i disciplin af verdens førende kapitalistiske og militære magt.

Såvel den overordnede deling af Europa i regioner som de interne variationer inden for disse har jeg forsøgt at forklare ud fra både de forskellige udgangsbetingelser, der oprindeligt forelå, og den lange efterfølgende historie. Denne lange historie har jeg så igen analyseret som gigantiske parallelforløb af tre grundprocesser, nemlig den socioøkonomiske udvikling, stats- og nationsbygningen, herunder imperiers fremvækst og sammenbrud og udviklingen af en europæisk verdensøkonomi af center-periferi-relationer samt et intereuropæisk, senere internationalt, politisk system. Disse processer havde hver for sig deres selvstændige forløb, men var også hele tiden stærkt indbyrdes relaterede. De rummede desuden både hver for sig og i deres samspil såvel økonomiske som politiske og kulturelle-ideologiske elementer og aspekter.

Den videre forklaring på den forskellige og særegne udvikling i de forskellige regioner og lande bestod så – i forlængelse af kortlægningen af de forskellige udgangssituationer og initialbetingelser – i at vise, hvorledes de angivne grundprocesser forløb hver for sig, i deres samspil og deres sammenfletninger og skæringer. Der var ikke nogen generel lov for udviklingen, og denne kan ikke forklares ud fra en overordnet skematik, ej heller ved at postulere én enkelt faktor som værende den fundamentale, der angiveligt skulle drive al udvikling frem, hvad enten denne drivkraft så måtte være arbejdsdelingen, teknologiudviklingen, ‘produktivkræfterne’, kristendommen eller ‘rationaliteten’. Virkeligheden var altid komplekse forløb af aktør-struktur-relationer foldende sig ud i de angivne tre grundprocesser.

Hver af disse processer i sig selv og i deres indbyrdes samspil hvilede til enhver tid på det samfundsskabte merprodukt. Der udspandt sig her fortløbende kampe om tilegnelsen, overførelsen og den videre bestemmelse over dette produkt. Der etableres herunder også vedvarende magthierarkier omkring stats- og voldsmidlerne, ideologimidlerne og økonomimidlerne og de forhold, som de indgik i. Der opstod derved tillige tilbagevendende kampe om placeringen inden for disse hierarkier samt forsøg på at ændre disse. Der var kampe mellem magthavere indbyrdes, og der var undertrykkelse og modstand. Derved fremkom processer af social forandring. Men der var heri intet forud givet resultat, ingen forudbestemt retning og intet ‘naturligt mål’. Processernes karakter og udfald var betinget af styrkeforholdene, og forandring var ikke nødvendigvis lig med ‘fremskridt’.

Menneskene udviklede heller ikke markeder, stat, nation eller demokrati, fordi de pludselig fik en ide om, at noget sådant ville være klogt og fiffigt eller nobelt og ædelt. Vist spillede og spiller ideer en rolle i historien, men som aktørernes egne erfaringsdannelser og de på grundlag heraf udviklede holdninger og opfattelser. Man må sondre mellem sådanne faktiske ideologier, som indgår med betydelig motivationskraft i de samfundsmæssige processer, og erklærede ideologier, der fremtræder i teoretiske værker, deklarationer og partiprogrammer.

De forskellige regimeformer var produkter af de komplekse interesse- og magtkampe. Dette gjaldt også regimeformen demokrati. Demokratiet var ikke nogen udviklingens forudbestemte endestation, ej heller resultatet af en jævnt fremadskridende konsensus herom, men tværtimod omstridt. Der var nogle, der var for, og andre, der var imod. Der var ikke engang enighed om betydningsindholdet. Der var forskellige demokratiopfattelser, som bekæmpede hinanden. Der udfoldede sig historisk ikke blot kampe om demokrati, men også om, hvad demokrati egentlig skulle betyde, og disse kampe var nøje sammenvævede med de fortløbende interesse- og magtkampe.

Forudsætningerne for det 20. århundredes voldsomme begivenheder blev frembragte af hele den forudgående socioøkonomiske udvikling og stats- og nationsbygningen gennem århundreder, det internationale spil af center-periferi og stormagternes positioneringer samt vestliggørelsens dialektik. Der var her i de historiske forløb blevet frembragt enorme økonomiske, teknologiske og militære magtmidler, som topaktørerne kunne bringe i anvendelse med forfærdende kraft og skæbnesvangre konsekvenser. Massepolitikkens udfoldelse havde samtidig i bunden af de europæiske samfund skabt en ny dynamik. Det samme gjaldt globaliseringens og stormagtspolitikkens udvikling, der tillige havde øget den indbyrdes afhængighed og sårbarhed.

Der går et afgørende skel i den europæiske udvikling ved 1. verdenskrig, der blev det 20. århundredes urkatastrofe. 1. verdenskrig havde sine forudsætninger i århundreders forudgående udvikling af økonomi og stats- og nationsdannelse samt til sidst massepolitikken. Hele denne udvikling muliggjorde den moderne industrialiserede massekrig, hvis forløbere var den nordamerikanske borgerkrig og balkankrigene, men som kom til fuld udfoldelse i verdenskrigen.

Det skærpede modsætningsforhold mellem stormagterne indbyrdes, det storpolitiske spil i årtierne frem mod 1914 og underliggende dette vestliggørelsens dialektik i forening med den socioøkonomiske udvikling, statsudviklingen og nationsudviklingen internt i de europæiske lande gjorde en krig af den type gennemførlig og sandsynlig, om end naturligvis ikke netop den krig med netop den alliancekonstellation.

Såvel de forudgående århundreders socioøkonomiske udvikling som stats- og nationsbygningen samt den internationale udvikling havde enormt forøget ressourcerne og midlerne for magtudøvelse. Aktørsiden blev styrket, kan man sige. Det 20. århundredes europæiske historie blev – set i det lange historiske perspektiv – det korte ‘nu’, hvor aktørernes handlinger slog igennem med enorm kraft. Hele historien er naturligvis en fortløbende struktur-aktør-dynamik og fuld af handlinger med konsekvenser, og allerede det 19. århundredes europæiske udvikling var præget af højst konfliktfyldte, turbulente forløb og voldsomme omskiftelser. Men aldrig har handlingernes magt og konsekvenser dog været så store som i det 20. århundrede.

Verdenskrigen tilføjede også i en anden henseende noget nyt. Den frembragte et spring i udviklingen af opfattelser, handlemåder og politik. På krigens slagmarker blev grunden lagt til en ny europæisk politisk kultur præget af vold, forfølgelser, tortur og udryddelser. Sådanne fænomener havde ganske vist også været rigeligt forekommende i Europas tidligere historie, men nu kom de til at optræde styrket af det industrielle samfunds og den udviklede statsmagts massive kraft, båret frem af den nye massepolitiks dynamik og forstærket af krigens frontoplevelser.

Næsten overalt i Europa var den bestående sociale orden blevet rystet af verdenskrigen og centralmagternes og Ruslands sammenbrud. Overalt var store dele af arbejderbefolkningerne og nationale mindretal blevet radikaliseret af krigens forløb og de bestående regimers opløsning eller rystelse. Radikaliseringsprocesserne var et produkt af den forudgående europæiske udvikling af massepolitikken og af verdenskrigens belastning. Et vigtigt element i hele denne udviklingsproces var befolkningernes egne erfaringsdannelser. Revolutionerne var ikke bare fremkaldt af nogle teoretikere og agitatorer, men udsprang af verdenskrigens alvorlige belæring og sociale tryk.

Af særlig betydning blev den dynamik i den europæiske udvikling, der blev udløst af de omtrent samtidige udbrud og efterfølgende nederlag for den tyske og den russiske revolution. Revolutionens nederlag i Tyskland lagde en grund for den senere udvikling af nazismen, et forløb der til sidst gennem et komplekst magtspil i Weimarrepublikkens top førte til nazismens magtovertagelse. Revolutionen led imidlertid også nederlag i Rusland på grund af landets isolering, de omfattende ødelæggelser og tab og revolutionens selvdestruktion, som den spektakulært kom til udtryk i nedkæmpelsen af Kronstadt-sovjetten i 1921. Den påbegyndte socialistiske revolution transformeredes herved til et projekt for national udvikling, en udvikling der til sidst førte til stalinismen, men også gennem en lidelsesfuld proces skabte den vigtigste magtblok på det europæiske kontinent mod nazismen

     Udviklingsforløbene og de fejlslagne revolutioners videre konsekvenser interagerede så med afgørende vægt på den internationale scene, et forløb der blev understøttet af vestmagternes appeasement-politik i forhold til Hitler-Tyskland og deres ideologisk begrundede isolation af det nye Rusland, sammenbruddet for Maxim Litvinovs kollektive sikkerheds politik, München forliget, svaret herpå i form af Stalins variant af appeasement politik, samt denne politiks sammenbrud i og med det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941.

   Mellemkrigsårene var internt i landene karakteriseret ved massepolitikkens videre udfoldelse under voldsomme sammenstød mellem forskellige modeller for samfundsmæssig og politisk rekonstruktion og udvikling, den liberalistiske, den socialdemokratiske, den kommunistiske, den højreautoritære, den fascistiske og den nazistiske. Hver af disse modeller var affødt af faktiske ideologier samt konfigurationer af magt og interesser og derfor så virksomme i periodens aktør-struktur-udfoldelse. Samtidig blev den internationale hegemonikamp, efter en midlertidig afbrydelse i 1920’erne, genoptaget og forstærket efter nazismens magtovertagelse i Tyskland. Under den følgende 2. verdenskrig flettede de to processer sig sammen.

Af de angivne modeller var fascismen og kommunismen nye, i deres masseudfoldelse produkter af 1. verdenskrig. Både som bevægelser og som regimeformer må disse nye fænomener forklares, som øvrige politiske fænomener, ud fra de samfundsmæssige grundprocessers særegne udvikling i denne periode og i de pågældende områder af Europa, den særlige karakter og konstellation her af socioøkonomisk udvikling, stats- og nationsbygning samt ikke mindst den internationale udvikling. Den i dag så yndede totalitarismeteori er alt for overfladisk og uden forklaringskraft. Man kan ikke forklare et fænomen ud fra sig selv.

Man kan i hele perioden identificere nogle voldsomme brud. Samfundsmæssige og politiske eruptioner, der frembragte nye situationer, forløb og resultater. Nyt og uventet i forhold til samtidige fremskridtsoptimistiske forestillinger i såvel den liberalistiske som den socialistiske tradition. Sådanne brud talte ud over krigen selv sammenbruddene af de demokratiske republikker, der var dannet efter krigen, fascismens og nazismens magtovertagelse i store dele af Europa (mest skæbnesvangert i Tyskland), etableringen af Det Tredje Rige, den russiske revolution og stalinismens senere udvikling i Rusland/Sovjetunionen, 2. verdenskrig og den kolde krig. Alle disse begivenheder, forløb og samfundsmæssige konstruktioner havde deres forudsætninger i den forudgående historie. De indtraf ikke ganske tilfældigt som pludselige lynnedslag i en ellers ‘normal udvikling’, hvad dette så end måtte være. Men der var samtidig tale om spring i udviklingen, der frembragte noget nyt i den angivne forstand.

Mellemkrigsårenes storpolitik samt den interne kamp mellem modståede samfunds- og politikmodeller i de enkelte lande førte til sidst til endnu en verdenskrig. Hitlers Tyskland nedkæmpede her i en lynkrig Polen og Frankrig samt en yderligere række lande, Storbritannien kæmpede videre alene, og Tyskland og Sovjetunionen tørnede til sidst sammen i den mest omfattende og brutale krig nogensinde, mens USA blev inddraget ved det japanske angreb på Pearl Harbor, hvorved krigen blev til en global krig. Udfaldet af verdenskrigen var længe usikkert, og den var præget af ikke blot den samtidige avancerede militære teknologi og indsatsen af enorme hærmasser, men også af en betydelig ideologisk vildskab og barbarisk grusomhed samt det forhold, at den tillige også udviklede sig til en generel europæisk borgerkrig.

Hovedkraften i den militære nedkæmpelse af Tyskland blev i den sidste ende Sovjetunionen. Landet befriede til slut (uden at forklejne betydningen af den amerikanske lend and lease-bistand) sig selv, men til en frygtelig pris i døde og lemlæstede. Sovjetunionen rykkede herunder sin grænse mod vest og sikrede sig Østeuropa som indflydelsessfære. Men omvendt sikrede Det Tredje Riges nederlag og nazismens fald i Vesteuropa omsider også gennembruddet for det parlamentariske demokrati her. Sat på spidsen kan man sige, at det endelige gennembrud for det vestlige demokrati blev sikret af en russisk despot. Ikke som nogen intention, naturligvis, men som en faktisk konsekvens af krigsforløbet. Det var i sandhed en historiens list. Vi kan i det hele taget konstatere storpolitikkens og krigenes afgørende formende kraft i udviklingen af politiske regimeformer, herunder demokrati. Uden de to verdenskrige, intet demokrati.

Storpolitisk afløstes krigens Store Alliance af ‘den kolde krig’, der på begge sider af skillelinjen ned gennem Europa fremkaldte en ny politisk og ideologisk mobilisering, samtidig med at den etablerede en tvedeling af indflydelsessfærer i Europa, en inddeling der, trods gentagne ‘episoder’, viste sig at være forbløffende stabil helt frem til 1989 – i Europa vel at mærke. Globalt forholdt det sig anderledes. En kold krig, der i øvrigt i store dele af verden ikke var så kold endda, fulgte. 2. verdenskrig havde resulteret i 50-60 millioner døde, og den efterfølgende såkaldt kolde krig skulle i en serie af lokale kampe komme til at koste endnu 20 millioner mennesker livet, overvejende i det, der i denne periode kom til at hedde ‘den tredje verden’.

Den kolde krig havde såvel en lang som en kort forhistorie. Den kolde krigs lange forhistorie er de forskellige regioners og landes udviklingsforløb gennem århundreder i en stadig skiftende international kontekst, forløb der frembragte bestemte historiske og strukturelle forudsætninger. Den korte forhistorie er mellemkrigsårenes politiske dynamik og den efterfølgende 2. verdenskrigs forløb og udfald.

Demokratiet blev endvidere også, da det endelig efter 1945 slog igennem, afvæbnet så at sige. De oprindelige socialrevolutionære konnotationer, der i Europa blandt såvel tilhængere som modstandere havde klæbet ved begrebet og termen ‘demokrati’, forsvandt nu helt. Den demokratiske deltagelse blev reduceret til regelmæssige valg mellem konkurrerende professionelle politikere om den politisk-administrative magt inden for rammene af den bestående sociale orden, en orden der i sig selv lå fast. De store borgerlige partier rykkede til venstre ind mod midten og Socialdemokratierne rykkede til højre ind mod samme midte. De klassiske massepartier sygnede hen, og deltagelsesaspektet blev nedtonet til de tilbagevendende valg mellem konkurrerende eliter. Pluralismen blev omvendt opprioriteret, en pluralisme der dog på den anden side var tæt indrammet af den nye ideologiske konsensus og den fremherskende mediemagt.

Dette var ikke nogen realisering af den klassiske demokratiopfattelses vision, men dog for socialdemokratiske og liberale kræfter langt at foretrække frem for de fascistiske regimer, som man lige havde nedkæmpet. Og for det kontinentale Europas traditionelle eliter og herskende klasser var det anden prioritet, efter at deres første præference, de højreautoritære eller fascistiske regimeformer, var brudt sammen i og med krigens udfald.

Den sociale trussel nedefra blev endvidere elimineret med udviklingen af den kolde krig og den velstandsstigning, der satte ind efter ca. 1950, og som især kom til udfoldelse i ‘the Golden Age’ fra 1950 til 1973. Omvendt bestod og sikredes yderligere, efter en første turbulent periode fra 1945 til 1949, overalt den private ejendomsret og de økonomiske eliters magt over økonomien. Den sociale fred udbyggedes yderligere med socialpartnerskab og velfærdsstat. Dette forblev det overordnede billede fra ca. 1949 frem til 2008, med en mindre afbrydelse i 1970’erne.

I Sovjetunionen forestod et gigantisk opbygningsarbejde efter krigens ødelæggelser og de enorme tab. Samtidig belastedes Sovjetøkonomien gennem den udbygning af det militær-industrielle kompleks og den omfattende oprustning, som fulgte med engagementet i den kolde krig mod det langt rigere USA, en krig som Sovjetunionen umuligt kunne vinde. I første omgang håbede befolkningen på en lempelse af regimet efter sejren over Nazi-Tyskland og det russiske folks enorme lidelser og indsats under krigen, men blev i så henseende skuffet. Først efter Stalins død i 1953 lempedes regimet noget og i flere tempi, men stadig fastholdt nomenklaturaen sin position som herskende klasse. Den økonomiske vækst var gennem 1950’erne og 1960’erne betydelig, men fra ca. midten af 1970’erne slækkedes tempoet. I 1990, efter systemskiftet, skærpedes denne udvikling til en direkte tilbagegang, og i løbet af 1990’erne sank nationalproduktet drastisk.

I Østeuropa strammedes regimerne successivt, og regionens rolle som Sovjetunionens fremskudte perimeter mod vest blev fastholdt helt frem til 1989. Internt i landene gennemførtes i hastigt tempo en moderniseringsproces, hvorved landene ændredes fra overvejende agrarsamfund til urbaniserede industrisamfund. Også Østeuropa var i en periode kendetegnet af økonomisk vækst, en udvikling som dog fra 1970’erne slog over i stagnation og stærkt øget gældssætning i en række af landene. Efter 1956 førte den kombinerede effekt af begyndende økonomiske problemer, den øgede politiske repression, den samtidige begyndende afstaliniseringsproces i Sovjetunionen og den generelle storpolitiske udvikling til gentagne protester, revolter og opstandsforsøg, som i Ungarn og Polen i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og tilbagevendende i Polen i løbet af 1970’erne og 1980’erne.

Internt i Vesteuropa frempressede den oplevede trussel fra øst en integrationsproces, som blev understøttet af den stærke økonomiske vækst efter ca. 1950. I dag er begge disse forudsætninger borte, hvilket måske igen forklarer en stor del af de øjeblikkelige problemer i EU, et EU der i årenes løb i stigende grad forvandlede sig til et af instrumenterne for den igangværende neoliberalistiske omstrukturering af økonomi og politik.

Den kolde krig sluttede storpolitisk med møderne i Reykjavik i 1986 og Washington i 1987, med Østblokkens opløsning i 1989-1990 og med afslutningen på den interne elitekamp og magtskiftet i Sovjetunionen i 1991. USA fremstod derefter som den eneste tilbageværende supermagt, og jublen var stor blandt eliterne og i den fremherskende opinion i Vesten. I denne euforiske stemning fik fortællingen om udviklingen af ‘demokratiet’ som en automatisk forløbende proces frem mod et forud givet mål ny næring. De historiske forløb – de virkelige – blev fortrængt, og i øvrigt blev ‘Historien’ nu opfattet som værende afsluttet.[ii]

Der er nu gået 20 år siden, historien angiveligt skulle være afsluttet. Det har været en periode præget af en næsten endeløs række af krige, interventioner og aktioner. Trods generel velstandsstigning er der fortsat kloden over og internt i lande og regioner store enklaver af fattigdom, og uligheden er et voksende problem. Efter en periode med social stabilitet er der i dag i store dele af verden betydelig social uro og nye etniske og religiøse konflikter. Og overalt i Europa er højrepopulistiske, højreradikale og neofascistiske bevægelser i dag – om end i nye former og med en tidssvarende retorik – i fremmarch. Der er økonomisk krise og tydelige spændingsforhold mellem befolkningernes forventninger og behov, bevarelsen af den politiske legitimitet og den politiske styring og økonomiens (‘markedets’) interesser. Og forude hober der sig store problemer op i forbindelse med vækst og økologi.

Det ‘liberale demokrati’, ‘socialpagten’, ‘velfærdsstaten’ og den relative stabilitet var blot en forbigående episode, en parentes i udviklingen. En i historisk perspektiv helt særegen konstruktion, frembragt af udfaldet af 2. verdenskrig. Vi lever ikke i en historiens lykkelige afslutning, men i en ny fase, hvor store problemer tårner sig op. Fremtiden er usikker, og alt kan ske. Der er i den grad behov for nytænkning og herunder også samfundstranscenderende tænkning. Men paradoksalt nok har politikken og ideologien på den anden side aldrig været så konform som i dag. Den er stadig indkapslet i et univers og en tænkning, der ret beset blev skabt af forløbet af den  kolde krig, stalinismens sammenbrud i 1989 og den efterfølgende vestlige triumfalisme.

Tilbageskuende i et længere historisk perspektiv må vi stille os selv spørgsmålet: Affødte hele den faktiske europæiske historiske udvikling virkelig det sikre grundlag for demokrati, således som man i dag i sammenstemmende kor og fælles fortælling forestiller sig det? Næppe. Både set i det lange historiske perspektiv og i lyset af det 20. århundredes udvikling forekommer demokratiet i Europa at hvile på et skrøbeligt grundlag.

Forkaster vi evolutionismen, må vi tage nogle af de nutidige ‘sandheder’ op til kritisk revision, f.eks. tesen om det evigt sikrede demokrati. Udviklingen fra 1914 til 1945 har generelt vist, at såvel massepolitikkens udvikling som nations- og statsbygningen kan forvrides og afstedkomme helt andre forløb end oprindeligt forudset i såvel demokratiforestillingerne som i liberale og socialistiske fremskridtsscenarier. Krigene, masseudryddelserne og forfølgelserne har også afsløret, hvilke primitive forestillinger og lidenskaber, der i givet fald kan bryde igennem civilisationens fernis og på dybtgående måde præge også den moderne politik.

Vi må erindre os, at Europas historie var præget af modsætninger, konflikter, kampe, borgerkrige, revolutioner og kontrarevolutioner, af brutalitet, forfølgelser og udryddelser. Og alt dette forekom også i perioden lige før vores nutid. Europa var i mellemkrigsårene i vid udstrækning fascistisk eller højreautoritært og kan blive det igen. Og under 2. verdenskrig eksploderede barbariet endnu en gang i Europas historie. Skulle alt dette virkelig være blevet fundamentalt ændret? Er der sket en biologisk mutation?

Fascismens potentiel er til stede i den moderne verden på grund af den stadige risiko for civilisationsbrud, på grund af vedvarende problemer i nations- og statsbygningsprocessen samt den moderne stats mulighed for uhyre destruktion, på grund af massepolitikkens udfordring og problemer, den fortsatte, aldrig løste, deltagelseskrise, og endelig på grund af den alt gennemtrængende kapitalismes fremadskridende pres på elementær social solidaritet og civilisatoriske adfærdsformer og normer.

Verden er stadig domineret af mægtige økonomiske og statslige eliter. Undertrykkelse, udbytning, ulighed og enklaver af fattigdom er stadige grundvilkår. Det er den interesse- og magtpolitiske realitet under den politiske retoriks og den erklærede ideologis overflade. Og kapitalismens altgennemtrængende kraft er nærmest lammende. Men er al modstand håbløs? Dette er emnet for mine afsluttende betragtninger.

I bind III’s kapitel VI sammenfatter jeg Europas undergrundshistorie. Tabernes historie. Det, som man aldrig skriver om i den triumferende liberalismes fortælling og sjældent i samfundsvidenskabens og historieskrivningens mainstream. Jeg skitserer de historisk tilbagevendende revolter og antisystembevægelsen i perioden op til 1. verdenskrig. Derefter behandler jeg i hovedtræk antisystembevægelsen – i dens forskellige historisk-konkrete udformninger – i de europæiske revolutioners ombrydningsperiode, den socialistiske massepolitik i mellemkrigsårene og under 2. verdenskrig samt den fascistiske massebevægelses modreaktion og dialektikken mellem fejlslagen social revolution og fascistisk kontrarevolution. Jeg følger videre antisystembevægelsen i hele perioden efter 2. verdenskrig, Socialdemokratiernes storhed og fald, ‘kommunismens’ svækkelse og sammenbrud, men også de tilbagevendende spontane bevægelser og protester i samfundets bund. Jeg analyserer og diskuterer i forlængelse heraf nærmere antisystembevægelsernes karakter og den sociale protests vilkår i det moderne samfund, modstandens problem i den reelle subsumptions tidsalder.

Afslutningsvis kommer jeg ind på den alternative vision, båret frem og artikuleret i talrige protester, revolter og modstandsformer, om mennesket som et samfundsvæsen og demokrati som autentisk folkestyre, om en nedbrydelse af skellet mellem regerende og regerede og en udvidelse af demokratisk deltagelse og kontrol ind i også den økonomisk sfære. Jeg påpeger i forlængelse heraf, at historien aldeles ikke er slut, og at civilisationens kode stadig er uknækket. Deltagelseskrisen er herunder aldrig blevet løst. Ophobningen af problemer og forekomsten af spontan modstand fører dog ikke automatisk til en løsning og et autentisk socialt og demokratisk fællesskab. Socialismen er ikke ren utopi, men forankret i tendenser i virkeligheden selv. Historien er stadig åben på godt og ondt. Der er flere mulige fremtidsscenarier, og flere af disse er ganske dystre. Men på den anden side skaber menneskene dog selv deres sociale virkelighed. Heri ligger den store udfordring.