Myten om det truede Europa

Et af den radikale højrefløjs yndlingsscenarier er i disse år billedet af et ’Eurabia’ det vil sige et Europa ovesvømmet af muhammedanske flygtninge og nationernes forvandling til multikulturelle samfund. Man er også enige om at udpege de skyldige: det er socialdemokratiske og radikale politikere og venstreorienterede intellektuelle (: de ’kulturradikale’), der angiveligt nærmest skulle have inviteret de fremmede hertil og stadigt gør det. Denne fortælling gentages igen og igen i indlæg fra Jyllands Posten til  Deadline, fra Berlingske Tidende til Kristeligt Dagblad. Højreradikalismen har en god presse. I dag udgør fortællingen i mere eller mindre udvandet form ikke blot en ideologisk platform for højreradikalismen, men falder også som en slagskygge ind over regeringen og de borgerlige partier samt det borgerlige medieapparat.

      Fortællingen fungerer som ideologisk legitimering af den   racisme og xenophobi der efterhånden har vundet så stor udbredelse og som en undskyldning for den politik af forbrydelse og dumhed, som de rige lande og EU gør sig skyldig i gennem interventionerne i Mellemøsten og når det gælder håndteringen af flygtningestrømmen over middelhavet. Xenofobi og racisme er ved at blive til statsideologi og massehysteri.

      Fortællingen ignorerer imidlertid en række fundamentale årsagssammenhænge og store demografiske problemer og fremmaner i øvrigt en fare som ikke er der.

      Nutidens Europa er et aldrende kontinent, og befolkningstilvæksten er generelt lav sammenlignet med andre områder i verden. [1] Fra 1650 til 1950 var Europas befolkning ellers blevet mere end femdoblet, steget fra ca. 100 millioner til 532 millioner.[2] Men derefter er takten i befolkningstilvæksten blevet afsvækket og aldersprofilen har ændret sig.

     Den første af den nyere tid større nedgange i fødselsraten satte ind i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede. Efter 2. verdenskrig steg fødselsraten, for så at falde igen i løbet af 1970’erne og 80’erne.[3]Dette er den generelle trend. I Sovjetunionen og Østeuropa har tilbagegangen efter 1989 været endnu større. Det demografiske problem er her betydeligt. [4]Men også i Vesten vækker den demografiske  bevægelse med dens fremadskridende  aldringsproces betydelig bekymring. Dette forstærkes af et andet problem.

     Den etniske sammensætning har ændret sig gennem de sidste årtier. Den historiske trend har ellers været en bevægelse i retning af større homogenitet i takt med nationalstaternes udvikling, de store udvandringer og det 20. århundredes dramatiske begivenheder. Denne bevægelse nået sit klimax omkring ca. 1950. [5]

     I det 20. århundrede var denne bevægelse fremmet af opløsningen efter 1. verdenskrig af de store multinationale imperier og dannelsen af en stribe af nationalstater, af 2. verdenskrigs jødeudryddelser,  og fordrivelsen af tyskere fra Østeuropa.[6]

      Efter 1950 har det så været en modsat rettet bevægelse. Bevægelsen her var fremkaldt af tre nye forhold: for det første opstod der i den nye periode af stærk økonomisk fremgang efter 1950 en knaphed på arbejdskraft i det nordlige og vestlige Europa og regeringer og erhvervsliv lukkede under indtryk heraf op for tilgang af arbejdskraft, ’fremmedarbejdere, fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet, Grækenland, Italien og Spanien , i Frankrig fra de til landet historisk  knyttede afrikanske områder, og tilsvarende for Hollands og Storbritanniens vedkommende. [7]

      Den anden årsag til den øgede immigration var det forhold, at krige, konflikter, og forfølgelser i andre dele af verden og internt i Europa (:Jugoslavien), fremkaldte bølger af flygtninge der søgte nordpå til en sikker tilværelse der.[8]I de senere år har krige og konflikter i især Mellemøsten bidraget hertil. Den fejslagne og folkeretsstridige Irak krig (hvor Danmark som koalitionsvillig deltager har været medskyldig) kostede måske op til 900.000 mennesker livet og jog andre hundredtusinder på flugt.[9]

     Dertil kan føjes et tredje forhold: Selve den samtidige eksistens af regioner med vidt forskellige eksistensbetingelser og leveforhold vil let sætte en proces i gang hvor folk fra de mindre begunstigede regioner søger over mod de mere velstillede regioner. Derfor den vældige europæiske emigration til oversøiske lande i det 19. århundrede, derfor det vedvarende pres internt i Tyskland under den kolde krig for en overskridelse af ’grænsen’ og senere ’muren’, derfor øst arbejderes tilgang til Vesteuropa efter murens fald, og derfor nutidens stærke flygtningepres i middelhavsregionen.

     I det lange historiske perspektiv kan vi altså konstatere, at Europa skiftede fra at være et emigrations- til at være et immigrations område. [10]Endnu i det 19. århundrede og i de første årtier af det 20. århundrede havde  Europa i høj grad været et ekspansions- og  emigrations kontinent.  Historisk var opdagelser, erobringer og udbytning gået fra Europa til andre kontinenter. [11]Det samme gjaldt befolkningsbevægelser. I løbet af århundredet før 1. verdenskrig udvandrede hele 60 millioner mennesker fra Europa til andre verdensdele, halvdelen til Nordamerika, men også mange til Latinamerika. [12]  I dag er det anderledes.

    Dette historiske skift her har været betydningsfuldt. Det har haft store konsekvenser internt i Europa. Nye problemer er opstået, en ny konfliktdimension har udviklet sig, den sociale solidaritet er blevet svækket, arbejderbevægelsen er blevet yderligere svækket, og der er blevet skabt en grobund for højreradikalismens genopstanden og populistiske mobilisering.

     I forbindelse med den øgede afstand mellem politisk og økonomisk elite og befolkningerne, den nye økonomiske krise, og de heraf flydende øgede sociale og politiske spændinger, har dette skabt en ganske sprængfarlig situation.

     Men sådan så man ikke på det i ’the Golden Age’ fra 1950 til 1973. Her fokuserede man på den stærke økonomiske vækst, på den vældige konsumudvidelse, på velfærdsstatens tilsyneladende konsolidering og på det etablerede socialpartnerskab. Den gang var ’de fremmede’ mere end velkomne. I dag er økonomien anderledes og ’de fremmede’ betragtes som en trussel.

        Det ændrede etnisk-kulturelle landskab har også genopvakt den religiøse konfliktdimension koblet sammen med etniske modsætninger og under nye forhold og former. ^[13] Også her kan vi konstatere en interessant historisk rytmik: I løbet af sen-antikken og middelalderen blev kristendommen rigtignok en stærk medvirkende faktor til etableringen af en slags europæisk enhed, ja, ’Europa’ blev i høj grad defineret som ’kristenheden’. ^[14]Men ’kristendommen’ var, skulle det vise sig, ikke blot en sammenholdende aktor, for efterfølgende, i 15- og 1600 tallene, blev Europa  nærmest sønderslidt af interne religiøse konflikter. ^[15] Der indgik dog også i disse konflikter stærke elementer af realpolitik, både regionalt og storpolitisk, samt sociale modsætninger og konflikter. ’Religionskrigene’ drejede sig også om meget andet end religion.^[16]Det gør de nutidige ’religionskonflikter’ også.

      Europas egen interne moderniseringshistorie var i det hele taget ekstremt blodig. Europa var i flere århundreder hærget af borger- og religionskrige.   De franske religionskrige i 1500-tallet kostede 3 millioner mennesker livet.^[17] Under trediveårskrigen døde i Tyskland måske op mod 4 millioner mennesker, svarende til 20 % af Tysklands befolkning.^[18] I England døde under borgerkrigene i 1600 tallet ¼ million mennesker ud af et befolkningstal på ca. 5 millioner, en højere tabsprocent end Storbritanniens tab under 1. verdenskrig.^[19] Hvad er det i grunden man er så stolt af, når man i dag nedladende karakteriserer udviklingen i andre dele af verden?

     I det 20. århundredes Europa fulgte så antisemitismen med det grufulde crescendo i Holocaust.^[20]Heller ikke antisemitismen var dog en ren religiøs konflikt. Tværtimod afløstes den gamle religiøst betonede antisemitisme allerede i slutningen af det 19. århundrede af en ny racefokuserende antisemitisme. ^[21]Også i antisemitismen indgik andre elementer end rent religiøse, nemlig  stats- og nationsbygning, forvreden massepolitik, den europæiske kamp mellem højre og venstre, og en ny imperialisme og racepolitik. ^[22]

     I nutiden artikulerer ’anti-islamismen’ en tilsyneladende rent religiøs konfliktlinje under udvikling, men lige som i de angivne historiske fortilfælder af ’religiøse konflikter’ er disse igen flettet sammen med andre elementer og tiltag.^[23] I dag først og fremmest neofascismens og højreradikalismens genopstandelse og projekt for national rensning og enhed.

       I dette betændte miljø har en række højreradikale ideologer og skribenter udviklet den omtalte fortælling om den arabiske trussel mod Europa. [24] Fortællingen er klart tilbagevist i forskningen.[25] Det anerkendte Pew Research Center har således fundet, at nok er fødselshyppigheden stadig noget højere blandt muslimer end blandt ikke muslimer, men dog med en faldende tendens og estimerer, at den muhammedanske befolkning i Europa i år 2030 højst vil udgøre 8 procent af totalbefolkningen.[26] Teorien har også andre brist: den fremstiller muhammedanerne som én stor homogen masse af religiøse fundamentalister, hvilket er direkte forkert, den foretager en primitiv dichotomisering ’dem’-’os’, den opererer med den fantasifulde forestilling om en konspiration og den opererer med forestillingen om en lineær forbindelse mellem ideer og handlinger.

   Men fortællingen kan støtte sig til nævnte demografiske bevægelser, og først og fremmest udbredte bekymringer og xenofobier. Den underbygges yderligere ved frygten for terrorisme. Terrorismen synes i dag at være alle vegne og frygten for terror er blevet fremtrædende i nutidens verden. Efter 11 september 2001 synes begrebet herom at være blevet dominerende i medierne, i den politiske diskurs, og i den akademiske verden. [27]

    Mange og vidt forskellige fænomener karakteriseres i dag som værende ’terroristiske’ og mange grupper og retninger og personer karakteriseres af nogle som ’terrorister’ medens andre bestrider dette prædikat. Én og samme organisation er af nogle blevet opfattet som en terrororganisation, af andre som ’frihedskæmpere’ (f.eks. IRA, ETA, PKK, Hamas). En Nelson Mandela oplevede endda i en periode at blive stemplet som terrorist for senere at blive hyldet som frihedskæmper og Nobelprismodtager. [28]

        Uklarheden i selve definitionen og den politiske tvetydighed gør det selvfølgelig også vanskeligt at registrere det nøjagtige omfang af terrorhandlinger i verden. Det er dog gjort forskellige forsøg herpå og ifølge en række opgørelser fra såvel det amerikanske efterretningsvæsen, som FN organisationer samt forskere på feltet lå det samlede globale antal af ofre for terror (uden for egentlige krigszoner som Irak og Afghanistan) i perioden fra 1968 frem til i dag på mellem 300 og 7oo pr år.[29] Overraskende få sammenlignet med de enorme mængder af ofre for krige, diktaturer, forfølgelser og statsterror i det 20. århundrede og indeværende.

       Også kategoriseringen har voldt store problemer. Det viser sig nemlig, at vidt forskellige politiske og religiøse retninger og grupper i historiens løb – og i periodevist forskelligt vægtforhold- har udøvet terroristiske aktiviteter. De har også fundet sted under vidt forskellige symboler og ideer.  Mange af de handlinger som i nutiden klassificeres som ’terrorhandlinger’ ville desuden tidligere være blevet klassificeret i kategorier som politisk vold, borgerkrig, forfølgelser eller som simpel kriminalitet. Det er herunder veldokumenteret, at muslimske grupper langt fra tegner sig for flertallet af terroristiske grupper og handlinger. Mange forskellige grupperinger og retninger har her været i virksomhed. [30]

        Nutidens brede, vage og upræcise begreb om terrorisme har så at sige i sig opsuget en række andre fænomener og skabt en enorm frygt. Samtidig er analyse og forklaring, og dermed forebyggende foranstaltninger, blevet vanskeliggjorte.

      Hele den angivne demografiske udvikling, Europas forvandling fra et emigrations kontinent til et immigrations kontinent, risikoen for nye og forstærkede etniske konflikter, indgangen til en ny ’folkevandringstid’, og terrorismen, føjer sig ind i udviklingen af en generelt mere krisepræget situation.

       Da muren faldt i 1989 var jubelen stor og mange troede, at der havde åbnet sig et ’windov of opportunity’, at fred, fordragelighed, tolerance og mulighed for varieret, forskellig udvikling på et humanistisk grundlag var sikret.  Forventningerne blev skuffede. Nye krige, borgerkrige og konflikter dukkede op og har præget udviklingen siden. Også nye problemer, både globalt og i de enkelte lande og regioner, så som den fortsat eksistens af fattigdom og ulighed, spændingen mellem økonomisk politik og folkelig legitimering, kompromisdemokratiets forvandling til postdemokrati, keynesianismens erstatning med  neoliberalisme, gentagne finans- og økonomiske kriser, økologiske og klimamæssige problemer, ressourceproblematikken, samt den storpolitiske udvikling med USA’s og de koalitionsvillige staters engagement i Mellemøsten og Afghanistan, Natos øst ekspansion og Ukraine konflikten har hobet sig op og forstærker gensidigt hinanden og virker samlet tilbage på den etniske konfliktdimension.

      Under alt dette har højreradikalismen i Europa, som man i 1945 ellers troede var definitivt besejret, som sagt fået en renæssance.^[31]Mellemkrigsårenes Europa var stærkt præget af højre autoritære, højreradikale og fascistiske strømninger, som i øvrigt var noget forskellige.[32]Disse var endda dominerende i en lang række lande og fik først et afgørende knæk med aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig. I dag er traditionen så genopstået, men i en ny form og med delvis nye ideer, men også med tydeligt identificerbare ideer og holdninger fra den gamle tradition. Herunder har den nye radikale højrefløj så genskabt, i en ny version, al fascismes centrale myte: Fortællingen om nationen der er truet af indre og ydre fjender, en international sammensværgelse, behovet for en national renselse og menneskehedens opdeling i ’over’ og ’undermennesker’. Og som en slagskygge falder denne fortælling ind over et langt videre politisk felt og i de dominerende medier.